Far vil pludselig ikke have noget med barn at gøre

Anonym skriver:

Jeg er ked af, at jeg ikke helhjertet kan støtte og trøste dig - for jeg tror, at du har et bundnaivt billede af, hvordan tingene er, når man skal være enlig mor, det er absolut ikke en dans på roser, og det her er jo bare starten. For nogles vedkommende er det endda en befrielse, hvis faren melder sig ud af barnets liv, så sæt dig til at læse i "enlige"-trådene rundt omkring, så du får et mere nuanceret og realistisk billede af, hvad fremtiden kan bringe, hvis det så bliver bedre i din situation, er det jo bare godt.

Held og lykke med det.

Hvor Søren læser Du det henne i indlægget? 

Til TS: giv ham tid. Måske panikker han. Det er måske uvirkeligt for ham. 

Tennalykke skriver:

Nu sidder jeg her kl lort om natten og har brug for noget moralsk støtte..

Min eks kæreste og jeg er gået fra hinanden. Vi venter barn sammen og jeg er omkring 14 uger henne. 

Fra det ene øjeblik til det andet ønsker eks en pludselig ikke at have noget med barnet at gøre, trods at han har sagt at han ville støtte mig lige meget om jeg beholdte barnet eller ej. Så sent som I går diskutere de vi for sjovt kønnet. Og nu er jeg så lige vågnet op, med en lang besked om at han ikke vil have noget med det ufødte barn at gøre.

 

Har virkelig bare brug for at komme ud med det. Og måske høre fra nogle som har eller står i samme situation. 

 

Det skal siges at jeg kun er 22 og at jeg venter mit første barn. Så er rigtig bange for hvad der skal ske i fremtiden.

Allerførst vil jeg sige STORT tillykke med at du skal være mor! Hvor er det superflot, at du har taget det valg du har Du er sej og det skal du huske, også når det bliver hårdt. Giv faren tid og plads - tror desværre en del mænd kan reagere som han har gjort, men det er vigtigt at giver hinanden en masse rum til lige at affinde sig med situationen, tænker jeg. Alting kan nå at ændre sig! Rigtig meget held og lykke med graviditeten, håber du vil bruge energien på at glæde dig over baby og ikke bekymre dig for meget om ekskæresten, selvom det er hårdt 

En jeg gik på efterskole med, og hendes kæreste var begge 19 da hun blev gravid og han lovede også at støtte hende til trods for at forholdet ikke holdt, men da de opdagede at der var 3 nægtede han at have noget med dem at gøre.

Da de så blev født skulle han køre for hende og da han så dem begyndte han at spørge sine forældre om dem og åbnede op for dem...

Nu er trillingerne efterhånden næsten 6 og han ser dem min. en gang om ugen...

FN skriver:

Allerførst vil jeg sige STORT tillykke med at du skal være mor! Hvor er det superflot, at du har taget det valg du har Du er sej og det skal du huske, også når det bliver hårdt. Giv faren tid og plads - tror desværre en del mænd kan reagere som han har gjort, men det er vigtigt at giver hinanden en masse rum til lige at affinde sig med situationen, tænker jeg. Alting kan nå at ændre sig! Rigtig meget held og lykke med graviditeten, håber du vil bruge energien på at glæde dig over baby og ikke bekymre dig for meget om ekskæresten, selvom det er hårdt 

Mange tak! Er glad for at jeg får lidt posiktiv energi i stedet for de lidt mere alvorlige. Det er præcis det jeg har brug for 

Jeg håber også inderst inde at han ændre mening. Ikke for min skyld med for barnet. Det skal da have lov til at kende sin far 

Ms.Sunshine skriver:

En jeg gik på efterskole med, og hendes kæreste var begge 19 da hun blev gravid og han lovede også at støtte hende til trods for at forholdet ikke holdt, men da de opdagede at der var 3 nægtede han at have noget med dem at gøre.

Da de så blev født skulle han køre for hende og da han så dem begyndte han at spørge sine forældre om dem og åbnede op for dem...

Nu er trillingerne efterhånden næsten 6 og han ser dem min. en gang om ugen...

Er glad for det endte godt for hende og børnene. Håber også inderligt at han kommer til fornuft

Saphiira skriver:

Hvor Søren læser Du det henne i indlægget? 

 

Til TS: giv ham tid. Måske panikker han. Det er måske uvirkeligt for ham. 

Tror jeg også han gør. Giver ham ihvertfald plads til at tænke over tingene.

Min kæreste sagde omkring da jeg var 14 uger henne at han ååååååh savnede familie og venner. ... vi boede 40 km fra og så dem tit.

Jeg flippede en grøn! Og spurgte om han var 15 år ... og så smed jeg ham ud for fulde drøn. I guder et pattebarn ... på 32 år  mærkeligt tidspunkt at servere sådan en på.

Nå men vi forsøgte kort at finde sammen da bebse var født.... men jeg kunne bare ikke, det var et svigt jeg ikke kunne komme mig over.

Så afvent og mærk efter i dig selv 

Mami skriver:

22 år er da ikke "kun"? Det er en super alder at blive mor i, det er hvad man gør det til  

selv var jeg 21 med den første, men nok et andet sted end dig lyder det til  

giv ham lidt tid og begynd at glæd dig alene, prøv at se ham lige pt som en sekundær person, giv ham noget ro så kommer han nok tilbage og hvis ikke så ved du allerede du kan selv  

Min læge har også sagt at det er en god Alder. Og Ja jeg håber da også at han ændre mening når jeg har født. Men Ja ellers må jeg klare det selv. Ved til gengæld at Hans forælde gerne vil støtte mig selv om at han muligvis ikke selv vil være der.

Og det er noget der gør mig rigtig glad. For holder rigtig meget af dem

alenemor42 skriver:

Min kæreste sagde omkring da jeg var 14 uger henne at han ååååååh savnede familie og venner. ... vi boede 40 km fra og så dem tit.

Jeg flippede en grøn! Og spurgte om han var 15 år ... og så smed jeg ham ud for fulde drøn. I guder et pattebarn ... på 32 år  mærkeligt tidspunkt at servere sådan en på.

Nå men vi forsøgte kort at finde sammen da bebse var født.... men jeg kunne bare ikke, det var et svigt jeg ikke kunne komme mig over.

Så afvent og mærk efter i dig selv 

 

Det var da også en underlig udmelding at komme med. Faderen til mit barn er 22 som jeg. Og har også bare en barnlig holdning til det. Måske er han i virkeligheden bare rigtig bange. Men lige nu siger mit hjerte at det er bedst at jeg bare holder ham på afstand. Så må han komme til mig hvis han vil. 

alenemor42 skriver:

Min kæreste sagde omkring da jeg var 14 uger henne at han ååååååh savnede familie og venner. ... vi boede 40 km fra og så dem tit.

Jeg flippede en grøn! Og spurgte om han var 15 år ... og så smed jeg ham ud for fulde drøn. I guder et pattebarn ... på 32 år  mærkeligt tidspunkt at servere sådan en på.

Nå men vi forsøgte kort at finde sammen da bebse var født.... men jeg kunne bare ikke, det var et svigt jeg ikke kunne komme mig over.

Så afvent og mærk efter i dig selv 

 

Smed du ham ud, fordi han fortalte dig, at han savnede nogle bestemte mennesker i sit liv? Der er da forhåbentlig mere i den historie - også, når du ligefrem oplever det som et svigt?