Gravid - kæmpe dilemma

Anonym skriver:

Jeg ved ikke hvad jeg skal bruge dit svar til, det er meget nedladende og ufølsomt!

Hvorvidt vi er gået gennem behandling eller ej handler ikke om hvor mange børn vi vil have. 

Vores dreng var syg de første 4,5 måneder inden han kom i medicinsk behandling. Det tog rigtig hårdt på os, og drænede os for energi. Derfor er det svært at overskue endnu et barn allerede. 

At du mener at du skal stå til dommer for, hvor mange børn vi skal have og hvad vi har overskud til, undrer mig.

Beklager, forsøger blot at gøre dig opmærksom på, at det der med, at det er "drønhårdt" varer så uendeligt kort tid for jer - men måske det er svært at forestille sig en lille lykkelig familie på 4, hvor jeres søn rent faktisk vil få rigtigt meget ud af at have en søskende?

Jeg har en på 2, som er meget selvstændig nu, og jeg ved ærligt talt ikke, hvor tiden blev af, for det var da lige i går, jeg blev mor til 3?! Og det VAR superhårdt med 2 små på samme tid, men det er det hele værd.

Det er alene jeres beslutning, men jeg synes måske, at I skal fokusere lidt længere frem end blot spædbarnsstadiet (jeres søn når jo også at blive 7-8 måneder ældre).

Held og lykke med jeres beslutning.

l.kjoeller skriver:

Min søster fik med 14 mnd mellemrum. Og det er gået rigtig fint. 

Hvordan syntes hun at det var at få den første? 

Det vil uden tvivl blive hårdt med 2 små så tæt på hinanden, det tror jeg vidt ikke nogen kan benægte. Men, jeg tror helt klart at det vil være det værd. Den hårde tid varer jo ikke for evig, og de små bliver jo større

Anonym skriver:

Hvordan syntes hun at det var at få den første? 

En hård  omgang. Ligesom du. Det er bare en ny virkelighed.  Og denne gang kan man en masse tricks og er vandt til rollen. 

Anonym skriver:

Vi har kun vidst det 1 dag, så forhåbentlig kan lidt tid bringe klarhed 

Jeg tror også at vi skal tænke godt over om vi ønsker et barn til. Min bekymring er også hvordan det vil være med 2 så små børn, og jeg frygter at det bliver drøn-hårdt.

Min veninde og hendes mand endte også med at stå med et barn på 3, et på 5 måneder og med en positiv test som ikke lige var planlagt. Den mindste kom til 5 uger før tid og der er derfor knapt 13 mdr imellem men de 2 mindste er VIRKELIG glade for hinanden og kan lege sammen . De er nu 2,5 og 3,5

Det er hårdt med 2 små på samme tid, men det lønner sig altid når man ser på sine børn , uanset om man har 1 eller 5 børn.

Håber i finder en løsning 

Anonym skriver:

Tak for dit input. 

Det ville være ødelæggende både for min mand og jeg senere at ønske barn nr 2 og vide, at vi valgte en abort tidligere. 

Det er bare så svært at vide, om vi ville ønske barn nr 2, især når vi begge nu ikke ønsker 2 børn (altså at have 2 børn på nuværende tidspunkt )

 

Jeg tror i skal se på det som at uanset hvad er dette barn jeres kød og blod og får i barnet nu så er der ingen tvivl om at i vil elske det højt, så jeg ville nok i jeres sted vælge barnet.. 

Men igen lyt til jeres mave fornemmelser og snak om det sammen.. Det er et svært valg som sagt.. Held og lykke 

Anonym skriver:

Min mand og jeg forsøgte i 4 år at få et barn, og efter 2 år i behandling og 8 forsøg lykkedes det, og vi har nu en skøn dreng på 9 måneder. 

I går finder jeg så ud af at jeg på mirakuløs vis er blevet gravid på naturlig vis. Det er et lille mirakel, som burde være umuligt.

Problemet er, at hverken min mand eller jeg ønsker et barn til nu. Vi ved ikke engang om vi nogensinde ønsker barn nr. 2, og vi er først lige begyndt at komme ovenpå efter at have fået vores dreng. 

Men hvis vi vælger en abort, er det ikke sikkert at jeg senere kan blive gravid naturligt, hvis vi ønsker et barn til, og så vil aborten altid spøge. Måske vil det heller ikke lykkes via behandling, hvis vi overhovedet har mod på det. 

Jeg skal til læge i morgen, og får forhåbentlig en god snak med hende. 

Men jeg er virkelig i vildrede om, hvad vi skal vælge, og jeg tuder konstant 

Der er 19 mdr. mellem mine døtre.. Det var også hårdt som ung mor (fik den første som 20 årig og den anden som 22 årig)

ud over at det var meget hårdt med to små, så kæmpede jeg også for at få parforholdet til at fungere (hvilket ikke kan lade sig gøre når kun den ene kæmper) og kæmpede med min daværende svigermor som ikke mente at jeg gjorde noget som helst godt nok.. Den første tid var hård, ja.. Fik jeg ind imellem lyst til at smide håndklædet i ringen? Det kan du tro.. Men det blev ikke nær så hårdt senere hen som frygtet.. Den store elskede at give grød og mos og flaske.. Den store fik et instinkt, som SP kaldte det, og det var at den store følte trang til at lære den lille alle mulige ting som at kravle, rulle, sige mor og far osv.. Jeg sørgede for at begge piger fik lige meget  opmærksomhed fra mig.. Den store gav mig på den måde et pusterum til at få ordnet andre ting eller pleje mig selv med at lægge neglelak og hvad ved jeg..

den dag i dag er de 7 år og 5 1/2 år og de er slyngveninder.. De er helt uadskillelige.. De laver ALT sammen og de er pt ved at planlægge mødesteder på skolen hvor de kan mødes og lege i frikvartererene når den lille starter... Det varmer virkelig mit moderhjerte og tænker tit når jeg ser dem sammen at det godt kan være at starten var hård men at jeg ikke fortryder det.. Kunne jeg spole tilbage og vælge længere tid imellem dem, så ville jeg IKKE gøre det

det var min historie for at du kan se at det ikke er en dans på roser de første 2 år med 2 små.. Men der er en "gulerod" som gør det hele værd.. Nu skal i så bare beslutte om det er noget som i har lyst til at gennemgå for at nå guleroden

Der er knap 3 år og knap 4 år imellem mine børn så jeg kan ikke tale med om at have flere helt små på én gang. Men jeg er efternøler, og så meget at jeg ingen erindring har, fra barndommen, om mine søskende. Det var ensomt og jeg ville have givet min arm for at have haft søskende i min hverdag. Jeg kan ikke sige at det er synd for jeres dreng hvis han ikke får søskende for jeg ved ikke hvad i kan tilbyde som "alternativ" men jeg synes at søskende er den ultimative gave man kan give sine børn. Vel bliver det rockerhårdt men som en anden skriver så går det SÅ stærkt.

Rockertand skriver:

Moar, hvorfor fik jeg aldrig en lillebror eller lillesøster, det ville jeg så gerne?!

Du ved jo godt, at vi kæmpede i 4 år for at få dig, vi håbede og græd og gik igennem en masse skuffelser, og endelig kom du så.

9 måneder senere blev jeg gravid igen helt uden hjælp, men den gad vi ikke have, så jeg fik en abort.......  

Sikke et usmageligt svar!!! Du kan da ikke på nogen måde gøre dig til dommer over deres liv på den måde!!!! 

Barnet kan jo også blive glad for at være enebarn! 

Til TS. Jeg synes argumenterne med at jo tættere aldersmæssigt jo tættere psykisk er en omgang bullshit. Selvom der er 3 års forskel på min bror og mig har vi har det rigtig godt sammen og har det stadig jeg regner ham og min far for to af de vigste mænd i mit liv,samt i min datters. 

Den eneste der kan fortælle dig hvad du skal er dig og din mand. 

Min kæreste har et motto: hvis du er i tvivl om en beslutning er du faktisk ikke i tvivl!

Den største gave man kan give sit barn er søskende.

I har jo oplevet noget nær et mirakel, så jeg håber virkelig ikke i smider dette mirakel væk, man kunne næsten tro der er nogen der mener i skal have 2 børn 

 held og lykke med jeres beslutning 

Monica