Tutter92 skriver:
Nu er jeg af den tro at en baby ikke har nogen tidsfornemmelse, så når du siger 1 time eller 2 hænger det for mig slet ikke sammen. Og igen, baby sover det meste af tiden alligevel. Så hvis ts har fået baby passet i 5 timer, har den måske fået mad 1 gang, og sover så igen. Så hvad er problemet helt præcist ? 
Først må jeg lige sige, jeg ingen problemer ser i det ts har gjort - ville ikke selv kunne gøre det samme, og blev jeg presset til det ville jeg savne sp jeg fik fysisk ondt. Det betyder ikke jeg synes det er forkert at ts gør det og at ts ikke savner, blot en konstatering af vi er forskellige.
Det jeg opponerer mod, er troen på at det er ligegyldigt. Den lille nyfødte forstår alligevel ingen ting, og som du skriver har ingen tidsfornemmelse.
Nej den nyfødte forstår ikke: mor er gået, hun er væk så længe og jeg savner hende. Men den nyfødte oplever rent instinktivt: lugten, lyden og følelsen af den som er tryghed, som er en næsten garanti for min overlevelse er væk. Den nyfødte vil rent instinktivt blive utryg formodentlig reagere ved at blive enten helt stille eller give lyde for at se om det kan tiltrække den tryghed igen. Og jo så er der jo forskel på om den nyfødte er i denne utryghedsoplevelse i 2 timer eller 12 timer, for rent fysisk er der en forskel på 2 eller 12 timer med mindre vi bliver helt relativistiske og siger tidsforskellen kun er der fordi vi skaber den - men den ekstreme relativisme har jeg taget afstand fra selvom den er sjov at fundere over og lege med 
de første par måneder er mennesket mere som en reptil, hvor der ikke er så mange tanker og så mange tilstande. Der er i balance, tryghed, nu overlever jeg - det er når den nyfødte oplever trygheden og her lugte og lyde essentielle ikke genkendelse via synet, plus selvsagt mad når det lille barn føler sult osv. Så er der den anden tilstand: red alert, jeg overlever måske ikke, hvad gør. En reptil gør en af to: jeg spiller død, jeg løber. Baby vil formodentlig have en 3. Jeg kalder...
At fastholde at den lille nyfødte bare er alla en dukke uden de instinkter forstår jeg ikke. Men jeg forstår godt man siger, nu lever vi i 2015, jeg ved min nyfødte ikke tager skade af at være uden mig et par timer især når der er omsorgsfulde andre voksne mennesker, sådan ville det jo også have været for 10.000 år siden, da jeg formodentlig skulle ud og finde føde.
Jeg vil egentlig også sige: slet ikke savner? Jamen det går også imod det instinktive, for mødrene skal savne for de skal søge at gøre det hurtigt og komme hjem og beskytte baby igen. Men måske fordi vi nu ved en anden beskytter lige så godt som mig kan vi give slip på det instinkt - jeg kunne ikke og oplevede vitterligt en gang den fysiske reaktion. Og det var endda først da han var over 4 mnd, og jeg var sammen med den atore og vi var væk max 3 timer - den sidste halve time begyndte mit hjerte at hamre som jeg var angst, og kunne slet ikke fokusere på nuet men kun på hvordan kommer jeg hurtigt hjem, og jeg havde ondt helt fysisk ondt....
Så nej jeg siger ikke, og synes faktisk heller ikke andre gør det, at ts skader sit barn. Men jeg siger, at nej det er ikke hip som hap for den nyfødte hvem den er sammen med og hvis den ikke skal være sammen med de primære personer, så er det heller ikke hip som hap hvor længe de primære personer bliver væk. Ikke fordi det skader, men fordi det lille barn rent faktisk føler noget helt instinktivt.
