Far vil pludselig ikke have noget med barn at gøre

Liasra skriver:

Jeg har laest traaden og jeg synes du virker meget moden I din kommunikation.

 

Foerst stort TILLYKKE med at du er gravid.

Glaed dig til den lille guldklump kommer til verden. Det er en stor oplevelse.  

Man fortryder ikke de boern man faar, men man kan godt fortryde dem man ikke fik.

Det maa vaere meget haardt at han nu udmelder at han synes du skal faa en abort, men jeg tror han er I panik lige nu.

Til gengaeld er det stort at hans familie gerne vil stoette dig.

Jeg gaetter selvfoelgelig her, men jeg tror ikke der er mange i hans vennekreds der har boern, og det hjaelper maaske ikke ham synderligt. Dermed ikke sagt at det er ok at han ikke vil tage ansvar og at han kan goere lige hvad han vil. Men giv ham tid. Hans foraeldre kan maaske hjaelpe ham med at falde til hans nye rolle som far.

Men at blive en mor eller far er ikke nemt. Nogle er det nemmere for end andre. Saa giv ham tid til at vaenne sig til tanken. Man kan ikke sige at 15 uger er lang tid til at vaenne sig til tanken om at man skal vaere foraeldre.

Derudover saa haaber jeg du har nogle venner der kan stoette dig.
Jeg ved fra en veninde, at der bliver lavet grupper for enlige foraeldre I Kbh omraadet. Spoerg evt jordemoderen om der er en gruppe for donorboern og enlige moedre du kan moedes med.
Jeg ved at den gruppe min veninde var I, der begyndte de at moedes under graviditeten.
Der findes maaske ogsaa nogle grupper paa fb for enlige foraeldre? Gruppen Moedre og Faedre er god til at stille sp om alt mulig mellem himmel og jord. Den gruppe kan vaere god til naar du har en lille baby og gerne vil hoere hvad andre goer eller har gjort
 
Proev at nyd det lille liv der vokser indeni maven og giv tid til at eks kaeresten vender sig til hans nye rolle og identitet. 
Og proev at stoppe bitterheden og utilgivelsen i at slaa rod i dig overfor den kommende far. Det er maaske svaert, men proev. Det bedste er jo klart at han har en plads i dit barns liv uden for meget mudder.  

Stort knus

mange tak for det

jeg ved også bare at hvis jeg havde valgt en abort tidligere ville jeg fortryde det så inderligt! både mig og eksen ønskede os børn. men efter at vi er gået fra hinanden, har han bare fået en helt anden holdning. hvilket jeg er rigtig ked af!

er også rigtig glad for at hans forældre vil støtte mig. det betyder så meget for mig.

nej ingen af hans venner har børn. og jeg tror også at det er en af grundende. håber også at han ændre mening når barnet er født, men hvis han ikke gør, har jeg heldigvis meget støtte fra familie og venner.

jeg ved at der er et sted i Esbjerg hvor man kan komme som enlig forældre. både før og efter fødslen. jeg er blevet tilknyttet en socialrådgiver der kan hjælpe med diverse problemer omkring faderen, hvis det bliver en nødvendighed. der er rigtig mange grupper på Fb for enlige forældre. har også tænkt mig at melde mig ind.

jeg vil  forsøge at nyde graviditeten, og er begyndt at ignorer faderen. det føles som det nemmeste lige nu. så må han komme til mig hvis han vil.

Tennalykke skriver:

præcis. da vi fandt ud af at jeg var gravid blev vi enige om at beholde barnet, og begyndte at glæde os. da vi gik fra hinanden, af andre grunde.  vil han ikke have noget med barnet at gøre, og forstår slet ikke at jeg kan tillade at lade et barn vokse op uden far. han syntes lige frem at jeg er egoistisks.

han indrømmede så at det er fordi at han ikke syntes det er uretfærdigt at han skal betale for et barn han ikke vil have noget at gøre med.

men nu er det jo ikke mig der har lavet reglerne.

Selvfølgelig skal han betale. Ellers kunne han jo bare have beholdt den i bukserne.

Han kan heller ikke kræve at du skal have en abort. Det kan være noget man aftaler i fællesskab. Men det vil ALTID være kvinden der har førsteret og bestemmer over sin egen krop.

--

Jan

Kære dig.

kan sørme godt forstå din forvirring.

jeg kender hverken dig eller din eks, og kan på baggrund af det derfor ikke sige hvad der er rigtigt for dig og dit kommende barn, og ex, men jeg kan fortælle dig lidt om min egen oplevelse, da den nok minder lidt om det du fortæller.

for 20 år siden fik jeg min datter, jeg var alene under hele graviditeten, faderen havde fået valget om han ville være en del af sin datters liv. Og det ville han så ikke. Vi var igennem faderskabstest, både ved alm. Blodprøve, og DNA test. Da hun var ca. 9 mdr. gammel ringede han og ville se hende, han dukke aldrig op til det aftalte tidspunkt. Først tre år senere ringede han igen og ville gerne se hende. Jeg besluttede at det ikke kunne lade sig gøre eftersom at jeg mente og stadig gør at det ikke er sundt for et barn at opleve en on/off-far. Med andre ord så tvilede jeg på om han ville være i stand til på sigt at have en vedvarende kontakt med sin datter. Siden hen har jeg intet hørt fra ham. Jeg mener at man/du skal vælge hvad du mener er bedst for dit barn, ud fra den situation du/i befinder dig/jer i. Stol på dig selv og det du gør. Nu er der lidt tid for den lille trold melder sin ankomst, så du kan se tiden lidt an, måske skal han bare have lidt tid.

og hvis han ikke viser sin interesse for jeres barn, så er det sådan det er. Det betyder ikke at jeres barn ikke vil komme til at trives. Min datter og jeg har tit talt om det ikke at kende sin biologiske far. Min datter har tilmed sagt til mig at det ikke har været så svært og at hun jo har haft en god opvækst. Og det vil du også kunne give dit barn, du lyder da som om at du giver dig, dit kommende barn mange tanker, bekymrende tanker omkring fremtid, faderen osv og det er for mig et sundhedstegn.

et spørgsmål jeg ofte blev stillet var om det ikke var svært at være alene om det hele. Det kan jeg fortælle at det var det ikke, jeg havde jo ikke prøvet andet, så hvad skulle jeg sammenligne med. Tror at man kan klare mere i selve situationen end man aner.

mht. dit eget liv og de tanker der kan være ang. en ny kæreste, uddannelse hvis man ikke har nået det. Jeg var selv kun 20 år da jeg fik min datter, og uden uddannelse og troede det var så godt som umulig at finde en kæreste. Det var det bestemt ikke. Uddannelse tog jeg først lidt senere. 

Idag har jeg fire børn, og alene igen, og under en længerevarende uddannelse igen. Så det kan lade sig gøre, også alene

jeg håber at det kunne give dig lidt ro at høre om en lignende historie der er gået godt. En velfungerende datter som har det godt, er glad for sin opvækst trods ingen kontakt til sin far, og lige afsluttet sin studentereksamen med bravur

knus og varme tanker til dig❤️