sofji skriver:
Hej .
Jeg er en kvinde på 22 år, som skriver herinde i håb om at kunne få lidt råd og indsigt i hvordan jer der har barn/børn eller venter børn med en, fra en anden religion/trosretning, har fået tingene til at lykkedes mellem jer ?
Sagen er den jeg selv er sammen med en muslimsk mand, jeg elsker rigtig højt og værdsætter utrolig meget. Vi har Været sammen i to år snart, og selvom vi selvfølgelig kan have vores diskussioner fungere vi bare så godt sammen. Vi har taget snakken om børn nogle gange nu, og jeg kan godt se os have børn inden for nogle å, hvilket han også kan (han kan nærmest ikke vente). Vi har dog haft nogle uenigheder.. og jeg kan mærke jeg faktisk er en smule forvirret over hvad jeg selv tænker og føler om sagen.
Jeg vidste helt fra start at når der kommer børn ind i billedet, bliver vi begge nødt til at gå på kompromis for det skal fungere, og det jeg også opsat på. Dog kommer der dog tit en tvivl snigende som jeg ikke ved hvor præcist kommer fra. Sagen er den min kæreste holder helt fast på vores børn ikke skal spise svin, da han virkelig tror på det er skadeligt.. Han siger det simpelthen er noget han ikke ville kunne acceptere.. han vil egentlig også godt have vores dreng (hvis det var det vi fik) omskåret men der står JEG så klart fast ved at det vil jeg ikke kunne acceptere, og at det er et valg barnet så selv skulle tage senere hen, hvis det var det. Personligt går det over min grænse. Det har han så os accepteret. Samtidig er vi også enige om vores barn skal vokse op med viden om min kærestes tro men også den kristne tro. Jeg vil dog nærmere betegne mig selv som ateist, men jeg synes da stadig det vigtigt at have lidt viden om, og det kommer der jo også automatisk noget af i skolen. Da min kærestes mor og søstre går med tørklæde, spurgte jeg også ind til hvad hans holdning om det var når det kom til vores eventuelle datter, selvom jeg egentlig godt kendte svaret.. nemlig at self skulle hun ikke gå med tørklæde (da kun hvis hun virkelig selv insisterede) men som han sagde det skal altid være eget valg og hvorfor skulle hun også vælge det, når hendes mor (jeg) ikke går med tørklæde og aldrig kommer til det. Det skal lige siges min kæreste altid har haft et afslappet forhold til sin relgion. Jeg mærker det egentlig kun når han engang imellem skruer op for arabiske sange og synger med, når han en gang imellem fortæller mig om hans relgion, og så self at han ikke spiser svinekød. Han har aldrig nogensinde ville pådutte mig noget, og har fornuftige holdninger og meninger. Han arbejder til daglig i en børnehave og har tit fundet ud af vi har samme meninger og holdninger omkring børne opdragelse, når han kommer hjem og fortæller mig om hans dag og situationer han er stødt i. Så det eneste der egentlig går mig på med hensyn til børn er det med svinekød . Det er egentlig ikke selve det at vores børn ikke spiser det, for altså .. jo det smager godt men der findes tusind andre lækre ting man kan spise .. men mere princippet i jeg jo dybest set, ikke forstår grunden bag. Jeg tænker tit hvad jeg skulle svare hvis de spurgte hvorfor de ikke må spise det? På den anden side respektere jeg selvfølgelig også min kæreste og ved hans tro betyder meget for ham og jeg vidste jo som sagt også fra start at vi begge måtte gå på kompromis med visse ting på et tidspunkt .. Jeg tror også det handler om, jeg er bange for at skuffe mine egne forældre. Jeg er vokset op i en familie hvor vi altid har spist meget svinekød. Selvom mine forældre elsker min kæreste, har de tit givet udtryk for overfor mig, de slet ikke ville kunne forstå vores valg, og de ville synes det ville Være rigtig fjollet og synd for barnet hvis det skulle gå og føle sig anderledes .. jeg ved dog godt selv, at nu til dags er det almindeligt i daginstitutioner at der er børn der ikke får svinekød.. Men det gør faktisk ondt at høre deres holdning, fordi jeg føler jeg skuffer dem på en eller anden måde og jeg er ærligtalt lidt nervøs for familie og venners reaktioner til det.. Som sagt er det her egentlig det eneste omkring mine bekymringer om børn mellem os, og jeg ved jo han er den jeg vil være sammen med da jeg altid er blevet behandlet som en prinsesse af ham, plus jeg ved han vil blive en fantastisk far! Der ingen tvivl der.. Måske det også bare er mig der køre mig selv op, da barnet jo når det bliver gammelt nok selv kan bestemme hvad det vil.. Hmmm. Andre der står/har stået i ligende situation og hvordan er i kommet frem til en løsning hvor begge er tilfredse ? Og har jeres holdning til visse ting ændret sig efter i fik børn ?
Mvh. Sofie 
Jeg finder det lidt besynderligt, at det med svinekødet fylder så meget hos dig, når de vigtigere spørgsmål som omskæring og tørklæde blot er et skuldertræk, fordi han har sagt, at barnet ikke bliver omskåret eller ikke kommer til at gå med tørklæde.......det er et frit land, vi lever i, man kan ændre mening, som vinden blæser, og hvis der er troende familiemedlemmer med indflydelse, er det vel ikke usandsynligt, at han ændrer mening på netop disse to -for dem - meget vigtige punkter? Og hvad vil du så gøre ved det?
Derudover tillader jeg mig at stille spørgsmålstegn ved religions-udvekslingen....blot fordi han ønsker, at barnet skal kende til hans tro (som han praktiserer i et vist omfang), er det vel ikke nødvendigvis noget for noget, når du nu ikke er kristen eller lever efter den kristne tro?
