Mon ikke dette er én af de diskussioner, hvor vi aldrig bliver enige? Simpelthen fordi vi dels har forskellige grundoverbevisninger, dels også forskellige erfaringer - og er forskellige steder i vores liv?
Jeg lever i et absolut lukket forhold. Jeg tror ikke, at min mand og jeg er specielt usikre hverken på os selv eller hinanden - det er ikke en oplagt forklaring på, hvorfor vi 'holder fast' i hinanden. Måske er det bare, at vi synes, at 'sådan gør man' - og den opfattelse er ikke blevet udfordret. Hvordan det havde set ud, hvis vi havde mødt hinanden i vores yngre og 'vildere' dage, er ikke godt at vide. Og det er heller ikke godt at vide, hvad der sker, når vi ikke er helt så småbørnefamilie-kedelige, som vi er nu - i vores hverdag, tidsplanlægning, vaner osv osv osv.
Anmeld