Når fortiden indhenter dig.

Bak skriver:



Ja, gå til din egen læge. Jeg kender ingen læge, der ikke ville give en henvisning til en psykolog på din baggrund. Du skal dog nok forvente lidt egenbetaling alligevel hos psykologen. Stort kram til dig for at være nået så langt på trods af modstanden!

Jeg har tid på mandag 

Anonym skriver:

Advarer allerede det bliver meget langt og er du meget følsom skal du nok ikke læse med. 

Ja hvor starter jeg egentlig, jeg starter vel egentlig i min tidligste barndom, min mor var meget ung da hun fik mig (ikke 18, men tidlig myndig gjort grundet egen barndom og fordi det var det nemmeste for både min mor og kommunen, hun var knapt 17 da hun blev myndig og knapt 18 da hun fik mig) , min far ca 5 år ældre, min far havde siddet inde flere gange, røg og solgte hash dagligt - det var hans levevej. Jeg kom så til verdnen med hoftskred og skinne på i 1,5 år. Jeg var og er voldsom hypermobil, jeg var en nem baby siger mine forældre.

min mors og fars forhold krakelerede hurtigt grunden min fars barndomstraumaer (sexuelt misbrug) og hans psyke og misbrug af hash og stærkere ting. 

Jeg endte hos min mor efter en lang og grim retssag og i statsamtet (jeg husker ikke dette) undervejs var der så meget drama at jeg blev glemt i børnehaven, efterladt derhjemme og alt mulig andet. 

Nogle år senere for min mor en ny kæreste, vi kalder ham I, I var alt det min mor og jeg manglede, tryghed, stabilitet, omsorg og kærlighed. 

Der gik ikke længe så kaldte jeg I for min far og han kaldte mig sin datter, vi fik hund og han flyttede ind i vores lille 3 værelses lejlighed på ydre Nørrebro. 

Inden længe blev min mor gravid med min bror, jeg var lykkelig 7 år gammel, han kom til verdenen og alt ændrede sig. 

De skændtes konstant! Hver aften, kom op og slås og smadrede tingene, det ændre altid med I stormede ud af døren med hunden, jeg trøstede min mor og ryddede op. 

Min mor blev gravid igen 4 mdr senere og endnu en bror kom til verdnen, jeg var igen glad og stolt. 

Skænderierne tog til og I slog og skubbere min mor dagligt, jeg passede babyer imens, gav mad sutteflaske og legede med dem. 

De gik nu fra hinanden og vi endte alle 3 på samvær hos I 6 dage og og mor 8 dage. 

Jeg sov altid i seng med I og orker ikke at fortælle i detaljer så går jeg i stykker, kort sagt var det fuldbyrdet, og indvolverede alle aspekter st et vovet voksen samliv i 3 år. 

Jeg sagde intet, pjækker meget, var agressiv, indelukket, spiste og kastede op i et væk. 

Det blev opdaget, hvordan vil jeg ikke sige, men sagen blev henlagt af grunde jeg ikke kender til, min mor troede ikke på mig, resten af familien gjorde. 

Jeg flyttede på ungdomspension 14 år gammel dog kun i 2 mdr grundet min ekstreme selvskade var jeg for stor en mundfuld og røg på åben psykiatrisk afdeling, her jonglererede jeg rundt 3 år, mellem instutioner, lukket psykiatrisk afdeling og åben. 

Jeg flyttede nu på kollegie 17,5 år gammel, fik en kæreste som 18 årig, der var virkelig skidt for mig, fra jeg var 17 til jeg mødte ham, havde jeg flittigt klarer min 9 klasse, et grundforløb og gik nu på uddannelsen med en praktik plads på hånden. 

Han røg hash og tog Coke i stride strømme og jeg hoppede med på vognen jeg mistede min praktik plads, og min lejlighed og boede nu på gaden, fyren skred hjem til sin bror og jeg stod der. 

Ingen havde plads til mig, det var møg koldt (januar måned) og jeg sov på bænke, havde ingen adresse og dermed kun overlevelses hjælp fra kommunen (engangs beløb på 510 kr) og var i vilrede. 

Jeg fandt dog en måde at klarer det på, jeg var en slank og køn pige, så byture og fliterende øjne måtte dertil og det sikrede mig et par gange om ugen et sted at sove ja jeg skammer mig. 

I juni får jeg en rejse af min farfar og skal nu til Tyrkiet, jeg skal dog selv have lommepenge med, jeg finder derfor et rengørings job hos et ældre ægtepar og møder der igennem deres søn, som jeg nu er gift med, bor i hus med og 2 skønne døtre med.

Jeg har aldrig fået snakket alt det her med nogen, og det indhenter mig i den grad, jeg får flash backs, angst anfald og vågner grædende og dybt ulykkelig.

jeg ved det ef langt og kom du hertil, skal du have tak for at læse min historie. 

Du skal søge noget hjælp psykolog osv... og så bliver du nødt til at dele din historie med din mand.! Hvor er det frygteligt, men hvor er det dejligt at du mødte ham der i dag er din mand og far til dine børn. Håber du får gjort noget ved det, så du ikke knækker fuldstændigt. Det er sgu synd for dig, virkelig. Ingen fortjener sådan et liv, slet ikke som barn.

Kæmpe knus herfra...  

Stort kram til dig og hvor er det flot du beder om hjælp nu. Jeg er sikker på, lægen og en psykolog vil kunne hjælpe dig.

Mange tanker herfra 

For h...... hvor bliver jeg bare mega gal over at der findes sådan nogle modbydelige mennesker der kan finde på at være sådan over for dig!!!!  Tænkt at de har sådan en magt til at ødelægge ens barndom på den måde!!! Arh....

Stort herfra... Håber at du får det bearbejdet så du kan komme videre med din lille familie... For det har du da virkelig fortjent.. Fedt at du er kommet på den anden side...

Anonym skriver:

Hej 

tak for din besked, jeg bestiller tid til lægen i dag. 

Det er rigtig svært for mig at andre har lavet så meget skade i mit liv at jeg nu skal kæmpe sådan, det er (undskyld sproget) fandme ikke fair. 

Jeg lider desværre at store fysiske skavanker, jeg har massiv vitamin mangel som der ikke rigtig kan rettes op på, lægerne ved ikke hvorfor, men min krop vil ikke optage dem Og så har jeg en masse andre skavanker som kommer fra mit tidligere liv, så Danmark vil ikke forsikre mig  Men der er plads i budgettet til psykolog 1 gang om ugen, så det bør gå. 

Det var godt øv at Danmark ikke vil havde dig med, men rigtig godt du tager til lægen for hen henvisning gør en stor økonomisk forskel

Har du snakket med din mand om din fortid? Det hjælper mig meget at min mand ved hvad der er sket for mig og hvorfor jeg nogle dage er lidt off

Hvis du tænker du har svært ved at skulle fortælle lægen om det hele, så skriv det ned eller tag evt det du har skrevet her med der ned så han kan læse det, så ved du også at du får det med du gerne vil

Anonym skriver:

Advarer allerede det bliver meget langt og er du meget følsom skal du nok ikke læse med. 

Ja hvor starter jeg egentlig, jeg starter vel egentlig i min tidligste barndom, min mor var meget ung da hun fik mig (ikke 18, men tidlig myndig gjort grundet egen barndom og fordi det var det nemmeste for både min mor og kommunen, hun var knapt 17 da hun blev myndig og knapt 18 da hun fik mig) , min far ca 5 år ældre, min far havde siddet inde flere gange, røg og solgte hash dagligt - det var hans levevej. Jeg kom så til verdnen med hoftskred og skinne på i 1,5 år. Jeg var og er voldsom hypermobil, jeg var en nem baby siger mine forældre.

min mors og fars forhold krakelerede hurtigt grunden min fars barndomstraumaer (sexuelt misbrug) og hans psyke og misbrug af hash og stærkere ting. 

Jeg endte hos min mor efter en lang og grim retssag og i statsamtet (jeg husker ikke dette) undervejs var der så meget drama at jeg blev glemt i børnehaven, efterladt derhjemme og alt mulig andet. 

Nogle år senere for min mor en ny kæreste, vi kalder ham I, I var alt det min mor og jeg manglede, tryghed, stabilitet, omsorg og kærlighed. 

Der gik ikke længe så kaldte jeg I for min far og han kaldte mig sin datter, vi fik hund og han flyttede ind i vores lille 3 værelses lejlighed på ydre Nørrebro. 

Inden længe blev min mor gravid med min bror, jeg var lykkelig 7 år gammel, han kom til verdenen og alt ændrede sig. 

De skændtes konstant! Hver aften, kom op og slås og smadrede tingene, det ændre altid med I stormede ud af døren med hunden, jeg trøstede min mor og ryddede op. 

Min mor blev gravid igen 4 mdr senere og endnu en bror kom til verdnen, jeg var igen glad og stolt. 

Skænderierne tog til og I slog og skubbere min mor dagligt, jeg passede babyer imens, gav mad sutteflaske og legede med dem. 

De gik nu fra hinanden og vi endte alle 3 på samvær hos I 6 dage og og mor 8 dage. 

Jeg sov altid i seng med I og orker ikke at fortælle i detaljer så går jeg i stykker, kort sagt var det fuldbyrdet, og indvolverede alle aspekter st et vovet voksen samliv i 3 år. 

Jeg sagde intet, pjækker meget, var agressiv, indelukket, spiste og kastede op i et væk. 

Det blev opdaget, hvordan vil jeg ikke sige, men sagen blev henlagt af grunde jeg ikke kender til, min mor troede ikke på mig, resten af familien gjorde. 

Jeg flyttede på ungdomspension 14 år gammel dog kun i 2 mdr grundet min ekstreme selvskade var jeg for stor en mundfuld og røg på åben psykiatrisk afdeling, her jonglererede jeg rundt 3 år, mellem instutioner, lukket psykiatrisk afdeling og åben. 

Jeg flyttede nu på kollegie 17,5 år gammel, fik en kæreste som 18 årig, der var virkelig skidt for mig, fra jeg var 17 til jeg mødte ham, havde jeg flittigt klarer min 9 klasse, et grundforløb og gik nu på uddannelsen med en praktik plads på hånden. 

Han røg hash og tog Coke i stride strømme og jeg hoppede med på vognen jeg mistede min praktik plads, og min lejlighed og boede nu på gaden, fyren skred hjem til sin bror og jeg stod der. 

Ingen havde plads til mig, det var møg koldt (januar måned) og jeg sov på bænke, havde ingen adresse og dermed kun overlevelses hjælp fra kommunen (engangs beløb på 510 kr) og var i vilrede. 

Jeg fandt dog en måde at klarer det på, jeg var en slank og køn pige, så byture og fliterende øjne måtte dertil og det sikrede mig et par gange om ugen et sted at sove ja jeg skammer mig. 

I juni får jeg en rejse af min farfar og skal nu til Tyrkiet, jeg skal dog selv have lommepenge med, jeg finder derfor et rengørings job hos et ældre ægtepar og møder der igennem deres søn, som jeg nu er gift med, bor i hus med og 2 skønne døtre med.

Jeg har aldrig fået snakket alt det her med nogen, og det indhenter mig i den grad, jeg får flash backs, angst anfald og vågner grædende og dybt ulykkelig.

jeg ved det ef langt og kom du hertil, skal du have tak for at læse min historie. 

Jeg sidder med gåsehud og værdsætter min egen barndom.

Hvor er jeg ked af at høre om den behandling du har fået. Det er måske nemt nok for mig at sige, men du skal ikke skamme dig! (Du skrev noget i forhold til overnatning, da du "var på gaden") Nøj hvor er du sej. Du er kommet på den anden side og selvfølgelig oplever du disse ting blusse op.

Jeg anbefaler dig virkelig på det kraftigste at se en terapeut. Du har været udsat for det vildeste omsorgssvigt og især når du fortæller om dine angst anfald og mareridt, vil jeg råde dig til at søge hjælp 

Alt det bedste på din vej. Du lyder som en stærk kvinde 

Kay skriver:

Det var godt øv at Danmark ikke vil havde dig med, men rigtig godt du tager til lægen for hen henvisning gør en stor økonomisk forskel

Har du snakket med din mand om din fortid? Det hjælper mig meget at min mand ved hvad der er sket for mig og hvorfor jeg nogle dage er lidt off

Hvis du tænker du har svært ved at skulle fortælle lægen om det hele, så skriv det ned eller tag evt det du har skrevet her med der ned så han kan læse det, så ved du også at du får det med du gerne vil

Nej jeg snakker ikke om det med nogen, jeg kan ikke få ordene udover mine læber, jeg går i stå eller ender med et angst anfald. 

Ja det er rigtig øv de ikke vil det men sådan er det nu engang, jeg har så Falck Care, det giver ikke helt de samme fordele men en del gode alligevel. 

Jeg kommer lige med at generelt svar. 

Jeg har prøvet at åbne op, men det går bare ikke, hver gang jeg prøver at snakke om det, går jeg i stå, kaster op eller får et angst anfald, jeg har skrevet et par breve til min mand hvor det stod beskrevet. 

Men mange ting er så fortrængt og gør så ondt at tænke på at jeg slet ikke kan holde det ud, jeg får det fysisk dårligt. 

Julen og vinteren er svær for mig, jeg har har meget få gode jule minder, jeg tager dog til juleaften for mine døtres skyld hos min sviger familie. Jeg har ingen kontakt til min egen udover min farfar og farmor, de dåer vidunderlige og tager ud og rejser hver år i julen  

Jeg frøs meget ds jeg røg på gaden og den intense kulde sad fast i kroppen, jeg frøs altid og tabt mig fra 63 til 48 kilo meget hurtigt. 

Og det sidder stadig i mig, i vinteren har jeg nærmest ondt i huden at dårlige minder. Og jeg ved jeg skal til at gøre noget ved det, det er bare så fandens svært at erkende efter alt det jeg har været igennem  kan jeg ikke klarer dette selv? Jeg vil måske ikke indrømme min fortid det er som om siger jeg det højt acceptere jeg det, og det vil jeg ikke. Jeg kan ikke forklarer hvorfor, det føltes bare så forkert.

 Jeg husker ikke meget af mit liv, egentlig kun de ting der er beskrevet i starts indlægget og andre minder, men ikke meget. Det meste er tåget og flyder lidt ud. 

Anonym skriver:

Tusind tak.

jeg elsker mine døtre over alt på jorden og det er med udgangspunkt i dem jeg har skrevet dette indlæg, jeg har ingen intentioner om at give den sociale arv videre. 

Jeg kan ikke ryste skammen af mig over de ting jeg måtte gøre, logisk ved jeg at jeg ikke havde andre valg, men følsesmæssigt skammer jeg mig og væmmes ved det. 

Og mind piger skal ikke lærer fra mig at væmmes ved sig selv og jeg er ikke tvivl on uanset hvor meget jeg prøver kan jeg ikke undgå at overfører til dem 

Du skriver at du er bange for at give negative ting ved din fortid videre til dine piger, men hvad med at se sådan på det, at du er en der kæmper og ikke giver op selv når det værst tænklige sker, det kan du vel også give videre til dine piger? Og at du har styrken og modet til at sige: Det her kan jeg ikke selv klare, og søge hjælp til at bearbejde din fortid, det er da super stærk! Det er da evner en hver mor ønsker at kunne give videre til sine børn. Du vil da sikkert ønske at dine døtre ikke bare ligger sig til at tude hvis en tager deres legetøj fra dem i børnehaven, men gør noget med det. Og hvis de bliver mobbet ønsker du vel også at de vil søge hjælp hos dig, selv om det er svært for dem at fortælle om. Din fortid har gjort dig stærke end de fleste og du har mulighed for at lære dine døtre at være stærke og modige nok til at søge hjælp når de ikke selv kan løse deres problemer.

Anonym skriver:

Nej jeg snakker ikke om det med nogen, jeg kan ikke få ordene udover mine læber, jeg går i stå eller ender med et angst anfald. 

Ja det er rigtig øv de ikke vil det men sådan er det nu engang, jeg har så Falck Care, det giver ikke helt de samme fordele men en del gode alligevel. 

Du kunne overveje at lade din mand læse dit indlæg, så han ved lidt om hvad der rør sig så du har en støtte i alt dette det er en hård omgang at skulle bearbejde sin fortid