Anonym skriver:
Kære søde kvinder.
Må jeg høre jeres tanker?
Jeg har været i et forhold med en mand i nogle år, og vi har et barn sammen. Det var et mega hårdt første år sammen.. Der skulle slibes kanter, en pludselig graviditet og dertil en milliard hormoner.. Yikes.
Men vi kom igennem, og har et stærkt og godt forhold i dag.
Under min graviditet talte vi om at blive gift.. Han udtrykte stort ønske om kæmpe kirkebryllup med det hele.
Jeg derimod ville egentlig bare gerne have papir på vores forhold, men han skulle selvfølgelig have sit store ønske opfyldt.
Vi har talt meget om det.. Rigtig meget. Om at jeg skal prøve brudekjoler, talt om ringe, hvilken slags kage vi hver især drømmer om, at frieriet ville blive noget helt særligt. Det har været så romantisk at tale om, og jeg har glædet mig SÅ meget til den dag friet ville ske.
Jeg er blevet helt forelsket i tanken om et stort bryllup, hvor alle dem vi elsker og holder af vil være der, talerne, kjolen, maden, men vigtigst af alt HAM!
At gå ned af kirkegulvet til min elskede!
I kan godt høre at han har solgt idéen godt, ik ;-)
Så sker der i maj måned det, at han synes vi skal rejse til Dubai og købe forlovelsesring og vielsesringe, for han vil gerne giftes næste år!
Der røg overraskelsesmomentet i frieriet ligesom.. Så jeg takkede pænt nej til turen.
Så hellere en mindre ring og få overraskelsen ved et uventet frier.
Det siger jeg til ham, og han virker lidt fornærmet.
Jeg taler mindre og mindre bryllup, fordi jeg faktisk gerne vil gemme snakken til der er noget at tale om.
Han derimod taler tit om bryllup og at vi skal giftes næste år. Det er hans plan.
I går aftes snakker vi så lidt frem og tilbage, og han siger at han faktisk ikke er vild efter det kirkebryllup længere.. Rådhuset ville måske være et fint alternativ.
Jeg blev faktisk så skuffet og fik ondt i maven. Nu har han solgt mig drømmen om det helt store, og så ombestemmer han sig.
Det synes jeg ikke man kan være bekendt!
Jeg blev så ked af det, at jeg gik i seng, og jeg kan mærke at det nager mig.
Kan jeg tillade mig at sige, at jeg er skuffet og ked af det, og føler at han frarøver mig noget som han har fået mig til at drømme om?
Eller er jeg bare fjollet?
Helt ærligt: I har fået blæst det op til noget stort, og nu bliver du skuffet, fordi det ikke går, som du har forventet.
Jeg ville snakke med ham om, hvorfor han nu foreslår rådhuset. Det kan være at prøver at tilgodese dig, men det er åbenbart heller ikke godt nok.
Jeg lyder nok en smule hård, men din mand har rent faktisk haft en sød tanke, og du skød ideen ned ret hurtigt. Det kan godt være I har snakket om det meget kort, men det er jo klart, når du har haft skudt ideen ned.
Det lyder til, at dine forventninger er steget i takt med at I har snakket en del om det.
