Plydselig føler jeg mig skidt

Tror faktisk ikke der findes sådan et mærkat og en vejledning der siger, sådan er danske mænd. Du har en dansk mand, som for mig, falder fuldstændigt udenfor kategori af danske mænd jeg selv kender. Jeg kender sjovt nok kun fornuftige, deltagende og diskussionslystne danske mænd. Mænd der går med barnevognen, mænd der holder barsel, mænd der deltager på lige fod med konen, hjælper med madlavningen osv osv. Om du skal være taknemmlig over det du har?? ;) - det kommer jo an på hvordan du vil leve. Hvis du kan holde ham ud, eller endnu mere interessant, kan holde dig selv ud, jamen så fred da med det. Men det lyder da ikke som noget spændende og rigt liv, og jeg kan da godt frygte at du et eller andet sted, aldrig er sådan rigtig glad, du ved på den lykkelige og dybfølte måde... Det virker som om du har alt for mange kampe, kampe med manden, kampe med børnene, kampe med Svigermor, kampe om kommunikationen osv. Jeg har lidt på fornemmelsen, at din danske mand har valgt lige præcis dig, fordi at han udmærket ved, at det ville aldrig gå med en dansk kvinde. Rigtig mange danske kvinder er enormt stærke og viljefaste og finder sig ikke i ret meget, på rigtig mange områder. Og den slags mænd vælger næsten altid kvinder fra Thailand, Rusland, Polen, Bulgarien og andre slaviske lande, netop fordi mange af de kvinder føler sig taknemmelige, selvom manden er et åbenlyst røvhul. Men de bliver hos ham, fordi livet her påtrods af alt, ofte er bedre end det de kom fra. For mig er det bare ikke et liv at ville tilstræbe, for jeg ved at rigtig mange af de kvinder lever efter devisen, der er lunt og trygt under tøflen, hvilket jo er forfærdeligt dybest set.

Jeg ved IKKE HVAD DER SKER. Helt ærlig. Jeg har hjort tit at jeg ikke er normal, kan ikke vurdere situationen og bla bla. Og måske har folk ret. Men jeg prøver virkelig at gøre mit bedste. Og jeg har et desperat behov at vide en anden persons mening om situationen omkring mit ægteskab, helt upartisk person som kan se klart på situationen og så kan den sige hvad man virkelig mener uden at være bange for at man sårer en af siderne på nogen som helst måde. Og det er umuligt her uden at kender begge siderne. Helene, hvornår besøger du os? Jeg mener det

NikiFin skrev:

Jeg ved IKKE HVAD DER SKER. Helt ærlig. Jeg har hjort tit at jeg ikke er normal, kan ikke vurdere situationen og bla bla. Og måske har folk ret. Men jeg prøver virkelig at gøre mit bedste. Og jeg har et desperat behov at vide en anden persons mening om situationen omkring mit ægteskab, helt upartisk person som kan se klart på situationen og så kan den sige hvad man virkelig mener uden at være bange for at man sårer en af siderne på nogen som helst måde. Og det er umuligt her uden at kender begge siderne. Helene, hvornår besøger du os? Jeg mener det

Jamen jeg er heller ikke i tvivl om at du gør dit bedste, men spørgsmålet er, om du måske forsøger at gøre det hele SÅ godt, at du et eller andet sted glemmer dig selv en lille smule. For det kunne jo godt lyde lidt som om du går til yderligheder for at nå din mand, men at han simpelthen er gjort af et andet stof. At dine gode tiltag preller af som vand på en gås. Og det er jo sårende og måske også en lille smule nedværdigende, at hele tiden ramme panden mod en mur. Du vil det hele, deles, glædes, samarbejde, nyde børnene, tage børnene sammen og dele ansvar og glæder med din mand, hvor du ofte giver udtryk for, at de opgaver føler han sig højt hævet over, så du altid kommer til at stå alene med det hele. Og det er jo svært at trives med, når det ikke er det man drømmer om. Og jeg kan da også godt forstå din ulyst til din Svigermor, for hun repræsenterer jo en side der fungerer med din søn, en side som ikke fungerer med dig. Svigermor bliver der lyttet til, der bliver handlet gaver, udvist respekt på en sådan måde, at han får signaleret, at Mor er den bedste i verden. Og den verden er lukket for dig. Det er ikke bertyggende at blive tilsidesat på den måde 'som om man er intet' eller i hvert fald ikke er lige så afholdt. For din mand kan jo åbenbart alt det du efterlyser - han kan bare ikke overfor dig, men kun overfor sin Mor. Hvilket ville kunne drive enhver kvinde til vanvid! Hvornår jeg kommer, tjaaaa det kommer jo an på så meget :)

Oh Helene, jeg kan se at manden prøver på sin måde at hjælpe og tingene at fungere. Men det føles stadig at han ikke gør nok. Jeg føler hele tiden at alligevel uanset hvad han gør gør han det kun for sig selv. Det er også OK, folk er egoister. Men det føles for meget. Faktisk det største problem er manglende kommunikation, uanset hvad jeg sige svaret er Jeg gider ikke at diskutere, endda før han har fået at vide hvad jeg vil sige til ham. Har aldrig tid til mig (ekskluderende for seks, men lige for tiden er jeg flyttet på det andet værelse). De 2 problemer kort sagt: 1. Manglende kommunikation og interesse for mig, hvad der sker i mit liv hvad jeg føler og hvad jeg har brug for. 2. jeg føler at han ikke er villig til at gøre noget som helst for mig, kun for min skyld bare til at gøre mig glad

Der er vist ikke anden udvej end at sætte ham stolen for døren, forlange at han deltager i jeres liv, også i jeres samliv. Forlang at han tger med til en parterapeut, for det er da vist her i er ved at være. Og gør så op med dig selv, hvad du vil med dit liv, og om det i sidste ende includerer ham eller om det vil være bedre for dig at være alene.

Jeg har tabt håbet at han forbedrer sig. Spørgsmålet er hvorvidt jeg kan finde mig i og klare det hele. Og også han er åbenbart så god til at vise det bedste af sig selv foran andre folk så til sidst alle får perfekte udtryk af ham

Jeg tror altså også, du må se at afklare med dig selv, hvad du fortsat vil stå model til. Hvad med parterapi, som Titte (og andre i andre tråde) har foreslået? En parterapeut er neutral og kan hjælpe jer med at få kommunikationen op at køre igen. En anden fordel er, at han måske er mere villig til at lytte til en udenforstående end dig, hvis I er kørt fast i rollerne, og han bare ser dig som hende den irriterende, der altid brokker sig... Jeg ved i hvert fald fra mig selv, at hvis jeg møder folk, som jeg synes altid bare brokker sig, jamen så hører jeg til sidst ikke efter - men misser så måske det egentlige budskab, fordi det er druknet i brok-brok-brok. Du kan overveje, om du er nødt til at stille din mand et ultimatum; enten deltager han i parterapi eller også flytter du med børnene. MEN inden du eventuelt stiller sådan et ultimatum, SKAL du have gjort op med dig selv, om du mener det!! Det nytter ikke at råbe 'ulven kommer', hvis du ikke fører det ud i livet, for så beviser du bare for ham, at han ikke behøver respektere dig - han kan bare gøre, som det passer ham, du tør alligevel ikke gøre noget, når det gælder. I øvrigt mener jeg, det er naivt at tro på, at din mand altid virker perfekt udadtil - måske som førstehåndsindtryk, men der er ALTID sprækker i facaden! (Det er kærligt ment, NikiFin)

Enig med Titte, hvad med parterapi? Og nej, den slags forandrer sig sjældent, så jeg giver dig ret i, at spørgsmålet nok nærmere er, om du kan holde den form for samliv ud. Livet er jo kort, og det må være enormt frustrerende at spilde tiden på noget der ikke fungerer og som gør én ulykkelig... Men ligger der mere bag, nikifin, jeg tænker, HVIS i nu bliver skilt - har du dansk statsborgerskab eller permanent opholdstilladelse? Kan du blive i Danmark? En løselig beregning fra min side er, at du ville have omkring 16.000 kr om måneden efter skat (og sikkert også mere). Så du ville jo kunne klare dig økonomisk. Hermed ikke sagt skilsmisse er løsningen, men engang imellem er det bare rart at skrive fordele og ulemper ned, så man kan binde de løse ender sammen. Det værste der kan ske i et forhold er, at man går i seng om aftenen og føler sig ensom. Kommer man først derud, så er det 100 gange bedre at gå hver til sit, og gå i seng om aftenen og vide, at man blot er alene....

Interessemæssig lyder han fantastisk meget som manden min :) Vi har fælles, og for at han ikke skal få det tanker, så banker jeg ham daglig med en slimet tunfisk! ;) Jeg synes ikke, at dine tanker er slemme! :) Penge er roden til alle diskutioner, og især i familier, hvor pengene måske skal række mere, end de egentlig er i stand til. Jeg ved nemlig herhjemme, at med kun 1 egentlig indkomst, så kan det godt få mine irritationer til at boble lidt! Tænk dine dårlige tanker, ellers ender du bare med at banke ham ;)

Fuzzbox skrev:

Tænk dine dårlige tanker, ellers ender du bare med at banke ham ;)

det gjorde jeg faktisk. Men bankede et skab i stedet for. Godt jeg ikke ødelagde det. Han smidt også en hjemmesko. Heldigvis ikke i min retning men smadrede i stedet for et stort billede fra væggen. Situationen her bliver mere og mere heftig. Det har været sådan før og det har altid været mig der slukker ilden. Men nu har jeg besluttet at det er hans tur at styre familien. Min plan er at opføre mig lige på den samme måde som ham. Så håber jeg det hjælper ham til at indse hvor stor idiot han ser ud. Og så har han det hele i sine hænder. Jeg synes at på den måde finder jeg ud af hvad han præcis vil i stedet for at jeg hele tiden skubber familien frem og han følger mig bare måske ikke fordi det er præcis det han vil men bare fordi det er nemt og bekvem. Og jeg vil gerne vide hvad han selv vil og er villig til at gøre for den familie. Hvad synes I om det? Skal jeg give ham denne chance eller skal jeg overtage det igen og bringe toget tilbage på de gamle, behagelige for ham, men ikke særlig behagelige for mig spor? Jeg tænkte også på familie terapi men det betyder at det igen bliver mig der skal rede familien og på den måde finder jeg aldrig svaret på hvad han selv virkelig vil.