Når fortiden indhenter dig.

Advarer allerede det bliver meget langt og er du meget følsom skal du nok ikke læse med. 

Ja hvor starter jeg egentlig, jeg starter vel egentlig i min tidligste barndom, min mor var meget ung da hun fik mig (ikke 18, men tidlig myndig gjort grundet egen barndom og fordi det var det nemmeste for både min mor og kommunen, hun var knapt 17 da hun blev myndig og knapt 18 da hun fik mig) , min far ca 5 år ældre, min far havde siddet inde flere gange, røg og solgte hash dagligt - det var hans levevej. Jeg kom så til verdnen med hoftskred og skinne på i 1,5 år. Jeg var og er voldsom hypermobil, jeg var en nem baby siger mine forældre.

min mors og fars forhold krakelerede hurtigt grunden min fars barndomstraumaer (sexuelt misbrug) og hans psyke og misbrug af hash og stærkere ting. 

Jeg endte hos min mor efter en lang og grim retssag og i statsamtet (jeg husker ikke dette) undervejs var der så meget drama at jeg blev glemt i børnehaven, efterladt derhjemme og alt mulig andet. 

Nogle år senere for min mor en ny kæreste, vi kalder ham I, I var alt det min mor og jeg manglede, tryghed, stabilitet, omsorg og kærlighed. 

Der gik ikke længe så kaldte jeg I for min far og han kaldte mig sin datter, vi fik hund og han flyttede ind i vores lille 3 værelses lejlighed på ydre Nørrebro. 

Inden længe blev min mor gravid med min bror, jeg var lykkelig 7 år gammel, han kom til verdenen og alt ændrede sig. 

De skændtes konstant! Hver aften, kom op og slås og smadrede tingene, det ændre altid med I stormede ud af døren med hunden, jeg trøstede min mor og ryddede op. 

Min mor blev gravid igen 4 mdr senere og endnu en bror kom til verdnen, jeg var igen glad og stolt. 

Skænderierne tog til og I slog og skubbere min mor dagligt, jeg passede babyer imens, gav mad sutteflaske og legede med dem. 

De gik nu fra hinanden og vi endte alle 3 på samvær hos I 6 dage og og mor 8 dage. 

Jeg sov altid i seng med I og orker ikke at fortælle i detaljer så går jeg i stykker, kort sagt var det fuldbyrdet, og indvolverede alle aspekter st et vovet voksen samliv i 3 år. 

Jeg sagde intet, pjækker meget, var agressiv, indelukket, spiste og kastede op i et væk. 

Det blev opdaget, hvordan vil jeg ikke sige, men sagen blev henlagt af grunde jeg ikke kender til, min mor troede ikke på mig, resten af familien gjorde. 

Jeg flyttede på ungdomspension 14 år gammel dog kun i 2 mdr grundet min ekstreme selvskade var jeg for stor en mundfuld og røg på åben psykiatrisk afdeling, her jonglererede jeg rundt 3 år, mellem instutioner, lukket psykiatrisk afdeling og åben. 

Jeg flyttede nu på kollegie 17,5 år gammel, fik en kæreste som 18 årig, der var virkelig skidt for mig, fra jeg var 17 til jeg mødte ham, havde jeg flittigt klarer min 9 klasse, et grundforløb og gik nu på uddannelsen med en praktik plads på hånden. 

Han røg hash og tog Coke i stride strømme og jeg hoppede med på vognen jeg mistede min praktik plads, og min lejlighed og boede nu på gaden, fyren skred hjem til sin bror og jeg stod der. 

Ingen havde plads til mig, det var møg koldt (januar måned) og jeg sov på bænke, havde ingen adresse og dermed kun overlevelses hjælp fra kommunen (engangs beløb på 510 kr) og var i vilrede. 

Jeg fandt dog en måde at klarer det på, jeg var en slank og køn pige, så byture og fliterende øjne måtte dertil og det sikrede mig et par gange om ugen et sted at sove ja jeg skammer mig. 

I juni får jeg en rejse af min farfar og skal nu til Tyrkiet, jeg skal dog selv have lommepenge med, jeg finder derfor et rengørings job hos et ældre ægtepar og møder der igennem deres søn, som jeg nu er gift med, bor i hus med og 2 skønne døtre med.

Jeg har aldrig fået snakket alt det her med nogen, og det indhenter mig i den grad, jeg får flash backs, angst anfald og vågner grædende og dybt ulykkelig.

jeg ved det ef langt og kom du hertil, skal du have tak for at læse min historie. 

Anonym skriver:

Advarer allerede det bliver meget langt og er du meget følsom skal du nok ikke læse med. 

Ja hvor starter jeg egentlig, jeg starter vel egentlig i min tidligste barndom, min mor var meget ung da hun fik mig (ikke 18, men tidlig myndig gjort grundet egen barndom og fordi det var det nemmeste for både min mor og kommunen, hun var knapt 17 da hun blev myndig og knapt 18 da hun fik mig) , min far ca 5 år ældre, min far havde siddet inde flere gange, røg og solgte hash dagligt - det var hans levevej. Jeg kom så til verdnen med hoftskred og skinne på i 1,5 år. Jeg var og er voldsom hypermobil, jeg var en nem baby siger mine forældre.

min mors og fars forhold krakelerede hurtigt grunden min fars barndomstraumaer (sexuelt misbrug) og hans psyke og misbrug af hash og stærkere ting. 

Jeg endte hos min mor efter en lang og grim retssag og i statsamtet (jeg husker ikke dette) undervejs var der så meget drama at jeg blev glemt i børnehaven, efterladt derhjemme og alt mulig andet. 

Nogle år senere for min mor en ny kæreste, vi kalder ham I, I var alt det min mor og jeg manglede, tryghed, stabilitet, omsorg og kærlighed. 

Der gik ikke længe så kaldte jeg I for min far og han kaldte mig sin datter, vi fik hund og han flyttede ind i vores lille 3 værelses lejlighed på ydre Nørrebro. 

Inden længe blev min mor gravid med min bror, jeg var lykkelig 7 år gammel, han kom til verdenen og alt ændrede sig. 

De skændtes konstant! Hver aften, kom op og slås og smadrede tingene, det ændre altid med I stormede ud af døren med hunden, jeg trøstede min mor og ryddede op. 

Min mor blev gravid igen 4 mdr senere og endnu en bror kom til verdnen, jeg var igen glad og stolt. 

Skænderierne tog til og I slog og skubbere min mor dagligt, jeg passede babyer imens, gav mad sutteflaske og legede med dem. 

De gik nu fra hinanden og vi endte alle 3 på samvær hos I 6 dage og og mor 8 dage. 

Jeg sov altid i seng med I og orker ikke at fortælle i detaljer så går jeg i stykker, kort sagt var det fuldbyrdet, og indvolverede alle aspekter st et vovet voksen samliv i 3 år. 

Jeg sagde intet, pjækker meget, var agressiv, indelukket, spiste og kastede op i et væk. 

Det blev opdaget, hvordan vil jeg ikke sige, men sagen blev henlagt af grunde jeg ikke kender til, min mor troede ikke på mig, resten af familien gjorde. 

Jeg flyttede på ungdomspension 14 år gammel dog kun i 2 mdr grundet min ekstreme selvskade var jeg for stor en mundfuld og røg på åben psykiatrisk afdeling, her jonglererede jeg rundt 3 år, mellem instutioner, lukket psykiatrisk afdeling og åben. 

Jeg flyttede nu på kollegie 17,5 år gammel, fik en kæreste som 18 årig, der var virkelig skidt for mig, fra jeg var 17 til jeg mødte ham, havde jeg flittigt klarer min 9 klasse, et grundforløb og gik nu på uddannelsen med en praktik plads på hånden. 

Han røg hash og tog Coke i stride strømme og jeg hoppede med på vognen jeg mistede min praktik plads, og min lejlighed og boede nu på gaden, fyren skred hjem til sin bror og jeg stod der. 

Ingen havde plads til mig, det var møg koldt (januar måned) og jeg sov på bænke, havde ingen adresse og dermed kun overlevelses hjælp fra kommunen (engangs beløb på 510 kr) og var i vilrede. 

Jeg fandt dog en måde at klarer det på, jeg var en slank og køn pige, så byture og fliterende øjne måtte dertil og det sikrede mig et par gange om ugen et sted at sove ja jeg skammer mig. 

I juni får jeg en rejse af min farfar og skal nu til Tyrkiet, jeg skal dog selv have lommepenge med, jeg finder derfor et rengørings job hos et ældre ægtepar og møder der igennem deres søn, som jeg nu er gift med, bor i hus med og 2 skønne døtre med.

Jeg har aldrig fået snakket alt det her med nogen, og det indhenter mig i den grad, jeg får flash backs, angst anfald og vågner grædende og dybt ulykkelig.

jeg ved det ef langt og kom du hertil, skal du have tak for at læse min historie. 

 du har klaret det flot. Hatten af for dig. Det sidder jo dybt i dig. Men tænk på at du er kommet over på den anden side. Stærkere og med en familie der elsker dig. 

ligger her med gåsehud. For h... Jeg har bare lyst til at kramme dig og ønske jeg kunne hjælpe. Har du nogen og snakke med om alt det her ? For du skal bearbejde det. For din egen skyld. 

Anonym skriver:

Advarer allerede det bliver meget langt og er du meget følsom skal du nok ikke læse med. 

Ja hvor starter jeg egentlig, jeg starter vel egentlig i min tidligste barndom, min mor var meget ung da hun fik mig (ikke 18, men tidlig myndig gjort grundet egen barndom og fordi det var det nemmeste for både min mor og kommunen, hun var knapt 17 da hun blev myndig og knapt 18 da hun fik mig) , min far ca 5 år ældre, min far havde siddet inde flere gange, røg og solgte hash dagligt - det var hans levevej. Jeg kom så til verdnen med hoftskred og skinne på i 1,5 år. Jeg var og er voldsom hypermobil, jeg var en nem baby siger mine forældre.

min mors og fars forhold krakelerede hurtigt grunden min fars barndomstraumaer (sexuelt misbrug) og hans psyke og misbrug af hash og stærkere ting. 

Jeg endte hos min mor efter en lang og grim retssag og i statsamtet (jeg husker ikke dette) undervejs var der så meget drama at jeg blev glemt i børnehaven, efterladt derhjemme og alt mulig andet. 

Nogle år senere for min mor en ny kæreste, vi kalder ham I, I var alt det min mor og jeg manglede, tryghed, stabilitet, omsorg og kærlighed. 

Der gik ikke længe så kaldte jeg I for min far og han kaldte mig sin datter, vi fik hund og han flyttede ind i vores lille 3 værelses lejlighed på ydre Nørrebro. 

Inden længe blev min mor gravid med min bror, jeg var lykkelig 7 år gammel, han kom til verdenen og alt ændrede sig. 

De skændtes konstant! Hver aften, kom op og slås og smadrede tingene, det ændre altid med I stormede ud af døren med hunden, jeg trøstede min mor og ryddede op. 

Min mor blev gravid igen 4 mdr senere og endnu en bror kom til verdnen, jeg var igen glad og stolt. 

Skænderierne tog til og I slog og skubbere min mor dagligt, jeg passede babyer imens, gav mad sutteflaske og legede med dem. 

De gik nu fra hinanden og vi endte alle 3 på samvær hos I 6 dage og og mor 8 dage. 

Jeg sov altid i seng med I og orker ikke at fortælle i detaljer så går jeg i stykker, kort sagt var det fuldbyrdet, og indvolverede alle aspekter st et vovet voksen samliv i 3 år. 

Jeg sagde intet, pjækker meget, var agressiv, indelukket, spiste og kastede op i et væk. 

Det blev opdaget, hvordan vil jeg ikke sige, men sagen blev henlagt af grunde jeg ikke kender til, min mor troede ikke på mig, resten af familien gjorde. 

Jeg flyttede på ungdomspension 14 år gammel dog kun i 2 mdr grundet min ekstreme selvskade var jeg for stor en mundfuld og røg på åben psykiatrisk afdeling, her jonglererede jeg rundt 3 år, mellem instutioner, lukket psykiatrisk afdeling og åben. 

Jeg flyttede nu på kollegie 17,5 år gammel, fik en kæreste som 18 årig, der var virkelig skidt for mig, fra jeg var 17 til jeg mødte ham, havde jeg flittigt klarer min 9 klasse, et grundforløb og gik nu på uddannelsen med en praktik plads på hånden. 

Han røg hash og tog Coke i stride strømme og jeg hoppede med på vognen jeg mistede min praktik plads, og min lejlighed og boede nu på gaden, fyren skred hjem til sin bror og jeg stod der. 

Ingen havde plads til mig, det var møg koldt (januar måned) og jeg sov på bænke, havde ingen adresse og dermed kun overlevelses hjælp fra kommunen (engangs beløb på 510 kr) og var i vilrede. 

Jeg fandt dog en måde at klarer det på, jeg var en slank og køn pige, så byture og fliterende øjne måtte dertil og det sikrede mig et par gange om ugen et sted at sove ja jeg skammer mig. 

I juni får jeg en rejse af min farfar og skal nu til Tyrkiet, jeg skal dog selv have lommepenge med, jeg finder derfor et rengørings job hos et ældre ægtepar og møder der igennem deres søn, som jeg nu er gift med, bor i hus med og 2 skønne døtre med.

Jeg har aldrig fået snakket alt det her med nogen, og det indhenter mig i den grad, jeg får flash backs, angst anfald og vågner grædende og dybt ulykkelig.

jeg ved det ef langt og kom du hertil, skal du have tak for at læse min historie. 

Sikke en livshistorie, du får lige en  ..nu hvor du er kommet på den anden side og klarer dig godt, hatten af for det! Snak med nogen om det, evt. En professionel for at fortiden ikke ødelægger det der venter dig i fremtiden, både for din egen skyld og resten af din familie, især dine piger 

Anonym skriver:

Advarer allerede det bliver meget langt og er du meget følsom skal du nok ikke læse med. 

Ja hvor starter jeg egentlig, jeg starter vel egentlig i min tidligste barndom, min mor var meget ung da hun fik mig (ikke 18, men tidlig myndig gjort grundet egen barndom og fordi det var det nemmeste for både min mor og kommunen, hun var knapt 17 da hun blev myndig og knapt 18 da hun fik mig) , min far ca 5 år ældre, min far havde siddet inde flere gange, røg og solgte hash dagligt - det var hans levevej. Jeg kom så til verdnen med hoftskred og skinne på i 1,5 år. Jeg var og er voldsom hypermobil, jeg var en nem baby siger mine forældre.

min mors og fars forhold krakelerede hurtigt grunden min fars barndomstraumaer (sexuelt misbrug) og hans psyke og misbrug af hash og stærkere ting. 

Jeg endte hos min mor efter en lang og grim retssag og i statsamtet (jeg husker ikke dette) undervejs var der så meget drama at jeg blev glemt i børnehaven, efterladt derhjemme og alt mulig andet. 

Nogle år senere for min mor en ny kæreste, vi kalder ham I, I var alt det min mor og jeg manglede, tryghed, stabilitet, omsorg og kærlighed. 

Der gik ikke længe så kaldte jeg I for min far og han kaldte mig sin datter, vi fik hund og han flyttede ind i vores lille 3 værelses lejlighed på ydre Nørrebro. 

Inden længe blev min mor gravid med min bror, jeg var lykkelig 7 år gammel, han kom til verdenen og alt ændrede sig. 

De skændtes konstant! Hver aften, kom op og slås og smadrede tingene, det ændre altid med I stormede ud af døren med hunden, jeg trøstede min mor og ryddede op. 

Min mor blev gravid igen 4 mdr senere og endnu en bror kom til verdnen, jeg var igen glad og stolt. 

Skænderierne tog til og I slog og skubbere min mor dagligt, jeg passede babyer imens, gav mad sutteflaske og legede med dem. 

De gik nu fra hinanden og vi endte alle 3 på samvær hos I 6 dage og og mor 8 dage. 

Jeg sov altid i seng med I og orker ikke at fortælle i detaljer så går jeg i stykker, kort sagt var det fuldbyrdet, og indvolverede alle aspekter st et vovet voksen samliv i 3 år. 

Jeg sagde intet, pjækker meget, var agressiv, indelukket, spiste og kastede op i et væk. 

Det blev opdaget, hvordan vil jeg ikke sige, men sagen blev henlagt af grunde jeg ikke kender til, min mor troede ikke på mig, resten af familien gjorde. 

Jeg flyttede på ungdomspension 14 år gammel dog kun i 2 mdr grundet min ekstreme selvskade var jeg for stor en mundfuld og røg på åben psykiatrisk afdeling, her jonglererede jeg rundt 3 år, mellem instutioner, lukket psykiatrisk afdeling og åben. 

Jeg flyttede nu på kollegie 17,5 år gammel, fik en kæreste som 18 årig, der var virkelig skidt for mig, fra jeg var 17 til jeg mødte ham, havde jeg flittigt klarer min 9 klasse, et grundforløb og gik nu på uddannelsen med en praktik plads på hånden. 

Han røg hash og tog Coke i stride strømme og jeg hoppede med på vognen jeg mistede min praktik plads, og min lejlighed og boede nu på gaden, fyren skred hjem til sin bror og jeg stod der. 

Ingen havde plads til mig, det var møg koldt (januar måned) og jeg sov på bænke, havde ingen adresse og dermed kun overlevelses hjælp fra kommunen (engangs beløb på 510 kr) og var i vilrede. 

Jeg fandt dog en måde at klarer det på, jeg var en slank og køn pige, så byture og fliterende øjne måtte dertil og det sikrede mig et par gange om ugen et sted at sove ja jeg skammer mig. 

I juni får jeg en rejse af min farfar og skal nu til Tyrkiet, jeg skal dog selv have lommepenge med, jeg finder derfor et rengørings job hos et ældre ægtepar og møder der igennem deres søn, som jeg nu er gift med, bor i hus med og 2 skønne døtre med.

Jeg har aldrig fået snakket alt det her med nogen, og det indhenter mig i den grad, jeg får flash backs, angst anfald og vågner grædende og dybt ulykkelig.

jeg ved det ef langt og kom du hertil, skal du have tak for at læse min historie. 

Kære dig 

Først og fremmest får du en kæmpe krammer herfra 

Bare det, at du har skrevet dette indlæg, betyder at du har taget det første skridt til at gøre noget, og jeg håber at du også tager næste skridt og søger hjælp, så du kan bearbejde de grimme oplevelser og minder. Selvom det er en hård process, skal du nok komme stærkere ud på den anden side og vil måske også være i stand til at hjælpe andre ofre. 

Sender dig mange kræfter og ønsker dig og din familie det bedste 

Anonym skriver:

Advarer allerede det bliver meget langt og er du meget følsom skal du nok ikke læse med. 

Ja hvor starter jeg egentlig, jeg starter vel egentlig i min tidligste barndom, min mor var meget ung da hun fik mig (ikke 18, men tidlig myndig gjort grundet egen barndom og fordi det var det nemmeste for både min mor og kommunen, hun var knapt 17 da hun blev myndig og knapt 18 da hun fik mig) , min far ca 5 år ældre, min far havde siddet inde flere gange, røg og solgte hash dagligt - det var hans levevej. Jeg kom så til verdnen med hoftskred og skinne på i 1,5 år. Jeg var og er voldsom hypermobil, jeg var en nem baby siger mine forældre.

min mors og fars forhold krakelerede hurtigt grunden min fars barndomstraumaer (sexuelt misbrug) og hans psyke og misbrug af hash og stærkere ting. 

Jeg endte hos min mor efter en lang og grim retssag og i statsamtet (jeg husker ikke dette) undervejs var der så meget drama at jeg blev glemt i børnehaven, efterladt derhjemme og alt mulig andet. 

Nogle år senere for min mor en ny kæreste, vi kalder ham I, I var alt det min mor og jeg manglede, tryghed, stabilitet, omsorg og kærlighed. 

Der gik ikke længe så kaldte jeg I for min far og han kaldte mig sin datter, vi fik hund og han flyttede ind i vores lille 3 værelses lejlighed på ydre Nørrebro. 

Inden længe blev min mor gravid med min bror, jeg var lykkelig 7 år gammel, han kom til verdenen og alt ændrede sig. 

De skændtes konstant! Hver aften, kom op og slås og smadrede tingene, det ændre altid med I stormede ud af døren med hunden, jeg trøstede min mor og ryddede op. 

Min mor blev gravid igen 4 mdr senere og endnu en bror kom til verdnen, jeg var igen glad og stolt. 

Skænderierne tog til og I slog og skubbere min mor dagligt, jeg passede babyer imens, gav mad sutteflaske og legede med dem. 

De gik nu fra hinanden og vi endte alle 3 på samvær hos I 6 dage og og mor 8 dage. 

Jeg sov altid i seng med I og orker ikke at fortælle i detaljer så går jeg i stykker, kort sagt var det fuldbyrdet, og indvolverede alle aspekter st et vovet voksen samliv i 3 år. 

Jeg sagde intet, pjækker meget, var agressiv, indelukket, spiste og kastede op i et væk. 

Det blev opdaget, hvordan vil jeg ikke sige, men sagen blev henlagt af grunde jeg ikke kender til, min mor troede ikke på mig, resten af familien gjorde. 

Jeg flyttede på ungdomspension 14 år gammel dog kun i 2 mdr grundet min ekstreme selvskade var jeg for stor en mundfuld og røg på åben psykiatrisk afdeling, her jonglererede jeg rundt 3 år, mellem instutioner, lukket psykiatrisk afdeling og åben. 

Jeg flyttede nu på kollegie 17,5 år gammel, fik en kæreste som 18 årig, der var virkelig skidt for mig, fra jeg var 17 til jeg mødte ham, havde jeg flittigt klarer min 9 klasse, et grundforløb og gik nu på uddannelsen med en praktik plads på hånden. 

Han røg hash og tog Coke i stride strømme og jeg hoppede med på vognen jeg mistede min praktik plads, og min lejlighed og boede nu på gaden, fyren skred hjem til sin bror og jeg stod der. 

Ingen havde plads til mig, det var møg koldt (januar måned) og jeg sov på bænke, havde ingen adresse og dermed kun overlevelses hjælp fra kommunen (engangs beløb på 510 kr) og var i vilrede. 

Jeg fandt dog en måde at klarer det på, jeg var en slank og køn pige, så byture og fliterende øjne måtte dertil og det sikrede mig et par gange om ugen et sted at sove ja jeg skammer mig. 

I juni får jeg en rejse af min farfar og skal nu til Tyrkiet, jeg skal dog selv have lommepenge med, jeg finder derfor et rengørings job hos et ældre ægtepar og møder der igennem deres søn, som jeg nu er gift med, bor i hus med og 2 skønne døtre med.

Jeg har aldrig fået snakket alt det her med nogen, og det indhenter mig i den grad, jeg får flash backs, angst anfald og vågner grædende og dybt ulykkelig.

jeg ved det ef langt og kom du hertil, skal du have tak for at læse min historie. 

Vil starte med at give dig de største og varmeste kram og tanker !  Du er virkelig en stærk kvinde, som har klaret det ekstremt flot !! 

INGEN fortjener at blive udsat for den slags ting - det går lige i hjertet på mig. 

Du må love mig og dig selv, at du får snakket og dermed bearbejdet dit tidligere liv og dets hårde og uretfærdige følger ! Du må ikke kæmpe med alt dette resten af livet igennem. Din krops opråb må betyde at tiden er inde til at tage denne kamp op - det bliver en lang, en hård og følsomt at gennemgå,  men er overbevist om, at det i sidste ende vil gavne dig.

Du har en fantastisk familie, som er der for dig ! 

Vil lige kort huske at fortælle dig, at du INTET har at skamme dig over ! Alt det bedste herfra, ønsker dig virkeligt, at du får lukket de gamle kapitler og åbnet nogle nye 

Puha... 

Først og fremmest et stort til dig.. 

Jeg tager hatten af for at du er der hvor du er idag.. Super flot.. 

En ting synes jeg bestemt du skal gøre, få alt det her bearbejdet, snakke med en professionel, så er jeg sikker på du får det meget bedre.. 

Tak for jeres svar alle sammen 

skal jeg gå via egen læge eller hvordan gør jeg? 

Det at komme ud på den anden side har været noget jeg har kæmpet for, men syntes ikke rigtig jeg er der endnu, jeg kæmper stadig med min barndom og fortid og har nok aldrig rigtig accepteret alle de ting jeg var igennem. Jeg er stadig meget vred når jeg tænker tilbage på mit eget liv og jeg vil gerne aaf med den vrede 

først og fremmest - godt kæmpet - du  kom ud på den anden side i god behold ... og flot at du fik taget det første skridt på vejen til at få løst op for bylden af fortid .. 

jeg synes du skal overveje at tale med en psykolog så du kan få det bearbejdet... det kan godt tage lang tid og det er ok ... 

ellers kan du overveje at skrive det hele ned med alle detaljer så du kan få det ud af dit system...

der er ikke noget at skamme sig over

kender din mand din historie ? 

Anonym skriver:

Tak for jeres svar alle sammen 

skal jeg gå via egen læge eller hvordan gør jeg? 

Det at komme ud på den anden side har været noget jeg har kæmpet for, men syntes ikke rigtig jeg er der endnu, jeg kæmper stadig med min barndom og fortid og har nok aldrig rigtig accepteret alle de ting jeg var igennem. Jeg er stadig meget vred når jeg tænker tilbage på mit eget liv og jeg vil gerne aaf med den vrede 

Pyh! 
Det er hård læsning, det er bestemt ikke en historie nogen burde kunne fortælle..

Men ja, jeg synes du skal tage til egen læge og få en henvisning til psykolog.

Og det er nok desværre helt normalt at fortiden indhenter dig, selv om du også sikkert på mange måder er lykkelig med din dejlige familie.

Held og lykke!! Og god bedring