Eksperthjælp: Frabede sig studerende under fødslen

lineog4 skriver:

Jeg har immitmforløb mødt mange forstående og mangr knapt så forstående.

Den første jordemoder jeg mødte i konsultation, spurgte undrende: kunne man amme DET, da jeg sagde jeg havde ammet begge børn. Jeg har mødt en sundhedsplejerske der forklarede mig jeg da ikke kunne regne min døde datter med som et barn. Jeg har mødt en læge der et halvt år efter jeg mistede min datter  fortalte mig, at kan man ikke klare tanken om er barn kan dø så må man lade være at få børn, en udskrivningsamtale der gik på jeg forlangte for meget (de havde lovet at tjekke min søns iltmætning) for man kunne jo se han var rask (næsten de samme ord de havde brugt 11 mnd tidligere) og jeg kunne blive ved. 

Ja de skal have prøveklude, og jeg agerede og har ageret som sådan i hele mit liv når de spurgte, men lige der var jeg en milimeter fra depressionen, en milimeter fra at opgive at holde sammen på mig selv - så må indrømme jeg ikke forstår hvorfor det skulles læres mere lige der.

Får  da helt ondt i maven af at læse om dine  oplevelser. Giver dig helt ret i det bare ikke er alle situationet hvor de er nødt til at lære . Der kommer patienten bare først. 

l.kjoeller skriver:

Får  da helt ondt i maven af at læse om dine  oplevelser. Giver dig helt ret i det bare ikke er alle situationet hvor de er nødt til at lære . Der kommer patienten bare først. 

Det skal du nu ikke have for mødte mindst lige så meget gode mennesker i systemet  og jeg var "heldig" jeg var følelseskold og apatisk så gjorde ikke det store. Hvor de fleste jeg kender der har mistet var fyldt med en kæmpe angst i graviditeten og især ved fødslen.

Min mening er nok bare det er de stærke skuldre der skal bære, og jeg yder gerne dobbelt for at de med de svage skuldre ikke skal. 

lineog4 skriver:

Undskyld hvis jeg lyder vred, er jeg slet ikke. Men jo jeg vil kæmpe for de svage (og det var jeg så også den dag) måske ikke er dem der skal bære, måske ikke lige den dag skal være dem der yder men blot dem der nyder. Så kan man jo yde hele resten af livet.

Men vred er jeg ikke. Der er 7 år siden, har haft endnu en fødsel og i det forløb havde jeg overskuddet til at forklare hvordan det havde været og blev heldigvis mødt med en stor forståelse og en undren fra systemer selv over man havde valgt fx den studerende i den situation. Så jeg fik gjort mit til man i systemet måske tænker over det næste gang man står i det.

Modsat det du skriver tror jeg nemlig ikke man som studerende lærer særlig meget i der sårbare forløb, jeg tror det at kunne magte det sårbare forløb kommer med den tryghed erfaring giver. 

Argh! Verdamt- så lige en sidste kommentar da. 

Godt du ikke er vred!

Men det er jo præcis derfor jeg skriver at man måske kunne sige nej hvis man før har sagt ja! At man i så fald kunne nyde fordi man så havde ydet noget. Men det var heller ikke ment som et gennemtænkt bud på hvordan det kunne løses- blot en hurtig tanke jeg fik tidligere i debatten.

Og til det sidste; netop fordi trygheden og roen kommer med erfaringen med at håndtere de sværeste tilfælde, er det vigtigt de studerende ser de svære tilfælde så meget som muligt - for ellers kan de komme ud til et fuldstændig forvrænget billede af hvordan virkeligheden ser ud. 

Jeg synes selv jeg fagligt er inde over nogle rigtig svære, tunge, hårde sager for tiden som jeg næsten ikke ved hvordan jeg skal tackle, for det indgik ikke i min praktik. Ville sådan ønske at jeg havde set noget af det for jeg er ret frustreret over at jeg gerne vil hjælpe dem så godt som muligt, men på den anden side ved jeg at en anden med mere erfaring sandsynligvis ville gøre det bedre end jeg.  Og det huer mig ikke for det er patienten det går ud over i sidste ende. Derfor - netop fordi jeg bekymrer mig om de svageste, er det meget vigtigt for mig at andre får så god en oplæring som muligt! Men så må den professionelle (vejlederen) være den der sørger for at den studerende jokker så lidt i spinaten som muligt og være den der udadtil viser at have det overordnede ansvar. Og at få afklaret eventuelle misforståelser som den studerende kan skabe ved fx at sige han/hun ikke kan høres hjertelyd. 

Nå, nu har min kæreste skældt ud i 1 time fordi jeg skriver i stedet for at se film med ham

Jeg tjekker ud

Spunken84 skriver:

Men det er så én oplevelse ud af en milliard! Jeg synes du virker til at vende din vrede mod mig lige nu - så jeg stopper diskussionen her inden det bliver groft. 

Jeg har stadig den samme mening uanset hvor mange frygtelige oplevelser man end måtte have haft. Det ændrer ikke på min opfattelse af at hvis man gerne vil nyde godt af de goder vi har (og vi er faktisk meget priviligerede i DK, hvorfor ufølsomme JM i mine øjne er bagateller ift de forhold der hersker i fx ulande) ja så må man også yde!

Synes på ingen måde det virker til hun vender det mod dig. Men kan godt forstå hvis det må være frustrerende  hvis folk taler for at det er vigtigste er at de skal lære i så sårbar en situation som hun var i. Under en fødsel er det hammer vigtigt  man er i balance jo og i det tilfælde  hun var ude for ved den studerende hvor man end ikke har ressourcer til at sige fra når der vades i tabet på så forkert en måde er det klart et fejlskøn at indlæringen  er vigtigst. For der taber de fuldstændig  moderen på gulvet hviket sætter baby i risiko. Ikke sikker på jeg kunne have undgået at få den kære studerende til at græde med nogle gloser om inkompetence hvis det var mig . Og så vil den fødsel blot have været endnu en dårlig  oplevelse for både mor og studerende. Man bør have ret til at vælge synes jeg godt nok. Ville sige det grænser til overgreb ikke at respektere det i så gralt et tilfælde.  

Spunken84 skriver:

Argh! Verdamt- så lige en sidste kommentar da. 

Godt du ikke er vred!

Men det er jo præcis derfor jeg skriver at man måske kunne sige nej hvis man før har sagt ja! At man i så fald kunne nyde fordi man så havde ydet noget. Men det var heller ikke ment som et gennemtænkt bud på hvordan det kunne løses- blot en hurtig tanke jeg fik tidligere i debatten.

Og til det sidste; netop fordi trygheden og roen kommer med erfaringen med at håndtere de sværeste tilfælde, er det vigtigt de studerende ser de svære tilfælde så meget som muligt - for ellers kan de komme ud til et fuldstændig forvrænget billede af hvordan virkeligheden ser ud. 

Jeg synes selv jeg fagligt er inde over nogle rigtig svære, tunge, hårde sager for tiden som jeg næsten ikke ved hvordan jeg skal tackle, for det indgik ikke i min praktik. Ville sådan ønske at jeg havde set noget af det for jeg er ret frustreret over at jeg gerne vil hjælpe dem så godt som muligt, men på den anden side ved jeg at en anden med mere erfaring sandsynligvis ville gøre det bedre end jeg.  Og det huer mig ikke for det er patienten det går ud over i sidste ende. Derfor - netop fordi jeg bekymrer mig om de svageste, er det meget vigtigt for mig at andre får så god en oplæring som muligt! Men så må den professionelle (vejlederen) være den der sørger for at den studerende jokker så lidt i spinaten som muligt og være den der udadtil viser at have det overordnede ansvar. Og at få afklaret eventuelle misforståelser som den studerende kan skabe ved fx at sige han/hun ikke kan høres hjertelyd. 

Nå, nu har min kæreste skældt ud i 1 time fordi jeg skriver i stedet for at se film med ham

Jeg tjekker ud

 

Jeg er bare ikke sikker på du kan lære det andet end ved at gøre det tusind gange. Og ja måske det er godt at starte når du er studerende, eller også må man bare se i øjnene der er sårbare mennesker hvor de erfarne sættes på - og med erfarne mener jeg ikke erfaring med det svære men slet og ret erfaring, for erfaring giver ro.

Jeg ville faktisk have en stor forståelse for der havde været en studerende med som føl til den fødsel, som en flue på væggen. Men ikke som den styrende med de fejl der nu følger med når man er studerende. Ikke som den der skulle prøve, snakke højt om sine fund osv. Men meget gerne som en observatør - ja alle skal lære men nogen gange må hensynet til patienten, brugeren, mennesket komme først. 

Og nej der skal lidt mere til at gøre mig vred  jeg har faktisk kun i alt det her blever rigtig vred på den sundhedsplejerske der ville diskutere med mig om hvorvidt et dødt barn var et barn man talte med nær man sagde hvor mange bærn man havde. Og blev endda først sur da hun for 3. Gang med meget fast stemme sagde: nu måtte jeg forstå at ingen ville mene jeg havde 4 børn 

men jeg er af den overbevisning i næsten alle henseender i livet at de stærke skuldre bærer for de svage. Og selvom vi alle bør yde, så er der perioder i vores liv hvor vi er er de svage og andre må yde for os. Derfor yder jeg også gerne dobbelt når mine skuldre er stærke, hvilket de heldigvis er for det meste.

lineog4 skriver:

Jeg er bare ikke sikker på du kan lære det andet end ved at gøre det tusind gange. Og ja måske det er godt at starte når du er studerende, eller også må man bare se i øjnene der er sårbare mennesker hvor de erfarne sættes på - og med erfarne mener jeg ikke erfaring med det svære men slet og ret erfaring, for erfaring giver ro.

Jeg ville faktisk have en stor forståelse for der havde været en studerende med som føl til den fødsel, som en flue på væggen. Men ikke som den styrende med de fejl der nu følger med når man er studerende. Ikke som den der skulle prøve, snakke højt om sine fund osv. Men meget gerne som en observatør - ja alle skal lære men nogen gange må hensynet til patienten, brugeren, mennesket komme først. 

Og nej der skal lidt mere til at gøre mig vred  jeg har faktisk kun i alt det her blever rigtig vred på den sundhedsplejerske der ville diskutere med mig om hvorvidt et dødt barn var et barn man talte med nær man sagde hvor mange bærn man havde. Og blev endda først sur da hun for 3. Gang med meget fast stemme sagde: nu måtte jeg forstå at ingen ville mene jeg havde 4 børn 

men jeg er af den overbevisning i næsten alle henseender i livet at de stærke skuldre bærer for de svage. Og selvom vi alle bør yde, så er der perioder i vores liv hvor vi er er de svage og andre må yde for os. Derfor yder jeg også gerne dobbelt når mine skuldre er stærke, hvilket de heldigvis er for det meste.

Jeg kan selvfølgelig kun forholde mig til hvorden min sundhedsfaglige praksis er. Jeg ved hvor godt jeg tackler nogle rigtig svære situationer fordi jeg kender området og jeg ved at der er andre svære situationer jeg endnu ikke tackler så godt, fordi jeg ikke har nogen erfaring med det. Så for mit eget vedkommende beror det på erfaring:-)