Har mistet modet...

Det tog mig 22 måneder før jeg blev gravid. Jeg fandt ud af efter et år at jeg havde PCO, tabte mig 10 kg spiste pco kost og blev gravid efter 3 måneder. Er i blevet undersøgt ?

Maise skriver:

Det tog mig 22 måneder før jeg blev gravid. Jeg fandt ud af efter et år at jeg havde PCO, tabte mig 10 kg spiste pco kost og blev gravid efter 3 måneder. Er i blevet undersøgt ?

Jeg ved at jeg har ÆL indenfor den næste uge, og lykkes det ikke denne gang, så går jeg til lægen og bliver tjekket. Jeg tænker mere og mere over PCO, da min mor også havde mange problemer med at få et barn mere. Jeg er enebarn og min mor var indlagt mange gange for barnløshed, da jeg var lille. Den dag idag har jeg ingen kontakt til min mor, og kan derfor ikke spørge, om hun har PCO.. Men det er kan være arveligt, og det kan være jeg har det..
Ang. vægttab, så er jeg nu gået på kur, for at se om det kan hjælpe på problemet.. Men må være ærlig at sige, at jeg ikke helt forstår, hvis mine 8 kg over normal-vægt er skyld i, at jeg ikke bliver gravid, da en bekendt er gravid, og vejer mindst 50 kg for meget.. Men man ved aldrig. Det er da et problem der kan løses

Dejligt at det lykkedes for jer!

Halvdelen af dem der har PCO er slanke mennesker. Det er fordi at når man har pco producerer man for meget insulin. Dette påvirker testosteron niveauet til at stige og derfor bliver man ikke gravid. For at sænke insulin produktionen må man derfor spise pcokost og dyrke motion. Motionen er ikke kun for at tabe sige, men som det vigtigtste at sænke insulin produktionen.
Håber du finder ud af hvad der er i vejen og at det på sigt lykkes for jer. Har din partner fået testet sin sædkvalitet?
mvh Mai

Maise skriver:

Halvdelen af dem der har PCO er slanke mennesker. Det er fordi at når man har pco producerer man for meget insulin. Dette påvirker testosteron niveauet til at stige og derfor bliver man ikke gravid. For at sænke insulin produktionen må man derfor spise pcokost og dyrke motion. Motionen er ikke kun for at tabe sige, men som det vigtigtste at sænke insulin produktionen.
Håber du finder ud af hvad der er i vejen og at det på sigt lykkes for jer. Har din partner fået testet sin sædkvalitet?
mvh Mai

Min kæreste er ikke blevet tjekket.. Men vi har aftalt, at blive tjekket, hvis ikke det lykkedes denne gang. Vi er begge ved at være meget påvirkede af at det ikke lykkes, og det slider på forholdet. Han er dog super god til at holde modet oppe, og sige at det nok skal gå.. Men håbet forsvinder bare stille og roligt. Og den seneste tid har været rigtig hård for mig, med mange tårer og en deprimeret tankegang.. Og det gavner jo ikke kroppen...
Men tak for dit råd.

JA der kan jo være andre årsager til barnløshed. Jeg gik også rundt i konstant dårligt humør. Synes det hjalp meget at få afklaret hvad der var i vejen og at der kunne gøres noget ved det. Så det anbefaler jeg klart at i gøre. Så giver det jo pludselig mening det hele.  Krydser fingrene for jer. KH Mai

På den ene side vil det være rart at finde ud af, om der er noget galt. Men på den anden side, så frygter jeg det helt vildt, og er sikker på at jeg vil føle det som et kæmpe nederlag..
Jeg har haft tanken mange gange før, at jeg burde gå til lægen og blive undersøgt. Men jeg er bange for svaret! Lidt naivt tænker jeg "Der er nok ikke noget, det kan vi da godt klare selv..", men alligevel er jeg da bange for, at der er noget galt..
Så er det bare spørgsmålet, om uvidenheden eller svaret er det værste..

Tænkte at jeg lige ville opdatere lidt, og komme ud med lidt nye frustrationer..

Har nu ÆL-testet i 14 dage, fra ca 10 dage efter mens.stop, ligesom de anbefaler i pakken.. Har dog stadig ikke haft en positiv ÆL test, så har nu en mistanke om, at min ÆL ligger meget hurtigt efter mens.. Så der er nok heller ikke gevinst i denne måned.. ØV! Men så ved jeg det da til næste måned

Den gravide veninde jeg nævnte i det første indlæg har jeg skrevet et brev til, da hun har sagt til en anden veninde, at hun var bange for, hvordan jeg ville reagere på at hun var gravid, eftersom vi har prøvet så længe.... Egentlig pænt tænkt? Har skrevet et brev og forklaret hende, hvordan jeg har det, og at det ikke er noget personligt, hvis jeg bliver lidt stille, den første gang jeg ser hende igen, da det udelukkende er fordi jeg er misundelige, og at vi selvfølgelig stadig brændende ønsker os et barn... Skriver tillykke til hende, og at det selvfølgelig er super skønt, men at jeg håber hun forstår mig og min reaktion...
Og hvad for jeg så tilbage??!! Et tusind tak, og så ellers et laaaangt brev om, hvodan man bedst bliver gravid. Hvordan de har gjort (hu blev gravid i 1. hug), hvad hun synes er forkert ved mine spisevaner og motionsvaner, hvad hun kunne forestille sig var galt, og om vi ikke snart skulle til lægen og begynde at få hjælp... MÅSKE er det bare venligt ment, men jeg synes virkelig det var at træde på en der ligger ned?  Eller er det bare mig der er for pylret...??
Det ar ellers lige begyndt at gå skide godt med humøret. Modet var kommet tilbage, og jeg var fyldt med tanken "Jeg skal nok blive gravid, det tager bare lidt tid... Måske til jul...  Hvor bliver det fantastisk at fortælle familien det.. og hvordan skal jeg sige det til kæresten, når jeg tester positiv..." Alle de glade tanker... Men efter hendes brev endte det med "hvorfor er jeg så forkert... Mon jeg er for "usund" til at få et barn... "Det sker nok aldrig... Jeg er utilstrækkelig..:"

Det er nu en uge siden.. Jeg har ikke skrevet tilbage.. Jeg synes jeg var en god veninde og fortælle ærligt om mine følelser, og fik så bare en kæmpe leksion i "Sådan bliver du gravid" i stedet.. ØV!

Humøret er rimelig godt igen.. Jeg skal nok blive mor... Det skal nok komme!!
Ville bare lige opdatere jer lidt, og høre, om I synes jeg har reageret underligt på venindens brev?

hejsa.

jeg kan følge dig så meget

har selv kæmpet i 8 år, og er endelig lykkes.

det er helt naturligt du har den følelse, at du har svært ved, at kan glæde dig over andre veninder er gravide. selvom det ikke er din mening, kan man bare ikke styre sine følelser hvad det angår.

det er så vigtigt, at dig og din kæreste snakker og giver udtryk for hinandens følelser.

følte også selv jeg ikke slog til som kvinde, men det lyder som om du har en super sød og forstående kæreste, og du skal lytte til når han fortæller dig, han elsker dig og vil gøre det uanset om i bliver gravid, eller ej, selvom jeg godt ved der kan være nogen rigtig dumme sorte dage.

men hold sammen

håber uendelig meget det lykkes for jer SNART

christina 31+5

kitty skriver:

Tænkte at jeg lige ville opdatere lidt, og komme ud med lidt nye frustrationer..

Har nu ÆL-testet i 14 dage, fra ca 10 dage efter mens.stop, ligesom de anbefaler i pakken.. Har dog stadig ikke haft en positiv ÆL test, så har nu en mistanke om, at min ÆL ligger meget hurtigt efter mens.. Så der er nok heller ikke gevinst i denne måned.. ØV! Men så ved jeg det da til næste måned

Den gravide veninde jeg nævnte i det første indlæg har jeg skrevet et brev til, da hun har sagt til en anden veninde, at hun var bange for, hvordan jeg ville reagere på at hun var gravid, eftersom vi har prøvet så længe.... Egentlig pænt tænkt? Har skrevet et brev og forklaret hende, hvordan jeg har det, og at det ikke er noget personligt, hvis jeg bliver lidt stille, den første gang jeg ser hende igen, da det udelukkende er fordi jeg er misundelige, og at vi selvfølgelig stadig brændende ønsker os et barn... Skriver tillykke til hende, og at det selvfølgelig er super skønt, men at jeg håber hun forstår mig og min reaktion...
Og hvad for jeg så tilbage??!! Et tusind tak, og så ellers et laaaangt brev om, hvodan man bedst bliver gravid. Hvordan de har gjort (hu blev gravid i 1. hug), hvad hun synes er forkert ved mine spisevaner og motionsvaner, hvad hun kunne forestille sig var galt, og om vi ikke snart skulle til lægen og begynde at få hjælp... MÅSKE er det bare venligt ment, men jeg synes virkelig det var at træde på en der ligger ned?  Eller er det bare mig der er for pylret...??
Det ar ellers lige begyndt at gå skide godt med humøret. Modet var kommet tilbage, og jeg var fyldt med tanken "Jeg skal nok blive gravid, det tager bare lidt tid... Måske til jul...  Hvor bliver det fantastisk at fortælle familien det.. og hvordan skal jeg sige det til kæresten, når jeg tester positiv..." Alle de glade tanker... Men efter hendes brev endte det med "hvorfor er jeg så forkert... Mon jeg er for "usund" til at få et barn... "Det sker nok aldrig... Jeg er utilstrækkelig..:"

Det er nu en uge siden.. Jeg har ikke skrevet tilbage.. Jeg synes jeg var en god veninde og fortælle ærligt om mine følelser, og fik så bare en kæmpe leksion i "Sådan bliver du gravid" i stedet.. ØV!

Humøret er rimelig godt igen.. Jeg skal nok blive mor... Det skal nok komme!!
Ville bare lige opdatere jer lidt, og høre, om I synes jeg har reageret underligt på venindens brev?

der er desværre rigtig mange mennesker, der tror at de frit kan fortælle os, der har problemer med at reproducere os, hvad de mener problemet er. det er DØDtræls, men man er nødt til at vænne sig til det. og så sige fra en gang imellem! især hvis det er nære venner eller familie, der overskrider ens grænser. min egen søster fortæller mig gang på gang, at vi "jo bare skal knalde hver dag hele måneden, så lykkedes det" - meget fint, men vi har nu prøvet i 2 1/2 år og hvis vi skulle knalde hver evig eneste dag i den tid, så ville jeg være hudløs forneden!! i sidste måned sendte hun mig en sms om, at hvis vi ikke ville knalde hver dag, så kunne min mand jo onanere i en bollesprøjte og så kunne jeg bare sprøjte sæden op selv.... jeg blev rasende, for at sige det mildt og hun fattede - endelig - pointen og har ikke kommet med smarte råd eller bemærkninger siden.

du overreagerer IKKE!! det gør meget meget ondt at være ufrivlligt barnløs og det er ikke noget andre skal blande sig i - og de der er blevet gravide i første hug skal klappe i (for at sige det mildt) for de har ingen ide om hvor meget skade de gør med deres kommentarer eller hvor lidt de ved om smerten ved den manglende ekstra streg på testen måned efter måned.

ville bare lige skrive, at jeg ved hvordan du har det og jeg er sikker på der er flere herinde der er blevet utrolig såret over venners velmendene grænseoverskridende gode råd

kitty skriver:

Tænkte at jeg lige ville opdatere lidt, og komme ud med lidt nye frustrationer..

Har nu ÆL-testet i 14 dage, fra ca 10 dage efter mens.stop, ligesom de anbefaler i pakken.. Har dog stadig ikke haft en positiv ÆL test, så har nu en mistanke om, at min ÆL ligger meget hurtigt efter mens.. Så der er nok heller ikke gevinst i denne måned.. ØV! Men så ved jeg det da til næste måned

Den gravide veninde jeg nævnte i det første indlæg har jeg skrevet et brev til, da hun har sagt til en anden veninde, at hun var bange for, hvordan jeg ville reagere på at hun var gravid, eftersom vi har prøvet så længe.... Egentlig pænt tænkt? Har skrevet et brev og forklaret hende, hvordan jeg har det, og at det ikke er noget personligt, hvis jeg bliver lidt stille, den første gang jeg ser hende igen, da det udelukkende er fordi jeg er misundelige, og at vi selvfølgelig stadig brændende ønsker os et barn... Skriver tillykke til hende, og at det selvfølgelig er super skønt, men at jeg håber hun forstår mig og min reaktion...
Og hvad for jeg så tilbage??!! Et tusind tak, og så ellers et laaaangt brev om, hvodan man bedst bliver gravid. Hvordan de har gjort (hu blev gravid i 1. hug), hvad hun synes er forkert ved mine spisevaner og motionsvaner, hvad hun kunne forestille sig var galt, og om vi ikke snart skulle til lægen og begynde at få hjælp... MÅSKE er det bare venligt ment, men jeg synes virkelig det var at træde på en der ligger ned?  Eller er det bare mig der er for pylret...??
Det ar ellers lige begyndt at gå skide godt med humøret. Modet var kommet tilbage, og jeg var fyldt med tanken "Jeg skal nok blive gravid, det tager bare lidt tid... Måske til jul...  Hvor bliver det fantastisk at fortælle familien det.. og hvordan skal jeg sige det til kæresten, når jeg tester positiv..." Alle de glade tanker... Men efter hendes brev endte det med "hvorfor er jeg så forkert... Mon jeg er for "usund" til at få et barn... "Det sker nok aldrig... Jeg er utilstrækkelig..:"

Det er nu en uge siden.. Jeg har ikke skrevet tilbage.. Jeg synes jeg var en god veninde og fortælle ærligt om mine følelser, og fik så bare en kæmpe leksion i "Sådan bliver du gravid" i stedet.. ØV!

Humøret er rimelig godt igen.. Jeg skal nok blive mor... Det skal nok komme!!
Ville bare lige opdatere jer lidt, og høre, om I synes jeg har reageret underligt på venindens brev?

lige et indput ang din veninde, jeg ville personligt ikke skrive tilbage på det brev, måske det `bare´var venligt ment, men  jeg syntes ikke det var ret gennem tænkt af hende, at skrive sådan. hun ved jo hvordan du har det, og så har man altså ikke lige brug for sådan et svar, ja undskyld.

christina 31+5