modesty skriver:
Jeg brød mig heller ikke specielt meget om at gå på barsel. Jeg savnede fagligt input og synes generelt ikke at babyer er det mest spændende i verden.
Når det så er sagt, så kunne jeg ikke drømme om at sende mit barn i vuggestue for at gå hjemme selv resten af barslen.
Udover at det bare er rent spild af skatteydernes penge (hvad sker der for at man kan få barselspenge mens ens barn går i institution??), så kunne jeg da ikke finde på at gøre det mod mit barn. Barslen er til for barnets skyld. Punktum.
Ville jeg have syntes at det var megafedt at tulle rundt derhjemme i to måneder uden at lave noget som helst, efter et barselsforløb som havde kedet mig lidt? Ja, det havde da været totalt optur. Men der er altså den her lidt nederen voksen-ting der hedder "ansvar overfor det afkom man har sat i verden". Så efter en uge med indkørsel, startede jeg direkte op på arbejde samme dag som min barsel udløb.
Undskyld hvis mit indlæg virker dømmende, det er det nok også. Men det her er virkelig en ting jeg aldrig kommer til at forstå.
Jeg er meget enig.
Og så er jeg simpelthen så enormt træt af at læse alle jer, der skriver "det tager dit barn ikke skade af" og "det er en fordel barnet starter inden separatipnsangsten sætter ind". Undskyld mig, men hvor finder i belæg for det? Jeg kan henvise til adskillige fagskrifter og empiriske studier, der peger på, at tidlig institutionsliv har en betydning for barnets tilknytningsstil og senere udvikling. At det at vokse op i en kontekst med så mange forskellige omsorgspersoner, som den slags personale jo bliver, faktisk betyder en hel masse.
Så jer der skriver, at det bestemt ikke gør noget. Hvor henter i jeres viden? I populær-feel good artikler, der er skrevet for at mindske lidt af den dårlige samvittighed vi bør have her i vesten over, at vores børn skal selvstændiggøres så tidligt som muligt? Eller har i rent faktisk fagligt belæg for at sige som i gør?
Endvidere hører man ofte "mit barn startede tidligt, hun har det fint" - ja! Men man kan på ingen måde konkludere, at det ikke betyder noget på sigt. Mange problemer, der opstår som respons på tilknytningsvanskeligheder, viser sig først i teenage og voksenårene.
Det er sandt, at nogen klarer det fint. Men det vil afhænge af hvordan man er disponeret ift. robusthed og psykisk sårbarhed. Miljøet. Koblet med kvaliteten af institutionen. Men det er jo faktisk mange faktorer, der skal være spot on, for at det forløber gnidningsfrit. Hvorfor løbe den risiko i en situation, hvor man faktisk har friheden til at vælge at holde sit barn hjemme længere og pleje den gode og sunde tilknytning?
Og så er det korrekt, hvad andre skriver. Dit barn er ikke kognitivt i stand til at forstå en verden og hverdag, hvor han/hun sendes i institution et par timer her og der. Sammenhængen kan ikke kobles i den alder. Det vil, son andre skrev, være som at starte forfra hver gang.
Havde du psykiske problemer og var til skade for dit barn, havde mit svar tegnet sug anderledes, da institution så formentlig ville være det bedste af to uhensigtsmæssige miljøer ift. Alderen. Der havde jeg så dog nok skrevet noget helt tredje. Var det ikke muligt, hvis de par timer her og der er så vigtige for dig, at barnet kunne hygge sig med et familiemedlem det er trygt og tæt med i stedet, i vante omgivelser? Far? Bedsteforældre?
