Skuffet

Sprit25 skriver:

Det er jo bare et frieri. Det vigtige er jo ham og dig og jeres kærlighed. 

Jeg er bange for du altid vil blive skuffet. Hvad nu hvis ringen ikke er dig? Måden ikke er dig. Og hvad med dit bryllup. Jeg tror I begge skal forventningafstemning lidt mere

Det handler ikke om en skide ring.

Det handler om, at jeg gerne vil have oplevelsen sammen med ham. 

Derudover er det ikke mit bryllup, men vores bryllup.

Sandratoft skriver:

Ja, du er lidt fjollet  

I stedet for at gå og tænker over hvad hinanden tror, så spørg. Sig at du faktisk drømmer om et stort bryllup og sig det uden at give ham skylden for det at du nu har den drøm.  Sig at det er den måde du kunne forestille sig at blive gift. Fortæl ham at du nu drømmer om at frieri hvor du ikke på forhånd ved hvornår han frier. 

Åben op, uden at pålægge ham at det er ham der har fået dig til at få de drømme. 

Du tænker ikke, at han så vil føle, at jeg presser ham til noget? Noget som han måske ikke ønsker længere?

Anonym skriver:

Nu har jeg spurgt ham her til morgen omkring Dubai, og det virkede bestemt ikke som noget der går ham på. Han spurgte selv hvorfor jeg dog tænkte på det, efter så lang tid. 

Der er vist blevet overfortolket en hel masse omkring en kort samtale om Dubai. 

 

Igen, det er ikke MIN forestilling. Jeg hoppede bare med på vognen, fordi han ønskede det helt store og romantiske, og det er også det jeg drømmer om nu.

Jeg tror at du bliver nødt til at droppe den dér med at det ikke er din forestilling.

Det kan godt være at det ikke var det til at starte med. Men det er det nu.

Det skal i hvert fald ikke være et argument overfor din kæreste at "det var jo dig der ville". Smid uretfærdighedsfølelsen ud af døren og erkend at DU gerne vil have det store kirkebryllup - og gør det til en positiv ting i stedet for noget der skal bebrejdes omkring. Det tror jeg at du kommer meget længere med.

Anonym skriver:

Det handler ikke om en skide ring.

Det handler om, at jeg gerne vil have oplevelsen sammen med ham. 

Derudover er det ikke mit bryllup, men vores bryllup.

Du behøver ikke blive sur. Jeg siger bare hvad jeg tænker. Jeg må indrømme jeg ikke forstår. Hvorfor er overraskelsen så vigtig. 

Anonym skriver:

Du tænker ikke, at han så vil føle, at jeg presser ham til noget? Noget som han måske ikke ønsker længere?

Jeg tror (og håber) ikke at han vil føle sig presset, bare fordi du fortæller om dine drømme og ønsker til ham

Mig og min kæreste taler også lidt om bryllup de her tider, og jeg har ikke oplevelsen af at nogen af os føler os pressede, når vi fortæller hinanden hvad vi godt kunne tænke os til et bryllup.
Selvfølgelig kan man ikke få det 100 procent som man vil, men så laver vi kompromiser, så vi på den måde kan mødes på midten

Grunden til at jeg skriver at du skal holde det med at "det var ham der startede med at ville have stort bryllup og romantisk frieri" er at han på den måde kan høre hvad DINE drømme om brylluppet er, så han ikke hører at det er hans drømme som du egentlig bare har tilegnet dig. Jeg håber du forstår hvad jeg mener?

Anonym skriver:

Nu vil jeg gerne lige præcisere, at jeg her til morgen har spurgt ham omkring Dubai, og det er helt sikkert ikke noget som han går og er ked af, eller skuffet over. 

Det virkede absolut ikke som om han havde oplevet situationen, som I tror han har oplevet den. 

 

Vi skal helt sikkert tale videre om det senere i dag eller i morgen, men jeg var lige nødt til at vide om Dubai-afslaget var noget der gik ham på. 

Først vedr. debatten her og din undren over Dubai-fokus: I dit startindlæg vælger du at omtale Dubai-situationen og slutter den passus med, at "han virker fornærmet". For os, der læser med, er det svært at gætte, at det egentlig ingenting betød for ham og for dig. Set udefra tog han dér initiativ til noget konkret, du sagde nej, og han blev med dine ord fornærmet. Her et halvt år efter vælger du at nævne episoden som en del af historien - derfor kommer den til at fremstå som væsentlig. Det er den så ikke, og det har du nu fået bekræftet af ham, gudskelov, men det var ikke let at vide som medlæser. 

Så er der resten af historien. Du var ligeglad med kirke, romantik, frieri - han var ellevild med dét setup. Du ændrer holdning. I har nu samme drøm. Han har ikke tvunget dig til at drømme om det helt store - du har selv skiftet mening. Det er vigtigt, synes jeg, for du får det flere gange til at lyde som om, at det er ham, der har ansvaret for, at du nu gerne vil frieri og kirke og hele molevitten - nej, I har udvekslet jeres forskellige ønsker, og på et tidspunkt blev du altså tændt på den drøm, der først kun var hans. 

Så holder du op med at tale om det. Ingen andre end han kan vide, hvad det får ham til at tænke og tro, men i hans sted ville jeg nok tage det som et signal om, at du ikke længere var så tændt på drømmen. Han har jo i hvert fald tydeligvis tænkt en del, og nu er det ham, der skifter mening - ligesom du tidligere har gjort. Da han så sætter ord på og siger, at rådhusbryllup MÅSKE (!) kan være fint, bliver du skuffet. Ifølge dit indlæg går du i seng og ved ikke, om du skal fortælle ham om din skuffelse. Altså vælger du ikke i første omgang at sige "Skat! - jeg vil stadig gerne kirke osv., jeg kan faktisk slet ikke forestille mig andet nu!" Hvordan skal han dog vide, at du efter ikke at have talt om det længe stadig er fyr og flamme efter det store bryllup? 

Der er I så nu. Du synes, han har "solgt" dig noget og så trukket det tilbage. Set udefra og måske også med hans øjne har du først villet rådhus, siden det helt store, derefter ingenting sagt. 

Selvfølgelig skal du sige noget til ham - men ikke om, at han har skuffet dig, trukket sit tilbud tilbage osv. Tag ejerskab - "Min drøm er nu, at...." - "Selv om jeg ikke har talt om det længe, vil jeg stadig frygteligt gerne...." osv. Han er ikke tankelæser, og du er nødt til at melde klart og tydeligt ud, at her er du nu, og det her er din drøm. Og så må I afstemme forventninger og drømme. 

modesty skriver:

Jeg tror at du bliver nødt til at droppe den dér med at det ikke er din forestilling.

Det kan godt være at det ikke var det til at starte med. Men det er det nu.

Det skal i hvert fald ikke være et argument overfor din kæreste at "det var jo dig der ville". Smid uretfærdighedsfølelsen ud af døren og erkend at DU gerne vil have det store kirkebryllup - og gør det til en positiv ting i stedet for noget der skal bebrejdes omkring. Det tror jeg at du kommer meget længere med.

Det giver rigtig god mening, og er et rigtig godt råd. Tak for det.

Sandratoft skriver:

Jeg tror (og håber) ikke at han vil føle sig presset, bare fordi du fortæller om dine drømme og ønsker til ham

Mig og min kæreste taler også lidt om bryllup de her tider, og jeg har ikke oplevelsen af at nogen af os føler os pressede, når vi fortæller hinanden hvad vi godt kunne tænke os til et bryllup.
Selvfølgelig kan man ikke få det 100 procent som man vil, men så laver vi kompromiser, så vi på den måde kan mødes på midten

Grunden til at jeg skriver at du skal holde det med at "det var ham der startede med at ville have stort bryllup og romantisk frieri" er at han på den måde kan høre hvad DINE drømme om brylluppet er, så han ikke hører at det er hans drømme som du egentlig bare har tilegnet dig. Jeg håber du forstår hvad jeg mener?

Ja, det giver fint mening. Tak  

Det er bestemt heller ikke fordi jeg har en færdig løsning i hovedet. Men jeg synes ikke det er ok, at få sin kæreste med på en idé omkring noget ganske vigtigt og betydningsfuldt, og så tage det tilbage, bare sådan lige.

Anonym skriver:

Ja, det giver fint mening. Tak  

 

Det er bestemt heller ikke fordi jeg har en færdig løsning i hovedet. Men jeg synes ikke det er ok, at få sin kæreste med på en idé omkring noget ganske vigtigt og betydningsfuldt, og så tage det tilbage, bare sådan lige.

Så må du jo spørge ham om hvorfor han har ændret mening, der er jo sikkert en rigtig god grund

Anonym skriver:

Der er ikke noget overraskelsesmoment i snakken omkring Dubai. 

Vi talte om det over maden, at det var billigere at købe guld og diamanter der. Jeg sagde til ham, at jeg synes det mindede om en forretningsaftale, og det var ikke lige dét vi tidligere havde talt om. 

Dubai handlede kun om at det var billigere.. Intet andet. Han kom ikke hjem og smed to billetter, og sagde "nu finder vi de ringe og gifter os".

Det var trods alt ham der ville have romantikken. 

 

Men tak for din analyse

Jeg forstår ikke hvordan du forestiller dig en stor romantisk overraskelse, når I har talt og talt om bryllup, ringe, kjoler og kirke, til den helt store guldmedalje?

Sæt jer dog ned og tal sammen om, hvordan I gerne vil have det - og drop forventningerne til at alt skal være på en helt bestemt måde. Man kan ikke både ville have romantiske overraskelser, og samtidig ville kontrollere alle detaljer om hvordan det foregår.

For at sige det lidt firkantet, så er det ikke jeres bryllup som kommer til at gøre jer lykkelig som par - det er "bare" en dag - også selvom den er rigtig dejlig. Hvorvidt I er gode til at være gift eller ej, kommer til være det eneste vigtige i længden .