Gravid - kæmpe dilemma

Anonym skriver:

Min mand og jeg forsøgte i 4 år at få et barn, og efter 2 år i behandling og 8 forsøg lykkedes det, og vi har nu en skøn dreng på 9 måneder. 

I går finder jeg så ud af at jeg på mirakuløs vis er blevet gravid på naturlig vis. Det er et lille mirakel, som burde være umuligt.

Problemet er, at hverken min mand eller jeg ønsker et barn til nu. Vi ved ikke engang om vi nogensinde ønsker barn nr. 2, og vi er først lige begyndt at komme ovenpå efter at have fået vores dreng. 

Men hvis vi vælger en abort, er det ikke sikkert at jeg senere kan blive gravid naturligt, hvis vi ønsker et barn til, og så vil aborten altid spøge. Måske vil det heller ikke lykkes via behandling, hvis vi overhovedet har mod på det. 

Jeg skal til læge i morgen, og får forhåbentlig en god snak med hende. 

Men jeg er virkelig i vildrede om, hvad vi skal vælge, og jeg tuder konstant 

Beslutningen er 100% jeres, jeg stod selv i situationen da vi fik vores ældste var han et mirakel (øko) for vi kunne ikke selv få børn, han blev lavet i den cyklus hvor vi stod og skulle igang med behandling og 6 mdr  efter fødslen stod jeg med en positiv test. Vi har 14 mdr imellem og jo det var hårdt men vi fortryder på ingen måde. 

Vi har levet efter princippet at vi ikke vil fortryde de børn vi har fået, men vi ville fortryde dem vi ikke fik. 

Vi stod i en situation nu her, hvor jeg blev uforventet gravid, og vi valgte barnet. Skal steriliseres bagefter. Vi har når den lille kommer, fået 4 børn på 4.5 år 

vi snakkede om det og vi ønskede ikke at sidde om 10 år og fortryde og tænke hvad han/hun nu var blevet for en. 

Jeg håber i finder ud hvad der er det rigtige for jer 

Årgangs Mor skriver:

Beslutningen er 100% jeres, jeg stod selv i situationen da vi fik vores ældste var han et mirakel (øko) for vi kunne ikke selv få børn, han blev lavet i den cyklus hvor vi stod og skulle igang med behandling og 6 mdr  efter fødslen stod jeg med en positiv test. Vi har 14 mdr imellem og jo det var hårdt men vi fortryder på ingen måde. 

Vi har levet efter princippet at vi ikke vil fortryde de børn vi har fået, men vi ville fortryde dem vi ikke fik. 

Vi stod i en situation nu her, hvor jeg blev uforventet gravid, og vi valgte barnet. Skal steriliseres bagefter. Vi har når den lille kommer, fået 4 børn på 4.5 år 

vi snakkede om det og vi ønskede ikke at sidde om 10 år og fortryde og tænke hvad han/hun nu var blevet for en. 

Jeg håber i finder ud hvad der er det rigtige for jer 

Er måske også værd at nævne at min den ældste er født for tidligt og vi var igennem et hårdt og for mig, traumatisk forløb.  Du er velkommen til at skrive privat 

Jeg har 18 måneder mellem mine, den store havde kolik, den mindste havde svær refluks og er ørebarn... Det var rocker hårdt de første 2-3 år og det er virkeligt ikke noget jeg ville ønske for min værste fjende..

Når det så er sagt, så betyder de SÅ meget for hinanden i dag, og jeg kunne slet ikke forestille mig at de ikke skulle have hinanden. Jeg tror på at en bror eller søster der er relativt tæt på i alder er noget af det bedste man kan give sine børn. 

Anonym skriver:

Min mand og jeg forsøgte i 4 år at få et barn, og efter 2 år i behandling og 8 forsøg lykkedes det, og vi har nu en skøn dreng på 9 måneder. 

I går finder jeg så ud af at jeg på mirakuløs vis er blevet gravid på naturlig vis. Det er et lille mirakel, som burde være umuligt.

Problemet er, at hverken min mand eller jeg ønsker et barn til nu. Vi ved ikke engang om vi nogensinde ønsker barn nr. 2, og vi er først lige begyndt at komme ovenpå efter at have fået vores dreng. 

Men hvis vi vælger en abort, er det ikke sikkert at jeg senere kan blive gravid naturligt, hvis vi ønsker et barn til, og så vil aborten altid spøge. Måske vil det heller ikke lykkes via behandling, hvis vi overhovedet har mod på det. 

Jeg skal til læge i morgen, og får forhåbentlig en god snak med hende. 

Men jeg er virkelig i vildrede om, hvad vi skal vælge, og jeg tuder konstant 

Hvis jeg var jer, ville jeg skide på skæbnen og dårlig samvittighed.

Og tænke rationelt i forhold til hvad det vil gøre for jeres forhold og jeres familie at få et barn til nu. 

Hellere ét barn og blive sammen, end to børn og blive skilt.

Hvis I mener at forholdet kan klare det, og at I ellers har mod på det og lyst til det, så behold.

Men I skal KUN gøre det fordi I har lyst.

Moar, hvorfor fik jeg aldrig en lillebror eller lillesøster, det ville jeg så gerne?!

Du ved jo godt, at vi kæmpede i 4 år for at få dig, vi håbede og græd og gik igennem en masse skuffelser, og endelig kom du så.

9 måneder senere blev jeg gravid igen helt uden hjælp, men den gad vi ikke have, så jeg fik en abort.......  

Det er simpelthen ikke fair, det dér. Virkelig ufølsomt når man tænker på den situation TS står i lige nu.

Mennesker er forskellige og tackler dét at blive forældre på forskellig vis. Nogle forældre er energibundter, andre bliver drænet hurtigt. Nogle børn er nemme, andre børn er meget svære. Nogle parforhold er stabile og rolige, andre er intense og problematiske.

Hvis min mand og jeg (som også gennemgik behandling) havde fået et barn til 16 mdr. efter vores første, så er jeg stensikker på at vi var blevet skilt. 

Havde det været det rigtige valg?

Jeg ved godt, hvad jeg havde valgt. Jeg havde hilst graviditeten velkommen. Synes det er en kæmpe gave for jer og for det barn i allerede har. Men nu er det dit valg og ikke mit. I skal vælge, hvad der er rigtigt for jer

modesty skriver:

Det er simpelthen ikke fair, det dér. Virkelig ufølsomt når man tænker på den situation TS står i lige nu.

Mennesker er forskellige og tackler dét at blive forældre på forskellig vis. Nogle forældre er energibundter, andre bliver drænet hurtigt. Nogle børn er nemme, andre børn er meget svære. Nogle parforhold er stabile og rolige, andre er intense og problematiske.

Hvis min mand og jeg (som også gennemgik behandling) havde fået et barn til 16 mdr. efter vores første, så er jeg stensikker på at vi var blevet skilt. 

Havde det været det rigtige valg?

Jamen jeg er efterhånden som altid enig med dig.

Min søns far og jeg gik fra hinanden lige inden han blev 2. Jeg har så fundet en ny mand der virkelig er der for min dreng og han har selv to drenge. Vi har tilsammen en på 7 og 2 på 3,5 og 4. alle tre er samlet hver anden weekend og det er da rocker hårdt med sådan tre knægte og især De to der nærmest er lige gamle. 

Min mand og jeg har et super stærkt forhold og elsker vores børn familie. Alligevel er vi enige om at vi intet fælles barn skal have. Så i en alder af 27 tog jeg den beslutning at Jeg altså aldrig skulle føde et  barn igen. Men hvorfor? Fordi jeg tror ærlig talt ikke vores forhold ville kunne bære det. Vi elsker det vi har nu og vil ikke bytte det. Min mand er jo så næsten også 50 så det ville jo også dræne ham at skulle have en baby mere end de andre børn dræner ham ;-) 

Men tænk hvis jeg pga min unge alder trumfede en baby igennem. Så ville vores forhold højst sandsynligt gå i stykker, min søn ville miste sin højtelskede papfar, sine elskede papbrødre og vi ville stå med en baby der skulle deles mellem os. For hvad? Hvem ville vinde her? Alle ville jo være tabere i en eller anden forstand!

Anonym skriver:

Jeg ved ikke hvad jeg skal bruge dit svar til, det er meget nedladende og ufølsomt!

Hvorvidt vi er gået gennem behandling eller ej handler ikke om hvor mange børn vi vil have. 

Vores dreng var syg de første 4,5 måneder inden han kom i medicinsk behandling. Det tog rigtig hårdt på os, og drænede os for energi. Derfor er det svært at overskue endnu et barn allerede. 

At du mener at du skal stå til dommer for, hvor mange børn vi skal have og hvad vi har overskud til, undrer mig.

Chancen for at i får et barn der har en lige så svær start som jeres søn, er ikke så stor <3 Håber i tager den bedste beslutning for jeres lille familie!  Og er sikker på at når i lige har fået gennemgået tankerne og situationen lidt nærmere - så er I i stand til at tage den endelige beslutning 

Vi har en dreng og en pige, hvor der er 17 mdr. imellem. Ja, det var hårdt, da de var helt små, men man var ligesom i det hele og det gik. Nu er de 7 1/2 år og næsten 6 år, og de har så meget glæde af hinanden.

Husk at børn er forskellige. Alt gik bare så meget nemmere med nr. 2 og det er der rigtig mange i vores omgangskreds som siger. Så hvis det var rigtig hårdt med jeres dreng, så er det ikke insbetydende med, at det bliver det samme med nr. 2.

Nu har I lige fundet ud af det. Mon ikke bare I skal tænke lidt over det. Håber I finder den rigtig beslutning for jer.

Rockertand skriver:

Moar, hvorfor fik jeg aldrig en lillebror eller lillesøster, det ville jeg så gerne?!

Du ved jo godt, at vi kæmpede i 4 år for at få dig, vi håbede og græd og gik igennem en masse skuffelser, og endelig kom du så.

9 måneder senere blev jeg gravid igen helt uden hjælp, men den gad vi ikke have, så jeg fik en abort.......  

Et tarveligt svar