Hejsa.
I Juni 2008 valgte jeg at tage alene på ferie med mine 2 børn på 7 år og 23 mdr. Turen gik til Tenerife og blev købt igennem spies. Jeg valgte et Sunwing Resort hotel, netop fordi det lød helt fantastisk, når man rejste med børn.
Jeg blev bestemt ikke skuffet. Der var mange omkring mig, der blev 'nervøse' ved, at jeg alene ville rejse så langt væk. Men hvorfor skulle mine børn snydes for en rejse sydpå.
Jeg ser det stadig, som en af mine bedste ferieoplevelser, og det gør jeg fordi, ungerne virkelig hyggede sig. Vi blev modtaget på hotellet af dansktalende personale, som også gav sig tid til at snakke med min datter på 7 år. De var rigtig søde, og satte mig ind i tingene stille og roligt. Vores værelse på hotellet var enormt lækkert. Her var rigeligt med plads, og eget køkken som er et must, når man rejser med små børn.
På selve hotellet var der selvfølgelig en dejlig stor pool, og 2 små til børnene. Her var et indendørs legeland kaldet miniland, hvor ungerne kunne søge væk fra solens skarpe stråler. Herinde var der underholdning for begge mine børn. Den ældste kunne tegne, læse, skrive være kreativ, men den yngste kunne hygge sig på gulvet med at lege med biler, togbane, lego og meget mere. Endvidere var der en hyggekrog fyldt med madrasser og puder, hvor der kunne læses eller slappes af til en film. Der var altid personale til stede som også underholdte med sjove aktiviteter, hvis det var det man ønskede. Det er så genialt, og mine børn var glade 24/7 hvilket gjorde mig glad.
Vi spiste på hotellet, hvor børnene iøvrigt spiste gratis, og det var et stort plus at børnenes mad kom først. Så kunne jeg stille og roligt hjælpe dem med at få skåret maden ud, og hjælpe min yngste med at spise, uden at bekymre mig om, at mit eget blev koldt. Når så mit mad kom, sad de og snakkede og tegnede, mens jeg spiste uden stress og jag.
Efter aftensmaden var der underholdning for børnene af de kendte bamser 'lollo og Bernie' som de allerede kendte, da de flere gange om dagen hilste på børnene enten i miniland eller ved poolen. Her blev der danset og grinet til den helt store guldmedalje.
Jeg oplevede kun glade børn på min tur, og vi kom alle hjem med fornyet energi, og et stærkt ønske om at gøre det igen en dag. Det har på ingen måde skræmt mig at rejse alene med børn, og jeg er ikke i tvivl om, at ungerne, ligesom jeg, synes at det her var en helt særlig ferie. Her var der en dejlig stemning, vand, sol, leg og en glad mor alle dagene.


