Når fortiden indhenter dig.

Anonym skriver:

Advarer allerede det bliver meget langt og er du meget følsom skal du nok ikke læse med. 

Ja hvor starter jeg egentlig, jeg starter vel egentlig i min tidligste barndom, min mor var meget ung da hun fik mig (ikke 18, men tidlig myndig gjort grundet egen barndom og fordi det var det nemmeste for både min mor og kommunen, hun var knapt 17 da hun blev myndig og knapt 18 da hun fik mig) , min far ca 5 år ældre, min far havde siddet inde flere gange, røg og solgte hash dagligt - det var hans levevej. Jeg kom så til verdnen med hoftskred og skinne på i 1,5 år. Jeg var og er voldsom hypermobil, jeg var en nem baby siger mine forældre.

min mors og fars forhold krakelerede hurtigt grunden min fars barndomstraumaer (sexuelt misbrug) og hans psyke og misbrug af hash og stærkere ting. 

Jeg endte hos min mor efter en lang og grim retssag og i statsamtet (jeg husker ikke dette) undervejs var der så meget drama at jeg blev glemt i børnehaven, efterladt derhjemme og alt mulig andet. 

Nogle år senere for min mor en ny kæreste, vi kalder ham I, I var alt det min mor og jeg manglede, tryghed, stabilitet, omsorg og kærlighed. 

Der gik ikke længe så kaldte jeg I for min far og han kaldte mig sin datter, vi fik hund og han flyttede ind i vores lille 3 værelses lejlighed på ydre Nørrebro. 

Inden længe blev min mor gravid med min bror, jeg var lykkelig 7 år gammel, han kom til verdenen og alt ændrede sig. 

De skændtes konstant! Hver aften, kom op og slås og smadrede tingene, det ændre altid med I stormede ud af døren med hunden, jeg trøstede min mor og ryddede op. 

Min mor blev gravid igen 4 mdr senere og endnu en bror kom til verdnen, jeg var igen glad og stolt. 

Skænderierne tog til og I slog og skubbere min mor dagligt, jeg passede babyer imens, gav mad sutteflaske og legede med dem. 

De gik nu fra hinanden og vi endte alle 3 på samvær hos I 6 dage og og mor 8 dage. 

Jeg sov altid i seng med I og orker ikke at fortælle i detaljer så går jeg i stykker, kort sagt var det fuldbyrdet, og indvolverede alle aspekter st et vovet voksen samliv i 3 år. 

Jeg sagde intet, pjækker meget, var agressiv, indelukket, spiste og kastede op i et væk. 

Det blev opdaget, hvordan vil jeg ikke sige, men sagen blev henlagt af grunde jeg ikke kender til, min mor troede ikke på mig, resten af familien gjorde. 

Jeg flyttede på ungdomspension 14 år gammel dog kun i 2 mdr grundet min ekstreme selvskade var jeg for stor en mundfuld og røg på åben psykiatrisk afdeling, her jonglererede jeg rundt 3 år, mellem instutioner, lukket psykiatrisk afdeling og åben. 

Jeg flyttede nu på kollegie 17,5 år gammel, fik en kæreste som 18 årig, der var virkelig skidt for mig, fra jeg var 17 til jeg mødte ham, havde jeg flittigt klarer min 9 klasse, et grundforløb og gik nu på uddannelsen med en praktik plads på hånden. 

Han røg hash og tog Coke i stride strømme og jeg hoppede med på vognen jeg mistede min praktik plads, og min lejlighed og boede nu på gaden, fyren skred hjem til sin bror og jeg stod der. 

Ingen havde plads til mig, det var møg koldt (januar måned) og jeg sov på bænke, havde ingen adresse og dermed kun overlevelses hjælp fra kommunen (engangs beløb på 510 kr) og var i vilrede. 

Jeg fandt dog en måde at klarer det på, jeg var en slank og køn pige, så byture og fliterende øjne måtte dertil og det sikrede mig et par gange om ugen et sted at sove ja jeg skammer mig. 

I juni får jeg en rejse af min farfar og skal nu til Tyrkiet, jeg skal dog selv have lommepenge med, jeg finder derfor et rengørings job hos et ældre ægtepar og møder der igennem deres søn, som jeg nu er gift med, bor i hus med og 2 skønne døtre med.

Jeg har aldrig fået snakket alt det her med nogen, og det indhenter mig i den grad, jeg får flash backs, angst anfald og vågner grædende og dybt ulykkelig.

jeg ved det ef langt og kom du hertil, skal du have tak for at læse min historie. 

Puha kære dig.

Din historie berører mig dybt - hvor er det forfærdeligt og uretfærdigt det du har måtte igennem. Det burde ikke ske - nogen burde have gjort meget mere. Jeg tænker, at du har brug for at få talt det hele igennem emd en proffesionel - en psykolog. Det tænker jeg, at du skal i gang med allerede nu! Og så tror jeg også, det ville lette at få talt med din mand om det hele. Hvordan er din mand? Vil han kunne forstå det - rumme det?? Er han et kærligt og varmt menenske, så vil han være en støtte for dig.

STORT knus og mange kærlige tanker til dig

Åh søde du. Kan ikke lade være med at knytte en lille kommentar til det du skriver med, at når du siger det højt føles det som om du accepterer det. Jeg genkender udmærket den følelse så ingen behov for forklaring!

Jeg håber sådan får dig at du får taget hul på bylden. Snak snak snak. Min fars kæreste er kunstterapeut. Hun fik selv kunstterapi da hun for 30 år siden var voldsramt kvinde på krisecenter. Igennem den form for terapi fik hun ordentligt hul på bylden og kunne efterfølgende give slip og tale om det... nu arbejder hun på det selvsamme krisecenter, 30 år efter.. Det er først når man erkender hvad der er sket, at helingen kan ske. (Erkender er ikke lig med at acceptere. I hvert fald ikke i første omgang)

Jeg tænker om du måske kan have de følelser omkring det hele fordi du skammer dig? Du nævner nemlig at du væmmes og skammer dig. Og derfor ser jeg virkelig en god grund til at du begynder at åbne op. Gør det ikke for din mand, for din familie eller andre - gør det for dig selv! Det er en gave til dig selv. Du vil blive endnu stærkere og komme ordentligt over på den anden side...

Anonym skriver:

Mange tak.

ja det må jeg prøve, jeg er bare bange for at gå helt i stykker og ja så føler jeg lidt jeg acceptere hvad der er sket ved at sige det højt, det lyder helt vanvittigt det ved jeg godt, det er bare så svært at indrømme at man ikke selv kan kan klarer det.

jeg har været igennem helvede det meste af mit liv, og nu skal jeg klarer eftervirkningerne af det og det kan jeg ikke selv 

Det er meget svært for mig acceptere 

At skulle erkende sin svære fortid er jo svært, "bare" det at tænke på det kan være rigtig svært, og se sandheden i øjnene of Face hvad man har i bagagen, og få det sagt til omverdenen er endnu sværere, selvom at intet af det er selvforskyldt, så kan man føle skam når man har været svigtet som du har, hvilket man selvfølgelig ikke skal, men det gør man. Start med at tænke på det, velvidende at det  kun er dig der kender dine tanker, og ingen andre, ikke engang din mand, det er en start inden du får professionel hjælp, for lige pludselig skal du til at få ordene ud af din mund, for at du skal have den hjælp du skal have. Når du tænker det i gennem, sig til dig selv at der ikke er nogen der kan læse dine tanker, kun du ved hvad du tænker- ingen dømmer dig, du skal ikke se nogen i øjnene og føle skam og svigt, du kan ikke ændre på andres grimme handlinger og fortiden, det er sådan det er  

Anonym skriver:

Tak. 

Ja min mand kender til det i grove træk, men meget har jeg selv fortrængt eller har meget svært ved at tale om. 

F.eks hcordan jeg måtte få taget over hovedet i den periode har jeg ikke fortalt ham, det er simpelthen for svært for mig 

det er godt at han kender til det måske behøver han ikke være den der ved alt og alle detaljer lige nu... det kan være lettere at fortælle det til fx en psykolog elle  person der ikke har noget i klemme eller kan have det

Tak for alle jeres svar. 

Det er faktisk rigtig rart at nogen har hørt min historie. 

Jeg fandt ud af i dag via min falc forsikring kan jeg få 12 psykolog samtaler og det har jeg fået, jeg skal nu til psykolog på tirsdag, det hele er gået meget stærkt, men det tror jeg egentlig er godt nok ellers trækker jeg i land igen. 

Tak for jeres kærlige puf og støttende ord 

Opdatering fra mig. 

Jeg har været til første samtale i dag, det var ekstremt hårdt, og jeg er Sønder bombet nu, først gav jeg hende bare det her indlæg, ogP hun stilte spørgsmål. Det var så svært at svarer på, hun spurgte undervejs hvor jeg mærkede angsten, vreden, sorgen osv. Men jeg var nærmest så spændt i hele kroppen at jeg ikke kunne mærke det. Jeg skal derfor starte til afspænding hos en pædagog fordi hun siger jeg ikke er koblet til min krop overhoved, jeg har skildt mig selv ad psykisk, hun spurgte derfor ind til muskelsmerter, og ja det har jeg i den grad (spiser ibumetin dagligt) hun forslog også massage eller fys som det andet, men det kan jeg ikke, kan ikke have et fremmede menneske så tæt på endnu.

og så har jeg fået nogle redskaber til hvad jeg skal gøre. Når jeg er uforklarlig vred, skal jeg sætte mig ned og skrive hvad jeg tænker, og lave breve til dem jeg er vred på. Når jeg er meget ked af det eller har angst, skal jeg tænke episoden igennem og gøre det der skulle være gjort, starte i det små. F.eks  en episode hvor jeg spiste tandpasta fordi min mor var smuttet uden mad til mig, skal jeg gå tilbage i mindet, tage mig selv i hånden og gå hen og lave mad til mig 5 år. Jeg er ikke så god til at foklarer det, men håber i forstår

når jeg har minder hvor jeg er ked af det eller ensom, skal jeg leve det igennem, mens min mand holder om mig, mens jeg gør det samme ved "lille mig" ej giver det overhoved mening?

Det lyder helt skørt, men er en måde at gennemser flashbacket.

Anonym skriver:

Advarer allerede det bliver meget langt og er du meget følsom skal du nok ikke læse med. 

Ja hvor starter jeg egentlig, jeg starter vel egentlig i min tidligste barndom, min mor var meget ung da hun fik mig (ikke 18, men tidlig myndig gjort grundet egen barndom og fordi det var det nemmeste for både min mor og kommunen, hun var knapt 17 da hun blev myndig og knapt 18 da hun fik mig) , min far ca 5 år ældre, min far havde siddet inde flere gange, røg og solgte hash dagligt - det var hans levevej. Jeg kom så til verdnen med hoftskred og skinne på i 1,5 år. Jeg var og er voldsom hypermobil, jeg var en nem baby siger mine forældre.

min mors og fars forhold krakelerede hurtigt grunden min fars barndomstraumaer (sexuelt misbrug) og hans psyke og misbrug af hash og stærkere ting. 

Jeg endte hos min mor efter en lang og grim retssag og i statsamtet (jeg husker ikke dette) undervejs var der så meget drama at jeg blev glemt i børnehaven, efterladt derhjemme og alt mulig andet. 

Nogle år senere for min mor en ny kæreste, vi kalder ham I, I var alt det min mor og jeg manglede, tryghed, stabilitet, omsorg og kærlighed. 

Der gik ikke længe så kaldte jeg I for min far og han kaldte mig sin datter, vi fik hund og han flyttede ind i vores lille 3 værelses lejlighed på ydre Nørrebro. 

Inden længe blev min mor gravid med min bror, jeg var lykkelig 7 år gammel, han kom til verdenen og alt ændrede sig. 

De skændtes konstant! Hver aften, kom op og slås og smadrede tingene, det ændre altid med I stormede ud af døren med hunden, jeg trøstede min mor og ryddede op. 

Min mor blev gravid igen 4 mdr senere og endnu en bror kom til verdnen, jeg var igen glad og stolt. 

Skænderierne tog til og I slog og skubbere min mor dagligt, jeg passede babyer imens, gav mad sutteflaske og legede med dem. 

De gik nu fra hinanden og vi endte alle 3 på samvær hos I 6 dage og og mor 8 dage. 

Jeg sov altid i seng med I og orker ikke at fortælle i detaljer så går jeg i stykker, kort sagt var det fuldbyrdet, og indvolverede alle aspekter st et vovet voksen samliv i 3 år. 

Jeg sagde intet, pjækker meget, var agressiv, indelukket, spiste og kastede op i et væk. 

Det blev opdaget, hvordan vil jeg ikke sige, men sagen blev henlagt af grunde jeg ikke kender til, min mor troede ikke på mig, resten af familien gjorde. 

Jeg flyttede på ungdomspension 14 år gammel dog kun i 2 mdr grundet min ekstreme selvskade var jeg for stor en mundfuld og røg på åben psykiatrisk afdeling, her jonglererede jeg rundt 3 år, mellem instutioner, lukket psykiatrisk afdeling og åben. 

Jeg flyttede nu på kollegie 17,5 år gammel, fik en kæreste som 18 årig, der var virkelig skidt for mig, fra jeg var 17 til jeg mødte ham, havde jeg flittigt klarer min 9 klasse, et grundforløb og gik nu på uddannelsen med en praktik plads på hånden. 

Han røg hash og tog Coke i stride strømme og jeg hoppede med på vognen jeg mistede min praktik plads, og min lejlighed og boede nu på gaden, fyren skred hjem til sin bror og jeg stod der. 

Ingen havde plads til mig, det var møg koldt (januar måned) og jeg sov på bænke, havde ingen adresse og dermed kun overlevelses hjælp fra kommunen (engangs beløb på 510 kr) og var i vilrede. 

Jeg fandt dog en måde at klarer det på, jeg var en slank og køn pige, så byture og fliterende øjne måtte dertil og det sikrede mig et par gange om ugen et sted at sove ja jeg skammer mig. 

I juni får jeg en rejse af min farfar og skal nu til Tyrkiet, jeg skal dog selv have lommepenge med, jeg finder derfor et rengørings job hos et ældre ægtepar og møder der igennem deres søn, som jeg nu er gift med, bor i hus med og 2 skønne døtre med.

Jeg har aldrig fået snakket alt det her med nogen, og det indhenter mig i den grad, jeg får flash backs, angst anfald og vågner grædende og dybt ulykkelig.

jeg ved det ef langt og kom du hertil, skal du have tak for at læse min historie. 

Har du ikke mulighed for at få noget prof hjælp, for der må da tages hånd om dig før verden fuldstændig ramler og tager dig med i faldet....

Jeg håber du får hjælp,  så du kan blive fri af flashbacks og angstanfald.

Psyikiatrien er gratis, mens psykologhjælp er egenbetaling. 

Psykiatri behøver i øvrigt ikke foregå på sygehuset. Mange private psykiatere er også ind over sygesikringen...

Anonym skriver:

Opdatering fra mig. 

Jeg har været til første samtale i dag, det var ekstremt hårdt, og jeg er Sønder bombet nu, først gav jeg hende bare det her indlæg, ogP hun stilte spørgsmål. Det var så svært at svarer på, hun spurgte undervejs hvor jeg mærkede angsten, vreden, sorgen osv. Men jeg var nærmest så spændt i hele kroppen at jeg ikke kunne mærke det. Jeg skal derfor starte til afspænding hos en pædagog fordi hun siger jeg ikke er koblet til min krop overhoved, jeg har skildt mig selv ad psykisk, hun spurgte derfor ind til muskelsmerter, og ja det har jeg i den grad (spiser ibumetin dagligt) hun forslog også massage eller fys som det andet, men det kan jeg ikke, kan ikke have et fremmede menneske så tæt på endnu.

 

og så har jeg fået nogle redskaber til hvad jeg skal gøre. Når jeg er uforklarlig vred, skal jeg sætte mig ned og skrive hvad jeg tænker, og lave breve til dem jeg er vred på. Når jeg er meget ked af det eller har angst, skal jeg tænke episoden igennem og gøre det der skulle være gjort, starte i det små. F.eks  en episode hvor jeg spiste tandpasta fordi min mor var smuttet uden mad til mig, skal jeg gå tilbage i mindet, tage mig selv i hånden og gå hen og lave mad til mig 5 år. Jeg er ikke så god til at foklarer det, men håber i forstår

når jeg har minder hvor jeg er ked af det eller ensom, skal jeg leve det igennem, mens min mand holder om mig, mens jeg gør det samme ved "lille mig" ej giver det overhoved mening?

Det lyder helt skørt, men er en måde at gennemser flashbacket.

 

Hvor er det godt, at du er kommet i gang!

Jeg har ikke meget forstand på, hvordan man arbejder med den slags, men for mig lyder det da, som om du er på rette vej.

Lykke til med det hele. Det bliver helt sikkert hårdt, men nu hvor du er i gang er der også lys i enden af tunellen.

Stor klem til dig!

Anonym skriver:

Advarer allerede det bliver meget langt og er du meget følsom skal du nok ikke læse med. 

Ja hvor starter jeg egentlig, jeg starter vel egentlig i min tidligste barndom, min mor var meget ung da hun fik mig (ikke 18, men tidlig myndig gjort grundet egen barndom og fordi det var det nemmeste for både min mor og kommunen, hun var knapt 17 da hun blev myndig og knapt 18 da hun fik mig) , min far ca 5 år ældre, min far havde siddet inde flere gange, røg og solgte hash dagligt - det var hans levevej. Jeg kom så til verdnen med hoftskred og skinne på i 1,5 år. Jeg var og er voldsom hypermobil, jeg var en nem baby siger mine forældre.

min mors og fars forhold krakelerede hurtigt grunden min fars barndomstraumaer (sexuelt misbrug) og hans psyke og misbrug af hash og stærkere ting. 

Jeg endte hos min mor efter en lang og grim retssag og i statsamtet (jeg husker ikke dette) undervejs var der så meget drama at jeg blev glemt i børnehaven, efterladt derhjemme og alt mulig andet. 

Nogle år senere for min mor en ny kæreste, vi kalder ham I, I var alt det min mor og jeg manglede, tryghed, stabilitet, omsorg og kærlighed. 

Der gik ikke længe så kaldte jeg I for min far og han kaldte mig sin datter, vi fik hund og han flyttede ind i vores lille 3 værelses lejlighed på ydre Nørrebro. 

Inden længe blev min mor gravid med min bror, jeg var lykkelig 7 år gammel, han kom til verdenen og alt ændrede sig. 

De skændtes konstant! Hver aften, kom op og slås og smadrede tingene, det ændre altid med I stormede ud af døren med hunden, jeg trøstede min mor og ryddede op. 

Min mor blev gravid igen 4 mdr senere og endnu en bror kom til verdnen, jeg var igen glad og stolt. 

Skænderierne tog til og I slog og skubbere min mor dagligt, jeg passede babyer imens, gav mad sutteflaske og legede med dem. 

De gik nu fra hinanden og vi endte alle 3 på samvær hos I 6 dage og og mor 8 dage. 

Jeg sov altid i seng med I og orker ikke at fortælle i detaljer så går jeg i stykker, kort sagt var det fuldbyrdet, og indvolverede alle aspekter st et vovet voksen samliv i 3 år. 

Jeg sagde intet, pjækker meget, var agressiv, indelukket, spiste og kastede op i et væk. 

Det blev opdaget, hvordan vil jeg ikke sige, men sagen blev henlagt af grunde jeg ikke kender til, min mor troede ikke på mig, resten af familien gjorde. 

Jeg flyttede på ungdomspension 14 år gammel dog kun i 2 mdr grundet min ekstreme selvskade var jeg for stor en mundfuld og røg på åben psykiatrisk afdeling, her jonglererede jeg rundt 3 år, mellem instutioner, lukket psykiatrisk afdeling og åben. 

Jeg flyttede nu på kollegie 17,5 år gammel, fik en kæreste som 18 årig, der var virkelig skidt for mig, fra jeg var 17 til jeg mødte ham, havde jeg flittigt klarer min 9 klasse, et grundforløb og gik nu på uddannelsen med en praktik plads på hånden. 

Han røg hash og tog Coke i stride strømme og jeg hoppede med på vognen jeg mistede min praktik plads, og min lejlighed og boede nu på gaden, fyren skred hjem til sin bror og jeg stod der. 

Ingen havde plads til mig, det var møg koldt (januar måned) og jeg sov på bænke, havde ingen adresse og dermed kun overlevelses hjælp fra kommunen (engangs beløb på 510 kr) og var i vilrede. 

Jeg fandt dog en måde at klarer det på, jeg var en slank og køn pige, så byture og fliterende øjne måtte dertil og det sikrede mig et par gange om ugen et sted at sove ja jeg skammer mig. 

I juni får jeg en rejse af min farfar og skal nu til Tyrkiet, jeg skal dog selv have lommepenge med, jeg finder derfor et rengørings job hos et ældre ægtepar og møder der igennem deres søn, som jeg nu er gift med, bor i hus med og 2 skønne døtre med.

Jeg har aldrig fået snakket alt det her med nogen, og det indhenter mig i den grad, jeg får flash backs, angst anfald og vågner grædende og dybt ulykkelig.

jeg ved det ef langt og kom du hertil, skal du have tak for at læse min historie. 

For det første er jeg rigtig stolt af du har åbnet sådan op 

Jeg har selv været ud for en del ting men slet ikk i det omfang du har, men noget af det der har gjort at jeg er kommet oven på er at jeg har snakket med min mand om det, at han krammer mig mens jeg ligsom lader alle mine følelser og frustrationer komme ud hjælper virkelig på mig, det kunne være det os hjalp lidt på dig ud over de 12 psykolog timer du har fået? 

Det var virkelig bare en tanke hjælper self ikk på alle men tænkte at jeg ville dele lidt af mine erfaringer med dig  

Anonym skriver:

Advarer allerede det bliver meget langt og er du meget følsom skal du nok ikke læse med. 

Ja hvor starter jeg egentlig, jeg starter vel egentlig i min tidligste barndom, min mor var meget ung da hun fik mig (ikke 18, men tidlig myndig gjort grundet egen barndom og fordi det var det nemmeste for både min mor og kommunen, hun var knapt 17 da hun blev myndig og knapt 18 da hun fik mig) , min far ca 5 år ældre, min far havde siddet inde flere gange, røg og solgte hash dagligt - det var hans levevej. Jeg kom så til verdnen med hoftskred og skinne på i 1,5 år. Jeg var og er voldsom hypermobil, jeg var en nem baby siger mine forældre.

min mors og fars forhold krakelerede hurtigt grunden min fars barndomstraumaer (sexuelt misbrug) og hans psyke og misbrug af hash og stærkere ting. 

Jeg endte hos min mor efter en lang og grim retssag og i statsamtet (jeg husker ikke dette) undervejs var der så meget drama at jeg blev glemt i børnehaven, efterladt derhjemme og alt mulig andet. 

Nogle år senere for min mor en ny kæreste, vi kalder ham I, I var alt det min mor og jeg manglede, tryghed, stabilitet, omsorg og kærlighed. 

Der gik ikke længe så kaldte jeg I for min far og han kaldte mig sin datter, vi fik hund og han flyttede ind i vores lille 3 værelses lejlighed på ydre Nørrebro. 

Inden længe blev min mor gravid med min bror, jeg var lykkelig 7 år gammel, han kom til verdenen og alt ændrede sig. 

De skændtes konstant! Hver aften, kom op og slås og smadrede tingene, det ændre altid med I stormede ud af døren med hunden, jeg trøstede min mor og ryddede op. 

Min mor blev gravid igen 4 mdr senere og endnu en bror kom til verdnen, jeg var igen glad og stolt. 

Skænderierne tog til og I slog og skubbere min mor dagligt, jeg passede babyer imens, gav mad sutteflaske og legede med dem. 

De gik nu fra hinanden og vi endte alle 3 på samvær hos I 6 dage og og mor 8 dage. 

Jeg sov altid i seng med I og orker ikke at fortælle i detaljer så går jeg i stykker, kort sagt var det fuldbyrdet, og indvolverede alle aspekter st et vovet voksen samliv i 3 år. 

Jeg sagde intet, pjækker meget, var agressiv, indelukket, spiste og kastede op i et væk. 

Det blev opdaget, hvordan vil jeg ikke sige, men sagen blev henlagt af grunde jeg ikke kender til, min mor troede ikke på mig, resten af familien gjorde. 

Jeg flyttede på ungdomspension 14 år gammel dog kun i 2 mdr grundet min ekstreme selvskade var jeg for stor en mundfuld og røg på åben psykiatrisk afdeling, her jonglererede jeg rundt 3 år, mellem instutioner, lukket psykiatrisk afdeling og åben. 

Jeg flyttede nu på kollegie 17,5 år gammel, fik en kæreste som 18 årig, der var virkelig skidt for mig, fra jeg var 17 til jeg mødte ham, havde jeg flittigt klarer min 9 klasse, et grundforløb og gik nu på uddannelsen med en praktik plads på hånden. 

Han røg hash og tog Coke i stride strømme og jeg hoppede med på vognen jeg mistede min praktik plads, og min lejlighed og boede nu på gaden, fyren skred hjem til sin bror og jeg stod der. 

Ingen havde plads til mig, det var møg koldt (januar måned) og jeg sov på bænke, havde ingen adresse og dermed kun overlevelses hjælp fra kommunen (engangs beløb på 510 kr) og var i vilrede. 

Jeg fandt dog en måde at klarer det på, jeg var en slank og køn pige, så byture og fliterende øjne måtte dertil og det sikrede mig et par gange om ugen et sted at sove ja jeg skammer mig. 

I juni får jeg en rejse af min farfar og skal nu til Tyrkiet, jeg skal dog selv have lommepenge med, jeg finder derfor et rengørings job hos et ældre ægtepar og møder der igennem deres søn, som jeg nu er gift med, bor i hus med og 2 skønne døtre med.

Jeg har aldrig fået snakket alt det her med nogen, og det indhenter mig i den grad, jeg får flash backs, angst anfald og vågner grædende og dybt ulykkelig.

jeg ved det ef langt og kom du hertil, skal du have tak for at læse min historie. 

For det første er jeg rigtig stolt af du har åbnet sådan op 

Jeg har selv været ud for en del ting men slet ikk i det omfang du har, men noget af det der har gjort at jeg er kommet oven på er at jeg har snakket med min mand om det, at han krammer mig mens jeg ligsom lader alle mine følelser og frustrationer komme ud hjælper virkelig på mig, det kunne være det os hjalp lidt på dig ud over de 12 psykolog timer du har fået? 

Det var virkelig bare en tanke hjælper self ikk på alle men tænkte at jeg ville dele lidt af mine erfaringer med dig