Vask rent ved 60 grader
Indhold:
Tøj bliver rent ved 60 grader
Kogepunktet skal ned
Den overflødige kogevask
Som vor moder gjorde det
Sådan vasker du mest miljøvenligt
Så gør vi sådan - når vi vasker vort tøj
Tøjvask i tal
Vask rent med lokal opbakning
Lille indsats med stor virkning
Opfordring: Stop kogevaskeriet
Til gavn for miljøet
Tøj bliver rent ved 60 grader
Både hygiejnisk og sundhedsmæssigt er 60° nok til vask i private husholdninger.
Vask ved 60° er nok til at fjerne bakterier i tøj i de danske husholdninger. Det konkluderer Forbrugerstyrelsen, som har gennemført vaskeforsøg og rådført sig med Statens Serum Institut, Veterinær- og Fødevaredirektoratet samt Sundhedsstyrelsen.
Konklusionen er, at vask ved 60° slår bakterierne ihjel, og dermed er der ingen hygiejniske eller sundhedsmæssige risici for de danske husholdninger ved at gå væk fra vask ved de meget høje temperaturer. Hertil kommer, at tøj normalt er en ubetydelig smittekilde i private hjem, forklarer Preben Aagaard Nielsen, Forbrugerstyrelsens laboratoriechef.
Forskel på æstetik og hygiejne
Med de effektive, moderne vaskemidler og de gode vaskemaskiner, vi har i dag, er vask ved 60° også rigeligt til at fjerne pletter i langt de fleste tilfælde. Ved særligt beskidt tøj kan der måske være et behov for en enkelt kogevask ind imellem for at fjerne alle pletter, men rent hygiejnisk og sundhedsmæssigt er 60° nok. Der kan altså være forskel på æstetik og hygiejne.
Tøjet er hygiejnisk rent efter vask ved 60° - også selv om der i enkelte tilfælde skulle være en lille plet tilbage, siger Preben Aagaard Nielsen.
Derfor er vores anbefaling af hensyn til miljøet kun at anvende kogevask i absolutte nødstilfælde - og gerne helt undlade at vaske ved de høje temperaturer. Har man problemer med en enkelt plet, anbefaler Forbrugerstyrelsen i stedet at forbehandle pletten før vask alt efter hvilken plet, der er tale om. Til det hvide tøj kan der endvidere bruges et vaskemiddel med blegemiddel, som er relativt uskadeligt for miljøet. Men her taler vi altså om pletter og æstetik - og ikke om hygiejne, understreger Preben Aagaard Nielsen.
Kogepunktet skal ned
Det er en unødig belastning af miljøet at vaske tøj i private husholdninger ved temperaturer over 60°. Ved at skrue vasketemperaturen ned kan alle danskere gøre en indsats for miljøet.
Vask af tøj er en af de store energislugere i danske husholdninger. Særligt energikrævende er kogevask ved temperaturer over 60°, og derfor opfordrer Energistyrelsen, Forbrugerstyrelsen, Miljøstyrelsen og elselskaberne nu i fællesskab danskerne til at nedbringe antallet af kogevaske i private husholdninger.
Let at være med
Vi mener, at det er et godt og positivt budskab, vi er ude med. Alle danskere kan medvirke til at skåne miljøet ved blot at skrue ned for vasketemperaturen derhjemme. Det er kun et spørgsmål om at ændre vaner, og det koster hverken tid eller penge. Derfor håber vi, at alle danskere vil overveje, om ikke kogevasken kan droppes, siger kontorchef Ulf Tvenstrup, Energistyrelsen.
1.500 gange rundt om jorden i bil
Fordelen for miljøet ved at holde op med kogevaske er, at der spares store mængder CO2, fordi energiforbruget er mindre ved lavere temperaturer. Spares der fx 10.000 tons CO2, svarer det til CO2-forbrændingen af godt 4 mio. liter benzin. Et tilsvarende benzinforbrug har fx 1.500 biler, der kører jorden rundt.
Vask rent ved 60°
Vask ved 60° er tilstrækkeligt til at sikre en forsvarlig hygiejne ved vask af almindeligt vasketøj i private husholdninger. Det konkluderer Forbrugerstyrelsen, der har gennemført vaskeforsøg og rådført sig med Statens Serum Institut, Veterinær- og fødevaredirektoratet samt Sundhedsstyrelsen, som alle er enige i konklusionen. Desuden oplyser Astma- og Allergiforbundet, at også husstøvmider dør ved vask ved 60°.
Dermed er der hverken hygiejniske eller sundhedsmæssige grunde til at vaske ved højere temperaturer i private husholdninger.
Den overflødige kogevask
Hverken salmonella, influenza eller husstøvmider kræver højere vasketemperaturer end 60° i private husholdninger. Med andre ord: Kogevask i de danske hjem er overflødig.
De senere års debat om strengere køkkenhygiejne og salmonellabakterier har fået mange husholdninger til at kogevaske karklude og viskestykker for at komme bakterierne til livs. Men det er slet ikke nødvendigt, understreger laboratoriechef Preben Aagaard Nielsen, Forbrugerstyrelsen.
Vask ved højere temperaturer end 60° er unødvendig i private husholdninger, idet 60° her er nok til at dræbe bakterier i tøj og tekstiler. Det gælder også eventuelle salmonellabakterier i karkludene. Og heller ikke almindelige, smitsomme sygdomme berettiger til vask ved temperaturer på mere end 60° i private hjem.
Forsvarlig hygiejne
Vask i vaskemaskine ved 60° er tilstrækkeligt til at sikre en forsvarlig hygiejne i almindeligt vasketøj i private husholdninger. Kun på hospitaler, i plejeinstitutioner o.lign., hvor vasketøj fra mange mennesker blandes sammen i én vask, og hvor der kan være særligt modstandsdygtige bakterier og virus samt specielt modtagelige mennesker har højere temperaturer end 60° sin berettigelse, siger overlæge Ole Bent Jepsen fra den centrale afdeling for sygehushygiejne på Statens Serum Institut.
Ingen risiko for astma og allergi
Også hos Astma- og Allergiforbundet anbefaler man vask ved 60°. Omkring 25 procent af den danske befolkning lider af astma eller allergi, og for 14 procents vedkommende fremkaldes sygdommen bl.a. af husstøvmider.
Husstøvmiderne har især for vane at opholde sig i sengen.
- Vi anbefaler vask af dyner, puder, linned og rullemadrasser ved 60°, da det er et faktum, at husstøvmider dør allerede ved 55°. Der er altså ingen grund til at vaske ved temperaturer på over 60°, fastslår afdelingsleder Gunver Riis fra Astma- og Allergiforbundet.
For at forebygge astma og allergi anbefaler Gunver Riis alle danskere at vaske deres dyner og puder fire gange om året, rullemadrasser hver anden måned og linned mindst hver anden uge.
Som vor moder gjorde det
Danskerne er et traditionsbundet folk, hvad angår vaskevaner. Vi gør mere eller mindre, som vi har lært hjemmefra.Tøjvask er en sur pligt i de fleste danske hjem. Derfor følger vi som regel blot de rutiner, vi kender, uden at tænke nærmere over dem.I mellemtiden har den teknologiske udvikling 'overhalet' befolkningens vaskevaner indenom:
Hvor vask ved de meget høje temperaturer for 1-2 generationer siden var den eneste mulighed for at få tøjet rent, får vi i dag hjælp af både moderne vaskemidler med enzymer og mere effektive vaskemaskiner, forklarer informationschef Margrethe Lyngs Mortensen fra Forbrugerstyrelsen.
Tidligere vaskede man tøjet, når det var decideret beskidt eller havde været brugt flere gange. I dag vasker vi vort tøj langt hyppigere for at være sikre på, at håndklædet er helt rent, eller at tøjet ikke lugter af cigaretrøg eller mad. Vi vasker hellere en gang for meget end en gang for lidt, hvilket betyder, at tøjet ofte ryger i snavsetøjskurven efter blot en enkelt gangs brug. Alle disse faktorer har overflødiggjort behovet for at vaske ved de høje temperaturer i husholdningerne, siger Margrethe Lyngs Mortensen.
318 mio. vaske
I gennemsnit vasker hver dansk husholdning knap tre maskinfulde tøj om ugen, og det bliver til i alt ca. 318 mio. maskinvaske om året på landsplan. Omkring 15 procent eller ca. 48 mio. af disse er kogevaske ved de høje temperaturer - 70° , 80° , 90° eller endda 95°. Traditionelt bruges disse høje temperaturer i forbindelse med vask af sengelinned, undertøj, viskestykker, karklude og håndklæder.
Hvor ofte den enkelte husstand vasker, afhænger bl.a. af, hvor mange medlemmer der er i familien. I familier med småbørn eller teenagere kan tøjvask beslaglægge ganske mange timer om ugen, idet vaskemaskinen i disse familier kører dagligt, for at sikre rent tøj til alle.
Sådan vasker du mest miljøvenligt
Hver gang du vasker tøj, bruger du energi, vand og vaskemidler - altsammen til skade for miljøet. Med lidt omtanke kan skaderne imidlertid reduceres.
Det behøver ikke at være vanskeligt at vaske mere miljøvenligt. Husholdningskonsulent Susanne Bøjen fra Sydfyns Elforsyning giver her en række gode og miljørigtige råd, som er relativt enkle at følge:
Vask ved så lave temperaturer som muligt - og undgå gerne helt vask ved temperaturer over 60°
Fyld vaskemaskinen helt op. Der er et mindre energiforbrug ved én fyldt maskine, end ved to halve - uanset om maskinen har et '½-fyldningsprogram'
Brug vaskebold og spring forvasken over; den er som regel overflødig
Undgå så vidt muligt at bruge tørretumbler; den er en energisluger
Vælg en A- eller B-mærket maskine ved køb af ny vaskemaskine. De bruger mindre energi
Brug kompakt vaskemiddel i pulverform; det indeholder færre miljøskadelige stoffer end de flydende og traditionelle produkter
Undgå brug af skyllemiddel. Det er kun nødvendigt, hvis der er tale om syntetiske stoffer, som giver problemer med statisk elektricitet, mens det er overflødigt i alle andre tilfælde
Vent med at vaske tøjet til det virkelig trænger. I dag vasker vi ofte tøj og håndklæder m.v., der kun har været brugt en enkelt gang; måske kan det bruges et par gange mere, før det ryger i snavsetøjskurven
Andre gode råd, som kræver, at forbrugeren læser varedeklaration og doseringsvejledning, og som også er meget vigtige for at sikre et bedre miljø, omfatter:
Dosér vaskemidlet præcist efter instruktionen på pakken og brug et målebæger til at dosere med. Præcis dosering kræver, at man ved, hvor hårdt vaskevandet er. Det kan du få oplyst ved at kontakte dit lokale vandværk eller kommunens tekniske forvaltning
Undgå vaskemidler med fosfat, hvis spildevandet i kommunen ikke renses for fosfat. Spørg hos kommunens tekniske forvaltning
Undgå vaskemidler med optisk hvidt; det har ingen vaskeeffekt
Undgå også gerne vaskemidler med parfume- og farvestoffer - især hvis der er allergikere i hustanden
Så gør vi sådan - når vi vasker vort tøj
Der er vendt op og ned på danskernes kønsrollemønster i de seneste årtier. Men når det gælder tøjvask holder vi os til traditionerne; i tre ud af fire danske husstande er det stadig kvinderne, der vasker familiens tøj. Der vaskes mest tøj i børnefamilier, og vaskemaskinen i godt halvdelen af alle husstande med tre eller flere medlemmer bliver brugt hver eneste dag. Dvs. Danmarks 'storvaskere' er især kvinder med børn.
Fire kvinder fortæller her om, hvordan de forholder sig til kogevask:
Tina Breitenstein, 26 år, revisor, Greve.Mor til William på 2 måneder
Det er faktisk for nylig, at jeg kogevaskede for første gang. Den lilles tøj og tilbehør var blevet meget beskidt, så jeg syntes, det trængte til en ordentlig omgang i vaskemaskinen. Normalt vasker jeg ellers altid ved 60° frem for 90°, da jeg synes, det er unødvendigt med så høje grader. Det er alt for dyrt i energi at kogevaske. At man samtidig kan hjælpe miljøet ved at undlade at kogevaske, er jo kun dejligt.
Hanne Boldt,30 år, lærer, Møgeltønder. Mor til Ulrich på 1 år
Jeg kogevasker ca. to gange om ugen, udelukkende fordi jeg herved bedst får fx snavsede sokker og hvidt tøj rent og helt hvidt igen. Kan jeg få et tilsvarende resultat ved 60°, vil jeg gerne ændre min måde at vaske på, hvis jeg samtidig kan gøre en indsats for miljøet.
Karin Siegumfeldt, 31 år, cand.merc, Søllerød Mor til Mathilde på 2 år og Anne Sofie på 5 år
Normalt er jeg meget miljøbevidst. Jeg sorterer affaldet, slukker lyset, når jeg forlader et værelse, lukker for vandet, når jeg skræller kartofler osv. Jeg må dog indrømme, at jeg kogevasker bleer, viskestykker, undertøj og karklude ved 95° for at være sikker på, at det bliver helt rent, og at alle bakterier bliver slået ihjel. Jeg var ikke klar over, at en kogevask bruger så meget energi, og jeg er overrasket over, at tøjet efter eksperternes udsagn bliver rent ved 60°. Hvis det er rigtigt, er der naturligvis ikke længere grund til at kogevaske.
Susan Ertner, 46år, pædagogstuderende, St. Merløse. Mor til tre udeboende voksne børn
Jeg synes normalt ikke, tøjet er snavset nok til, at jeg vil kogevaske det. Men en enkelt gang var de hvide sportssokker så beskidte, at de fik en tur på 90° . Hvis det er skadeligt for miljøet at kogevaske, vil jeg helt sikkert undgå det en anden gang.
Tøjvask i tal
Syv ud af ti danske husstande har egen vaskemaskine. Det gør den til et af de mest udbredte forbrugsgoder i Danmark.
Danskerne bruger tilsammen vaskemaskinen i alt 318 mio. gange om året. I 48 mio. af tilfældene er der tale om kogevask ved temperaturer over 60° . I fire ud af ti husstande bruges vaskemaskinen tre eller flere gange om ugen.
Det er kvinderne, der varetager tøjvasken i tre ud af fire husstande. Der bruges altid forvask i en ud af fem husstande, mens godt halvdelen af hustandene helt er holdt op med at forvaske. Resten bruger forvask en gang imellem.
Halvdelen af husstandene fylder altid vaskemaskinen helt op, mens de øvrige husstande ind imellem sætter en maskine over, der ikke er fyldt helt op. I 8 procent af husstandene bliver vaskemaskinen aldrig fyldt helt op.
Der findes en tørretumbler i knapt halvdelen af de danske husstande.
Vask rent med lokal opbakning
Per Svendsen Lokale miljøorganisationer og kommuner bakker op til opfordringen om at gå bort fra vask ved høje temperaturer.
Rundt omkring i landet findes der 19 uafhængige energi- og miljøkontorer, der yder gratis information og vejledning om energi- og miljøspørgsmål, herunder om miljø og vask. Et af kontorerne er Sønderjysk Energi- og Miljøkontor, og her oplyser Per Svendsen, at man støtter budskabet om at nedsætte danskernes vasketemperaturer ud fra følgende begrundelse:
Det er vigtigt at minde om at tænke globalt og handle lokalt, og det er i høj grad det, kogevaskekampagnen handler om; ved at vaske ved lavere temperaturer kan den enkelte være med til at begrænse ressourceforbruget. Derfor vil vi medvirke til at udbrede budskabet om at reducere antallet af kogevaske.
I hver enkelt kommune er det Agenda 21 repræsentantens opgave at deltage i projekter, der reducerer forureningen og mindsker ressourceforbruget i Danmark. Preben Terp, som er lokal agenda 21 repræsentant i Faaborg kommune, mener, at der er god grund til at støtte opfordringen om at vaske ved 60° :
Når videnskaben oplyser, at tøjet hygiejnisk set bliver lige så rent ved 60°, er der ingen grund til at spilde energi på at kogevaske. Det er argument nok til, at vi i Faaborg kommune vil opfordre borgerne til ændrede vaskevaner.
Lille indsats med stor virkning
Ved ganske enkel handling kan alle danskere være med til at gøre en stor indsats for miljøet. Det kræver blot, at vi drejer vaskemaskinens temperaturvælger væk fra de høje grader og i stedet vælger 60° som højeste vasketemperatur. Herved kan vi spare store mængder energi, hvilket vil reducere Danmarks CO2-udledning.
Danmarks udledning af CO2 pr. indbygger er blandt de højeste i verden, hvilket giver os en særlig forpligtelse til at nedbringe denne forurening, der bl.a. stammer fra vort store energiforbrug. Det er derfor regeringens mål, at landets samlede udledning af CO2 skal reduceres med 20 procent inden år 2005 i forhold til 1988.
Hvis danskerne blot dropper hver tredje eller fjerde kogevask, kan miljøet spares for 10-12.000 tons CO2 om året. Dette resultat kan endda opnås blot ved at ændre vaner - uden tab af komfort og uden drastiske ændringer i dagligdagen.
Vi vil gerne opfordre de danske husholdninger til at bryde med de indgroede vaskevaner og skrue ned for kogepunktet. Da et godt resultat afhænger af en fælles indsats, håber vi også, at den enkelte dansker vil hjælpe med at sprede budskabet om, at vask ved de meget høje temperaturer er overflødig og til unødig skade for miljøet.
Opfording: Stop kogevaskeriet
Lis Husmer, Danmarks Naturfredningsforening opfordrer danskerne til at holde op med at kogevaske af hensyn til miljøet.
I Danmarks Naturfredningsforening har man længe arbejdet på at gøre opmærksom på de store miljømæssige fordele, der er forbundet ved at spare på vand, energi og kemi, når de danske husholdninger vasker deres tøj.
Vi har tidligere via vort medlemsblad 'Natur og Miljø' informeret om, hvordan den grønne forbruger kan få rent tøj med mindst mulig belastning af miljøet. Blandt en række gode råd og anvisninger var også et råd om at vaske ved den lavest mulige temperatur, fortæller miljømedarbejder og kemiingeniør Lis Husmer fra Danmarks Naturfredningsforening.
I Danmarks Naturfredningsforening har man længe arbejdet på at gøre opmærksom på de store miljømæssige fordele, der er forbundet ved at spare på vand, energi og kemi, når de danske husholdninger vasker deres tøj.
Vi har tidligere via vort medlemsblad 'Natur og Miljø' informeret om, hvordan den grønne forbruger kan få rent tøj med mindst mulig belastning af miljøet. Blandt en række gode råd og anvisninger var også et råd om at vaske ved den lavest mulige temperatur, fortæller miljømedarbejder og kemiingeniør Lis Husmer fra Danmarks Naturfredningsforening.
Vaner skal ændres
Dette vil vi nu følge op i artikler i medlemsbladet, idet vi er enige i, at det er en god idé at reducere vasketemperaturen fra 95° til 60° . Vi synes, det er et godt budskab til danskerne, og når tøjet også bliver hygiejnisk rent ved den temperatur, er det et spørgsmål om at få befolkningen overbevist om dette og opmuntre alle til at ændre deres vaner. Vore medlemmer og andre interesserede kan få udleveret relevante materialer og oplysninger om gode og miljørigtige vaskevaner, når de henvender sig til os. Endelig vil vi opfordre til at droppe kogevasken som led i vort arbejde med et projekt om familiens grønne regnskaber, hvor tøj og vask er en naturlig del, slutter Lis Husmer.
Danmarks Naturfredningsforening har omkring en kvart million medlemmer. Der findes 221 lokalforeninger fordelt over hele landet.
Til gavn for miljøet
Formålet med opfordringen 'Vask rent ved 60°' er at reducere elforbruget i forbindelse med vask, der er en meget energikrævende aktivitet. Kogevask er en særlig stor energisluger, og en 90° vask sluger op til dobbelt så meget energi som en vask ved 60° . Eller sagt på en anden måde - en 90° vask kan bruge op til lige så meget energi som en 40W pære, der brænder i 50 timer.
Fordelen for miljøet ved at holde op med at kogevaske er, at der spares store mængder CO2, fordi energiforbruget er mindre ved lavere temperaturer. Spares der fx 10.000 tons CO2, svarer det til CO2-forureningen fra forbrændingen af godt 4 mio. liter benzin. Et tilsvarende benzinforbrug har fx 1.500 biler, der kører jorden rundt.
Danmarks CO2-udslip pr. indbygger hører til blandt de højeste i verden - over 12 tons pr. indbygger om året mod 8,4 tons i EU som gennemsnit. CO2 skyldes først og fremmest vort store energiforbrug og opstår ved afbrænding af de fossile brændstoffer olie, kul og naturgas. Disse brændstoffer bruges både til fremstilling af el og varme.
Undersøgelser viser, at mange danskere ikke forbinder husholdningens elforbrug med en miljøbelastning. Dette skyldes især, at elproduktionen er 'usynlig' for forbrugeren, da den foregår på kraft- og kraftvarmeværker langt fra hjemmet. Men vort store elforbrug er en reel miljøbelastning. Derfor vil et mindre elforbrug i de danske husholdninger være til stor gavn for miljøet, fordi Danmarks CO2-udslip hermed vil falde.
CO2 - eller kuldioxid - er den primære årsag til drivhuseffekten, der er en gradvis og miljøskadelig opvarmning af jorden.
Anmeld