Hvordan får jeg sagt fra?

Anonym skriver:

Ja det lyder godt nok heller ikke rart. Og man har jo ikke lyst til at gøre nogen ked af det. Hvor lang tid gik der inden hun forstod dit budskab?

Jeg er begyndt at nærmest løbe ind når jeg ser hende. Det har så resulteret i at hun også løber så jeg ikke kan nå at slippe væk.

Det du beskriver løber mig koldt ned af ryggen. Med at en afvisning bliver opfattet som invitation. Idag sagde jeg at jeg havde travlt for jeg skulle skynde mig at hente min søn på skolen. Så svarer hun bare, jamen skal du på arbejde så kan jeg bare hente ham.

Det kan jeg faktisk ikke huske. Jeg husker mest den første gang, jeg bad hende gå hjem, det var ikke nemt. Men de efterfølgende gange sagde jeg det bare automatisk. Det var rart, da jeg endelig sagde fra og ikke længere lød hende overskride mine grænser. 

SandraXOXO skriver:

Jeg havde bare behandlet hende som jeg behandler enhver anden voksen der ikke forstår en fin eller mindre fin hentydning. "Jeg vil ikke ha flere venner, jeg vil ikke ha du glor på mig, mine børn eller nærmer dig mit hus eller have, og hvis du ikke holder dig selv og din uopdragne hund på egen grund, så klager jeg over dig! Er det forstået?!" Får hun besøg af nogle fra kommune eller lign så ville jeg lige fange dem når de var der, og forklare problemet der også. Og ellers må du jo kontakte politiet. Det er jo en form for chikane, især når du ikke engang trygt kan trække gardinerne fra i dit eget hjem længere. Held og lykke, håber du slipper af med hende snart! 

Det er et godt svar du kommer med tak. Jeg er bange for at det er utroligt svært for myndigheder (politi, kommune) at gøre noget ved, hun gør jo ikke nogen ondt med vilje, eller er voldelig eller truende. Det er også absolut sidste mulighed at melde til politiet. Uanset hvad er det ikke rart at melde en nabo man ser hver dag, til politiet.

Hun har fortalt at mange har meldt hendes hunde fordi de står og gør meget ofte.  Det har så resulteret i at hun har tv og radio til at køre på høj styrke, har nogen duftspredere til dyr i stikkontakten der udsender beroligende stoffer og sidst men ikke mindst er hun begyndt at sprøjte noget beroligende naturmedicin i deres mad. Hun siger dyrlægen har anbefalet det, meen den hopper jeg ikke helt på. Anyway hundene gør stadig.

Jeg arbejder ofte hjemmefra, arbejder noget dage i udlandet og har så efterfølgende fridage og jeg elsker mit arbejde, hvor jeg arbejder meget selvstændigt. Det betyder jo at jeg er meget hjemme, og derfor bliver hun jo en ekstra plage.

Jeg har indset at jeg er nød til at afskære kontakten helt til hende. Hun forstår ikke at man kan snakke en gang imellem+hun har jo ikke noget fornuftigt at snakke om.

Jeg har sovet dårligt i nat pga det. Havde mareridt om at hun skulle flytte ind hos mig.

Hun har allerede banket på en gang idag, hvor jeg ikke åbnede. Jeg skal nu ud og hænge vasketøj op, og der ved jeg bare at hun kommer og jeg har ikke helt klarlagt endnu hvad jeg vil sige til hende.

Jeg har skrevet ovenover, hvad min plan er. 

Mor i Aarhus skriver:

Det kan jeg faktisk ikke huske. Jeg husker mest den første gang, jeg bad hende gå hjem, det var ikke nemt. Men de efterfølgende gange sagde jeg det bare automatisk. Det var rart, da jeg endelig sagde fra og ikke længere lød hende overskride mine grænser. 

Nej det er virkelig ikke rart at skulle være så afvisende. Men det er jo heller ikke rart, at ens grænser gang på gang bliver overtrådt.

Ofte svarer jeg slet ikke på det hun siger, når jeg har sagt jeg ikke har tid. Jeg er faktisk så afvisende og ignorant(jeg arbejder videre og lader som om hun ikke er der), at jeg ikke fatter hun gider snakke til mig. Jeg ville ikke bruge et minut på en med den opførsel.

Hende du omtaler, gik hun når du sagde hun skulle gå? For det gør hende her jo ikke. Hun bliver bare stående eller følger efter mig.

Jeg har også foreslået hende at finde en interesse hun kan gå til. At hun enten kan søge om en besøgsven eller selv blive det. At hun kan måske finde noget frivilligt arbejde. Hun har jo intet at give sig til. Eller jo de har mange dyr men de bliver ikke passet ordenligt efter min mening. Og hendes mand vil ikke snakke med hende. Jeg kan til gengæld ofte høre at han råber og skriger nedladende ad hende.

Åh ha det er godt at få det ud, selvom der er meget mere end jeg har skrevet her på siden.

Tak for dine svar

Anonym skriver:

Nej det er virkelig ikke rart at skulle være så afvisende. Men det er jo heller ikke rart, at ens grænser gang på gang bliver overtrådt.

Ofte svarer jeg slet ikke på det hun siger, når jeg har sagt jeg ikke har tid. Jeg er faktisk så afvisende og ignorant(jeg arbejder videre og lader som om hun ikke er der), at jeg ikke fatter hun gider snakke til mig. Jeg ville ikke bruge et minut på en med den opførsel.

Hende du omtaler, gik hun når du sagde hun skulle gå? For det gør hende her jo ikke. Hun bliver bare stående eller følger efter mig.

Jeg har også foreslået hende at finde en interesse hun kan gå til. At hun enten kan søge om en besøgsven eller selv blive det. At hun kan måske finde noget frivilligt arbejde. Hun har jo intet at give sig til. Eller jo de har mange dyr men de bliver ikke passet ordenligt efter min mening. Og hendes mand vil ikke snakke med hende. Jeg kan til gengæld ofte høre at han råber og skriger nedladende ad hende.

Åh ha det er godt at få det ud, selvom der er meget mere end jeg har skrevet her på siden.

Tak for dine svar

 

Jeg ved godt det er drastisk, men er der mulighed for at flytte væk fra problemet? Det lyder ikke som om du nogensinde får fred fra hende medmindre du får et politihold. Altså ikke flytte til en ny by, men flytte til et andet område, så slipper i også for hendes hunde. 

Jeg kan godt fortå, at du ikke har lyst til at gøre hende ked af det, men lige nu er det jo hende der gør  dig "ked af det" og overskrider dine grænser. Hvorfor synes du at det er mere ok at du bliver ked af det, end at hun bliver det? Jeg ved godt, at det er sat på spidsen, men jeg synes alligevel at det illustrerer situationen ret godt. Ved at tage hensyn til hendes følelser, negligerer du dine egne følelser og grænser, og det er jo ikke holdbart 

Selvom det ikke er sjovt, bliver du nødt til at sætte dig selv først og sige klart fra overfor hende. Du har prøvet på flere måder, og det hjælper ikke, så det lader til, at den eneste mulige måde er at finde grovfilen frem. 

Jeg tror det er på tide at være hård og kontant. Sige til hende at du ikke vil være hendes ven og at hun ikke skal komme over til dig/snakke med dig.

Du har prøvet alt andet og sådan ville man normalt ikke snakke til andre, men hun forstår tydeligvis ikke det andre ville forstå og så er det løsningen. Hun må være socialt handikappet.

Anonym skriver:

Nej det er virkelig ikke rart at skulle være så afvisende. Men det er jo heller ikke rart, at ens grænser gang på gang bliver overtrådt.

Ofte svarer jeg slet ikke på det hun siger, når jeg har sagt jeg ikke har tid. Jeg er faktisk så afvisende og ignorant(jeg arbejder videre og lader som om hun ikke er der), at jeg ikke fatter hun gider snakke til mig. Jeg ville ikke bruge et minut på en med den opførsel.

Hende du omtaler, gik hun når du sagde hun skulle gå? For det gør hende her jo ikke. Hun bliver bare stående eller følger efter mig.

Jeg har også foreslået hende at finde en interesse hun kan gå til. At hun enten kan søge om en besøgsven eller selv blive det. At hun kan måske finde noget frivilligt arbejde. Hun har jo intet at give sig til. Eller jo de har mange dyr men de bliver ikke passet ordenligt efter min mening. Og hendes mand vil ikke snakke med hende. Jeg kan til gengæld ofte høre at han råber og skriger nedladende ad hende.

Åh ha det er godt at få det ud, selvom der er meget mere end jeg har skrevet her på siden.

Tak for dine svar

 

Når jeg sagde at jeg gerne ville have at hun gik, så gik hun. I starten spurgte hun hvorfor, hvad skal du osv. Jeg gentog at jeg gerne ville have at hun gik. At forslå hobby, frivilligt arbejde, at finde nogle venner, kan opfattes som om at du er interesseret i hende. Bed hende gå og intet andet

Kan godt forstå det må være frustrerende! Tænker at du må være lige så hård og kontant som de andre naboer har været, for det er tilsyneladende det eneste der virker, dem taler hun jo ikke til længere. Jeg ved godt det er svært. Jeg havde engang en paranoid skizofren underbo som hørte lyde oppe fra mig. Han blev ved med at smide breve ind til mig om at stoppe larmen (det var kun i hans hoved der var larm) og stoppede mig på gaden og bad mig stoppe med at larme. Det var enormt ubehageligt og da jeg ringede til politiet, sagde de, at jeg måtte ringe hvis han gjorde mig noget (som i fysisk gjorde mig noget), for det er jo ikke ulovligt at sende breve til folk eller snakke til dem på gaden. Super frustrerende. Følte mig så utilpas i mit eget hjem. 

Jeg håber du finder en løsning og opdaterer os om situationen 

Tænker du skal blive ved med at gentage dig selv og så sige  : KAREN. Jeg vil gerne have du går hjem nu.. og hvis hun så bliver stående. Så sig: Karen det er ikke særlig høfligt at stå og glo på folk- jeg vil gerne have går hjem nu. Blir hun stadig: karen nu skal du gå hjem. (Tog bare lige et navn)

Hvordan er det gået siden sidst?