Plydselig føler jeg mig skidt

Jeg har brug for jeres mening om noget som kan accepteres på mange måder, det ved jeg godt, med det gjorde mig til at føle helt trist og skuffet i et øjeblik. Som i ved arbejder jeg ikke. Det betyder at jeg tjener ingen penge. De eneste penge jeg får på kontoen det er børnepengene (som er ikke få til 3 børn og børnetilskud) og dem jeg får fra manden til indkøb. Til børneting og til mig selv bruger jeg selvfølgelig børnepengene og stadigvæk kan jeg ikke bruge dem alle sammen. Så jeg har mange penge på kontoen og mangler ikke noget. Men... pludselig fik jeg en rigtig irriterende tanke som gjorde mig dårlig tilpas og ville dele den med jer og høre jeres mening. Det er mig som køber julegaverne til børnene fordi jeg har mere tid og fordi min mand ikke gider at gå rundt i butikkerne. Og måske fordi han er ligeglad med det hele men det siger han selvfølgelig ikke. Det var for nogle dage siden jeg bad manden om at komme med til at købe noget til en af børnene. Bare at køre bilen i sneen og hjælpe mig med at finde stedet jeg skulle finde. Og han tog ikke nogen penge med. Nu tænker jeg Hvordan deltager han i det hele. Han kommer ikke med til at vælge gaverne, han bruger hverken tid eller penge til sine børns julegaver. Jeg ved at måske ville han ikke sige Nej hvis jeg beder ham at handle julegaver sammen men jeg er 100% sikker på at han vil vise tydeligt at det er noget irriterende for ham og et jeg forstyrrer ham med kvindelige ting. I stedet for børnene køber gaverne selv (med deres egne penge) og desuden køber de også gaver til sin far (fordi han får altid mange gaver som jeg selvfølgelig køber med børnepengene). Jeg ved godt at manden betaler de store udgifter til huset og det hele. Men det er bare så irriterende at selv for Jul kan han ikke bruge tid og penge til sine børn. Og hvad mere irriterende er at han finder altid tid til at gå rundt i butikkerne til at finde gaver til sine forældre (vi går faktisk sammen) fordi jeg har problemer med at vælge gaver til hans forældre (men det bliver helt fint for ham hvis jeg selv køber gaverne til dem igen med børnepengene). Jeg ved at alle mine bekymringer lyder idiotisk, at giftede folk har det hele fæles og bla bla men kan bare ikke lade være med at tænke fra den side at i stedet for ham, der går på arbejde og tjener mange penge, køber til sidst børnene selv gaverne til dem selv og også sin fars gaver. Kan I overbevise mig at jeg ikke har ret i at tænke på den måde? (vil ikke læse Bibis mening)

Du må da tænke, som du har lyst. Tanker er stadig toldfrie B) Uden at vide det præcist, synes jeg, separat økonomi må være forfærdeligt tidskrævende og give anledning til gniderier, når man har børn med sin partner - ja, det er din beretning i hvert fald et bevis på. Når jeg hører om din mand, virker han meget som min mand. Heller ikke han går op i gaver og den slags ting, der skal anskaffes i forretninger og butikker. Det gør han ikke, fordi det i hans øjne er alt for uinteressant, men i særdeleshed også fordi, han ved, at jeg ordner den slags ting. Jeg har imodsætning til dig ikke noget imod at stå for den slags, alene af den grund, at jeg ikke gider at skulle bruge tid på at bytte gaverne igen. Min mand aner ikke, hvad ungerne ønsker sig og ville helt sikkert købe 'det forkerte'. Ja, der skal meget til for at gøre mig tilfreds. Ungerne vil helt sikkert synes rigtigt godt om de upædagogiske gaver, han ville komme hjem med. Når min mand alligevel en sjælden gang er blevet sendt ud for at købe gaver til børnene, har han præsteret at købe det dyreste i biksen, fordi han ikke har gidet gå rundt og finde det mest fordelagtige, hvad prisen angår. Han går ind i den dyreste biks og tager det ned fra hylden, der står nærmest - og så kammer den nordjyske nærrighed op i mutter her :S Summasumarum: Få fælles økonomi, s behøver du ikke gå så højt op i de åndssvage penge :cheer:

Vi har ikke separat økonomi, bare hver sin konto. Og det er OK for mig, vi har aldrig skænderier om penge, hver bruger sine på hvad man vil. Men ser det ikke mærkeligt hans opførsel eller er den sådan kun i mine øjne? Min mand bruger også mange penge for sig selv og på nogle mærkelige ting men når det drejer sig om børnene bliver han nærig

Mine tanker! Din mand ville leve alene, hvis han bød en dansk kvinde det han byder dig, eller rettere, DET DU LADER HAM BYDE DIG! Det er ikke et ligeværdigt forhold, når det er som du beskriver. Og der er kun dig der kan ændre det, og så længe du ikke gør det så sker der ikke noget, for han har det jo nemt og bevkemt med den måde det er nu. Jeg fandt mig ikke i et kan jeg sige, jeg var skredet for længst..... Det er ikke sikkert det er det du gerne vil høre, men så er det ok

Jeg er faktisk helt enig med Titte. Han lyder - på rigtig mange punkter, som én man har lyst til at give en fodpedal. Jeg synes han fremstår som en der kun har dig til at føde ham børn, lave hans mad, og gøre alt det han ikke selv gider. Han behandler dig som en slave, og vægter altid sine forældre højere end dig. Og respekterer også deres meninger højere end dine. Jeg tænker ofte, hvad fanden laver du med sådan en tumpe?? Angående det med gaverne, så er jeg ikke god til det, mangler tålmodighed, inspiration og alt det der, så min kæreste har den opgave. Vi kan godt gå ud sammen, men det er ham der fræser rundt mellem hylderne og udpeger og vælger, for jeg GIDER DET IKKE. Vi betaler sådan ca lige meget til gaverne, uden det er noget vi egentlig går op i... Kan du ikke bare sige til ham, at nu har du købt gaverne til ungerne fra dig. Og om han ikke også skal ud og købe gaverne fra ham??

I forhold er det jo gerne sådan at modparten behandler en som vi selv har lært dem at de kan slippe afsted med så måske du skal se ind af i stedet for at se på din mand

Tak for svarene folk. Jeg har det skidt de sidste dage, snakker men veninder om mine bekymringer og... det viser sig at bulgarere tænker anderledes end danskere. Bulgarere mener at jeg skal være glad for hvad jeg har og at ikke mange i Danmark kan tillade sig ikke at tjene penge, så jeg har mere end mange andre og skal ikke brokke mig men være taknemmelig i stedet for. Men... 1. I er danskere og kender danske mand bedre. 2. I er fremmede og upartisk og kan måske mere klart vurdere situationen. Jeg tøver selv hvad jeg skal gøre. Jeg føler i hver fald at der er noget galt men er ikke sikker hvor præcis problemet ligger og derfor kan jeg ikke tage beslutning. Jeg ved hvad jeg vil i hver fald. Jeg elsker min mand og vil have en godt fungerende forhold. Jeg har lavet mit valg da jeg giftede mig. Men jeg kan ikke virkelig finde ud af hvad min mand vil. Han plejer at sige det samme, at han gifter sig for evig men det ser ikke ud præcis sådan. Vi bliver uvenner en gang imellem men synes I at det er normalt at det altid er mig der laver det første skridt til fred? Nu har jeg besluttet at det er hans tur. Men han gør ikke en skidt. Han siger ikke et ord, han virker stolt og sur og generelt viser ikke nogen tegn på at han vil have fred. Og det er en uge nu. Jeg synes at hvis jeg gør det første skridt bliver vi venner igen. Men synes også at det er på tide at han lærer at gør det selv især fordi efter min mening er han mere skyldig denne gang. I nat var jeg ud og sendt til ham sms at han er dum (den hele situation var idiotisk fordi han ville faktisk hjælpe men gjorde det på en virkelig dum måde og resultatet var det modsatte). Så skrev han noget tilbage som viste at han følte sig såret af min sms og jeg skrev til ham Undskyld mig! og jeg mente det, det var dumt af mig og var ked af det. I dag virker han indnu mere sur. Jeg har besluttet at denne gange takler jeg situationen på hans måde. Og nemlig - ingen kommunikation og venter at han laver det første skridt til forklaring af vores forhold. Hvad synes I, hvad ville I selv gøre i sådan en situation?

Jeg ville tage en god lang snak med min mand angående alle jeres misforståelser, det lyder i den grad til i taler forbi hinananden og derved kun forværre situationen

Det er det, kommunikation. Men han gider ikke. Han vil bare ikke (og kan ikke) kommunikere. Det har jeg prøvet at lære ham i 6.5 år uden helt. På grund af manglende kommunikation har vi mange misforståelser og det har jeg sagt til ham 10000 gange og han virker enig (virker fordi igen siger han ikke et ord). Alle vores snak er monolog fra min side. :angry:

Tjaaa men så er du vel derhenne hvor du må gøre op med dig selv om du vil finde dig i det og leve på den måde eller om du vil videre med dit liv Man kan ikke trække et forhold alene og være lykkelig, det kræver arbejde, og nogen gange hårdt arbejde fra begge sider af