"Hej skat. Jeg har købt en hvalp ....... "

Der er jo klare linjer. Hun har flere gange måtte stoppe ham fordi han har haft taget kontakt til kenneler uden hendes samtykke. Han vidste udemærket at det ikke ville falde i god jord. Han tog chancen udelukkende for sin egen skyld. 

Præcis...  hvis jeg konstant havde gået og plaget om en hund /den race og vi virkelig var kommet frem til, at nu var det nu, så kunne man måske sige han havde gjort der med henblik på at glæde mig.. Men ikke i denne her situation. Var for at glæde ham selv

Jeg ligger her og grubler og har en masse  forvirrede følelser og tanker indeni...

Min kæreste og jeg har snakket lidt på det sidste om at anskaffe os en hund næste år, men ikke noget vi som sådan er kommet nærmere ind på især fordi vi har været meget uenige om racen.. Den race han fortrækker, er ikke den jeg foretrækker og den jeg foretrækker er ikke den han fortrækker..Så snakken er tit hurtig gået videre, hvor min kæreste tit har sagt med et smil på læben "jeg køber snart en, du bliver glad for den" og jeg har sagt jaja du kan lige prøve....... Jeg indrømmer at jeg HAR tænkt meget på at få en hund, da jeg studere over nettet og derfor er meget hjemme, men som nævnt er det ikke noget som jeg overhovedet tænkte ville skulle ske NU... 

Nå.. Jeg var så hos en veninde idag og vidste min kæreste havde haft en aftale med hans ven.. Da jeg kommer hjem får jeg noget et chok.... Min kæreste sidder med en lille hvalp .... og selvfølgelig er det den race han er så vild med.. Det første jeg spørger om er.. hvem ejer den hvalp?! Selvom jeg hurtigt kan se på hans smil hvis det er... Han siger det er vores nu, og han har hentet den idag, og det har været en overraskelse... Jeg bliver så chokeret og får en masse følelser op i mig. .. Bliver bådw ked af det, vred forvirret og føler mig faktisk som en idiot.... Han siger at han har haft det rigtig svært med at holde det hemmeligt, men at han ved vi begge vil komme til at elske hende og at han synes det var på tide vi fik en hund... Jeg er nærmest målløs og bliver faktisk rigtig ked af det... Jeg føler han er gået bag om ryggen på mig, for noget der egentlig er til hans fordel da han jo udmærket ved jeg faktisk ikke er specielt meget til den race.. Han ved samtidig jeg altid har sagt, at hvis man anskaffer sig et dyr så tager man sig af det. Og det ER virkelig min holdning. Jeg vidste fra start af vi ikke kunne sende den lille hvalp tilbage, og ja hun er virkelig charmerende og sød, men jeg føler bare ikke han har respekteret mig i den her situation.. Han ved hvor meget jeg glædede mig til en dag vi fælles skulle sætte os ned, og finde ud af hvilken hund vi skulle have, så det gør faktisk ondt.... Synes ikke det er måden at gøre det på... 

Det skal lige siges min kæreste er enormt spontan og impulsiv, og lever lidt i "man lever kun en gang , det hele skal nok gå" momentet, og jeg er stik modsat. Jeg hader ikke og være ordenligt forberedt på tingene, og det synes jeg man især skal når det handler om et levende væsen... Ikle kun den ene part.. Min kæreste kunne ikke forstå jeg "overdrev" så meget, og sagde han godt vidste det var forkert men han virkelig var sikker på vi blev glade for hende.. herefter smuttede han hurtigt i seng, hvor jeg også måtte spørge om han havde tænkt sig at sætte sin alarm til i nat når den skulle ud og tisse... Nåå jaaa ...

Nu har jeg så ligget lysvågen i tre timer i stuen, og prøvet at samle tankerne omkring alt det her... Jeg har søgt på en masse vigtige informationer som er væsentligt i den første tid, og skrevet det ned og høre om hvad han har at sige til de ting imorgen... så som registrering af hvalpen, forsikring, hvalpe træning , osv osv.. har læst i ca to timer på en masseting fordi jeg ikke bare "tager tingene som de kommer" 

Jeg har lukket hende ud og tisse tre gange nu, og hygget mig med hende i stuen, og ja jeg synes hun er rigtig dejlig og charmerende,  og hun har allerede fundet sig tilpas og tuller glad rundt..

Men er nervøs for om min kæreste ikke har fået øjnene op for det ansvar vi nu har... Især det lange første stykke tid. Jeg har været vant til hunde før i min familie, Det har han ikke... fks skal jeg møde i skole 2 dage næste uge, og som jeg sagde til ham: der må du så tage fri, for hun kan ikke allerede være alene.. Jeg studere hjemme de andre dage, så det synes jeg sgu sagtens jeg kan forlange.. "Men aarh, han kunne da ikke pjække og han kom jo lige hjem efter skole " hvor jeg bare sagde, at det skulle han sgu nok have tænkt på noget før da man gradvis lære en hvalp at være alene.. "men så kunne vi jo lige få den passet" ..... nej

Det ikke fordi jeg, ikke har lysten til at have en hund igen, for har savnet det lang tid, men jeg har svært ved ikke at være vred på min kæreste da jeg føler 1.  Han har tacklet det her forkert, og

Burde vide at selvfølgelig skal jeg være med i sådan en beslutning 

og 2. Igen er jeg skeptisk overfor om han er blind for alt arbejdet og det økonomiske der ligger i det... 

Min kæreste vægter normalt mon mening højt, og respektere mig men jeg bryder mig ikke om at man får dyr i "gaver" på den måde.... og det vidste han udmærket godt.. Han har jo bare håbet den gik, og sagde os : Jeg vil virkelig ikke miste dig pga. det her... så altså , hvis jeg havde sagt "Den hund skal ud nu" så havde han beholdt den og ikke mig... 100 % han havde ikke afleveret den igen..

Faktum er dog at den hvalp er hos os nu... Den ligger her i kurven ved siden af mig og logre med halen og ser så glad ud.. Jeg ville ikke kunne få mig selv til at aflevere den tilbage nu..

Men som jeg sagde til min kæreste, hvad bliver det næste han bare gør uden at have mig inden over ? For ved at jeg bare acceptere det, så støtter jeg jo nærmest hans beslutning og viser det er okay, hvilket jeg stadig slet ikke synes det er.. Han siger selv han godt ved det ikke er okay og har også haft dårlig samvittighed, men igen.... Han vidste hvor meget jeg savnede en hund og hvor godt et liv vi kunne give den...

Havde jo bedt min kæreste stille sit ur, og han kom så ind for lidt siden hvor jeg sagde at hun næsten lige havde været ude, og han måtte stille det to timer frem... Det lød han ret ireterret over og jeg sagde bare at det skulle han nok vænne sig til.. Men det jo mig der studere hjemme, og ham der skal tidligt op i hverdagen så der ved jeg da godt det mig det så afhænger af.. 

Hvordan ville I tackle dette hvis i stod i sådan en i situation... ? Ville i også føle jer trådt på eller se det som at jeres kæreste ville gøre jer glad?

Jeg føler ikke rigtig jeg er parat til bare at "tilgive" ham for igen, han skal virkelig vide at det ikke er sådan man gør i et forhold.. men hvad siger jeg dog til ham... har slet ikke lyst til at snakke med ham lige nu..

Det kommer måske til at lyde hårdt, men det er ikke sådan ment.

Jeg synes i begge har handlet uansvarligt:

-Han for at tage ud og købe en hvalp uden du er med. Hvis i havde haft børn, andre hunde osv, skulle de jo også med, for at se om man passer sammen.

-Dig fordi du ikke straks har forlangt hunden afleveret tilbage. Alternativt kunne du selv have afleveret den.

I mine øjne er der kun en, det er synd for, og det er hunden. Et lille uskyldigt væsen, der først blev taget væk fra sin familie(opdrætteren, mor og søskende). Den kommer så hjem til jer, hvor der er en anspændt stemning. Den når lige at være der nogle timer, og så bliver den også taget væk herfra af din kæreste. Det er synd, og uansvarligt.

Mor11 skriver:

Fx kommentar nummer 9 på side 2. Og det er da ikkw en fortolkning men bare hvad ts selv har givet af oplysninger? 

I den kommentar står der, at han har kontaktet EN? 

Han tog chancen udelukkende for sin egen skyld. (Dette er en fortolkning) 

Morjanne76 skriver:

I den kommentar står der, at han har kontaktet EN? 

Han tog chancen udelukkende for sin egen skyld. (Dette er en fortolkning) 

 

Side 1 kommentar nummer 5. Ts skriver selv kenneler i flertal. Skal vi virkelig gå i petitesser? 

At det er en chance han har taget for sin egen skyld vil jeg ikke kalde at tolke. 1. Han vidste hun ikke var vild med racen. 2. Hun havde gjort klart at hun ikke ville have hund lige nu. 3. Hun havde gjort klart at det skulle være en 100% fælles beslutning. 

Han håbede self hun ville blive glad - stik imod alle odds. Men han gjorde det ikke for hendes skyld, det er da soleklart. Også i følge ts selv. 

Side 1 kommentar nummer 5. Ts skriver selv kenneler i flertal. Skal vi virkelig gå i petitesser? 

At det er en chance han har taget for sin egen skyld vil jeg ikke kalde at tolke. 1. Han vidste hun ikke var vild med racen. 2. Hun havde gjort klart at hun ikke ville have hund lige nu. 3. Hun havde gjort klart at det skulle være en 100% fælles beslutning. 

Han håbede self hun ville blive glad - stik imod alle odds. Men han gjorde det ikke for hendes skyld, det er da soleklart. Også i følge ts selv. 

Hun skriver også, "at racen han har købt ville jeg måske faktisk godt kunne godtage senere hen aligevel" og har han fornemmet et måske, kunne hans uheldige valg, faktisk godt være for også at glæde hende(også).

Tidspunktet er ikke vel valgt, men jeg tror ikke, han har gjort det i ond mening. At det så ender så ulykkeligt, er synd for alle 3. 

Jeg synes I begge to skal overveje om en hund er forholdet værd. Og jeg mener faktisk jer begge to, for du er jo også der hvor du er parat til at lave dybe skår i forholdet hvis ikke han vil levere tilbage eller i hver fald kontakte sælgeren. 

Ja han har handlet dumt, og der er klart noget principielt I skal have talt igennem - men måske du også skal vurdere hvor stejlt du står ikke i denne situation men sådan i det hele taget. Han har nogle drømme om det er barn, hund, ny lampe i soveværelset eller hvad ved jeg og hvor går grænsen for han også må få sin vilje? Vi talte meget om det i forhold til børn fx, hvorfor er det altid den der siger nej, der har ret til at trække grænsen? 

Men lige nu er det to voksne mennesker som er parate til at smide et forhold over bord for en hund - er det slet ikke muligt at ende den på et kompromis, for at forstå du og din kæreste er dybt forskellige og han måske også har gjort det misforstået for din skyld. Ja I skal have en principiel snak, hvor begge parter lytter. Men hvor I også husker I jo netop er blevet forelsket hinanden også fordi I var forskellige.

Jeg bliver nød til til sidst at skrive, at jeg kunne næsten have gjort det samme som din kæreste - ville nok ikke have hentet hunden, men taget kontakten sagtens. Og gjorde min mand det, ville jeg slet ikke blive så sur, især ikke hvis han sad totalt lalleglad, elsker nemlig når hans øjne stråler af lykke

Morjanne76 skriver:

Hun skriver også, "at racen han har købt ville jeg måske faktisk godt kunne godtage senere hen aligevel" og har han fornemmet et måske, kunne hans uheldige valg, faktisk godt være for også at glæde hende(også).

Tidspunktet er ikke vel valgt, men jeg tror ikke, han har gjort det i ond mening. At det så ender så ulykkeligt, er synd for alle 3. 

Enig i han ikke har gjort det for at være ond. Men han har absolut heller ikke haft hendes interesse som højeste prioritet. Hun skriver at hun måske kunne gå med til den race, når de engang skulle have en hund, men hun har ikke luftet den tanke andre steder end her, så det vidste han ikke. 

MKN2015 skriver:

Jeg bliver sikkert haglet ned nu, men jeg kan lige så godt forstå ts kæreste som jeg kan forstå de kvinder der vælger at fuldføre en graviditet på trods af modsat ønske fra deres mænd.

Tænk over det, er det ikke cirka samme situation og følelser der spiller ind? Han har knyttet sig til hundehvalpen, hun forstår det ikke, og vil af med den, han vil ikke, og vil hellere gå fra hende end at miste sin hundehvalp. 

Omvendt fortegn og med en baby i maven, så har vi samme situation. Tit foregår bruddet når fosteret er SÅ lille at kvinden dårligt har fået en scanning endnu. Han forventer at ts vil passe den i løbet af dagen og den gravide kvinde forventer at manden vil bidrage med penge. Om ikke andet, så er han sgu tvunget.

Jeg kan se uhyggeligt mange ligheder lige nu, og tænker om ts måske oplever det mareridt som mænd der pludselig skal være far oplever. Jeg ved godt at hund og barn ikke er det samme, og det skriver jeg heller ikke. Princippet og følelserne er de samme. Hun er forvirret og føler sig forrådt - mon ikke manden med den gravide kæreste gør det samme?

Jeg har ikke nogen brugbare råd til den konkrete situation, jeg fordømmer ts kæreste lige så meget som jeg fordømmer de snotskovle til kvinder der vælger at bringe et barn til verden uden farens samtykke.

Lortesituation, og den er opstået af mangel på respekt og egoisme...

Det simpelthen en af de mest skræmmende kommentarer jeg nogensinde har læst! Får bogstavligtalt helt ondt i maven. 

Nej, det er selvfølgelig ikke til sammenligning. Puha. 

MKN2015 skriver:

Jeg bliver sikkert haglet ned nu, men jeg kan lige så godt forstå ts kæreste som jeg kan forstå de kvinder der vælger at fuldføre en graviditet på trods af modsat ønske fra deres mænd.

Tænk over det, er det ikke cirka samme situation og følelser der spiller ind? Han har knyttet sig til hundehvalpen, hun forstår det ikke, og vil af med den, han vil ikke, og vil hellere gå fra hende end at miste sin hundehvalp. 

Omvendt fortegn og med en baby i maven, så har vi samme situation. Tit foregår bruddet når fosteret er SÅ lille at kvinden dårligt har fået en scanning endnu. Han forventer at ts vil passe den i løbet af dagen og den gravide kvinde forventer at manden vil bidrage med penge. Om ikke andet, så er han sgu tvunget.

Jeg kan se uhyggeligt mange ligheder lige nu, og tænker om ts måske oplever det mareridt som mænd der pludselig skal være far oplever. Jeg ved godt at hund og barn ikke er det samme, og det skriver jeg heller ikke. Princippet og følelserne er de samme. Hun er forvirret og føler sig forrådt - mon ikke manden med den gravide kæreste gør det samme?

Jeg har ikke nogen brugbare råd til den konkrete situation, jeg fordømmer ts kæreste lige så meget som jeg fordømmer de snotskovle til kvinder der vælger at bringe et barn til verden uden farens samtykke.

Lortesituation, og den er opstået af mangel på respekt og egoisme...

Der er vel bare den lille bitte forskel at ts intet aktivt har gjort for pludselig at stå med en hund. Mens en mand der er biologisk far et elle andet aktivt må have gjort med mindre han er blevet voldtaget....

og så også lige det faktum at en hund ikke er det samme som et barn

Opdatering:

Min kæreste kom hjem for nogle timer siden, og sagde at han ville snakke med mig stille og roligt.. han sagde han virkelig ikke kunne klare at miste mig pga. det her, men heller ikke ville miste hvalpen for han holder allerede så meget af hende.. jeg sagde jeg havde det enormt svært, med måden han havde gjort det på og at det for mig handlede meget om tillid, og at jeg overvejede at tage væk nogle dage.. Her brød han fuldstændig sammen.. har set ham græde 2 gange på 3 år, sidst var da vi gik fra hinanden grundet kulturelle årsager som vi dog fik løst... 

Han sagde alt han ville var bare og få det til at fungere uden at miste hverken mig eller hvalpen, og han virkelig mente vi var klar.. tårene løb med af kinderne på ham og han sagde han var så ked af at have gjort MIG så ked af det, og at han håbede jeg vidste det aldrig havde været hans hensigt.. Vi snakkede vel i to timer, hvor han blev ved med at undskylde og fortælle hvor vigtig jeg var for ham, men at han bare ikke kunne få sig selv til at aflevere hende igen, fordi han vidste vi var begyndt at snakke mere om hund og var sikker på vi kunne give hende et godt liv. Han nævnte så alt det vi skulle have styr på hvis det var.. hvalpe træning,  forsikring, registrering osv. og jeg spurgte om han også gik ind og læste en masse brugbart, hvilket han sagde han gør meget.. Jeg har valgt nu at give det en chance, forstået på den måde at vi deltager lige meget i det her , og at han må skrue lidt ned på sin træning efter skole og være hjemme de dage hvor jeg i skole næste uge. Er ikke tilhænger af han skal pjække, for som jeg sagde det er netop så noget her man så planlægger i en ferie, men nu måtte han også tage ansvaret for det han har gjort som han også ville gøre.. og hvis så en dag jeg føler at ansvaret er begyndt at lægge mere på mig, hvilket jeg dog ikke tror efter vores snak, men så bakker jeg altså ud og så må vi være hver for sig.

Og gjorde det klart for ham at jeg aldrig vil sættes i sådan en situation igen og føle mig røvrendt på den måde. Så ja... jeg vælger at se frem af lige nu, for lige nu kan jeg heller ikke få mig selv til at aflevere den hund igen.. den har allerede haft en lidt hård start på livet, men er dog sund, livlig kærlig og rask.. Min kæreste har begået en kæmpe brøler, men jeg tror også han virkelig har lært noget nu, og jeg elsker ham jo af hele mit hjerte så da han blev så ked af det som han gjorde, fik jeg nok et lidt andet perspektiv på det, og nu prøver vi at se fremad og give den lille en masse god kærlighed og stemning.....