"Hej skat. Jeg har købt en hvalp ....... "

Jeg ligger her og grubler og har en masse  forvirrede følelser og tanker indeni...

Min kæreste og jeg har snakket lidt på det sidste om at anskaffe os en hund næste år, men ikke noget vi som sådan er kommet nærmere ind på især fordi vi har været meget uenige om racen.. Den race han fortrækker, er ikke den jeg foretrækker og den jeg foretrækker er ikke den han fortrækker..Så snakken er tit hurtig gået videre, hvor min kæreste tit har sagt med et smil på læben "jeg køber snart en, du bliver glad for den" og jeg har sagt jaja du kan lige prøve....... Jeg indrømmer at jeg HAR tænkt meget på at få en hund, da jeg studere over nettet og derfor er meget hjemme, men som nævnt er det ikke noget som jeg overhovedet tænkte ville skulle ske NU... 

Nå.. Jeg var så hos en veninde idag og vidste min kæreste havde haft en aftale med hans ven.. Da jeg kommer hjem får jeg noget et chok.... Min kæreste sidder med en lille hvalp .... og selvfølgelig er det den race han er så vild med.. Det første jeg spørger om er.. hvem ejer den hvalp?! Selvom jeg hurtigt kan se på hans smil hvis det er... Han siger det er vores nu, og han har hentet den idag, og det har været en overraskelse... Jeg bliver så chokeret og får en masse følelser op i mig. .. Bliver bådw ked af det, vred forvirret og føler mig faktisk som en idiot.... Han siger at han har haft det rigtig svært med at holde det hemmeligt, men at han ved vi begge vil komme til at elske hende og at han synes det var på tide vi fik en hund... Jeg er nærmest målløs og bliver faktisk rigtig ked af det... Jeg føler han er gået bag om ryggen på mig, for noget der egentlig er til hans fordel da han jo udmærket ved jeg faktisk ikke er specielt meget til den race.. Han ved samtidig jeg altid har sagt, at hvis man anskaffer sig et dyr så tager man sig af det. Og det ER virkelig min holdning. Jeg vidste fra start af vi ikke kunne sende den lille hvalp tilbage, og ja hun er virkelig charmerende og sød, men jeg føler bare ikke han har respekteret mig i den her situation.. Han ved hvor meget jeg glædede mig til en dag vi fælles skulle sætte os ned, og finde ud af hvilken hund vi skulle have, så det gør faktisk ondt.... Synes ikke det er måden at gøre det på... 

Det skal lige siges min kæreste er enormt spontan og impulsiv, og lever lidt i "man lever kun en gang , det hele skal nok gå" momentet, og jeg er stik modsat. Jeg hader ikke og være ordenligt forberedt på tingene, og det synes jeg man især skal når det handler om et levende væsen... Ikle kun den ene part.. Min kæreste kunne ikke forstå jeg "overdrev" så meget, og sagde han godt vidste det var forkert men han virkelig var sikker på vi blev glade for hende.. herefter smuttede han hurtigt i seng, hvor jeg også måtte spørge om han havde tænkt sig at sætte sin alarm til i nat når den skulle ud og tisse... Nåå jaaa ...

Nu har jeg så ligget lysvågen i tre timer i stuen, og prøvet at samle tankerne omkring alt det her... Jeg har søgt på en masse vigtige informationer som er væsentligt i den første tid, og skrevet det ned og høre om hvad han har at sige til de ting imorgen... så som registrering af hvalpen, forsikring, hvalpe træning , osv osv.. har læst i ca to timer på en masseting fordi jeg ikke bare "tager tingene som de kommer" 

Jeg har lukket hende ud og tisse tre gange nu, og hygget mig med hende i stuen, og ja jeg synes hun er rigtig dejlig og charmerende,  og hun har allerede fundet sig tilpas og tuller glad rundt..

Men er nervøs for om min kæreste ikke har fået øjnene op for det ansvar vi nu har... Især det lange første stykke tid. Jeg har været vant til hunde før i min familie, Det har han ikke... fks skal jeg møde i skole 2 dage næste uge, og som jeg sagde til ham: der må du så tage fri, for hun kan ikke allerede være alene.. Jeg studere hjemme de andre dage, så det synes jeg sgu sagtens jeg kan forlange.. "Men aarh, han kunne da ikke pjække og han kom jo lige hjem efter skole " hvor jeg bare sagde, at det skulle han sgu nok have tænkt på noget før da man gradvis lære en hvalp at være alene.. "men så kunne vi jo lige få den passet" ..... nej

Det ikke fordi jeg, ikke har lysten til at have en hund igen, for har savnet det lang tid, men jeg har svært ved ikke at være vred på min kæreste da jeg føler 1.  Han har tacklet det her forkert, og

Burde vide at selvfølgelig skal jeg være med i sådan en beslutning 

og 2. Igen er jeg skeptisk overfor om han er blind for alt arbejdet og det økonomiske der ligger i det... 

Min kæreste vægter normalt mon mening højt, og respektere mig men jeg bryder mig ikke om at man får dyr i "gaver" på den måde.... og det vidste han udmærket godt.. Han har jo bare håbet den gik, og sagde os : Jeg vil virkelig ikke miste dig pga. det her... så altså , hvis jeg havde sagt "Den hund skal ud nu" så havde han beholdt den og ikke mig... 100 % han havde ikke afleveret den igen..

Faktum er dog at den hvalp er hos os nu... Den ligger her i kurven ved siden af mig og logre med halen og ser så glad ud.. Jeg ville ikke kunne få mig selv til at aflevere den tilbage nu..

Men som jeg sagde til min kæreste, hvad bliver det næste han bare gør uden at have mig inden over ? For ved at jeg bare acceptere det, så støtter jeg jo nærmest hans beslutning og viser det er okay, hvilket jeg stadig slet ikke synes det er.. Han siger selv han godt ved det ikke er okay og har også haft dårlig samvittighed, men igen.... Han vidste hvor meget jeg savnede en hund og hvor godt et liv vi kunne give den...

Havde jo bedt min kæreste stille sit ur, og han kom så ind for lidt siden hvor jeg sagde at hun næsten lige havde været ude, og han måtte stille det to timer frem... Det lød han ret ireterret over og jeg sagde bare at det skulle han nok vænne sig til.. Men det jo mig der studere hjemme, og ham der skal tidligt op i hverdagen så der ved jeg da godt det mig det så afhænger af.. 

Hvordan ville I tackle dette hvis i stod i sådan en i situation... ? Ville i også føle jer trådt på eller se det som at jeres kæreste ville gøre jer glad?

Jeg føler ikke rigtig jeg er parat til bare at "tilgive" ham for igen, han skal virkelig vide at det ikke er sådan man gør i et forhold.. men hvad siger jeg dog til ham... har slet ikke lyst til at snakke med ham lige nu..

Hvis min mand gjorde sådan der,var jeg bliver tosset!! Det er jo dybt uansvarligt!! 

Har din kæreste sørget for kurv,snor,mad,legetøj,osv.? Og hvad med forsikring og hvalpetræning?

Hvis jeg var dig,ville jeg smutte på weekend hos en veninde,så kan han selv stå med HELE ansvaret resten af weekenden!!

Det er dybt dybt dybt uansvarligt! Jeg ville også blive tosset og havde da godt nok talt med store bogstaver.

Du kan spørge ham, hvordan han ville have det hvid du valgte at droppe ppillerne og stod med en positiv test, og sagde nu får vi baby! Det er lidt det samme her. Han har trukket det her ned over hovedet på dig. Og det er noget der ændre jeres liv økonomisk, tidsmæssigt og kræver en masse arbejde de næste 15-20 år! 

Ift til race af hunden, lyder det til at din kæreste ikke er vant til at have hund og dermed ikke forstår betydningen af race ift. hundetræning, pleje, foder mm., som du jo har styr på. Han kender ikke til det ansvar der følger med.

Men dette er ikke en undskyldning for hans umodne, uansvarlige og dybt tåbelige opførelse! Nøj hvor bliver jeg vred på dine vegne! Håber virkelig at du klart får meldt ud til ham at dette er fuldstændig utilgiveligt og hvor såret og vred du er. 

Lisbeth1985 skriver:

Hvis min mand gjorde sådan der,var jeg bliver tosset!! Det er jo dybt uansvarligt!! 

Har din kæreste sørget for kurv,snor,mad,legetøj,osv.? Og hvad med forsikring og hvalpetræning?

Hvis jeg var dig,ville jeg smutte på weekend hos en veninde,så kan han selv stå med HELE ansvaret resten af weekenden!!

Ja blev sgu også tosset... men lige nu er jeg nu mere ked af det.. jeg føler jo lidt jeg ikke ved hvor jeg har ham? Det ikke første gang han bare reagere på sin sindsyge impulsivitet.. føler tit jeg har måtte snakke ham til fornuft med nogle ting, men det her... overgår da alt.. 

Han fik noget start foder med fra hende han har købt hvalpen af, en snor, en kur og noget legetøj.. forsikring siger han at han har undersøgt og hvalpe træning har han ikke nævnt, men har jeg før nævnt at det SKAL vi når vi fik en hund... 

Han har faktisk ikke rigtig nævnt mange af de praktiske ting endnu... 

Ja jeg overvejer også at smutte hjem til mine forældre i weekenden.. Jeg føler lige nu ikke jeg kan kapere det her... Jeg ved ikke om han forventede jeg bare lige skulle vende mig til tanken, men det virker seriøst så åndsvagt det hele lige nu.. føler mig rigtig dum på en eller anden måde.. og selvom jeg ville ønske jeg bare kunne sige "Weee okay nu har vi en hvalp " så er jeg inderst inde virkelig rasende på ham at ham... Det så mærkeligt for på mange punkter er han så moden, men på nogle punkter føler jeg virkelig lun det mig der kan tænke lidt fremad.. og jeg kunne da ikke drømme om at købe en hund uden min kæreste tillod det?? Er så forvirret i mit hovede.. har slet ikke lyst til at kigge på ham lige nu, og han går bare og taler til mig som om alt er normalt mens jeg bare glor ind i min tlf og siger okay... mmh .. nå 

Julemusen skriver:

Det er dybt dybt dybt uansvarligt! Jeg ville også blive tosset og havde da godt nok talt med store bogstaver.

Du kan spørge ham, hvordan han ville have det hvid du valgte at droppe ppillerne og stod med en positiv test, og sagde nu får vi baby! Det er lidt det samme her. Han har trukket det her ned over hovedet på dig. Og det er noget der ændre jeres liv økonomisk, tidsmæssigt og kræver en masse arbejde de næste 15-20 år! 

Ift til race af hunden, lyder det til at din kæreste ikke er vant til at have hund og dermed ikke forstår betydningen af race ift. hundetræning, pleje, foder mm., som du jo har styr på. Han kender ikke til det ansvar der følger med.

Men dette er ikke en undskyldning for hans umodne, uansvarlige og dybt tåbelige opførelse! Nøj hvor bliver jeg vred på dine vegne! Håber virkelig at du klart får meldt ud til ham at dette er fuldstændig utilgiveligt og hvor såret og vred du er. 

Præcis.... bliver også helt flov over ham, at han bare kan finde på det. Og uforstående, for han kender mig jo og VED jeg vil reagere stærkt på det og har tit sagt at hvis han en dag bare tog en hund med hjem,  ville det bare vise hans manglende respekt for mig og ville også føle jeg mistede noget min respekt til ham, hvilket jeg også gør... har aldrig følt mig SÅ vred og ked af det på samme tid.. det handler jo ikke bare om hunden, men om at tage et så stort valg om et levende væsen på vores begge vegne.... mine veninder er også chokerede og ved mine forældre vil blive vred på ham også for han har før kontaktede kenneler hvor jeg har taget ham i det , og flippet helt skråt hvor han har Undskyldt og så sker det her......

Oven i købet siger han " jeg ved jo du går meget hjemme nu med dit studie og så kommer jeg jo hjem efter skole " Øh er det din begrundelse? 

sollou skriver:

Jeg ligger her og grubler og har en masse  forvirrede følelser og tanker indeni...

Min kæreste og jeg har snakket lidt på det sidste om at anskaffe os en hund næste år, men ikke noget vi som sådan er kommet nærmere ind på især fordi vi har været meget uenige om racen.. Den race han fortrækker, er ikke den jeg foretrækker og den jeg foretrækker er ikke den han fortrækker..Så snakken er tit hurtig gået videre, hvor min kæreste tit har sagt med et smil på læben "jeg køber snart en, du bliver glad for den" og jeg har sagt jaja du kan lige prøve....... Jeg indrømmer at jeg HAR tænkt meget på at få en hund, da jeg studere over nettet og derfor er meget hjemme, men som nævnt er det ikke noget som jeg overhovedet tænkte ville skulle ske NU... 

Nå.. Jeg var så hos en veninde idag og vidste min kæreste havde haft en aftale med hans ven.. Da jeg kommer hjem får jeg noget et chok.... Min kæreste sidder med en lille hvalp .... og selvfølgelig er det den race han er så vild med.. Det første jeg spørger om er.. hvem ejer den hvalp?! Selvom jeg hurtigt kan se på hans smil hvis det er... Han siger det er vores nu, og han har hentet den idag, og det har været en overraskelse... Jeg bliver så chokeret og får en masse følelser op i mig. .. Bliver bådw ked af det, vred forvirret og føler mig faktisk som en idiot.... Han siger at han har haft det rigtig svært med at holde det hemmeligt, men at han ved vi begge vil komme til at elske hende og at han synes det var på tide vi fik en hund... Jeg er nærmest målløs og bliver faktisk rigtig ked af det... Jeg føler han er gået bag om ryggen på mig, for noget der egentlig er til hans fordel da han jo udmærket ved jeg faktisk ikke er specielt meget til den race.. Han ved samtidig jeg altid har sagt, at hvis man anskaffer sig et dyr så tager man sig af det. Og det ER virkelig min holdning. Jeg vidste fra start af vi ikke kunne sende den lille hvalp tilbage, og ja hun er virkelig charmerende og sød, men jeg føler bare ikke han har respekteret mig i den her situation.. Han ved hvor meget jeg glædede mig til en dag vi fælles skulle sætte os ned, og finde ud af hvilken hund vi skulle have, så det gør faktisk ondt.... Synes ikke det er måden at gøre det på... 

Det skal lige siges min kæreste er enormt spontan og impulsiv, og lever lidt i "man lever kun en gang , det hele skal nok gå" momentet, og jeg er stik modsat. Jeg hader ikke og være ordenligt forberedt på tingene, og det synes jeg man især skal når det handler om et levende væsen... Ikle kun den ene part.. Min kæreste kunne ikke forstå jeg "overdrev" så meget, og sagde han godt vidste det var forkert men han virkelig var sikker på vi blev glade for hende.. herefter smuttede han hurtigt i seng, hvor jeg også måtte spørge om han havde tænkt sig at sætte sin alarm til i nat når den skulle ud og tisse... Nåå jaaa ...

Nu har jeg så ligget lysvågen i tre timer i stuen, og prøvet at samle tankerne omkring alt det her... Jeg har søgt på en masse vigtige informationer som er væsentligt i den første tid, og skrevet det ned og høre om hvad han har at sige til de ting imorgen... så som registrering af hvalpen, forsikring, hvalpe træning , osv osv.. har læst i ca to timer på en masseting fordi jeg ikke bare "tager tingene som de kommer" 

Jeg har lukket hende ud og tisse tre gange nu, og hygget mig med hende i stuen, og ja jeg synes hun er rigtig dejlig og charmerende,  og hun har allerede fundet sig tilpas og tuller glad rundt..

Men er nervøs for om min kæreste ikke har fået øjnene op for det ansvar vi nu har... Især det lange første stykke tid. Jeg har været vant til hunde før i min familie, Det har han ikke... fks skal jeg møde i skole 2 dage næste uge, og som jeg sagde til ham: der må du så tage fri, for hun kan ikke allerede være alene.. Jeg studere hjemme de andre dage, så det synes jeg sgu sagtens jeg kan forlange.. "Men aarh, han kunne da ikke pjække og han kom jo lige hjem efter skole " hvor jeg bare sagde, at det skulle han sgu nok have tænkt på noget før da man gradvis lære en hvalp at være alene.. "men så kunne vi jo lige få den passet" ..... nej

Det ikke fordi jeg, ikke har lysten til at have en hund igen, for har savnet det lang tid, men jeg har svært ved ikke at være vred på min kæreste da jeg føler 1.  Han har tacklet det her forkert, og

Burde vide at selvfølgelig skal jeg være med i sådan en beslutning 

og 2. Igen er jeg skeptisk overfor om han er blind for alt arbejdet og det økonomiske der ligger i det... 

Min kæreste vægter normalt mon mening højt, og respektere mig men jeg bryder mig ikke om at man får dyr i "gaver" på den måde.... og det vidste han udmærket godt.. Han har jo bare håbet den gik, og sagde os : Jeg vil virkelig ikke miste dig pga. det her... så altså , hvis jeg havde sagt "Den hund skal ud nu" så havde han beholdt den og ikke mig... 100 % han havde ikke afleveret den igen..

Faktum er dog at den hvalp er hos os nu... Den ligger her i kurven ved siden af mig og logre med halen og ser så glad ud.. Jeg ville ikke kunne få mig selv til at aflevere den tilbage nu..

Men som jeg sagde til min kæreste, hvad bliver det næste han bare gør uden at have mig inden over ? For ved at jeg bare acceptere det, så støtter jeg jo nærmest hans beslutning og viser det er okay, hvilket jeg stadig slet ikke synes det er.. Han siger selv han godt ved det ikke er okay og har også haft dårlig samvittighed, men igen.... Han vidste hvor meget jeg savnede en hund og hvor godt et liv vi kunne give den...

Havde jo bedt min kæreste stille sit ur, og han kom så ind for lidt siden hvor jeg sagde at hun næsten lige havde været ude, og han måtte stille det to timer frem... Det lød han ret ireterret over og jeg sagde bare at det skulle han nok vænne sig til.. Men det jo mig der studere hjemme, og ham der skal tidligt op i hverdagen så der ved jeg da godt det mig det så afhænger af.. 

Hvordan ville I tackle dette hvis i stod i sådan en i situation... ? Ville i også føle jer trådt på eller se det som at jeres kæreste ville gøre jer glad?

Jeg føler ikke rigtig jeg er parat til bare at "tilgive" ham for igen, han skal virkelig vide at det ikke er sådan man gør i et forhold.. men hvad siger jeg dog til ham... har slet ikke lyst til at snakke med ham lige nu..

Jeg havde leveret hunden tilbage. Sådan et stort impulskøb ville jeg ikke bare godtage.

Herhjemme er vi heller ikke enige om racen på hvilken hund vi gerne vil have en dag, så derfor får vi nok aldrig en, og der respekterer min mand heldigvis mig så meget at han aldrig ville købe en hund uden at involvere hele familien.

Beholder du den, accepterer du hans valg.

sollou skriver:

Jeg ligger her og grubler og har en masse  forvirrede følelser og tanker indeni...

Min kæreste og jeg har snakket lidt på det sidste om at anskaffe os en hund næste år, men ikke noget vi som sådan er kommet nærmere ind på især fordi vi har været meget uenige om racen.. Den race han fortrækker, er ikke den jeg foretrækker og den jeg foretrækker er ikke den han fortrækker..Så snakken er tit hurtig gået videre, hvor min kæreste tit har sagt med et smil på læben "jeg køber snart en, du bliver glad for den" og jeg har sagt jaja du kan lige prøve....... Jeg indrømmer at jeg HAR tænkt meget på at få en hund, da jeg studere over nettet og derfor er meget hjemme, men som nævnt er det ikke noget som jeg overhovedet tænkte ville skulle ske NU... 

Nå.. Jeg var så hos en veninde idag og vidste min kæreste havde haft en aftale med hans ven.. Da jeg kommer hjem får jeg noget et chok.... Min kæreste sidder med en lille hvalp .... og selvfølgelig er det den race han er så vild med.. Det første jeg spørger om er.. hvem ejer den hvalp?! Selvom jeg hurtigt kan se på hans smil hvis det er... Han siger det er vores nu, og han har hentet den idag, og det har været en overraskelse... Jeg bliver så chokeret og får en masse følelser op i mig. .. Bliver bådw ked af det, vred forvirret og føler mig faktisk som en idiot.... Han siger at han har haft det rigtig svært med at holde det hemmeligt, men at han ved vi begge vil komme til at elske hende og at han synes det var på tide vi fik en hund... Jeg er nærmest målløs og bliver faktisk rigtig ked af det... Jeg føler han er gået bag om ryggen på mig, for noget der egentlig er til hans fordel da han jo udmærket ved jeg faktisk ikke er specielt meget til den race.. Han ved samtidig jeg altid har sagt, at hvis man anskaffer sig et dyr så tager man sig af det. Og det ER virkelig min holdning. Jeg vidste fra start af vi ikke kunne sende den lille hvalp tilbage, og ja hun er virkelig charmerende og sød, men jeg føler bare ikke han har respekteret mig i den her situation.. Han ved hvor meget jeg glædede mig til en dag vi fælles skulle sætte os ned, og finde ud af hvilken hund vi skulle have, så det gør faktisk ondt.... Synes ikke det er måden at gøre det på... 

Det skal lige siges min kæreste er enormt spontan og impulsiv, og lever lidt i "man lever kun en gang , det hele skal nok gå" momentet, og jeg er stik modsat. Jeg hader ikke og være ordenligt forberedt på tingene, og det synes jeg man især skal når det handler om et levende væsen... Ikle kun den ene part.. Min kæreste kunne ikke forstå jeg "overdrev" så meget, og sagde han godt vidste det var forkert men han virkelig var sikker på vi blev glade for hende.. herefter smuttede han hurtigt i seng, hvor jeg også måtte spørge om han havde tænkt sig at sætte sin alarm til i nat når den skulle ud og tisse... Nåå jaaa ...

Nu har jeg så ligget lysvågen i tre timer i stuen, og prøvet at samle tankerne omkring alt det her... Jeg har søgt på en masse vigtige informationer som er væsentligt i den første tid, og skrevet det ned og høre om hvad han har at sige til de ting imorgen... så som registrering af hvalpen, forsikring, hvalpe træning , osv osv.. har læst i ca to timer på en masseting fordi jeg ikke bare "tager tingene som de kommer" 

Jeg har lukket hende ud og tisse tre gange nu, og hygget mig med hende i stuen, og ja jeg synes hun er rigtig dejlig og charmerende,  og hun har allerede fundet sig tilpas og tuller glad rundt..

Men er nervøs for om min kæreste ikke har fået øjnene op for det ansvar vi nu har... Især det lange første stykke tid. Jeg har været vant til hunde før i min familie, Det har han ikke... fks skal jeg møde i skole 2 dage næste uge, og som jeg sagde til ham: der må du så tage fri, for hun kan ikke allerede være alene.. Jeg studere hjemme de andre dage, så det synes jeg sgu sagtens jeg kan forlange.. "Men aarh, han kunne da ikke pjække og han kom jo lige hjem efter skole " hvor jeg bare sagde, at det skulle han sgu nok have tænkt på noget før da man gradvis lære en hvalp at være alene.. "men så kunne vi jo lige få den passet" ..... nej

Det ikke fordi jeg, ikke har lysten til at have en hund igen, for har savnet det lang tid, men jeg har svært ved ikke at være vred på min kæreste da jeg føler 1.  Han har tacklet det her forkert, og

Burde vide at selvfølgelig skal jeg være med i sådan en beslutning 

og 2. Igen er jeg skeptisk overfor om han er blind for alt arbejdet og det økonomiske der ligger i det... 

Min kæreste vægter normalt mon mening højt, og respektere mig men jeg bryder mig ikke om at man får dyr i "gaver" på den måde.... og det vidste han udmærket godt.. Han har jo bare håbet den gik, og sagde os : Jeg vil virkelig ikke miste dig pga. det her... så altså , hvis jeg havde sagt "Den hund skal ud nu" så havde han beholdt den og ikke mig... 100 % han havde ikke afleveret den igen..

Faktum er dog at den hvalp er hos os nu... Den ligger her i kurven ved siden af mig og logre med halen og ser så glad ud.. Jeg ville ikke kunne få mig selv til at aflevere den tilbage nu..

Men som jeg sagde til min kæreste, hvad bliver det næste han bare gør uden at have mig inden over ? For ved at jeg bare acceptere det, så støtter jeg jo nærmest hans beslutning og viser det er okay, hvilket jeg stadig slet ikke synes det er.. Han siger selv han godt ved det ikke er okay og har også haft dårlig samvittighed, men igen.... Han vidste hvor meget jeg savnede en hund og hvor godt et liv vi kunne give den...

Havde jo bedt min kæreste stille sit ur, og han kom så ind for lidt siden hvor jeg sagde at hun næsten lige havde været ude, og han måtte stille det to timer frem... Det lød han ret ireterret over og jeg sagde bare at det skulle han nok vænne sig til.. Men det jo mig der studere hjemme, og ham der skal tidligt op i hverdagen så der ved jeg da godt det mig det så afhænger af.. 

Hvordan ville I tackle dette hvis i stod i sådan en i situation... ? Ville i også føle jer trådt på eller se det som at jeres kæreste ville gøre jer glad?

Jeg føler ikke rigtig jeg er parat til bare at "tilgive" ham for igen, han skal virkelig vide at det ikke er sådan man gør i et forhold.. men hvad siger jeg dog til ham... har slet ikke lyst til at snakke med ham lige nu..

Havde det været mig havde han fået lige præcis 10 min til at aflevere den tilbage .. At anskaffe sig et dyr er en fælles beslutning og er et kæmpe ansvar .. Så det ville jeg slet ikke accptere på nogen måder .. Jeg ville føle at han pissede mig op af ryggen og bare tænkte på sig selv .. :(

Puha, jeg var godt nok også blevet rasende! Og bagefter, som du, meget såret! 

Vi snakker også hund herhjemme, men hvis min kæreste havde anskaffet sig en uden at rådføre sig med mig, var jeg helt sikkert flippet ud. 

Jeg må indrømme at jeg nok havde afleveret den tilbage. Selvom jeg er meget enig i at det ikke er noget man "bare" gør. Man har et ansvar, men det her er også en meget speciel situation.

For mig betyder det også rigtigt meget at racen er den rigtige for familien, den skal passe ind. Og der er det vigtigt at man har sat sig ind i hundens gemyt og behov. - Som du tydeligvis har styr på, men som din kæreste muligvis har overset lidt.

I øvrigt vil jeg give en anden ret, hvis du beholder hunden accepterer du kærestens valg - også det at han, i den her situation, ikke har respekteret dig og din holdning.

Men hvor er det øv for jer, held og lykke med det hele.

Har lige fået alle mine tanker og frustrationer ud på mim kæreste, og kunne godt se det rørte ham.. han siger han godt ved det var dumt men at han ikke bare kan aflevere den igen...

Jeg overvejer faktisk meget at kontakte damen han købte hende af.. Min kæreste sagde han havde vidst hende billeder af os osv, så hun har da troet jeg har været med i beslutningen.. Men simpelhen sige Til hende at jeg ikke har været inde over denne her beslutning.... er det dumt? Selv hvis  min kæreste så bliver sur og siger han beholder den, så fortjener han det sgu lidt synes jeg... jeg ville da blive sur som sælger over så noget her

sollou skriver:

Har lige fået alle mine tanker og frustrationer ud på mim kæreste, og kunne godt se det rørte ham.. han siger han godt ved det var dumt men at han ikke bare kan aflevere den igen...

Jeg overvejer faktisk meget at kontakte damen han købte hende af.. Min kæreste sagde han havde vidst hende billeder af os osv, så hun har da troet jeg har været med i beslutningen.. Men simpelhen sige Til hende at jeg ikke har været inde over denne her beslutning.... er det dumt? Selv hvis  min kæreste så bliver sur og siger han beholder den, så fortjener han det sgu lidt synes jeg... jeg ville da blive sur som sælger over så noget her

Jeg ville hverken levere den tilbage eller ringe til damen. Hun har jo bare troet han var ærlig, så synes ikke hun skal blandes ind i det. 

Kan dog godt forstå du er tosset.. Det ville jeg også være. 

Håber din kæreste har fået sig en læresteg og at i får det bedste ud af den tossede idé