Min kvote er nået

Sandratoft skriver:

Hvor står der at hun vil splitte familien fordi han ikke støvsuger eller tager opvasken? 

Hun vil splitte familien fordi han intet laver, kun nødigt når hun tvinger ham, og han varetager ingen omsorgsopgaver omkring det barn de allerede har. Det er i min verden ikke småting. 

Jeg personligt ville ikke leve med en mand der valgte computeren frem for den familie han selv har været med til at stifte. 

Men det er nu trods alt den mand hun har valgt at stifte familie med. 

Måske deltager han ikke så meget fordi ts ofte blander sig eller irettesætter ham når han gør det?. 

Og måske ser han ikke rodet i hjemmet fordi hans standard ikke er så høj som ts - så må ts gør det eller bede ham om det (ja surt - men er det ikke okay så længe han gør det han bliver bedt om?)

og hele rengøringskonflikten ville forsvinde med en hushjælp. 

Vi hører det kun fra ts side og derfor er det jo ikke muligt for os at vurdere om familien skal splittes eller ej. 

Når jeg læser ts startindlæg synes jeg det virker som at der er dårlig eller manglende kommunikation i parforholdet. Uanset må der kæmpes for familielivet før man giver op.

mor:) skriver:

Men det er nu trods alt den mand hun har valgt at stifte familie med. 

Måske deltager han ikke så meget fordi ts ofte blander sig eller irettesætter ham når han gør det?. 

Og måske ser han ikke rodet i hjemmet fordi hans standard ikke er så høj som ts - så må ts gør det eller bede ham om det (ja surt - men er det ikke okay så længe han gør det han bliver bedt om?)

og hele rengøringskonflikten ville forsvinde med en hushjælp. 

Vi hører det kun fra ts side og derfor er det jo ikke muligt for os at vurdere om familien skal splittes eller ej. 

Når jeg læser ts startindlæg synes jeg det virker som at der er dårlig eller manglende kommunikation i parforholdet. Uanset må der kæmpes for familielivet før man giver op.

Hvis nu vi siger hun foreslog ham parterapi, og han så afslog, ville det så være ok med dig at hun sagde stop?

Sandratoft skriver:

Du skriver hun skal acceptere irritationen over at hun laver alt. Men hvorfor skulle hun dog det? Hun fortæller jo at hendes kvote er nået, og hvis hun flytter for sig selv, så behøves hun i det mindste ikke rydde op efter ham. Hvor lang tid synes du hun skulle acceptere hendes irritation indtil du synes det er ok hun siger stop?

Mht at de er venner, så er det jo ikke i den forstand at de er gode venner der sagtens kan snakke sammen, hygge sig og er sammen om at opdrage børnene, nej det lyder til at der er ret dårlig stemning og at der har været det i et stykke tid.

Jeg synes ikke det er et liv der er værd at leve, især ikke hvis der ikke er udsigt til at det bliver bedre. Hun kan evt tage en sidste snak med ham om at NU skal der ske noget, og så afvente om der sker en ændring, men acceptere tingenes tilstand? Nej tak.

Nej siger ikke hun skal acceptere irritationen. Jeg synes man skal tale om den menin fredstid. 

Jeg siger, at med et barn og et på vej virker det overilet at noget der har stået på et års tid skal lave ændringen lige nu og her. Jeg ville personligt vel vidende hvordan det er at blive mor til to, hvad den store forandring også betyder for det store barn osv. Vælge at være ærlig men også som to voksne mennesker kunne bestemme at nu er vi venner og samarbejdspartnere fordi det gør vi for vores børn i en periode med omvæltninger. Måske går vi i parterapi, måske gør vi en anden slags indsats. Men lige nu er fokus ikke på mig som voksen og om jeg lige føler mig hundrede procent tilfreds i forholdet, lige nu er fokus på at blive forældre til to.

Jeg har kendt min mand i snart 24 år, alle perioder har da ikke været en dans på roser. Pokkers han har irriteret mig og den der: hvem laver mest kører da som en gentagende      surhed en gang imellem, jeg kan blive dybt frustreret når jeg føler jeg brænder sammen og han ikke hjælper. Ja har faktisk lige haft en periode der endte i en dag hvor jeg bare græd som et lille barn... Havde jeg smuttet hver gang det var lidt svært ja så havde vi såmænd ikke en gang nået at få børn sammen. Det betyder ikke jeg siger man skal blive bare fordi man skal, men jeg må indrømme det er lidt for nemt at sidde med snart to børn og så ikke kæmpe røven ud af bukserne (og det gælder begge to, men kan ikke læse mig til hvorvidt manden overhovedet ved der er en krise, hvis ikke så er det vel første skridt at informere ham men i fredstid og fortælle hvilke forandringer ville hjælpe på ens humør). 

Ja er nok underlig på det punkt men mangel på sex når man er gravid, en scene om toiletbesøg og den klassiske jeg laver alt (og man skal på med at skrive det ned for ofte laver man ikke alt, hjemme hos os kan vi sjovt nok begge to på samme tid føle vi hver især laver alt, men det bunder nok i vi bare har for meget at lave og glemmer at anerkende det den anden gør), er for mig ikke "nok" til at bryde en familie lige før man forøger den med endnu et medlem. Synes faktisk også er dybt unfair for far, for der har mor alle rettighederne, hun kan nægte ham adgang til fødsel, hun skal ikke udlevere en nyfødt (selvsagt) og har næsten altid det sidste ord om alle aftalt for samvær det første lange stykke tid. Så hvis man overhovedet kan finde venskabet frem så synes jeg man skylder far og barn og være venner og bo sammen de første par måneder...

Anonym skriver:

Hvorfor er det kun den ene ansvaret ligger hos. Jeg vil jo også mene det er hos ham, og det ansvar viser han tydeligvis ikke, ved at jeg står med alt. 

Vores barn vælger ham ofte fra. Og han har så sent som for fem min siden sagt vi var skide træls. Han ville bare gerne sidde selv. Øh undskyld mig så skulle han nok ikke have fået barn og kone.

der er flere og flere små ting der fylder bægeret. Jeg prøver at lave en hyggelig dag, men føler det hele til sidst går i hårdknude bla pga den kommentar 

Det lyder ikke rart, men hvorfor pokker har du så valgt at få endnu et barn med ham? - Ansvaret for det er jo dit alene?

Sandratoft skriver:

Hvis nu vi siger hun foreslog ham parterapi, og han så afslog, ville det så være ok med dig at hun sagde stop?

tja - først ville jeg nok få noget rengøringshjælp og se om det hjælper. Måske også kigge lidt indad og se om man er med til at skabe problemerne. lave en fast plan over hvem der putter, bader osv. Der er mange ting man kan afprøve og har ALT slået fejl og min sidste udvej så er parterapi og han afslår - først der ville jeg overveje at splitte familien. 

Og som jeg læser den her tråd - så er der ikke prøvet andet end at ts bliver sur på sin mand og tvinger ham til at gøre det hun synes.

Som jeg læser tråden samlet set, drejer det sig om virkelig mange problemer, som nu kommer til udtryk i nogle super uhensigtsmæssige situationer, som ikke er holdbar for nogle af jer - heller ikke jeres børn. 

Far deltager ikke, fordi han enten er et dovent skvat eller bare er godt og grundigt træt af at blive nedgjort, mor er sur (og til tider urimelig) fordi hun står med hele slæbet alene. I taler grimt til hinanden, han siger åbenlyst at han ikke tænder på dig længere, du er ikke sikker på om du har følelser for ham... osv.

Ovenstående havde nok for længst fået mig til at løbe skrigende bort. Hvem skulle dog være tjent med sådan et forhold - og for hvis skyld? Jeg er helt med på tanken om at man ikke skal drage forhastede beslutninger når graviditetshormonerne raser - men der er jo tale om langstrakte problemer, lyder det til?

Jeg er helt afgjort af den holdning, at løsningen hverken ligger i at hyre en rengøringshjælp (come on, let røven makker!) eller i at fortsætte som I gør nu, uden at gribe fat om problemets rod. Jeg ville give det et seriøst forsøg og kræve kommunikation (som du selvfølgelig selv skal gå forrest med) og gerne parterapi. Men når dette var afprøvet - og i fald det ikke løste problemerne.... ja, så ville jeg vise både mig selv, min partner og mine børn den respekt at komme langt væk og starte op med et liv, hvor både mor og far kan være lykkelige... hver for sig.

Rigtig meget held og lykke