Har mistet modet...

Må lige ud med frustrationerne....

De seneste ti dage har været virkelig hårde og fyldt med tårer... Jeg føler mig træt og modløs, efter 17 måneders forsøg på at få et barn med den mand jeg elsker... Jeg synes 17 måneder er lang tid, og det har givet nogle dumme diskussioner herhjemme, fordi vi får nederlag efter nederlag... Det suger langsomt energien ud at forholdet...

I mandags brød jeg simpelthen sammen, fordi jeg føler at jeg aldrig bliver mor, og derfor ikke er en god kæreste/kvinde.. Hvis ikke jeg kan skabe en lille familie, så er jeg uduelig.. Det er det jeg er skabt til..

Jeg plejer ellers nok at kunne holde modet oppe, og se fremad. -At det nok skal ske.. Men i de sidste 10 dage har jeg bare haft tanken "Jeg er utilstrækkelig og bliver aldrig mor, og min dejlige kæreste bliver aldrig far, hvis han bliver sammen med mig"!
Min kæreste har været super dejlig, og har bare sagt at jeg er fantastisk, at han bliver hos mig, selv hvis vi aldrig får børn, at jeg er den han elsker osv osv. Han er skøn, og en stor støtte, selvom han selv er påvirket af at der ikke er en spire på vej..

Inden for de sidste 10 dage har jeg så også fundet ud af, at 2 veninder er blevet gravide i 1. hug, og derudover har jeg 4 andre veninder der venter sig. Jeg synes de er alle steder, og jeg bliver så skide misundelig!! I morgen aften skal jeg op til en veninde, som også snart skal igang med projekt baby. Men der kommer en af de veninder, som lige er blevet gravid (Hun er ca i 7. uge), og jeg har det bare så svært med at vide det.. (Jeg har fået det at vide af veninden som holder festen, da den gravide er hendes kusine, og hun ved hvor frustreret jeg er i øjeblikket, og synes det er synd, hvis jeg bliver total chokket og ked af det, når kusinen offentliggør graviditeten for os andre)
Jeg ved ikke, hvordan jeg skal se på den gravide og sige oprigtigt tillykke, uden af blive ædt op indvendig af misundelse... Jeg burde bare være glad, men føler mig barnligt fornærmet og misundelig... Og har slet ikke lyst til at tage afsted.....

Måtte bare ud med det. Kæresten er på forretningsrejse, så jeg går herhjemme i regnen med tankerne... Pyllerhoved...

Er der andre der har det, eller har haft det, på samme måde?

Heej..

Jeg kan godt følge dig, vi har selv været i gang (dog "kun" i snart 9 måneder) Men jeg sys det er ved at være frustrerende. Jeg ser konstant gravide damer/kvinder eller nyfødte børn! Jeg bliver så ked af det!  For jeg vil oss... nogle af vores nære venner har lige fortalt at de ska være forældre til marts og det gjorde bare så ondt! Selvfølgelig er jeg meget glad på deres vegne for de har oss prøvet i et lille års tid - men alligevel! Øv øv.. Men men men... Jeg forsøger alligevel at holde humøret højt selv om det kan være svært engang imellem

 til dig..

Uh hvor jeg kender den følelse alt for godt. Gravide, barnevogne og børn overalt og så alle de skønne veninder som man på et tidspunkt ønsker hen hvor pebret gror hver gang en ny annoncerer, at nu er de gravide, selv om man inderst inde ønsker dem det bedste.

Jeg sender dig en masse gode tanker og  for at det snart lykkes for Jer. Personlig kan jeg fortælle dig, at det skulle tage 12 år før min mand og jeg nu kan se frem til om 8 uger at bliver forældre.

Hæng i og for alt i verden sørg for at mærke efter, hvornår det er tid til en pause i prøvelserne for Jeres forholds skyld. Det betyder alverden i den sidste ende, selv om man bare gerne vil fortsætte, fordi det måske lige ville have været i næste måned at den var der.

Knus fra Trine

åh ja, jeg kender ALT til det!! det er den grimmeste følelse man kan have, men den er bare ikke rigtig til at komme udenom når man har prøvet længe uden resultat. desværre. jeg sad igår på bt.dk og blev pissehamrende sur og misundelig over en liste med kendte danske kvinder, der går på barsel, så sidder man der og tænker "hende sisse fisker - hun sku fandme ikke ha et barn før mig!" osv. tåbeligt.
jeg kan godt forstå hvis du melder afbud til festen, samtidig tror jeg at det er vigtigt at vi ser i øjnene, at der VIL være kvinder der blir gravide i vores omgangskreds de næste mange år frem og med mindre vi vil afslutte alle de venskaber, s er vi nødt til at lære at smile og sige tillykke. og så må man gerne gå ud på toilettet og græde ned i håndklædet lidt - langt de fleste kan sagtens forstå vi bliver meget berørt af det.

 Jeg kan SÅ godt forstå dig!!
Vi prøvede i forhold til Jer, "kun" i 8 måneder, og det er Så opslidende når man så gerne vil!
Min bedste veninde blev gravid i første hug, og ville egentlig gerne have at det have taget noget tid... Så den var Så svær at sluge.
Men jeg sagde direkte at jeg var pisse ked af det og følte mig som en dårlig veninde.
Vi snakkede længe om det og hun kunne jo sagtens forstå mig.

men ihh hvor var det svært også med andre i vennekredsen og arbejdspladsen!

jeg tror det er vigtigt at få grædt ud, råbt højt og giv lov til at være jaloux!!
for det ER frustrende og skide uretfærdigt, at det ikke snart bliver Jeres tur.

Jeg håber inderligt snart det bliver Jeres tur!!!

de bedste hilsner 
Karina

Hvor er det bare en befrielse at høre der er andre som kender til følelsen.. Ikke det, at de skulle -eller skal- igennem det samme, men følelsen af, at der er nogen der forstår mig er bare super rar... Jeg har taget mig en hyggeaften på sofaen i aften. Manden er jo ude at rejse, så har bestilt pizza og drikker cola (er ellers på kur), ser D.U.M og slapper fuldstændig af.. Tror også min krop har brug for at koble lidt fra...

Ang. festen så kan jeg sagtens følge Tjuhl's tanke om, at man må acceptere at andre kvinder omkring en bliver gravide, om man må sige tillykke osv, og det plejer jeg også sagtens at kunne... Jeg ved ikke, hvorfor det netop skal vælte mig af pinden denne gang, men når jeg mærker efter har jeg det bare sådan.. Kan jo lige så godt være ærlig overfor mig selv.. Nu er hun heller ikke min næreste veninde, men alligevel en pige jeg har det godt med..

Jeg har taget en meget anderledes beslutning. Noget jeg normalt aldrig ville gøre, da min samvittighed altid løber af med mig.. Men jeg har sagt nej til festen, og har inviteret mine to aller bedste og næreste veninder på aftensmad og film herhjemme. Disse to piger er slet ikke fra samme vennekreds som de andre, så det er ikke noget med at det skal holdes hemmeligt. Men det er lige det jeg har brug for og lyst til. Plejer aldrig at droppe en aftale i sidste øjeblik, for at finde på noget bedre.. Men nogle gange må man vel godt være lidt egoistisk? Jeg er i hvert fald glad for min beslutning!!

Hvor er baby.dk altså fedt, selvom man ikke har børn..Endnu.. Der er altid et støttende ord eller et

Tak, tøser

Alt hvad du skriver kunne være skrevet af mig. Så jeg forstår dig så udemærket. Det er bare ikke sjovt, og meget psykisk hårdt.
For os tog det 3 år at blive gravid, heraf 1 1/2 år i behandling. Det bedste der skete i de meget lange 3 år var at tage beslutningen, om at starte op i behandling, derfra følte jeg virkelig at nu ville der ske noget. Og det gjorde der så også (I 4. forsøg med iui-h behandling) og i juli 07 fik vi vores dejlige datter Amalie. Lige nu kæmper vi så for at få nr. 2. Og jeg er virkelig overrasket over at næsten alle de "grimme" tanker igen er tilbage, og at man igen kan blive virkelig modløs, misundelig, og se babyer over alt. I morgen skal jeg insiminers for 4. og forhåbentlig sidste gang. Og det skal bare lykkedes. Psyken hænger snart i tynde tråde!!

Håber at det snart lykkedes for jer!!!!!!

Lisbeth

gooooood beslutning! rigtig god . du må endelig ikke tro, at jeg er hård i filten og siger, at man bare skal acceptere det og komme videre, for jeg blir selv pisse ked af det HVER gang der er nogen der fortæller de er blevet gravide. da min bedste veninde blev gravid for to år siden (vi var startet på projekt baby samtidig og havde kun været i gang i få måneder) gik jeg direkte hjem og skreg ned i et håndklæde

Du skriver det lige præcis som jeg har det. Og ligemeget hvor meget man ønsker at være glade på de gravide venners vejne (hvilket man jo inderst inde ER), så er det bare pissesvært ikke at blive spist op af misundelse. Kender det ALT for godt! Og kan blive så rasende på de små teenagetøser, som bliver gravide ved et uheld, og som så måske alligevel vælger at beholde barnet, selvom de egentlig ikke rigtigt vil have det, synes det er så unfair at sådan nogle bare bliver gravide med et knips med fingrende, og vi andre skal lide nederlag efter nederlag hver måned! Sådan en gang pis!

gooooood beslutning! rigtig god . du må endelig ikke tro, at jeg er hård i filten og siger, at man bare skal acceptere det og komme videre, for jeg blir selv pisse ked af det HVER gang der er nogen der fortæller de er blevet gravide. da min bedste veninde blev gravid for to år siden (vi var startet på projekt baby samtidig og havde kun været i gang i få måneder) gik jeg direkte hjem og skreg ned i et håndklæde

Jeg tror bestemt ikke, at du er hård i filten... At være stærk og at være hård er ikke det samme, i mine øjne. Som jeg nævnte tidligere, ved jeg ikke, hvorfor netop denne gang irriterer mig så meget, men det kan være jeg har samlet sammen på misundelse, og nu sku den bare ud.. Jeg ved at jeg burde være virkelig glad, og spørge ind til, hvordan det går osv, men jeg kan simpelthen ikke gøre det, uden at være mega falsk. For jeg føler mig virkelig som et lille barn, der ikke må få slik eller en ny dukke.

Jeg har det stadig rigtig godt med at have inviteret de to veninder over i aften. Jeg glæder mig til at se dem, og jeg er gld for jeg ikke behøver forsøge at ligne en million, men bare kan være mig selv.. Det er jeg nu engang bedst til..

FrkT, du skriver det med teenagetøserne, der bliver gravide ved et uheld. Dét er også noget der får arrigskaben frem i mig!! Jeg tænker: Hvis de kan blive gravide, selvom de måske tager p-piller, ikke har nogen kæreste, bor hjemme hos mor og far, deres største problem er G-star eller Diesel, og elsker Hannah Montana.. Hvorfor kan jeg så ikke? 24 år, sammen med verdens dejligste mand i 4 år, bor i egen lejlighed, 8 kg overvægtig men lever sundt, har skåret ned på rødvinen da SST råder til det (dét er altså et offer), har ikke én klat gæld nogensteder, tværtimod, har et hjerte fuldt af kærlighed til et lille barn... åh, jeg kunne blive ved... HVORFOR KAN  JEG IKKE?! Det kan jeg få mange timer til at gå med...... At se de første sæssoner af D.U.M. gør bestemt heller ikke billedet af teenagemødre bedre! (jeg ved godt at de ikke er sådan allesammen, og jeg ved at der er unge mødre herinde, og det er BESTEMT IKKE rettet mod jer!!)

Det kommer nok engang.. Men utålmodigheden har virkelig mældt sig.

STORT "held og lykke" til lisbeth 2910! Jeg håber det går som det skal!