"Hej skat. Jeg har købt en hvalp ....... "

sollou skriver:

Opdatering:

 

Min kæreste kom hjem for nogle timer siden, og sagde at han ville snakke med mig stille og roligt.. han sagde han virkelig ikke kunne klare at miste mig pga. det her, men heller ikke ville miste hvalpen for han holder allerede så meget af hende.. jeg sagde jeg havde det enormt svært, med måden han havde gjort det på og at det for mig handlede meget om tillid, og at jeg overvejede at tage væk nogle dage.. Her brød han fuldstændig sammen.. har set ham græde 2 gange på 3 år, sidst var da vi gik fra hinanden grundet kulturelle årsager som vi dog fik løst... 

Han sagde alt han ville var bare og få det til at fungere uden at miste hverken mig eller hvalpen, og han virkelig mente vi var klar.. tårene løb med af kinderne på ham og han sagde han var så ked af at have gjort MIG så ked af det, og at han håbede jeg vidste det aldrig havde været hans hensigt.. Vi snakkede vel i to timer, hvor han blev ved med at undskylde og fortælle hvor vigtig jeg var for ham, men at han bare ikke kunne få sig selv til at aflevere hende igen, fordi han vidste vi var begyndt at snakke mere om hund og var sikker på vi kunne give hende et godt liv. Han nævnte så alt det vi skulle have styr på hvis det var.. hvalpe træning,  forsikring, registrering osv. og jeg spurgte om han også gik ind og læste en masse brugbart, hvilket han sagde han gør meget.. Jeg har valgt nu at give det en chance, forstået på den måde at vi deltager lige meget i det her , og at han må skrue lidt ned på sin træning efter skole og være hjemme de dage hvor jeg i skole næste uge. Er ikke tilhænger af han skal pjække, for som jeg sagde det er netop så noget her man så planlægger i en ferie, men nu måtte han også tage ansvaret for det han har gjort som han også ville gøre.. og hvis så en dag jeg føler at ansvaret er begyndt at lægge mere på mig, hvilket jeg dog ikke tror efter vores snak, men så bakker jeg altså ud og så må vi være hver for sig.

Og gjorde det klart for ham at jeg aldrig vil sættes i sådan en situation igen og føle mig røvrendt på den måde. Så ja... jeg vælger at se frem af lige nu, for lige nu kan jeg heller ikke få mig selv til at aflevere den hund igen.. den har allerede haft en lidt hård start på livet, men er dog sund, livlig kærlig og rask.. Min kæreste har begået en kæmpe brøler, men jeg tror også han virkelig har lært noget nu, og jeg elsker ham jo af hele mit hjerte så da han blev så ked af det som han gjorde, fik jeg nok et lidt andet perspektiv på det, og nu prøver vi at se fremad og give den lille en masse god kærlighed og stemning.....

Så faktisk skal han bare græde foran dig, så får han sin vilje, uden at ta det seriøst at det også har konsekvenser for dig. Tror du skal passe meget på. Det lyder rigtig meget som om du egentlig ikke har noget at skulle have sagt i det forhold og bare gir dig hver gang fordi han lige græder lidt og spiller på dine følelser. Men pøj pøj med det. Håber han har lært noget selv om jeg tvivler på det. 

SandraXOXO skriver:

Så faktisk skal han bare græde foran dig, så får han sin vilje, uden at ta det seriøst at det også har konsekvenser for dig. Tror du skal passe meget på. Det lyder rigtig meget som om du egentlig ikke har noget at skulle have sagt i det forhold og bare gir dig hver gang fordi han lige græder lidt og spiller på dine følelser. Men pøj pøj med det. Håber han har lært noget selv om jeg tvivler på det. 

Ja hvorfor ikke... Jeg ville da også efter en god snak med min bedre halvdel hvor jeg lyttede til hans meninger, bevæggrunde osv. Kunne komme frem til en løsning der tilgodeså os begge to og hvor man fandt et kompromis. 

Kunne det ikke også være den omvendte situation, at det er første gang kæresten har fået noget igennem - det kan vi jo ikke læse os til. 

Og der er vel udover det udfald som ts beskriver jo egentlig kun to andre muligheder: hunden ryger tilbage, forholdet ryger og spørgsmålet er om det reelt ikke kun er en mulighed, for måske forholdet røg også hvis hunden blev sendt tilbage - er spørgsmålet om hunden som formodentlig var på vej alligevel måske bare først om en rum tid, måske en anden race hvis ts fik lov at bestemme, er den hund et forhold værd?

Jeg ville personligt aldrig stoppe et forhold ned en jeg elskede for det - men jeg var da også arghhh da min bedre halvdel kom hjem med et kæmpe smil og sagde nu havde han sørme byttet vores bil til en ny og og og... Ja det har ikke samme konsekvens som en hund, men det betød hvor jeg troede vi var gældfrie samme år så var der lige 5 år mere med afdrag. Jo jo han skulle have spurgt mig, jo jo det var principielt forkert, men han var sp glad så jeg ikke kunne lade være at grine og bare nyde hans entusiasme som jeg var en entusiasme for os alle sammen... 

Må man spørge ind til racen??

Det ville have en enorm effekt på min.beslutning nemlig. Om jeg ville være villig til at tage ansvaret og besværet der medfølger præcist denne race f.eks 

sollou skriver:

Jeg ligger her og grubler og har en masse  forvirrede følelser og tanker indeni...

Min kæreste og jeg har snakket lidt på det sidste om at anskaffe os en hund næste år, men ikke noget vi som sådan er kommet nærmere ind på især fordi vi har været meget uenige om racen.. Den race han fortrækker, er ikke den jeg foretrækker og den jeg foretrækker er ikke den han fortrækker..Så snakken er tit hurtig gået videre, hvor min kæreste tit har sagt med et smil på læben "jeg køber snart en, du bliver glad for den" og jeg har sagt jaja du kan lige prøve....... Jeg indrømmer at jeg HAR tænkt meget på at få en hund, da jeg studere over nettet og derfor er meget hjemme, men som nævnt er det ikke noget som jeg overhovedet tænkte ville skulle ske NU... 

Nå.. Jeg var så hos en veninde idag og vidste min kæreste havde haft en aftale med hans ven.. Da jeg kommer hjem får jeg noget et chok.... Min kæreste sidder med en lille hvalp .... og selvfølgelig er det den race han er så vild med.. Det første jeg spørger om er.. hvem ejer den hvalp?! Selvom jeg hurtigt kan se på hans smil hvis det er... Han siger det er vores nu, og han har hentet den idag, og det har været en overraskelse... Jeg bliver så chokeret og får en masse følelser op i mig. .. Bliver bådw ked af det, vred forvirret og føler mig faktisk som en idiot.... Han siger at han har haft det rigtig svært med at holde det hemmeligt, men at han ved vi begge vil komme til at elske hende og at han synes det var på tide vi fik en hund... Jeg er nærmest målløs og bliver faktisk rigtig ked af det... Jeg føler han er gået bag om ryggen på mig, for noget der egentlig er til hans fordel da han jo udmærket ved jeg faktisk ikke er specielt meget til den race.. Han ved samtidig jeg altid har sagt, at hvis man anskaffer sig et dyr så tager man sig af det. Og det ER virkelig min holdning. Jeg vidste fra start af vi ikke kunne sende den lille hvalp tilbage, og ja hun er virkelig charmerende og sød, men jeg føler bare ikke han har respekteret mig i den her situation.. Han ved hvor meget jeg glædede mig til en dag vi fælles skulle sætte os ned, og finde ud af hvilken hund vi skulle have, så det gør faktisk ondt.... Synes ikke det er måden at gøre det på... 

Det skal lige siges min kæreste er enormt spontan og impulsiv, og lever lidt i "man lever kun en gang , det hele skal nok gå" momentet, og jeg er stik modsat. Jeg hader ikke og være ordenligt forberedt på tingene, og det synes jeg man især skal når det handler om et levende væsen... Ikle kun den ene part.. Min kæreste kunne ikke forstå jeg "overdrev" så meget, og sagde han godt vidste det var forkert men han virkelig var sikker på vi blev glade for hende.. herefter smuttede han hurtigt i seng, hvor jeg også måtte spørge om han havde tænkt sig at sætte sin alarm til i nat når den skulle ud og tisse... Nåå jaaa ...

Nu har jeg så ligget lysvågen i tre timer i stuen, og prøvet at samle tankerne omkring alt det her... Jeg har søgt på en masse vigtige informationer som er væsentligt i den første tid, og skrevet det ned og høre om hvad han har at sige til de ting imorgen... så som registrering af hvalpen, forsikring, hvalpe træning , osv osv.. har læst i ca to timer på en masseting fordi jeg ikke bare "tager tingene som de kommer" 

Jeg har lukket hende ud og tisse tre gange nu, og hygget mig med hende i stuen, og ja jeg synes hun er rigtig dejlig og charmerende,  og hun har allerede fundet sig tilpas og tuller glad rundt..

Men er nervøs for om min kæreste ikke har fået øjnene op for det ansvar vi nu har... Især det lange første stykke tid. Jeg har været vant til hunde før i min familie, Det har han ikke... fks skal jeg møde i skole 2 dage næste uge, og som jeg sagde til ham: der må du så tage fri, for hun kan ikke allerede være alene.. Jeg studere hjemme de andre dage, så det synes jeg sgu sagtens jeg kan forlange.. "Men aarh, han kunne da ikke pjække og han kom jo lige hjem efter skole " hvor jeg bare sagde, at det skulle han sgu nok have tænkt på noget før da man gradvis lære en hvalp at være alene.. "men så kunne vi jo lige få den passet" ..... nej

Det ikke fordi jeg, ikke har lysten til at have en hund igen, for har savnet det lang tid, men jeg har svært ved ikke at være vred på min kæreste da jeg føler 1.  Han har tacklet det her forkert, og

Burde vide at selvfølgelig skal jeg være med i sådan en beslutning 

og 2. Igen er jeg skeptisk overfor om han er blind for alt arbejdet og det økonomiske der ligger i det... 

Min kæreste vægter normalt mon mening højt, og respektere mig men jeg bryder mig ikke om at man får dyr i "gaver" på den måde.... og det vidste han udmærket godt.. Han har jo bare håbet den gik, og sagde os : Jeg vil virkelig ikke miste dig pga. det her... så altså , hvis jeg havde sagt "Den hund skal ud nu" så havde han beholdt den og ikke mig... 100 % han havde ikke afleveret den igen..

Faktum er dog at den hvalp er hos os nu... Den ligger her i kurven ved siden af mig og logre med halen og ser så glad ud.. Jeg ville ikke kunne få mig selv til at aflevere den tilbage nu..

Men som jeg sagde til min kæreste, hvad bliver det næste han bare gør uden at have mig inden over ? For ved at jeg bare acceptere det, så støtter jeg jo nærmest hans beslutning og viser det er okay, hvilket jeg stadig slet ikke synes det er.. Han siger selv han godt ved det ikke er okay og har også haft dårlig samvittighed, men igen.... Han vidste hvor meget jeg savnede en hund og hvor godt et liv vi kunne give den...

Havde jo bedt min kæreste stille sit ur, og han kom så ind for lidt siden hvor jeg sagde at hun næsten lige havde været ude, og han måtte stille det to timer frem... Det lød han ret ireterret over og jeg sagde bare at det skulle han nok vænne sig til.. Men det jo mig der studere hjemme, og ham der skal tidligt op i hverdagen så der ved jeg da godt det mig det så afhænger af.. 

Hvordan ville I tackle dette hvis i stod i sådan en i situation... ? Ville i også føle jer trådt på eller se det som at jeres kæreste ville gøre jer glad?

Jeg føler ikke rigtig jeg er parat til bare at "tilgive" ham for igen, han skal virkelig vide at det ikke er sådan man gør i et forhold.. men hvad siger jeg dog til ham... har slet ikke lyst til at snakke med ham lige nu..

Jeg synes at I skal aflevere den hund tilbage nu, mens I stadig kan. Det ville være det ansvarlige at gøre.