Urimelig??

sscm skriver:

Ja det synes jeg... Så du kan få det hele lidt på afstand, få følt lidt efter og give din kæreste og barn din opmærksomhed....

Du skal sætte dit liv først, ellers ender du med at behage din mor og ende ud med at være taberen i den sidste end.... Hvor du har mistet alt det du havde kært.... Og er endnu mere ødelagt psykisk...

 

Du skal tænke på DIG og DIN lille familie... Det er ikke din opgave at behage eller tage dig af din mor....

Selvom det er så svært når man står midt i det... Jeg ved det.....

 

Jeg bliver aldrig et helt menneske igen, og i en alder 32 år stod jeg pludselig og skulle finde mig, hvem JEG var.... For jeg havde levet som min mor ønskede.... Og da hun døde, stod jeg der... Fyldt med had, svigt, identitets krise, og meget meget andet..... 

 

Jeg vil rigtig gerne skrive privat hvis du vil,( dog først en anden dag da vi er hoppet i seng) mht hvad jeg har oplevet... Noget af det og hvad der har fået mig til at sige fra de gange jeg har gjort det

.. Jeg var desværre nødsaget til kontakt til min mor pga min lillebror.....

 

Du skal tænke på hvor svært det er for ham der elsker dig at se dig blive behandlet sådan, og tro mig de ser og mærker mere end vi selv gør når vi står i det.... Og så vil han ikke udsætte jeres barn for de du er blevet udsat for....

Plus hun virkelig har været så respektløs overfor ham....

 

Dit indlæg satte sig godt fast, det lyder så velkendt og alligevel fjernt, velkendt fordi min kæreste har nævnt det(hvorfor hører jeg ikke på ham ;() og fjernt fordi jeg ikke selv kan se det :/

vil helt klart gerne skrive privat når du lige kan tror det kunne hjælpe mig meget

Diosa85 skriver:

Er glad for du ikke ser det som hårdt. Er ikke min mening at træde på dig nemlig. Ved bare af erfaring at nogle gange skal man høre tingene lidt mere bestemt end andre 

Det er også godt. Man skal altid huske sin barn kommer først. MEN man må heller ikke glemme sig selv i farten. 

Det er en vigtig post han da så har forstået. Men igen. Han må også forstå at bare fordi at han og din mor ikke kan sammen så skal det ikke afholde dig fra at tage jeres barn med derhjem. Han må lærer og forstå at man ikke kan få sin vilje altid. Og hvis du bliver ved med at stå fast på dine holdninger og meninger. Så lærer han det nok også til sidst 

Uden tvivl så var det dit valg. Også derfor jeg sagde at jeg ikke ligefrem bifaldende at hun ville have du fik en abort. For hun burde også være voksen nok til at lade dig træffe dine egne valg. 

Og så som en anden siger. De behøver jo ikke knuselske hinanden. Men de burde begge blive voksne nok til i det mindste at omgås hinanden 

Jeg er ikke så nem at træde på via skrift

det der nok trikker min kæreste rigtig meget et hans søvnproblemer som han skal til at få hjælp til

han vil gøre alt for vores datter men søvnproblemer overtager nogle gange bare alt alt for meget, nok også derfor jeg er lidt bitter, da jeg nogle dage er 100% alene med hende fordi han sover, og lægen vil ikke hjælpe :/

jeg vil også bare have de kan opføre sig pænt de få dage om året de vil ses, men det kan de ikke, min kæreste prøver men min mor!!!! Hun er god til at sige noget uden at gøre det :/

Det kan være din mor blander sig så meget fordi du ikke viser hende at du er blevet voksen?

Jeg synes at både dig og din kæreste lyder til at være meget unge og håndterer konflikterne derefter. 

Du skriver din kæreste siger din mor meget imod - men der er flere måder at fortælle en uenighed på. Man kan jo godt anerkende en andens holdning og samtidig fortælle sin egen holdning. Og så behøver man ikke altid sige imod selvom man er af en anden holdning. 

Og bestemmer din kæreste så over dig i stedet for din mor? Hvorfor bestemmer du ikke selv hvad du synes er rigtigt?

Jeg synes det er synd hvis dit barn bliver frarøvet sin mormor fori din kæreste ikke kan med hende. Og det kan være hun er på en måde overfor dig og din kæreste, men måske er/bliver hun den kærligste mormor som jeres barn når det bliver større vil elske ar komme hos? 

Anonym skriver:

Dit indlæg satte sig godt fast, det lyder så velkendt og alligevel fjernt, velkendt fordi min kæreste har nævnt det(hvorfor hører jeg ikke på ham ;() og fjernt fordi jeg ikke selv kan se det :/

vil helt klart gerne skrive privat når du lige kan tror det kunne hjælpe mig meget

Jeg tror, det er rigtigt vigtigt, at du ikke lader nogen anden afgøre, hvad du skal stille op. Hverken din kæreste, din mor eller nogen herinde. Ingen andre end du kan blive klog på, om det er godt eller skidt for dig at have din mor i dit liv eller i hvilket omfang, du og din datter skal se hende. 

Jeg ser ikke klare tegn på, at din mor manipulerer med dig - dermed ikke sagt, at hun ikke gør det, det kan jeg slet ikke vurdere. Husk, at man også kan manipuleres til at tro, at andre manipulerer med én - og at sandheden altid har mange farver. Hvis du mærker et ønske om at se din mor, og det ikke alene bunder i pligtfølelse, så skal du nok se hende - og lade din datter se hende. Det behøver ikke at være alt eller intet, og hen ad vejen bliver du forhåbentlig bedre til at sige til og fra over for hende, nu du for alvor er begyndt at reflektere over jeres forhold. 

Du er meget ung, og som du selv er bevidst om, er du også meget usikker. Pas nu godt på, du ikke går fra at lade din mor styre til at lade andre bestemme, hvad du skal. Det er sjældent sort/hvidt - din mor har tydeligvis fejl, men det betyder ikke automatisk, at din kæreste har helt igennem ret. 

Jeg mener, der skal rigtigt meget til, før man kapper kontakten til en elsket, og på mig virker du slet ikke sikker på, at det er det rette valg for dig. Pas på ikke at gøre noget forhastet. Giv dig selv tid til at tænke og mærke. 

Mor og meget mere skriver:

Jeg tror, det er rigtigt vigtigt, at du ikke lader nogen anden afgøre, hvad du skal stille op. Hverken din kæreste, din mor eller nogen herinde. Ingen andre end du kan blive klog på, om det er godt eller skidt for dig at have din mor i dit liv eller i hvilket omfang, du og din datter skal se hende. 

Jeg ser ikke klare tegn på, at din mor manipulerer med dig - dermed ikke sagt, at hun ikke gør det, det kan jeg slet ikke vurdere. Husk, at man også kan manipuleres til at tro, at andre manipulerer med én - og at sandheden altid har mange farver. Hvis du mærker et ønske om at se din mor, og det ikke alene bunder i pligtfølelse, så skal du nok se hende - og lade din datter se hende. Det behøver ikke at være alt eller intet, og hen ad vejen bliver du forhåbentlig bedre til at sige til og fra over for hende, nu du for alvor er begyndt at reflektere over jeres forhold. 

Du er meget ung, og som du selv er bevidst om, er du også meget usikker. Pas nu godt på, du ikke går fra at lade din mor styre til at lade andre bestemme, hvad du skal. Det er sjældent sort/hvidt - din mor har tydeligvis fejl, men det betyder ikke automatisk, at din kæreste har helt igennem ret. 

Jeg mener, der skal rigtigt meget til, før man kapper kontakten til en elsket, og på mig virker du slet ikke sikker på, at det er det rette valg for dig. Pas på ikke at gøre noget forhastet. Giv dig selv tid til at tænke og mærke. 

Helt enig! Jeg læser heller ikke at ts's

mor er så frygtelig som nogle ustiller hende. Måske ud fra egne erfaringer, men det er jo ikke nødvendigvis samme situation hos ts. 

Til ts. 

Du skal lære at stole på din egen mavefornemmelse og ikke på hvad din kæreste, mor eller fremmede på nettet siger er det rigtige. 

Du skal mærke hvad det giver dig at have din mor i dit og din datters liv! Jeg læser at du har haft et godt forhold til din mor før du mødte din kæreste eller før du blev gravid. Det er klart at en mor ikke bliver ovenud lykkelig over at hendes 17/18 årige datter er gravid... Hvornår er din kæreste og mor blevet uvenner? Hvis det var i forbindelse med at du blev gravid og han ikke kan komme sig over at hun måske har været lige lovlig meget modstander af jeres valg, så skal de få snakket det igennem og opføre sig som voksne mennesker! Særligt for jeres barns skyld! 

mor:) skriver:

Det kan være din mor blander sig så meget fordi du ikke viser hende at du er blevet voksen?

Jeg synes at både dig og din kæreste lyder til at være meget unge og håndterer konflikterne derefter. 

Du skriver din kæreste siger din mor meget imod - men der er flere måder at fortælle en uenighed på. Man kan jo godt anerkende en andens holdning og samtidig fortælle sin egen holdning. Og så behøver man ikke altid sige imod selvom man er af en anden holdning. 

Og bestemmer din kæreste så over dig i stedet for din mor? Hvorfor bestemmer du ikke selv hvad du synes er rigtigt?

Jeg synes det er synd hvis dit barn bliver frarøvet sin mormor fori din kæreste ikke kan med hende. Og det kan være hun er på en måde overfor dig og din kæreste, men måske er/bliver hun den kærligste mormor som jeres barn når det bliver større vil elske ar komme hos? 

Min mor har svært ved jeg er blevet voksen før min storebror, han er sn

art 22, bor hjemme og det eneste han betaler til er kostskole(hvis kommunen ikke gør), tøj og hvis han vil have noget når han er på skole

min kæreste og hans søster i hvertfald er meget øh, det jeg mener er rigtigt og de giver sig kun hvis man beviser det modsatte :/

jeg vil rigtig gerne have min mor og datter for det godt sammen, også så har hun en mormor og en farmor, og den ene har ikke set hende mere end den anden i et stort omfang 

Mor og meget mere skriver:

Jeg tror, det er rigtigt vigtigt, at du ikke lader nogen anden afgøre, hvad du skal stille op. Hverken din kæreste, din mor eller nogen herinde. Ingen andre end du kan blive klog på, om det er godt eller skidt for dig at have din mor i dit liv eller i hvilket omfang, du og din datter skal se hende. 

Jeg ser ikke klare tegn på, at din mor manipulerer med dig - dermed ikke sagt, at hun ikke gør det, det kan jeg slet ikke vurdere. Husk, at man også kan manipuleres til at tro, at andre manipulerer med én - og at sandheden altid har mange farver. Hvis du mærker et ønske om at se din mor, og det ikke alene bunder i pligtfølelse, så skal du nok se hende - og lade din datter se hende. Det behøver ikke at være alt eller intet, og hen ad vejen bliver du forhåbentlig bedre til at sige til og fra over for hende, nu du for alvor er begyndt at reflektere over jeres forhold. 

Du er meget ung, og som du selv er bevidst om, er du også meget usikker. Pas nu godt på, du ikke går fra at lade din mor styre til at lade andre bestemme, hvad du skal. Det er sjældent sort/hvidt - din mor har tydeligvis fejl, men det betyder ikke automatisk, at din kæreste har helt igennem ret. 

Jeg mener, der skal rigtigt meget til, før man kapper kontakten til en elsket, og på mig virker du slet ikke sikker på, at det er det rette valg for dig. Pas på ikke at gøre noget forhastet. Giv dig selv tid til at tænke og mærke. 

Jeg prøver vende det mange gange inden jeg bestemmer mig 

det er en god og dårlig ting at have min mor i mit liv, går tingende ikke efter hendes hoved ja så er det min kæreste som er skyld i det

jeg vil gerne besøge min mor, nogle gange for at være sammen med hende andre fordi hun har min gamle hund, hvilket er en anden historie om at hun på nogle punkter kan være alt for overbevisende for mon bror :/

!! Alle sammen !!

skal lige siges at den eneste grund til jeg er begyndt at se min mor mere er fordi i sidste måned fik hun afvide hun har for højt kolesterol i blodet og forhøjet blodtryk, hun har lagt hele sin kost om men jeg er blevet så bange for at det går ligeså stærkt spm da mon mormor fik konstateret dement i pandelapperne, det gik kun 1-2 år så vidste hun ikke hvem jeg var, har ikke set hende siden, så er bange for min mor hurtigt for det værre :/

Jeg bliver ved med at vende tilbage til tråden selvom jeg egentlig slet ikke ved hvad jeg skal skrive eller jo ske ved jeg det, men ved også det kan lyde helt skævt og måske lidt hårdt. Jeg har læst svarene igen og igen og bliver ikke klogere.

Først vil jeg sige, nej du er ikke urimelig. Det var dit udgangsspørgsmål, er du urimelig fordi du vil have jeres datter med til din mors fødselsdag - nej for pokker du er ikke urimelig. Kan godt være din kæreste ikke bryder sig om din mor, det kan godt være hun har behandlet ham skidt mm. Men hvis DU ønsker at have din mor i dit og jeres datters liv, så er det dit valg. Din kæreste kan fravælge hende i sit liv, men ikke i dit og ikke i jeres datters. Hvad han derimod kan er at være der for dig hvis din mor vitterlig er så slem og hjælpe dig op igen når du falder. Så nej du er absolut ikke urimelig og jeg håber du tager til din mors fødselsdag med jeres datter hvis det er dit ønske.

Og så alle de andre tanker. Du skriver et sted din mor føler du bruger din datter mod hende - det gør du også. Din mor lever med en trussel over hovedet om ikke at må se sit barnebarn - tænk at elske en lille skat og vide: et skridt ved siden af så ser du ikke den du elsker. Min mor nævnte det, da jeg fik den første - hun kendte nogen der ikke måtte se deres barnebarn, nogen hvor det svingede om de måtte se eller ej. Og jeg gav et løfte som jeg aldrig vil bryde: jeg kan blive ravende uvenner med min mor, hade hende men jeg vil aldrig frarøve mine børn retten til at se hende, kan være jeg nægter at se hende men jeg vil altid støtte de har hende som mormor (okay hvis hun nu slog den ene ihjel eller misbrugte dem seksuelt ville jeg nok bryde løftet ). Din mor kan være djævlen i forklædning, men det er rigtigt I bruger barnebarnet mod hende.

Så fortæller du en historie hvor der garanteret er tusind nuancer og ingen af os kender alle nuancerne, alle siderne af historien osv. Men jeg kunne sagtens skrive den fra en anden side og få en masse svar som tog mors side for det handler om øjnene der ser det. Hvad om jeg beskrev en mor, der stod med umoden 17 årig, der var i et i mine øjne usundt forhold, hvor hendes kæreste havde en del problemer med sin søvn, hvor min datter skulle gå på listetæer for han ikke flippede og nu er hun gravid. Jeg ønsker bare at gøre det rigtige og derfor har jeg valgt jeg hjælper hende med at få aborten, jeg vil endda køre hende til sygehuset og være der for hende i hele processen? Skrev jeg sådan så er det en helt anden historie end den du fortæller og alligevel kan det være præcis samme historie bare med en andens øjne. (Og måske er det overhovedet ikke sådan din mor har tænkt, men det var bare fordi jeg bliver lidt puha pas på med bare at sig: moren er dum, og det er rigtigt at skære hende fra jeres liv).

Håber du lærer at mærke efter hvad du vil og lade hverken mor eller kæreste bestemme.

lineog4 skriver:

Jeg bliver ved med at vende tilbage til tråden selvom jeg egentlig slet ikke ved hvad jeg skal skrive eller jo ske ved jeg det, men ved også det kan lyde helt skævt og måske lidt hårdt. Jeg har læst svarene igen og igen og bliver ikke klogere.

Først vil jeg sige, nej du er ikke urimelig. Det var dit udgangsspørgsmål, er du urimelig fordi du vil have jeres datter med til din mors fødselsdag - nej for pokker du er ikke urimelig. Kan godt være din kæreste ikke bryder sig om din mor, det kan godt være hun har behandlet ham skidt mm. Men hvis DU ønsker at have din mor i dit og jeres datters liv, så er det dit valg. Din kæreste kan fravælge hende i sit liv, men ikke i dit og ikke i jeres datters. Hvad han derimod kan er at være der for dig hvis din mor vitterlig er så slem og hjælpe dig op igen når du falder. Så nej du er absolut ikke urimelig og jeg håber du tager til din mors fødselsdag med jeres datter hvis det er dit ønske.

Og så alle de andre tanker. Du skriver et sted din mor føler du bruger din datter mod hende - det gør du også. Din mor lever med en trussel over hovedet om ikke at må se sit barnebarn - tænk at elske en lille skat og vide: et skridt ved siden af så ser du ikke den du elsker. Min mor nævnte det, da jeg fik den første - hun kendte nogen der ikke måtte se deres barnebarn, nogen hvor det svingede om de måtte se eller ej. Og jeg gav et løfte som jeg aldrig vil bryde: jeg kan blive ravende uvenner med min mor, hade hende men jeg vil aldrig frarøve mine børn retten til at se hende, kan være jeg nægter at se hende men jeg vil altid støtte de har hende som mormor (okay hvis hun nu slog den ene ihjel eller misbrugte dem seksuelt ville jeg nok bryde løftet ). Din mor kan være djævlen i forklædning, men det er rigtigt I bruger barnebarnet mod hende.

Så fortæller du en historie hvor der garanteret er tusind nuancer og ingen af os kender alle nuancerne, alle siderne af historien osv. Men jeg kunne sagtens skrive den fra en anden side og få en masse svar som tog mors side for det handler om øjnene der ser det. Hvad om jeg beskrev en mor, der stod med umoden 17 årig, der var i et i mine øjne usundt forhold, hvor hendes kæreste havde en del problemer med sin søvn, hvor min datter skulle gå på listetæer for han ikke flippede og nu er hun gravid. Jeg ønsker bare at gøre det rigtige og derfor har jeg valgt jeg hjælper hende med at få aborten, jeg vil endda køre hende til sygehuset og være der for hende i hele processen? Skrev jeg sådan så er det en helt anden historie end den du fortæller og alligevel kan det være præcis samme historie bare med en andens øjne. (Og måske er det overhovedet ikke sådan din mor har tænkt, men det var bare fordi jeg bliver lidt puha pas på med bare at sig: moren er dum, og det er rigtigt at skære hende fra jeres liv).

Håber du lærer at mærke efter hvad du vil og lade hverken mor eller kæreste bestemme.

Min kæreste fik først søvnproblemer op til sin eksamen hvor jeg havde født, desværre har hverken læge eller andre noget hjælp til han, jo muligvis skolen han skal på men det er et sats

hans temperament følger de mange timer han er i søvn underskud :/

men ja som du giver et fint eksempel på, mange nuancer så det er meget svært