Skuffet

Kære søde kvinder.
Må jeg høre jeres tanker?

Jeg har været i et forhold med en mand i nogle år, og vi har et barn sammen. Det var et mega hårdt første år sammen.. Der skulle slibes kanter, en pludselig graviditet og dertil en milliard hormoner.. Yikes.

Men vi kom igennem, og har et stærkt og godt forhold i dag.

Under min graviditet talte vi om at blive gift.. Han udtrykte stort ønske om kæmpe kirkebryllup med det hele.
Jeg derimod ville egentlig bare gerne have papir på vores forhold, men han skulle selvfølgelig have sit store ønske opfyldt.

Vi har talt meget om det.. Rigtig meget. Om at jeg skal prøve brudekjoler, talt om ringe, hvilken slags kage vi hver især drømmer om, at frieriet ville blive noget helt særligt. Det har været så romantisk at tale om, og jeg har glædet mig SÅ meget til den dag friet ville ske.
Jeg er blevet helt forelsket i tanken om et stort bryllup, hvor alle dem vi elsker og holder af vil være der, talerne, kjolen, maden, men vigtigst af alt HAM!
At gå ned af kirkegulvet til min elskede!

I kan godt høre at han har solgt idéen godt, ik ;-)

Så sker der i maj måned det, at han synes vi skal rejse til Dubai og købe forlovelsesring og vielsesringe, for han vil gerne giftes næste år!
Der røg overraskelsesmomentet i frieriet ligesom.. Så jeg takkede pænt nej til turen.
Så hellere en mindre ring og få overraskelsen ved et uventet frier.
Det siger jeg til ham, og han virker lidt fornærmet.

Jeg taler mindre og mindre bryllup, fordi jeg faktisk gerne vil gemme snakken til der er noget at tale om.
Han derimod taler tit om bryllup og at vi skal giftes næste år. Det er hans plan.

I går aftes snakker vi så lidt frem og tilbage, og han siger at han faktisk ikke er vild efter det kirkebryllup længere.. Rådhuset ville måske være et fint alternativ.

Jeg blev faktisk så skuffet og fik ondt i maven. Nu har han solgt mig drømmen om det helt store, og så ombestemmer han sig.
Det synes jeg ikke man kan være bekendt!
Jeg blev så ked af det, at jeg gik i seng, og jeg kan mærke at det nager mig.

Kan jeg tillade mig at sige, at jeg er skuffet og ked af det, og føler at han frarøver mig noget som han har fået mig til at drømme om?
Eller er jeg bare fjollet?

Anonym skriver:

Kære søde kvinder.
Må jeg høre jeres tanker?

Jeg har været i et forhold med en mand i nogle år, og vi har et barn sammen. Det var et mega hårdt første år sammen.. Der skulle slibes kanter, en pludselig graviditet og dertil en milliard hormoner.. Yikes.

Men vi kom igennem, og har et stærkt og godt forhold i dag.

Under min graviditet talte vi om at blive gift.. Han udtrykte stort ønske om kæmpe kirkebryllup med det hele.
Jeg derimod ville egentlig bare gerne have papir på vores forhold, men han skulle selvfølgelig have sit store ønske opfyldt.

Vi har talt meget om det.. Rigtig meget. Om at jeg skal prøve brudekjoler, talt om ringe, hvilken slags kage vi hver især drømmer om, at frieriet ville blive noget helt særligt. Det har været så romantisk at tale om, og jeg har glædet mig SÅ meget til den dag friet ville ske.
Jeg er blevet helt forelsket i tanken om et stort bryllup, hvor alle dem vi elsker og holder af vil være der, talerne, kjolen, maden, men vigtigst af alt HAM!
At gå ned af kirkegulvet til min elskede!

I kan godt høre at han har solgt idéen godt, ik ;-)

Så sker der i maj måned det, at han synes vi skal rejse til Dubai og købe forlovelsesring og vielsesringe, for han vil gerne giftes næste år!
Der røg overraskelsesmomentet i frieriet ligesom.. Så jeg takkede pænt nej til turen.
Så hellere en mindre ring og få overraskelsen ved et uventet frier.
Det siger jeg til ham, og han virker lidt fornærmet.

Jeg taler mindre og mindre bryllup, fordi jeg faktisk gerne vil gemme snakken til der er noget at tale om.
Han derimod taler tit om bryllup og at vi skal giftes næste år. Det er hans plan.

I går aftes snakker vi så lidt frem og tilbage, og han siger at han faktisk ikke er vild efter det kirkebryllup længere.. Rådhuset ville måske være et fint alternativ.

Jeg blev faktisk så skuffet og fik ondt i maven. Nu har han solgt mig drømmen om det helt store, og så ombestemmer han sig.
Det synes jeg ikke man kan være bekendt!
Jeg blev så ked af det, at jeg gik i seng, og jeg kan mærke at det nager mig.

Kan jeg tillade mig at sige, at jeg er skuffet og ked af det, og føler at han frarøver mig noget som han har fået mig til at drømme om?
Eller er jeg bare fjollet?

Jeg synes det er helt sindssygt utaknemmeligt at sige nej tak til den tur til Dubai. En tur som han har regnet med ville blive en glædelig overraskelse, men som ikke liiige passer helt perfekt ind i din helt perfekte forestilling og som du takker nej til?! Wow, jeg var blevet SÅ ked af det og skuffet hvis jeg var din mand.

Det er sådan set dét der slår mig mest ved din beskrivelse. Efter at du har takket nej til det fine tilbud, snakker du så mindre og mindre bryllup mens han fortsætter - og så synes du ikke at han kan være bekendt at ændre mening? Sorry, men jeg synes at det er dig der ikke kan være bekendt at opføre dig som du gør.

Det virker som om I har nogle seriøse kommunikations-issues. Snak sammen. Det her burde ikke være et problem i et velfungerende parforhold.

modesty skriver:

Jeg synes det er helt sindssygt utaknemmeligt at sige nej tak til den tur til Dubai. En tur som han har regnet med ville blive en glædelig overraskelse, men som ikke liiige passer helt perfekt ind i din helt perfekte forestilling og som du takker nej til?! Wow, jeg var blevet SÅ ked af det og skuffet hvis jeg var din mand.

Det er sådan set dét der slår mig mest ved din beskrivelse. Efter at du har takket nej til det fine tilbud, snakker du så mindre og mindre bryllup mens han fortsætter - og så synes du ikke at han kan være bekendt at ændre mening? Sorry, men jeg synes at det er dig der ikke kan være bekendt at opføre dig som du gør.

Det virker som om I har nogle seriøse kommunikations-issues. Snak sammen. Det her burde ikke være et problem i et velfungerende parforhold.

Der er ikke noget overraskelsesmoment i snakken omkring Dubai. 

Vi talte om det over maden, at det var billigere at købe guld og diamanter der. Jeg sagde til ham, at jeg synes det mindede om en forretningsaftale, og det var ikke lige dét vi tidligere havde talt om. 

Dubai handlede kun om at det var billigere.. Intet andet. Han kom ikke hjem og smed to billetter, og sagde "nu finder vi de ringe og gifter os".

Det var trods alt ham der ville have romantikken. 

Men tak for din analyse

Anonym skriver:

Kære søde kvinder.
Må jeg høre jeres tanker?

Jeg har været i et forhold med en mand i nogle år, og vi har et barn sammen. Det var et mega hårdt første år sammen.. Der skulle slibes kanter, en pludselig graviditet og dertil en milliard hormoner.. Yikes.

Men vi kom igennem, og har et stærkt og godt forhold i dag.

Under min graviditet talte vi om at blive gift.. Han udtrykte stort ønske om kæmpe kirkebryllup med det hele.
Jeg derimod ville egentlig bare gerne have papir på vores forhold, men han skulle selvfølgelig have sit store ønske opfyldt.

Vi har talt meget om det.. Rigtig meget. Om at jeg skal prøve brudekjoler, talt om ringe, hvilken slags kage vi hver især drømmer om, at frieriet ville blive noget helt særligt. Det har været så romantisk at tale om, og jeg har glædet mig SÅ meget til den dag friet ville ske.
Jeg er blevet helt forelsket i tanken om et stort bryllup, hvor alle dem vi elsker og holder af vil være der, talerne, kjolen, maden, men vigtigst af alt HAM!
At gå ned af kirkegulvet til min elskede!

I kan godt høre at han har solgt idéen godt, ik ;-)

Så sker der i maj måned det, at han synes vi skal rejse til Dubai og købe forlovelsesring og vielsesringe, for han vil gerne giftes næste år!
Der røg overraskelsesmomentet i frieriet ligesom.. Så jeg takkede pænt nej til turen.
Så hellere en mindre ring og få overraskelsen ved et uventet frier.
Det siger jeg til ham, og han virker lidt fornærmet.

Jeg taler mindre og mindre bryllup, fordi jeg faktisk gerne vil gemme snakken til der er noget at tale om.
Han derimod taler tit om bryllup og at vi skal giftes næste år. Det er hans plan.

I går aftes snakker vi så lidt frem og tilbage, og han siger at han faktisk ikke er vild efter det kirkebryllup længere.. Rådhuset ville måske være et fint alternativ.

Jeg blev faktisk så skuffet og fik ondt i maven. Nu har han solgt mig drømmen om det helt store, og så ombestemmer han sig.
Det synes jeg ikke man kan være bekendt!
Jeg blev så ked af det, at jeg gik i seng, og jeg kan mærke at det nager mig.

Kan jeg tillade mig at sige, at jeg er skuffet og ked af det, og føler at han frarøver mig noget som han har fået mig til at drømme om?
Eller er jeg bare fjollet?

Jeg forstår godt skuffelsen og ville helt sikkert selv blive ked af det.

Men må også indrømme at det slog mig at det virker ret "pigesurt" at sige nej til Dubaituren af dén grund som du angav. Det kunne din kæreste jo på ingen måde forudse at du ville blive sur over! Jeg tror han følte at brylluppet var et fælles projekt og at Dubai ville.være en romantisk måde at finde ringe sammen.

Måske skal i lige forventningsafstemme lidt bedre? For selv om man elsker hinanden, så er der jo ingen der kan tankelæse og det lyder som om i dybest set ikke fortæller hinanden hvad I egentlig ønsker?

Held og lykke 

Anonym skriver:

Der er ikke noget overraskelsesmoment i snakken omkring Dubai. 

Vi talte om det over maden, at det var billigere at købe guld og diamanter der. Jeg sagde til ham, at jeg synes det mindede om en forretningsaftale, og det var ikke lige dét vi tidligere havde talt om. 

Dubai handlede kun om at det var billigere.. Intet andet. Han kom ikke hjem og smed to billetter, og sagde "nu finder vi de ringe og gifter os".

Det var trods alt ham der ville have romantikken. 

 

Men tak for din analyse

Ja, så kunne i have gjort det til en kærestetur, og finde nogle smukke ringe.. Hvorfor skal det komme som en overraskelse, når du jo godt ved at I skal giftes? Så er det jo ikke en overraskelse.. Det ville det have været, hvis han bare en dag spurgte, uden at I havde planlagt noget.

Jeg synes det er en fin måde at finde ringe på, i stedet at han bare går ned og køber.

Og man må gerne skifte mening, men kunne det tænkes at han er "sur" over at du ikke gider til Dubai og at det store bryllup så bare kan være lige meget, hvis du går rundt og er tøsefornærmet, fordi han ikke smed sig på knæ og friede.

I er sku nød til at snakke sammen, hvis allerede det her, skaber problemer, så er det bare ikke en god ide.

Christine skriver:

Jeg forstår godt skuffelsen og ville helt sikkert selv blive ked af det.

Men må også indrømme at det slog mig at det virker ret "pigesurt" at sige nej til Dubaituren af dén grund som du angav. Det kunne din kæreste jo på ingen måde forudse at du ville blive sur over! Jeg tror han følte at brylluppet var et fælles projekt og at Dubai ville.være en romantisk måde at finde ringe sammen.

Måske skal i lige forventningsafstemme lidt bedre? For selv om man elsker hinanden, så er der jo ingen der kan tankelæse og det lyder som om i dybest set ikke fortæller hinanden hvad I egentlig ønsker?

Held og lykke 

Der har ikke været noget pigesurt over mit afslag til Dubai. 

Jeg har slet ikke været sur.. Det var bare på ingen måde det han havde lagt op til, og det blev sådan lidt "Hvad er den billigste løsning". Meget koldt og forretningsaftale agtigt, og det brød jeg mig ikke om.

jeg mente jo, at vi havde forventningsafstemt.. Vi har jo talt og talt og talt. Og han har solgt mig hele idéen om frieri og bryllup, og bum. Så er det ikke lige dét alligevel.

Han er ikke tankelæser. Først vil du rådhusbryllup, så bliver du tændt på kirkebryllup, så afslår du at rejse til Dubai med ham - fordi du forventede et mere romantisk frieri?? - så taler du ikke mere om bryllup, og da han så lufter sine tanker om rådhusbryllup, som MÅSKE kan være et alternativ, går du i seng i skuffelse.

Hvorfor har han ikke lov at skifte mening? Det har du jo selv gjort? Og I er vel to, der skal finde frem til en måde, der passer jer begge - han har jo bare sagt, hvad HAN måske ønsker.

Var det ikke en idé at gøre som ham: åbne munden og fortælle, hvad du tænker og ønsker? Du kan ikke forvente, han kan regne ud, hvad du drømmer om, hvis du ikke siger noget.

I hans sted ville jeg ærligt talt også være såret over, at du sagde nej til en rejse, bare fordi du havde "set en anden film" for dig. Det er, som om du vil "bestemme musikken", men alligevel er det ham, der skal regne ud, hvordan den skal lyde.

Anonym skriver:

Kære søde kvinder.
Må jeg høre jeres tanker?

Jeg har været i et forhold med en mand i nogle år, og vi har et barn sammen. Det var et mega hårdt første år sammen.. Der skulle slibes kanter, en pludselig graviditet og dertil en milliard hormoner.. Yikes.

Men vi kom igennem, og har et stærkt og godt forhold i dag.

Under min graviditet talte vi om at blive gift.. Han udtrykte stort ønske om kæmpe kirkebryllup med det hele.
Jeg derimod ville egentlig bare gerne have papir på vores forhold, men han skulle selvfølgelig have sit store ønske opfyldt.

Vi har talt meget om det.. Rigtig meget. Om at jeg skal prøve brudekjoler, talt om ringe, hvilken slags kage vi hver især drømmer om, at frieriet ville blive noget helt særligt. Det har været så romantisk at tale om, og jeg har glædet mig SÅ meget til den dag friet ville ske.
Jeg er blevet helt forelsket i tanken om et stort bryllup, hvor alle dem vi elsker og holder af vil være der, talerne, kjolen, maden, men vigtigst af alt HAM!
At gå ned af kirkegulvet til min elskede!

I kan godt høre at han har solgt idéen godt, ik ;-)

Så sker der i maj måned det, at han synes vi skal rejse til Dubai og købe forlovelsesring og vielsesringe, for han vil gerne giftes næste år!
Der røg overraskelsesmomentet i frieriet ligesom.. Så jeg takkede pænt nej til turen.
Så hellere en mindre ring og få overraskelsen ved et uventet frier.
Det siger jeg til ham, og han virker lidt fornærmet.

Jeg taler mindre og mindre bryllup, fordi jeg faktisk gerne vil gemme snakken til der er noget at tale om.
Han derimod taler tit om bryllup og at vi skal giftes næste år. Det er hans plan.

I går aftes snakker vi så lidt frem og tilbage, og han siger at han faktisk ikke er vild efter det kirkebryllup længere.. Rådhuset ville måske være et fint alternativ.

Jeg blev faktisk så skuffet og fik ondt i maven. Nu har han solgt mig drømmen om det helt store, og så ombestemmer han sig.
Det synes jeg ikke man kan være bekendt!
Jeg blev så ked af det, at jeg gik i seng, og jeg kan mærke at det nager mig.

Kan jeg tillade mig at sige, at jeg er skuffet og ked af det, og føler at han frarøver mig noget som han har fået mig til at drømme om?
Eller er jeg bare fjollet?

Kan det være at din evige afvisning har knust hans drøm om det store kirkebryllup???

Han taler om det og du virker uinteresseret. Han tilbyder en rejse til Dubai med mulighed for at købe billigere ringe, så I kan have råd til et stort fint bryllup og du siger NEJ! Det er ik fordi han inviterede dig til Afghanistan...  

Manden er ikke tankelæser. Hvis du havde specifikke ønsker om at du ville overraskes med frieri, så skulle du have sagt det til ham. Det eneste du har vist ham gang på gang er afvisning. 

Jeg må sige at jeg forstår hans reaktion. 

Er det muligt at han skifter mening fordi han tror at det er dét du helst vil?? 

Du skriver at du har talt mindre og mindre om bryllup - måske tolker han det anderledes end du tror? 

I må vist tale sammen og få forventningsafstemt

Held og lykke 

Yurie skriver:

Ja, så kunne i have gjort det til en kærestetur, og finde nogle smukke ringe.. Hvorfor skal det komme som en overraskelse, når du jo godt ved at I skal giftes? Så er det jo ikke en overraskelse.. Det ville det have været, hvis han bare en dag spurgte, uden at I havde planlagt noget.

Jeg synes det er en fin måde at finde ringe på, i stedet at han bare går ned og køber.

Og man må gerne skifte mening, men kunne det tænkes at han er "sur" over at du ikke gider til Dubai og at det store bryllup så bare kan være lige meget, hvis du går rundt og er tøsefornærmet, fordi han ikke smed sig på knæ og friede.

I er sku nød til at snakke sammen, hvis allerede det her, skaber problemer, så er det bare ikke en god ide.

 

Det er jo HAM der har sagt at der skal være et frieri, noget helt særligt.. Det har han sagt fra jeg mødte ham. 

Han ville gerne det helt store, overraskelsen, romantikken.

jeg kan overhovedet ikke se, at mit afslag til Dubai har så stor en rolle.. Vi har ikke talt om Dubai siden, og hvis han går rundt og er fornærmet over dét, så må han komme ud af busken. Jeg er jo ikke tankelæser.

Vi taler fint sammen, og kommunikerer fint. Det kom bare så meget bag på mig, at det var ligegyldigt med et kirkebryllup og det hele.