Min kvote er nået

Denførste skriver:

Høre det som om i slet ikke kan kommunikere sammen mere, sig hvordan du har det og om han er villig til at gøre noget ved jeres forhold. Og forslå så om at i ikke skulle gå til parterapi! Syntes at det er det smarteste, nu når i skal have en lille til marts og i forevejen har et barn.  Giv ikke op. Kæmp og bed ham om også at kæmpe for jeres familie, det er så nemt bare at give op..

Vi har flere gange prøvet at snakke om det, men så kommer den ene med nohey hvor den anden så føler man bliver overfaldet med noget eller kun får negativt at vide. Jeg har før sat ham stolen for døre, og det bluver bedre i kort tid og så vender det igen. 

GrønStjerne skriver:

Snak med ham om det, gerne en aften hvor jeres store barn bliver passet.

Fortæl ham hvordan du har det, at du er der hvor du overvejer om I skal gå fra hinanden. Hvis han er fuldstændig uvilllig til at snakke med nogen om jeres problemer, eller få noget hjælp, så kan jeg godt forstå du er træt af det.

Hvis han så slet ikke vil høre på dig eller kun mener det er din issue, så ville jeg nok lige så stille gå i gang med at forberede hvad du så vil. Men selvfølgelig skal I snakke sammen grundigt om det først. Det er jo ikke sikkert han ved at du virkelig overvejer det. Måske tror han det bare var ting sagt i kampens hede...

Jeg tror godt han ved jeg mener det. En gang før har jeg sagt til ham at der skal ske nogle ændringer for ellers kan jeg lige så godt selv stå med det hele. Og det er sagt stille og roligt. Så bliver tingene bedre for en periode og så er vi tilbage igen.

og tænker bare vores barn kan mærke alle de her negative ting selv om der ikke bliver sagt noget

loop skriver:

Jeg forstår dig godt.

Hvis du tænker tilbage, hvornår var jeres forhold så sidst godt? Og hvad var det, der gjorde det godt?

Det har måske været før jeg blev gravid. Og selv der har vi haft perioder hvor jeg har tænkt jeg ikke gad mere. 

Newsence skriver:

Du skriver at kærligheden forsvandt da du blev gravid.. DET er sgu da et klart symptom på at det måske mere er hormoner. JEG ville på ingen måde flytte når du egentlig ikke ved om det er hormoner eller ej... 

Ærlig talt du lyder godt nok påvirket af hormoner. Og man siger altså heller ikke til far foran barnet at han gør det forkert. Det opfanger barnet og så hver gang det er far der hjælper så vil barnet ( det er helt naturligt) lave splitning for at få dig ud og blande dig og på den måde få sin vilje. 

DU har altså opført dig meget umodent og forkert ærlig talt. Man retter ikke på far foran barnet når far har en kamp. Du kunne have gjort så meget andet og hvis far mener han skal tørre så må barnet jo lærer at far bestemmer dette.. SÅ slemt er det sgu da heller ikke

Det var så kun fordi du ikke overhørte det.

et barn der sidde og siger nej det kan selv og er på vej til at græde, fordi dets far står på wc og nærmest råber det ind i hovedet mens faren selv begynde at blive hys, undskyld mig men mit barn skal ikke udsættes for det.

og jeg sagde det til faren da barnet ikke var dr

lineog4 skriver:

Jeg tænker der må være langt mere på spil end noget så ligegyldigt som et computerspil og forskellige holdninger/regler vedr. Hygiejne efter toieltbesøg. For de to episoder er nok nogle vi alle kan nikke genkendende til med forskellige fortegn, men vi tænker ikke: så flytter vi fra hinanden! 

Derfor tænker jeg I har behov for at finde ud af hvad det egentlig handler om (og ja hormoner er her også en mistænkt). Og så tage snakken ud fra det. Og ikke små bagateller.

Jeg synes bare vi har snakket så mange gange sammen, og vi deler bare ikke de samme meninger, og det ender med vi bliver uvenne hver gang. 

Vi har været sammen i mange år, men måske er vi bare vokset fra hinanden. For selv før jeg blev gravid har der været nogle ting. 

Jeg skal føde til marts og mine hormoner raser, og det påvirker mig nok også, men jeg har snart nået min kvote hvad ang. Min mand.

vi har et barn sammen og jeg står for stort set alt omkring det her barn. Fair nok. Min mand hjælper nødig til hjemme og gør det mest kun fordi jeg beder ham om det. 

Jeg kæmper i dag halvanden time med at få vores barn til at sove. Mens han sidder i rummet ved siden af med sin com tændt og med meget lyd på. Beder ham skrue ned eller lukke døren. Han lukker døren men lyden forstyrre stadig vores barn og han er pisse ligeglad. Jeg tager fem min fra putning, hvor han så kommer ind og siger hvorfor sidder du der. Øh ja hvorfor tror du. Nå er hans svar mens han sætter sig godt til rette.

det der egentlig gjorde udfaldet for at jeg havde fået nok, var tidligere i dag da han hjalp vores barn på wc. Barnet kan godt selv og plejer også selv at tørre sig uden problemer. Jeg kan pludselig høre min mand råbe buk dig nu du har tis på benet, hvortil barnet siger det selv kan. Og det fatter han ikke. Ja jeg går ud og blander mig og han får at vide det ikke er okay. Barnet kan selv. Så begynder han at skabe sig og sige jeg ikke skal blande mig. Og der nåede han mit punkt. Jeg vendte mig og sagde næste gang du opføre dig på den måde så skrider jeg med vores barn. Det her det er slut.

nu går han bare og lader som om intet er sket, og jeg brækker mig. Har mest af alt lyst til at pakke vores ting og skride, men kan ikke overskue det økonomisk. Jeg har ingen opsparing, vi har fælles konto/økonomi, og hus. Men hold kæft hvor jeg bare ikke gad mere der. 

Overvejer lidt om jeg skal skrive mig op i et boligselskab for en sikkerheds skyld men det koster jo og han kan se alt hvad der sker på vores konto. For jeg må indrømme jeg tror kun jeg EF sammen med ham lige nu fordi det er nemmest, og fordi jeg ikke bryder mig om han skal være selv med vores barn hver anden weekend. 

jeg har ikke brug for løftede pegefingre eller Donk i hovedet over hvorfor jeg så venter mig igen med ham. Jeg tror ærlig talt at vores kærlighed er løbet ud i sandet samtidig med jeg blev gravid. Jeg føler intet for ham lige i tiden. 

Det jeg oplever dig sige, er at du har en mand der overhovedet ikke gider at hjælpe til derhjemme, og at det er dybt frustrerende for dig - specielt når han ikke engang giver dig den respekt og taknemmelighed du fortjener fordi du laver det hele.

De episoder du nævner, er blot eksempler på et større bæger der er ved at flyde over, og ikke hovedkonflikten.

Men jeg synes samtidig også at du har et vist ansvar for at holde sammen på familien. Du har valgt at få ikke bare ét, men to børn med den her mand. Det kan ikke være noget nyt at han ikke hjælper til derhjemme. Så det er altså præmisserne du er gået ind på, med åbne øjne. Du har hele tiden vidst hvordan landet lå.

Det er ikke sikkert at du kan ændre ham, men jeg synes at du skal prøve at tage en dyb indånding, tælle til 10, huske på hvorfor du faldt for ham engang. Og så sætte dig ned med ham og tage en snak som ikke er bebrejdende eller vred, men hvor du giver udtryk for at du virkelig ønsker at I kan blive sammen, men at du har brug for hans hjælp. Prøv at appellere til hans gode hjerte i stedet for at skælde ud. Hvis han så stadig er helt uforstående, så synes jeg at du skal finde frem til en god parterapeut og gøre alt hvad du kan for at overbevise din mand om at det er nødvendigt for jer at lære at lytte til hinanden og kommunikere ordentligt.

Anonym skriver:

Jeg skal føde til marts og mine hormoner raser, og det påvirker mig nok også, men jeg har snart nået min kvote hvad ang. Min mand.

vi har et barn sammen og jeg står for stort set alt omkring det her barn. Fair nok. Min mand hjælper nødig til hjemme og gør det mest kun fordi jeg beder ham om det. 

Jeg kæmper i dag halvanden time med at få vores barn til at sove. Mens han sidder i rummet ved siden af med sin com tændt og med meget lyd på. Beder ham skrue ned eller lukke døren. Han lukker døren men lyden forstyrre stadig vores barn og han er pisse ligeglad. Jeg tager fem min fra putning, hvor han så kommer ind og siger hvorfor sidder du der. Øh ja hvorfor tror du. Nå er hans svar mens han sætter sig godt til rette.

det der egentlig gjorde udfaldet for at jeg havde fået nok, var tidligere i dag da han hjalp vores barn på wc. Barnet kan godt selv og plejer også selv at tørre sig uden problemer. Jeg kan pludselig høre min mand råbe buk dig nu du har tis på benet, hvortil barnet siger det selv kan. Og det fatter han ikke. Ja jeg går ud og blander mig og han får at vide det ikke er okay. Barnet kan selv. Så begynder han at skabe sig og sige jeg ikke skal blande mig. Og der nåede han mit punkt. Jeg vendte mig og sagde næste gang du opføre dig på den måde så skrider jeg med vores barn. Det her det er slut.

nu går han bare og lader som om intet er sket, og jeg brækker mig. Har mest af alt lyst til at pakke vores ting og skride, men kan ikke overskue det økonomisk. Jeg har ingen opsparing, vi har fælles konto/økonomi, og hus. Men hold kæft hvor jeg bare ikke gad mere der. 

Overvejer lidt om jeg skal skrive mig op i et boligselskab for en sikkerheds skyld men det koster jo og han kan se alt hvad der sker på vores konto. For jeg må indrømme jeg tror kun jeg EF sammen med ham lige nu fordi det er nemmest, og fordi jeg ikke bryder mig om han skal være selv med vores barn hver anden weekend. 

jeg har ikke brug for løftede pegefingre eller Donk i hovedet over hvorfor jeg så venter mig igen med ham. Jeg tror ærlig talt at vores kærlighed er løbet ud i sandet samtidig med jeg blev gravid. Jeg føler intet for ham lige i tiden. 

Kære dig. 

Øv hvor er det en træks situation at stå i. Er din mand glad og tilfreds med sådan som jeres forhold er? Ja, det kan godt være det er hormoner, men jeg synes heller ikke det er fair, at hormonerne får skylden for alt, så snart man er gravid. Jeg synes, du skal tage en alvorlig snak med sin mand, og forklare ham hvordan du har det, og hvad du føler. Prøv at gøre dette uden at anklage ham, så han ikke føler sig angrebet. Har I overvejet parterapi?

hvis du gerne vil skrives op ved et boligselskab, kan du måske gøre det i dit navn, med vis din venindes/forældres adresse, hvid det er fordi du ikke vil have at han ved det. Ellers skal du sige det som det er; at du synes det er hårdt at føle sig som alenemor til 2, hvoraf den ene er ens mand, og at du derfor har brug for at gøre dette og have det som et slags sikkerhedsnet. Jeg er medlem af et boligselskab (bovia) og det koster 200 kr om året, og venter pt på den rette bolig

har du råd til at blive i huset uden ham? Har han? Har han lyst til det? Det er virkelig en vigtig samtale at have, når I ejer huset sammen. 

Jeg håber du finder ud af det. 

Anonym skriver:

Det er selvfølgelig vores begges barn. Det var bare nemmere lige at skrive mit.

jeg føler bare at jeg flere gange har sagt at nu skal han til at hjælpe til, og har endda også bare prøvet at lægge nogle ting over på ham hvis vores barn har spurgt efter noget. Men når mam mødes af himmelvendte øjne og suk, så får jeg bare nok. Vi er to om d her. Og skal jeg stå for det hele når den bette også kommer så kan jeg lige så godt være selv

Jeg kan godt forstå, du ikke gider himmelvendte øjne osv. Det er heller ikke i orden. 

Du er nødt til virkelig være konsekvens mht. Huslige ting. 

Ja, jeg har selv en mand, som ikke altid er "huslig". Vi har virkelige haft vores ture, og jeg har måtte lade det rode i lang tid, før han tog det. 

Idag har han ligesom fattet den. Han er nødt til at hjælpe til. 

Jeres kommunikation lyder ikke særlig god, og ud fra det du skriver, så lyder I begge negative overfor hinanden? Derfor tror jeg, at parterapi er en god ting. 

Anonym skriver:

Gør han et forsøg ved at råbe af barnet når det ikke vil lade ham tørre sig. Og han så bliver ved at råbe at han skal tørre det indtil jeg går ud og siger stop. 

Ja, det synes jeg sådan set han gør.. 

Tine B skriver:

Ja, det synes jeg sådan set han gør.. 

Vi ser godt nok ikke ens på tingene. Jeg synes ikke det er okay at råbe af sig barn på den måde