Jeg overlevede fordi ilden i mig brændte stærkere end ilden omkring mig
Jeg har været ufattelig heldig at have alle mine bedsteforældre meget tæt inde på livet. Samtidigblev de indbyrdes venner, og har altid fejret f.eks. jul med dem alle.
Min farmor døde, da jeg var 8 i 1989. Hun blev 59, og døde af brystkræft, som hun kæmpede mod i 5 år.
Min farfar døde i 2003, og blev 73. Han faldt bare om en dag, under en gåtur med min mormor og morfar - en ufattelig smuk majdag faktisk. Han var superfrisk, gik, løb og cyklede stadig, ordnede alt på sit hus selv osv. Absolut ikke en, der barefalder om. Men det gjorde han så.
Min mormor er pt. 78. Hun skal herfra indenfor en ret kort tidshorisont. Hun har lige fået konstateret lungekræft med spredning til lever og galdeblære. Det knuser mit hjerte hver dag - hun er muligvis gammel, men der ville have været mange gode år i hende endnu. Og ingen fortjener at dø af den sygdom. Jeg håber, at hun sover stille ind en nat, inden sygdommen æder hende helt op.
Min morfar er 81, og lever med nogle småskavanker fra sin alder. Han kommer jævnligt og ordner have for os, så han er stadig i fuld gang. Når min mormor er væk, tror jeg han dør af savnet.
Jeg har meget med min mormor og morfar at gøre. Ser dem mindst en gang om ugen, og snakker med dem om mange ting. Serdem mere, end min egen mor - og Caroline har et tættere forhold til dem, end til nogen af sine bedsteforældre. Så lige meget hvilken alder de når, vil jeg mangle dem ufatteligt i mit liv, når de er væk. Ligesom jeg savner min farfar hver dag, og er rigtig ked af, at han ikke nåede at møde Caroline, som ville være hans første oldebarn. Han havde været så stolt.
Anmeld