Min kvote er nået

Jeg skal føde til marts og mine hormoner raser, og det påvirker mig nok også, men jeg har snart nået min kvote hvad ang. Min mand.

vi har et barn sammen og jeg står for stort set alt omkring det her barn. Fair nok. Min mand hjælper nødig til hjemme og gør det mest kun fordi jeg beder ham om det. 

Jeg kæmper i dag halvanden time med at få vores barn til at sove. Mens han sidder i rummet ved siden af med sin com tændt og med meget lyd på. Beder ham skrue ned eller lukke døren. Han lukker døren men lyden forstyrre stadig vores barn og han er pisse ligeglad. Jeg tager fem min fra putning, hvor han så kommer ind og siger hvorfor sidder du der. Øh ja hvorfor tror du. Nå er hans svar mens han sætter sig godt til rette.

det der egentlig gjorde udfaldet for at jeg havde fået nok, var tidligere i dag da han hjalp vores barn på wc. Barnet kan godt selv og plejer også selv at tørre sig uden problemer. Jeg kan pludselig høre min mand råbe buk dig nu du har tis på benet, hvortil barnet siger det selv kan. Og det fatter han ikke. Ja jeg går ud og blander mig og han får at vide det ikke er okay. Barnet kan selv. Så begynder han at skabe sig og sige jeg ikke skal blande mig. Og der nåede han mit punkt. Jeg vendte mig og sagde næste gang du opføre dig på den måde så skrider jeg med vores barn. Det her det er slut.

nu går han bare og lader som om intet er sket, og jeg brækker mig. Har mest af alt lyst til at pakke vores ting og skride, men kan ikke overskue det økonomisk. Jeg har ingen opsparing, vi har fælles konto/økonomi, og hus. Men hold kæft hvor jeg bare ikke gad mere der. 

Overvejer lidt om jeg skal skrive mig op i et boligselskab for en sikkerheds skyld men det koster jo og han kan se alt hvad der sker på vores konto. For jeg må indrømme jeg tror kun jeg EF sammen med ham lige nu fordi det er nemmest, og fordi jeg ikke bryder mig om han skal være selv med vores barn hver anden weekend. 

jeg har ikke brug for løftede pegefingre eller Donk i hovedet over hvorfor jeg så venter mig igen med ham. Jeg tror ærlig talt at vores kærlighed er løbet ud i sandet samtidig med jeg blev gravid. Jeg føler intet for ham lige i tiden. 

Anonym skriver:

Jeg skal føde til marts og mine hormoner raser, og det påvirker mig nok også, men jeg har snart nået min kvote hvad ang. Min mand.

vi har et barn sammen og jeg står for stort set alt omkring det her barn. Fair nok. Min mand hjælper nødig til hjemme og gør det mest kun fordi jeg beder ham om det. 

Jeg kæmper i dag halvanden time med at få vores barn til at sove. Mens han sidder i rummet ved siden af med sin com tændt og med meget lyd på. Beder ham skrue ned eller lukke døren. Han lukker døren men lyden forstyrre stadig vores barn og han er pisse ligeglad. Jeg tager fem min fra putning, hvor han så kommer ind og siger hvorfor sidder du der. Øh ja hvorfor tror du. Nå er hans svar mens han sætter sig godt til rette.

det der egentlig gjorde udfaldet for at jeg havde fået nok, var tidligere i dag da han hjalp vores barn på wc. Barnet kan godt selv og plejer også selv at tørre sig uden problemer. Jeg kan pludselig høre min mand råbe buk dig nu du har tis på benet, hvortil barnet siger det selv kan. Og det fatter han ikke. Ja jeg går ud og blander mig og han får at vide det ikke er okay. Barnet kan selv. Så begynder han at skabe sig og sige jeg ikke skal blande mig. Og der nåede han mit punkt. Jeg vendte mig og sagde næste gang du opføre dig på den måde så skrider jeg med vores barn. Det her det er slut.

nu går han bare og lader som om intet er sket, og jeg brækker mig. Har mest af alt lyst til at pakke vores ting og skride, men kan ikke overskue det økonomisk. Jeg har ingen opsparing, vi har fælles konto/økonomi, og hus. Men hold kæft hvor jeg bare ikke gad mere der. 

Overvejer lidt om jeg skal skrive mig op i et boligselskab for en sikkerheds skyld men det koster jo og han kan se alt hvad der sker på vores konto. For jeg må indrømme jeg tror kun jeg EF sammen med ham lige nu fordi det er nemmest, og fordi jeg ikke bryder mig om han skal være selv med vores barn hver anden weekend. 

jeg har ikke brug for løftede pegefingre eller Donk i hovedet over hvorfor jeg så venter mig igen med ham. Jeg tror ærlig talt at vores kærlighed er løbet ud i sandet samtidig med jeg blev gravid. Jeg føler intet for ham lige i tiden. 

 Du trænger til et kærligt kram!

Hvis du har det sådan - altså nok er nok. Så synes jeg du burde fortælle din nærmeste familie det, så kan du evt få hjælp til opskrivning af lejlighed og lignende. Selvom jeg aller mest har lyst til at råde dig til bare at hanke op i dine ting og smutte, så er det trods alt jul og julen er børnenes fest, så 'hold ud' til efter jul og start så på en frisk i det nye år  

Jeg skal føde til marts og mine hormoner raser, og det påvirker mig nok også, men jeg har snart nået min kvote hvad ang. Min mand.

vi har et barn sammen og jeg står for stort set alt omkring det her barn. Fair nok. Min mand hjælper nødig til hjemme og gør det mest kun fordi jeg beder ham om det. 

Jeg kæmper i dag halvanden time med at få vores barn til at sove. Mens han sidder i rummet ved siden af med sin com tændt og med meget lyd på. Beder ham skrue ned eller lukke døren. Han lukker døren men lyden forstyrre stadig vores barn og han er pisse ligeglad. Jeg tager fem min fra putning, hvor han så kommer ind og siger hvorfor sidder du der. Øh ja hvorfor tror du. Nå er hans svar mens han sætter sig godt til rette.

det der egentlig gjorde udfaldet for at jeg havde fået nok, var tidligere i dag da han hjalp vores barn på wc. Barnet kan godt selv og plejer også selv at tørre sig uden problemer. Jeg kan pludselig høre min mand råbe buk dig nu du har tis på benet, hvortil barnet siger det selv kan. Og det fatter han ikke. Ja jeg går ud og blander mig og han får at vide det ikke er okay. Barnet kan selv. Så begynder han at skabe sig og sige jeg ikke skal blande mig. Og der nåede han mit punkt. Jeg vendte mig og sagde næste gang du opføre dig på den måde så skrider jeg med vores barn. Det her det er slut.

nu går han bare og lader som om intet er sket, og jeg brækker mig. Har mest af alt lyst til at pakke vores ting og skride, men kan ikke overskue det økonomisk. Jeg har ingen opsparing, vi har fælles konto/økonomi, og hus. Men hold kæft hvor jeg bare ikke gad mere der. 

Overvejer lidt om jeg skal skrive mig op i et boligselskab for en sikkerheds skyld men det koster jo og han kan se alt hvad der sker på vores konto. For jeg må indrømme jeg tror kun jeg EF sammen med ham lige nu fordi det er nemmest, og fordi jeg ikke bryder mig om han skal være selv med vores barn hver anden weekend. 

jeg har ikke brug for løftede pegefingre eller Donk i hovedet over hvorfor jeg så venter mig igen med ham. Jeg tror ærlig talt at vores kærlighed er løbet ud i sandet samtidig med jeg blev gravid. Jeg føler intet for ham lige i tiden. 

Talte du således til ham foran jeres barn? For at skåne jeres barn ville jeg for det mindste vente med at true med at forlade faren til barnet før barnet var faldet i søvn. Jeg synes desuden ikke det er noget at hidse sig op over at han tørrer jeres barn. Han hjælper for det mindste ros ham for det. Synes derimod det er meget umodent at påpege hans "fejl" på den måde foran barnet, og kan egentlig godt forstå hvis han begynder at skabe sig. 

Du kunne i stedet have sagt noget i retning af "jeg synes det er rigtig dejligt du hjælper X ud på toilettet, men h*n kan godt tørre sig selv, og det styrker også h*ns selvværd". 

Det du taler om er absolut ikke noget at splitte forholdet ad for, det er blot nogle ting i skal have talt igennem/afstemmet forventninger.

hvad ville du sige til hvis han hele tiden påpegede hvad du gør, som der er forkert set udfra hans perspektiv? det føles ikke særlig rart at blive irettesat på den måde, så mit råd er at prøve at finde en anden måde at kommunikere på. Måske få noget hjælp?

det er ikke for at hakke ned på dig, men det du beskriver er absolut noget i bør få talt igennem/afstemt forventninger. det bliver ikke nemmere med to børn.

til sidst, er kramdet er hårdt med de dersens hormoner der raser igennem graviditetskroppen, og det kan mændene(desværre) ikke sætte sig ind i hvordan det er 

Undskyld, du har nok ikke behov for at høre dette, men nu siger jeg altså min mening alligevel.. 

Jeg synes det lyder som om du er dybt urimelig.. Jeg kan ærlig talt godt forstå, at han ikke hjælper mere til, hvis du reagerer sådan når han så gør et forsøg.. 
Og så synes jeg virkelig ikke man kan tillade sig at tale sådan til barnets far foran barnet.... 

Anonym skriver:

Jeg skal føde til marts og mine hormoner raser, og det påvirker mig nok også, men jeg har snart nået min kvote hvad ang. Min mand.

vi har et barn sammen og jeg står for stort set alt omkring det her barn. Fair nok. Min mand hjælper nødig til hjemme og gør det mest kun fordi jeg beder ham om det. 

Jeg kæmper i dag halvanden time med at få vores barn til at sove. Mens han sidder i rummet ved siden af med sin com tændt og med meget lyd på. Beder ham skrue ned eller lukke døren. Han lukker døren men lyden forstyrre stadig vores barn og han er pisse ligeglad. Jeg tager fem min fra putning, hvor han så kommer ind og siger hvorfor sidder du der. Øh ja hvorfor tror du. Nå er hans svar mens han sætter sig godt til rette.

det der egentlig gjorde udfaldet for at jeg havde fået nok, var tidligere i dag da han hjalp vores barn på wc. Barnet kan godt selv og plejer også selv at tørre sig uden problemer. Jeg kan pludselig høre min mand råbe buk dig nu du har tis på benet, hvortil barnet siger det selv kan. Og det fatter han ikke. Ja jeg går ud og blander mig og han får at vide det ikke er okay. Barnet kan selv. Så begynder han at skabe sig og sige jeg ikke skal blande mig. Og der nåede han mit punkt. Jeg vendte mig og sagde næste gang du opføre dig på den måde så skrider jeg med vores barn. Det her det er slut.

nu går han bare og lader som om intet er sket, og jeg brækker mig. Har mest af alt lyst til at pakke vores ting og skride, men kan ikke overskue det økonomisk. Jeg har ingen opsparing, vi har fælles konto/økonomi, og hus. Men hold kæft hvor jeg bare ikke gad mere der. 

Overvejer lidt om jeg skal skrive mig op i et boligselskab for en sikkerheds skyld men det koster jo og han kan se alt hvad der sker på vores konto. For jeg må indrømme jeg tror kun jeg EF sammen med ham lige nu fordi det er nemmest, og fordi jeg ikke bryder mig om han skal være selv med vores barn hver anden weekend. 

jeg har ikke brug for løftede pegefingre eller Donk i hovedet over hvorfor jeg så venter mig igen med ham. Jeg tror ærlig talt at vores kærlighed er løbet ud i sandet samtidig med jeg blev gravid. Jeg føler intet for ham lige i tiden. 

Wow - nej du skulle ikke have blandet dig. Hvordan tror du din indblandning påvirker din datters billede af sin far? Og hvordan tror du det påvirker din mand? Og så ligefrem true med at gå over sådan en bagatel? Jeg har lidt en ide om at du lidt styre showets gang derhjemme. Er det korrekt? 

Hvis du godt vil have han skal skrue ned hvorfor beder du ham ikke om at skrue ned? Hvis du vil have han skal putte- hvorfor siger du ikke "nu må du prøve"? Hvorfor alle de forventninger og du så bliver skuffet/sur? 

Og så synes jeg du skylder din datter og dit ufødte barn at kæmpe for forholdet før du sådan giver op. Prøednoget parterapi, vent til din krop ikke er fyldt med hormoner, lav i fællesskab en plan over arbejdsopgaver I så kan fordele og SNAK med din mand. 

Anonym skriver:

Jeg skal føde til marts og mine hormoner raser, og det påvirker mig nok også, men jeg har snart nået min kvote hvad ang. Min mand.

vi har et barn sammen og jeg står for stort set alt omkring det her barn. Fair nok. Min mand hjælper nødig til hjemme og gør det mest kun fordi jeg beder ham om det. 

Jeg kæmper i dag halvanden time med at få vores barn til at sove. Mens han sidder i rummet ved siden af med sin com tændt og med meget lyd på. Beder ham skrue ned eller lukke døren. Han lukker døren men lyden forstyrre stadig vores barn og han er pisse ligeglad. Jeg tager fem min fra putning, hvor han så kommer ind og siger hvorfor sidder du der. Øh ja hvorfor tror du. Nå er hans svar mens han sætter sig godt til rette.

det der egentlig gjorde udfaldet for at jeg havde fået nok, var tidligere i dag da han hjalp vores barn på wc. Barnet kan godt selv og plejer også selv at tørre sig uden problemer. Jeg kan pludselig høre min mand råbe buk dig nu du har tis på benet, hvortil barnet siger det selv kan. Og det fatter han ikke. Ja jeg går ud og blander mig og han får at vide det ikke er okay. Barnet kan selv. Så begynder han at skabe sig og sige jeg ikke skal blande mig. Og der nåede han mit punkt. Jeg vendte mig og sagde næste gang du opføre dig på den måde så skrider jeg med vores barn. Det her det er slut.

nu går han bare og lader som om intet er sket, og jeg brækker mig. Har mest af alt lyst til at pakke vores ting og skride, men kan ikke overskue det økonomisk. Jeg har ingen opsparing, vi har fælles konto/økonomi, og hus. Men hold kæft hvor jeg bare ikke gad mere der. 

Overvejer lidt om jeg skal skrive mig op i et boligselskab for en sikkerheds skyld men det koster jo og han kan se alt hvad der sker på vores konto. For jeg må indrømme jeg tror kun jeg EF sammen med ham lige nu fordi det er nemmest, og fordi jeg ikke bryder mig om han skal være selv med vores barn hver anden weekend. 

jeg har ikke brug for løftede pegefingre eller Donk i hovedet over hvorfor jeg så venter mig igen med ham. Jeg tror ærlig talt at vores kærlighed er løbet ud i sandet samtidig med jeg blev gravid. Jeg føler intet for ham lige i tiden. 

Altså... Min mand ville nok osse ha blevet tosset på mig, hvis jeg var gået ind for at blande mig i om han tørrer vores dreng eller ej.. Han gør et forsøg! 

Du skriver at du generelt står for alt selv ang barnet.. Så er det vel derfor at han ikke helt ved hvad jeg kan gøre og ikke gøre 

Jeg syntes desuden heller ikke at det er fair du truer med at smutte med jeres barn fordi du er gal.. Det siger man ikke foran barnet heller. 

Nogle gange er vi kvinder bare mere Hønemor end hvad mænd kan sætte sig ind i  Vi har vores egen ideer til hvordan en hverdag skal gå.

Jeg syntes du skulle sætte dig ned og tænke over hvad du vil og ikke vil. 

Dine hormoner raser afsted i dig JA! Og derfor er du ekstra følsom og til tider kan tænke anderledes end hvad du ville hvis du ik var gravid 

Sæt dig ned og snak med din mand og forklare du er følsom og hvad der går dig på.. Og hvad i sammen kan gøre for at hjælpe hinanden. 

Anonym skriver:

 Du trænger til et kærligt kram!

Hvis du har det sådan - altså nok er nok. Så synes jeg du burde fortælle din nærmeste familie det, så kan du evt få hjælp til opskrivning af lejlighed og lignende. Selvom jeg aller mest har lyst til at råde dig til bare at hanke op i dine ting og smutte, så er det trods alt jul og julen er børnenes fest, så 'hold ud' til efter jul og start så på en frisk i det nye år  

 

Jeg føler lidt nok er nok. Men er også nogen gange i tvivl om det bare er mine hormoner der taler. Men kan bare mærke jeg havde fået nok. 

For vores barns skyld vil jeg også vente til efter jul. Det skal ikke lide under vi ikke kan finde ud af det

Anonym skriver:

Talte du således til ham foran jeres barn? For at skåne jeres barn ville jeg for det mindste vente med at true med at forlade faren til barnet før barnet var faldet i søvn. Jeg synes desuden ikke det er noget at hidse sig op over at han tørrer jeres barn. Han hjælper for det mindste ros ham for det. Synes derimod det er meget umodent at påpege hans "fejl" på den måde foran barnet, og kan egentlig godt forstå hvis han begynder at skabe sig. 

Du kunne i stedet have sagt noget i retning af "jeg synes det er rigtig dejligt du hjælper X ud på toilettet, men h*n kan godt tørre sig selv, og det styrker også h*ns selvværd". 

Det du taler om er absolut ikke noget at splitte forholdet ad for, det er blot nogle ting i skal have talt igennem/afstemmet forventninger.

hvad ville du sige til hvis han hele tiden påpegede hvad du gør, som der er forkert set udfra hans perspektiv? det føles ikke særlig rart at blive irettesat på den måde, så mit råd er at prøve at finde en anden måde at kommunikere på. Måske få noget hjælp?

det er ikke for at hakke ned på dig, men det du beskriver er absolut noget i bør få talt igennem/afstemt forventninger. det bliver ikke nemmere med to børn.

til sidst, er kramdet er hårdt med de dersens hormoner der raser igennem graviditetskroppen, og det kan mændene(desværre) ikke sætte sig ind i hvordan det er 

Det var ikke foran barnet. Det var bagefter jeg sagde det til ham. Men han stod og skabte sig foran barnet fordi det ikke ville lade ham tørre sig. Og det sagde jeg fra overfor for det er ikke i orden. 

Jeg er vant til at få at vide hvad jeg gør forkert. Men trækker på skulderen. For jeg ved at når jeg er sammen med vores barn så er det glad og jeg oplever ikke de konflikter som der er når han er her.

han er ikke interesseret i hjælp da han mener jeg skaber problemerne. Det skal siges han er vokset op i et hjem hvor han oplevede faren råbe og skrige og til tider slå. Og jeg er nok ekstra på vagt for der ikke skal ske vores barn noget. 

Tine B skriver:

Undskyld, du har nok ikke behov for at høre dette, men nu siger jeg altså min mening alligevel.. 

Jeg synes det lyder som om du er dybt urimelig.. Jeg kan ærlig talt godt forstå, at han ikke hjælper mere til, hvis du reagerer sådan når han så gør et forsøg.. 
Og så synes jeg virkelig ikke man kan tillade sig at tale sådan til barnets far foran barnet.... 

Gør han et forsøg ved at råbe af barnet når det ikke vil lade ham tørre sig. Og han så bliver ved at råbe at han skal tørre det indtil jeg går ud og siger stop. 

mor:) skriver:

Wow - nej du skulle ikke have blandet dig. Hvordan tror du din indblandning påvirker din datters billede af sin far? Og hvordan tror du det påvirker din mand? Og så ligefrem true med at gå over sådan en bagatel? Jeg har lidt en ide om at du lidt styre showets gang derhjemme. Er det korrekt? 

Hvis du godt vil have han skal skrue ned hvorfor beder du ham ikke om at skrue ned? Hvis du vil have han skal putte- hvorfor siger du ikke "nu må du prøve"? Hvorfor alle de forventninger og du så bliver skuffet/sur? 

Og så synes jeg du skylder din datter og dit ufødte barn at kæmpe for forholdet før du sådan giver op. Prøednoget parterapi, vent til din krop ikke er fyldt med hormoner, lav i fællesskab en plan over arbejdsopgaver I så kan fordele og SNAK med din mand. 

 

Han står og råber af mit barn fordi barnet ikke vil have han tørre det. Jeg går derud og beder ham stoppe fordi jeg kan høre han begynder at være hysterisk. Og bagefter siger jeg til ham den opførelse skal stoppe. Ellers så går jeg. Det er jo ikke ligefrem første gang. 

Når det kommer til at hjælpe så gider han ikke. Fem min efter han feks skql putte kan jeg høre ham sige nu gider jeg fandme ikke mere og så går han. Sådan er det hver gang og så må jeg tage over.

så det er ikke fordi han ikke får lov han gider simpelthen ikke deltage