Kristen?

LonglivetheQueen skriver:

Nu er det jo heller ikke meningen at det skal være skide skægt at blive døbt. Men at man gør det fordi man netop tror på kristendommen og har lyst til at blive døbt ind i den tro. De burde være belønning nok i sig selv hvis man virkelig er troende. 

derudover undre det mig at du skriver du ikke forstår hvorfor børnene selv skal vælge det, men du forstår godt at de selv skal vælge konfirmationen til? Det kan da i min optik være det samme.

og så mht. "Just in case" -  scenariet. Så er det jo altså sådan at Gud og Jesus eftersigende skulle være nogen ret tilgivende størrelser, så synes ikke det lyder så sandsynligt at de kære små vil blive holdt uden for perleporten bare fordi deres forældre har valgt ikke at få dem døbt.

 

 

 

Fordi konfirmation går ud på at bekræfte dåben? Og derfor vælger man jo nærmest at sige man ikke tror på det man blev døbt ind i. Så det giver da udmærket mening 

Jeg mente desuden at det ikke var sjovt (og med 'sjovt' mener jeg naturligvis ikke morsomt) ikke at være døbt når man nu gerne ville konfirmeres. Og så sagde jeg netop at jeg ikke som sådan er troende..

lineog4 skriver:

Nu er jul og en del af ritualerne omkring jul sådan set ikke særlig kristen  hverken julemanden (i Colas fortolkning), juletræet eller anden handler om Jesus. Men ja vi holder jul og jeg fortæller om, hvad juletraditionen handler om, dvs. Jeg fortæller om at nogen holder julen fordi de fejrer Jesus fødsel (og fortælle så også han slet ikke blev født den dag), vi tager ned til den katolske kirke og viser dem krybbespillet og forklarer de sætter Jesus barnet på ved en messe ved midnat. 

Og som skrevet tidligere er jeg vel også i en eller anden forstand troende, og jeg tror på Jesus fra Nazarath, og hans er fantastiske at forsøge at efterleve, men jeg tror ikke på Jesus Kristus og jeg tror slet ikke på at kirken som institution har fortolkningsretten og vil ikke stå i en kirke og sige ja til opdrage mit barn i den tro som kirken står for, men da gerne i en delvist kristen etik, kristen forstået som det grundlæggende i Jesus lære som den er gengivet i biblen og de tekster som ikke nåede til biblen (og den lære som forresten er meget i tråd med fx kongfuze, Buddha og....).

Så jo tænker sagtens jeg i mit eget hjem kan tage er juletræ ind og gennemføre traditioner, tale om hvorfor og hvad jeg tror uden jeg træder nogen over tæerne. Men mener ikke jeg kan gå ned i en kirke, sige ja til noget jeg ikke tror på uden at træde de der tror over tæerne

Jeg forstår slet ikke hvordan det er at træde nogen over tæerne? Føler mig nok rimeligt ramt men det foregår jo ikke på den måde at vi "ukristne" står og svarer "næææh det tror jeg sgu ikke på, men hæld da gerne vand i barnets hoved tak" på barnets vegne. Når vi tillader os at betræde kirkens grund og så endda med det øjemed at få foretaget kristne ritualer så foregår det 100% på kirkens præmisser og det føler jeg ikke er forkert. Hvis der sidder kirkegængere der bogstaveligt tror feks at selvsamme Jesus lavede vand til vin, kunne gå på vandet osv men vi stadig udleder de samme vigtige pointer såsom næstekærlighed, så synes jeg ikke det skal skille os ad. Og de ved ikke at jeg primært er der for tradition og sætter pris på de fine og lærerige bibelske historier og jeg ved ikke at de er der fordi de tilbeder Gud og mener at Jesus bogstaveligt talt faktisk genopstod, hans far var en Helligånd osv.

Så hvornår træder jeg nogen over tæerne?

Hvorfor få sit barn døbt, hvis man ikke bekender den kristne tro?

Jeg dømmer ingen, men undrer mig blot over denne tendens.

Har ingen børn endnu, men ville have dem døbt, for det første pga ren tradition og så elsker jeg dåbs kjoler  

Men for det anede at hvis barnet gerne vil have muligheden for at blive konfirmeret på lige fod med de andre i klassen når den tid kommer, (om det så er for tradition eller hvad det er til den tid) så skal de ikke først igennem en dåb i den alder  

Jeg er slet ikke religiøs selv, men kan huske jeg gik rigtig meget op i kristendommen lige omkring konfirmations året og der var jeg godt nok glad for at jeg ikke skulle igennem en dåb først for så var jeg nok ikke blevet konfirmeret. 

For mig er det nok lidt på samme plan som at jeg gerne selv vil en tur i kirken (selvom jeg er gift på rådhus) bare for at få den flotte kjole og så er en kirke bare flot. Samt jeg holder jo også jul selvom jeg ikke er kristen af sind, men fordi det er hyggeligt og af ren tradition

Jeg forstår slet ikke hvordan det er at træde nogen over tæerne? Føler mig nok rimeligt ramt men det foregår jo ikke på den måde at vi "ukristne" står og svarer "næææh det tror jeg sgu ikke på, men hæld da gerne vand i barnets hoved tak" på barnets vegne. Når vi tillader os at betræde kirkens grund og så endda med det øjemed at få foretaget kristne ritualer så foregår det 100% på kirkens præmisser og det føler jeg ikke er forkert. Hvis der sidder kirkegængere der bogstaveligt tror feks at selvsamme Jesus lavede vand til vin, kunne gå på vandet osv men vi stadig udleder de samme vigtige pointer såsom næstekærlighed, så synes jeg ikke det skal skille os ad. Og de ved ikke at jeg primært er der for tradition og sætter pris på de fine og lærerige bibelske historier og jeg ved ikke at de er der fordi de tilbeder Gud og mener at Jesus bogstaveligt talt faktisk genopstod, hans far var en Helligånd osv.

Så hvornår træder jeg nogen over tæerne?

Jeg tager nok religion alvorligt, forstået på den måde at jeg har stor respekt for dem der tror. De der tror i den danske lutheranske kirke de tror på det trosbekendelsen siger: på Gud, på helligånden og på at Jesus er Guds søn og han er død og genopstået - genopstandelsen er faktisk det springende punkt, ingen genopstandelsen, så er kristendommen alene et værdisæt, en filosofi, smukke tanker. Men det er ikke en religion, for det er med genopstandelsen og Kristi himmelfart, at det bevises Jesus ikke alene er Jesus fra Nazarath, men Jesus Kristus. Og det er med hans altruistiske handling at tage levende fra livet, han giver os andre vejen til paradis igen.

Ved dåben siger man på barnets vegne ja til trosbekendelsen, dvs. En voksen på barnets vegne siger ja til, at barnet vil være en del af den dansk lutheranske kirke og at barnet og den voksne tror på alt hvad der står skrevet i trosbekendelsen, dermed også genopstandelsen. Og jo der er det så jeg tænker, det skal jeg da ikke sige ja til, hvis jeg ikke mener det. Tænk jeg ville have meget større forståelse, for man var ærlig og sagde: jeg kan lide tanken om at skrive barnet ind i en menighed, jeg kan lide stemningen i kirken, men kan man på nogen måde omskrive handlingen så jeg ikke står og siger ja til noget jeg ikke tror på. 

Da min datter skulle begraves, stod jeg faktisk i dilemmaet. For jeg ønskede det foregik i en kirke eller rettere jeg ønskede en præst foretog ceremonien (kirken var egentlig ligegyldigt). Men jeg var samtidig også bevidst om jeg ikke er kristen på den måde kirken forkynder. Derfor havde jeg/vi en lang snak med præsten om, hvad der ikke måtte indgå både for vors skyld, men så sandelig også af respekt for den tro andre har.

Jeg går jo heller ikke ind i en katolsk kirke og tager vievand og slår korsets tegn fx bare fordi det er en hyggelig ting. Eller går til skrifte bare fordi det vil jeg da også gern prøve. Jeg går heller ikke op til nadver når jeg ikke tror på præsten med brød og vin kan symbolisere Jesus legeme og blod.

Jeg nyder freden i forskellige religiøse "huse", jeg bliver meget rørt både ved en kristen gudstjeneste, en katolsk messe, en buddhistisk. Men jeg sætter mig i baggrunden, og deltager ikke inde riter hvor det ville være en løgn jeg deltog. Og jeg har det på samme måde med dåben, at man kan stå i Guds hus og sige ja til at tro på genopstandelsen hvis man ikke gør det - er jo en løgn. Kristendommen og Jesus lære, handler jo netop ikke om, at det er forkert fordi andre ved det, men det er forkert fordi du ved det. Det handler om en indre retning mod at ville gøre det gode, en indre kontrol. Du ved selv hvornår du gør forkert - derfor er det jo egentlig helt ligegyldigt at ingen andre end jeg ved det er løgn, for det er løgn og det ved jeg og det ved Gud (hvis altså jeg troede på Guds begreber). Jesus fortæller netop om forholdet mellem individet og Gud og ikke om individet og resten af verden. 

lineog4 skriver:

Jeg tager nok religion alvorligt, forstået på den måde at jeg har stor respekt for dem der tror. De der tror i den danske lutheranske kirke de tror på det trosbekendelsen siger: på Gud, på helligånden og på at Jesus er Guds søn og han er død og genopstået - genopstandelsen er faktisk det springende punkt, ingen genopstandelsen, så er kristendommen alene et værdisæt, en filosofi, smukke tanker. Men det er ikke en religion, for det er med genopstandelsen og Kristi himmelfart, at det bevises Jesus ikke alene er Jesus fra Nazarath, men Jesus Kristus. Og det er med hans altruistiske handling at tage levende fra livet, han giver os andre vejen til paradis igen.

Ved dåben siger man på barnets vegne ja til trosbekendelsen, dvs. En voksen på barnets vegne siger ja til, at barnet vil være en del af den dansk lutheranske kirke og at barnet og den voksne tror på alt hvad der står skrevet i trosbekendelsen, dermed også genopstandelsen. Og jo der er det så jeg tænker, det skal jeg da ikke sige ja til, hvis jeg ikke mener det. Tænk jeg ville have meget større forståelse, for man var ærlig og sagde: jeg kan lide tanken om at skrive barnet ind i en menighed, jeg kan lide stemningen i kirken, men kan man på nogen måde omskrive handlingen så jeg ikke står og siger ja til noget jeg ikke tror på. 

Da min datter skulle begraves, stod jeg faktisk i dilemmaet. For jeg ønskede det foregik i en kirke eller rettere jeg ønskede en præst foretog ceremonien (kirken var egentlig ligegyldigt). Men jeg var samtidig også bevidst om jeg ikke er kristen på den måde kirken forkynder. Derfor havde jeg/vi en lang snak med præsten om, hvad der ikke måtte indgå både for vors skyld, men så sandelig også af respekt for den tro andre har.

Jeg går jo heller ikke ind i en katolsk kirke og tager vievand og slår korsets tegn fx bare fordi det er en hyggelig ting. Eller går til skrifte bare fordi det vil jeg da også gern prøve. Jeg går heller ikke op til nadver når jeg ikke tror på præsten med brød og vin kan symbolisere Jesus legeme og blod.

Jeg nyder freden i forskellige religiøse "huse", jeg bliver meget rørt både ved en kristen gudstjeneste, en katolsk messe, en buddhistisk. Men jeg sætter mig i baggrunden, og deltager ikke inde riter hvor det ville være en løgn jeg deltog. Og jeg har det på samme måde med dåben, at man kan stå i Guds hus og sige ja til at tro på genopstandelsen hvis man ikke gør det - er jo en løgn. Kristendommen og Jesus lære, handler jo netop ikke om, at det er forkert fordi andre ved det, men det er forkert fordi du ved det. Det handler om en indre retning mod at ville gøre det gode, en indre kontrol. Du ved selv hvornår du gør forkert - derfor er det jo egentlig helt ligegyldigt at ingen andre end jeg ved det er løgn, for det er løgn og det ved jeg og det ved Gud (hvis altså jeg troede på Guds begreber). Jesus fortæller netop om forholdet mellem individet og Gud og ikke om individet og resten af verden. 

Så helt kort; er det Gud og Jesus du mener jeg træder over tæerne? I så fald er der ikke noget at sige til at vi ikke er enige 

Jeg har skam mit på det rene, med den præst der har døbt mig og mine børn. Jeg tror på Jesus som historisk person og jeg tror på filosofien. 

Og som du siger, så er Jesus og Gud tilgivende efter det nye testamente. Jeg er også sikker på de, hvis de eksisterer, kan skelne imellem uvidenhed og hån, for ellers er det ret selvmodsigende.

Sidst men ikke mindst, så er det vigtigste for mig næstekærlighed og jeg bryder mig i den grad ikke om den dømmende holdning der huserer i tråden her. Det er da ikke specielt tilgivende. Det er noget med en bjælke i eget øje 

Jeg ved ikke hvorfor du lader til ikke at tro at jeg har snakket med præsten, for mig er det ikke "bare" at blive døbt, selv om Jeg ikke er kristen som sådan. Selvfølgelig har vi mødtes med præsten inden og diskuteret salmer, hvad der skulle siges mv.

Jeg forstår stadig ikke hvilke andre det er jeg generer? Men jeg tror vi bare må.være enige om at være uenige.

Og så er det store ord "du ved selv hvornår du gør forkert" og den må jeg lade stå og dog tilføje at den største forskel på mig og fundamentalistiske kristne er at jeg ikke bryder mig om at dømme og fordømme andre. Det er helt fundamentalt noget jeg afholder mig fra.