Min kvote er nået

Hej

Jeg kan godt følge dig !

Er selv lige startet i parterapi. Det er rigtigt godt for min mand.  Det jeg er mest bang for nu. .. er at jeg udvikler mig hurtigere end han.  Men oavsett så har jeg/vi givet forholdet og børnene en ærlig chance. Jeg er ikke sikker på det virker.  Om inte så har det varet en tid for mig at gøre mig mentalt helt klar på at afslutte uden tvivlen. ..

Det er en svær situation.  Som kræver personlig udvikling af jer både og sammen. En stor opgave! 

Ønsker dig styrke og tålmodighed 

Bshizzle skriver:

Altså... Min mand ville nok osse ha blevet tosset på mig, hvis jeg var gået ind for at blande mig i om han tørrer vores dreng eller ej.. Han gør et forsøg! 

Du skriver at du generelt står for alt selv ang barnet.. Så er det vel derfor at han ikke helt ved hvad jeg kan gøre og ikke gøre 

Jeg syntes desuden heller ikke at det er fair du truer med at smutte med jeres barn fordi du er gal.. Det siger man ikke foran barnet heller. 

Nogle gange er vi kvinder bare mere Hønemor end hvad mænd kan sætte sig ind i  Vi har vores egen ideer til hvordan en hverdag skal gå.

Jeg syntes du skulle sætte dig ned og tænke over hvad du vil og ikke vil. 

Dine hormoner raser afsted i dig JA! Og derfor er du ekstra følsom og til tider kan tænke anderledes end hvad du ville hvis du ik var gravid 

Sæt dig ned og snak med din mand og forklare du er følsom og hvad der går dig på.. Og hvad i sammen kan gøre for at hjælpe hinanden. 

Vi kan ikke snakke sammen. Det er prøvet. Og han nægter at lytte. Han mener jeg er gal på den. 

Jeg sagde ikke det med at flytte foran vores barn. Og grundet flere ting der løbende er kommet til så kn jeg bare mærke jeg har fået nok. 

Men når jeg har et barn på wc der siger nej jeg kan selv så kan det ikke nytte noget faren hidser sig op og står og råber af det fordi han mener han skal tørre barnet. Og det ville jeg simpelthen ikke høre på

solig skriver:

Hej

Jeg kan godt følge dig !

Er selv lige startet i parterapi. Det er rigtigt godt for min mand.  Det jeg er mest bang for nu. .. er at jeg udvikler mig hurtigere end han.  Men oavsett så har jeg/vi givet forholdet og børnene en ærlig chance. Jeg er ikke sikker på det virker.  Om inte så har det varet en tid for mig at gøre mig mentalt helt klar på at afslutte uden tvivlen. ..

Det er en svær situation.  Som kræver personlig udvikling af jer både og sammen. En stor opgave! 

Ønsker dig styrke og tålmodighed 

Tusinde tak for det. 

Et eller andet sted ved jeg jo heller ikke om jeg er klar og hvordan det vil påvirke vores hverdag. Men jeg vil heller ikke mine børn skal vokse op i et hjem som måske kan være utrygt for dem.

held og lykke på din vej

For mig så lyder det til det er jer begge, som den er gal med. Du skælder ud for, hvad din mand gør, og han gider ikke lave noget? 

Det lyder som en ond cirkel I er i. 

Jeg bider mærke i, at du skriver "mit barn" - er det ikke jeres barn? Eller har jeg misforstået?

Jeg ville også blive mega sur, hvis min mand kom og skældte mig ud for hvad jeg gjorde! Så ville jeg hellere have at man tog en rolig dialog. Det lyder til at I begge er gode til dette, og det evt  også er det som kan skabe problemer for jer? 

Mht  til han ikke laver noget - Så må du jo til at ændre på tingene. Sætte stolen for døren.. For han ved jo at du gør tingene ligenu...

Jeg synes, det lyder til, at du skal give det en chance. Parterapi eller et eller andet. 

Når man har børn, må man også godt gøre en indsats for forholdet (nu ved jeg jo ikke om I har gjort det) hvis det ikke virker, så må man gå hver til sit. 

Jeg kan godt forstå, du er frustreret... Der skal ske en ændring hjemme ved jer

Høre det som om i slet ikke kan kommunikere sammen mere, sig hvordan du har det og om han er villig til at gøre noget ved jeres forhold. Og forslå så om at i ikke skulle gå til parterapi! Syntes at det er det smarteste, nu når i skal have en lille til marts og i forevejen har et barn.  Giv ikke op. Kæmp og bed ham om også at kæmpe for jeres familie, det er så nemt bare at give op..

Snak med ham om det, gerne en aften hvor jeres store barn bliver passet.

Fortæl ham hvordan du har det, at du er der hvor du overvejer om I skal gå fra hinanden. Hvis han er fuldstændig uvilllig til at snakke med nogen om jeres problemer, eller få noget hjælp, så kan jeg godt forstå du er træt af det.

Hvis han så slet ikke vil høre på dig eller kun mener det er din issue, så ville jeg nok lige så stille gå i gang med at forberede hvad du så vil. Men selvfølgelig skal I snakke sammen grundigt om det først. Det er jo ikke sikkert han ved at du virkelig overvejer det. Måske tror han det bare var ting sagt i kampens hede...

Anonym skriver:

Jeg skal føde til marts og mine hormoner raser, og det påvirker mig nok også, men jeg har snart nået min kvote hvad ang. Min mand.

vi har et barn sammen og jeg står for stort set alt omkring det her barn. Fair nok. Min mand hjælper nødig til hjemme og gør det mest kun fordi jeg beder ham om det. 

Jeg kæmper i dag halvanden time med at få vores barn til at sove. Mens han sidder i rummet ved siden af med sin com tændt og med meget lyd på. Beder ham skrue ned eller lukke døren. Han lukker døren men lyden forstyrre stadig vores barn og han er pisse ligeglad. Jeg tager fem min fra putning, hvor han så kommer ind og siger hvorfor sidder du der. Øh ja hvorfor tror du. Nå er hans svar mens han sætter sig godt til rette.

det der egentlig gjorde udfaldet for at jeg havde fået nok, var tidligere i dag da han hjalp vores barn på wc. Barnet kan godt selv og plejer også selv at tørre sig uden problemer. Jeg kan pludselig høre min mand råbe buk dig nu du har tis på benet, hvortil barnet siger det selv kan. Og det fatter han ikke. Ja jeg går ud og blander mig og han får at vide det ikke er okay. Barnet kan selv. Så begynder han at skabe sig og sige jeg ikke skal blande mig. Og der nåede han mit punkt. Jeg vendte mig og sagde næste gang du opføre dig på den måde så skrider jeg med vores barn. Det her det er slut.

nu går han bare og lader som om intet er sket, og jeg brækker mig. Har mest af alt lyst til at pakke vores ting og skride, men kan ikke overskue det økonomisk. Jeg har ingen opsparing, vi har fælles konto/økonomi, og hus. Men hold kæft hvor jeg bare ikke gad mere der. 

Overvejer lidt om jeg skal skrive mig op i et boligselskab for en sikkerheds skyld men det koster jo og han kan se alt hvad der sker på vores konto. For jeg må indrømme jeg tror kun jeg EF sammen med ham lige nu fordi det er nemmest, og fordi jeg ikke bryder mig om han skal være selv med vores barn hver anden weekend. 

jeg har ikke brug for løftede pegefingre eller Donk i hovedet over hvorfor jeg så venter mig igen med ham. Jeg tror ærlig talt at vores kærlighed er løbet ud i sandet samtidig med jeg blev gravid. Jeg føler intet for ham lige i tiden. 

Jeg forstår dig godt.

Hvis du tænker tilbage, hvornår var jeres forhold så sidst godt? Og hvad var det, der gjorde det godt?

Du skriver at kærligheden forsvandt da du blev gravid.. DET er sgu da et klart symptom på at det måske mere er hormoner. JEG ville på ingen måde flytte når du egentlig ikke ved om det er hormoner eller ej... 

Ærlig talt du lyder godt nok påvirket af hormoner. Og man siger altså heller ikke til far foran barnet at han gør det forkert. Det opfanger barnet og så hver gang det er far der hjælper så vil barnet ( det er helt naturligt) lave splitning for at få dig ud og blande dig og på den måde få sin vilje. 

DU har altså opført dig meget umodent og forkert ærlig talt. Man retter ikke på far foran barnet når far har en kamp. Du kunne have gjort så meget andet og hvis far mener han skal tørre så må barnet jo lærer at far bestemmer dette.. SÅ slemt er det sgu da heller ikke

Anonym skriver:

Jeg skal føde til marts og mine hormoner raser, og det påvirker mig nok også, men jeg har snart nået min kvote hvad ang. Min mand.

vi har et barn sammen og jeg står for stort set alt omkring det her barn. Fair nok. Min mand hjælper nødig til hjemme og gør det mest kun fordi jeg beder ham om det. 

Jeg kæmper i dag halvanden time med at få vores barn til at sove. Mens han sidder i rummet ved siden af med sin com tændt og med meget lyd på. Beder ham skrue ned eller lukke døren. Han lukker døren men lyden forstyrre stadig vores barn og han er pisse ligeglad. Jeg tager fem min fra putning, hvor han så kommer ind og siger hvorfor sidder du der. Øh ja hvorfor tror du. Nå er hans svar mens han sætter sig godt til rette.

det der egentlig gjorde udfaldet for at jeg havde fået nok, var tidligere i dag da han hjalp vores barn på wc. Barnet kan godt selv og plejer også selv at tørre sig uden problemer. Jeg kan pludselig høre min mand råbe buk dig nu du har tis på benet, hvortil barnet siger det selv kan. Og det fatter han ikke. Ja jeg går ud og blander mig og han får at vide det ikke er okay. Barnet kan selv. Så begynder han at skabe sig og sige jeg ikke skal blande mig. Og der nåede han mit punkt. Jeg vendte mig og sagde næste gang du opføre dig på den måde så skrider jeg med vores barn. Det her det er slut.

nu går han bare og lader som om intet er sket, og jeg brækker mig. Har mest af alt lyst til at pakke vores ting og skride, men kan ikke overskue det økonomisk. Jeg har ingen opsparing, vi har fælles konto/økonomi, og hus. Men hold kæft hvor jeg bare ikke gad mere der. 

Overvejer lidt om jeg skal skrive mig op i et boligselskab for en sikkerheds skyld men det koster jo og han kan se alt hvad der sker på vores konto. For jeg må indrømme jeg tror kun jeg EF sammen med ham lige nu fordi det er nemmest, og fordi jeg ikke bryder mig om han skal være selv med vores barn hver anden weekend. 

jeg har ikke brug for løftede pegefingre eller Donk i hovedet over hvorfor jeg så venter mig igen med ham. Jeg tror ærlig talt at vores kærlighed er løbet ud i sandet samtidig med jeg blev gravid. Jeg føler intet for ham lige i tiden. 

Jeg tænker der må være langt mere på spil end noget så ligegyldigt som et computerspil og forskellige holdninger/regler vedr. Hygiejne efter toieltbesøg. For de to episoder er nok nogle vi alle kan nikke genkendende til med forskellige fortegn, men vi tænker ikke: så flytter vi fra hinanden! 

Derfor tænker jeg I har behov for at finde ud af hvad det egentlig handler om (og ja hormoner er her også en mistænkt). Og så tage snakken ud fra det. Og ikke små bagateller.

Saphiira skriver:

For mig så lyder det til det er jer begge, som den er gal med. Du skælder ud for, hvad din mand gør, og han gider ikke lave noget? 

Det lyder som en ond cirkel I er i. 

Jeg bider mærke i, at du skriver "mit barn" - er det ikke jeres barn? Eller har jeg misforstået?

Jeg ville også blive mega sur, hvis min mand kom og skældte mig ud for hvad jeg gjorde! Så ville jeg hellere have at man tog en rolig dialog. Det lyder til at I begge er gode til dette, og det evt  også er det som kan skabe problemer for jer? 

Mht  til han ikke laver noget - Så må du jo til at ændre på tingene. Sætte stolen for døren.. For han ved jo at du gør tingene ligenu...

Jeg synes, det lyder til, at du skal give det en chance. Parterapi eller et eller andet. 

Når man har børn, må man også godt gøre en indsats for forholdet (nu ved jeg jo ikke om I har gjort det) hvis det ikke virker, så må man gå hver til sit. 

Jeg kan godt forstå, du er frustreret... Der skal ske en ændring hjemme ved jer

Det er selvfølgelig vores begges barn. Det var bare nemmere lige at skrive mit.

jeg føler bare at jeg flere gange har sagt at nu skal han til at hjælpe til, og har endda også bare prøvet at lægge nogle ting over på ham hvis vores barn har spurgt efter noget. Men når mam mødes af himmelvendte øjne og suk, så får jeg bare nok. Vi er to om d her. Og skal jeg stå for det hele når den bette også kommer så kan jeg lige så godt være selv