Dåb eller navngivning??

Mikkel er navngivet.
pga af hans fars famillie's religion.

Hej..
Er selv både døbt og konfirmeret (nok mest af tradition).. Tror på Gud, men har ingen religion.. Ved ikke om det giver mening.. Tror på, at der er en over os, som har et øje på vores liv.. Men, for mit vekommende kunne jeg lige så godt være muslim som kristen.. Der er mange ting i de to religioner der minder om hinanden og som er god fornuft.. Synes dåb er en hyggelig tradition, og i min familie er jeg, min søster, vores fætre og kusiner og nu mine niecer døbt i samme kjole.. Den tradition er lidt ærgelig, ikke at skulle deltage i..
Kan dog ikke se det modsigende i det med dåben.. Hvis man som forældre ikke rigtig tror på Gud, men barnet skal døbes i den kristne tro alligevel.. Er det ikke derfor, at der er konfirmation? For at barnet selv kan vælge senere hen?
Hvis jeg var sammen med en kristen mand, var vores søn sikkert blevet døbt, dels pga. tradition, men også fordi jeg jo ikke har valgt kristendommen fra.. Nu er jeg sammen med en muslimsk mand, så derfor skal vores søn navngives.. Håber det giver mening, hehe, er ikke altid så god til at formulere mine meninger på skrift

Hverken min mand eller jeg er døbt eller konfirmeret og tilhører ingen religion. Vi tror ikke på nogen/nogle gud(er). Derfor ville det være mærkeligt lade lade vores dreng døbe. Og hvilken religion skulle vi vælge til ham? Islam, jødedom, katolicisme, protestantisme? Vi tilhører jo ingen selv.

Vi holder en fest alligevel, fordi vi mener, det drejer sig om at tage et valg. Man kan ikke vælge rigtigt eller forkert i forhold til religion, så derfor fortjener et valg ikke mere eller mindre fest end et andet valg. Den samme holdning har jeg til konfirmation/nonfirmation. Man tager et valg i forhold til religion og det ene valg er ikke bedre end det andet. Det er valget, der fejres.

Af ovenstående fremgår det også, at jeg ikke mener, navngivning nødvendigvis er en moderne måde at lade barnet vælge selv. Vi har truffet valget for ham. Han bliver ikke odpraget efter en religions værdier. Han kan jo selv lave om på det valg en dag, hvis han har lyst - på samme måde som døbte børn kan - men indtil videre er navngivning helt klart ikke fravær af valg, men et meget klart valg for os.

Jeg skal ærligt indrømme, at jeg ville blive skuffet, hvis han vælger religion af en art senere hen, og det vil nok være en kamp for mig at acceptere. Men det er der jo så mange af vores børns valg, der vil være, så det er nok meget normalt.

jeg kunne aldrig drømme om at lade mine børn døbe. det er ikke fordi jeg syntes de selv skal vælge - jeg ville blive meget skuffet hvis mine børn vælger at blive døbt og konfirmeret senere hen - det er fordi vi slet ikke er troende.
vi har for længe siden besluttet, at vores børn skal navngives og når de når til "valgalderen", så får de at vide, at hvis de vælger religionen fra, så får de en stor fest, hvorimod hvis de vælger dåb/konfirmation, så er det det. så står de i kirken og bekender sig til gud og det vil vi ikke fejre.
det hænger naturligvis sammen med hvordan vi lever som mennesker

Uden at det er min mening at træde dig på tæerne eller være bedrevidende eller noget, så undrer jeg mig lidt (eller MEGET) over det du skriver....

Hvordan kan du dømme dine børn, hvis de nu senere vælger at gå ind i den kristne tro? For mig er det helt absurd. Og selvom jeg fx vælger at mine børn skal døbes, så ville jeg da aldrig nogensinde dømme dem, hvis de senere vælger kristendommen fra og vælger ikke at blive konfirmeret (eller endda vælger at konvertere til en helt anden religion). Da ville jeg da fuldt ud respektere deres valg - og endog være stolt over, at de vælger hvad der er rigtigt for DEM (og ikke bare følger strømmen). Synes virkelig at det er, undskyld mig, men virkelig en syg tankegang at vælge fra start af kun at respektere barnets valg, hvis de som jer vælger kristendommen fra.

Og så synes jeg også at det er helt hen i vejret at præge dem til at vælge kristendommen fra ved at sige, at hvis de ikke gør som I vil have - så får de ikke en fest, hvorimod hvis de gør som I vil have - så får de en kæmpe fest. Det kan jeg bare SLET IKKE følge. Og absolut heller ikke respektere. Stakkels børn tænker jeg bare. Det er da netop at lære dem uselvstændighed.

Jeg vil uanset om mine børn (som bliver døbt) senere hen vælger at blive konfirmeret, vælger kristendommen fra eller vælger en helt tredje religion give dem den store fest, som hører det VALG de tager til. Det er i mine øjne den første voksne beslutning børn skal tage. Og det første skridt mod at blive voksne.

Nej, kan bare slet ikke forstå hvordan I kan tænke sådan. For mig er det ligesom de forældre som udstøder deres børn, fordi børnene er homoseksuelle, eller fordi de ikke tager den uddannelse som forældrene ønsker. Nej, det er bare ikke en ordentlig tankegang i mine øjne. Undskylder hvis tonen blev lidt hård, men må sige at jeg også blev noget foragret, da jeg læste dit indlæg.

Signeb skriver:

Hverken min mand eller jeg er døbt eller konfirmeret og tilhører ingen religion. Vi tror ikke på nogen/nogle gud(er). Derfor ville det være mærkeligt lade lade vores dreng døbe. Og hvilken religion skulle vi vælge til ham? Islam, jødedom, katolicisme, protestantisme? Vi tilhører jo ingen selv.

Vi holder en fest alligevel, fordi vi mener, det drejer sig om at tage et valg. Man kan ikke vælge rigtigt eller forkert i forhold til religion, så derfor fortjener et valg ikke mere eller mindre fest end et andet valg. Den samme holdning har jeg til konfirmation/nonfirmation. Man tager et valg i forhold til religion og det ene valg er ikke bedre end det andet. Det er valget, der fejres.

Af ovenstående fremgår det også, at jeg ikke mener, navngivning nødvendigvis er en moderne måde at lade barnet vælge selv. Vi har truffet valget for ham. Han bliver ikke odpraget efter en religions værdier. Han kan jo selv lave om på det valg en dag, hvis han har lyst - på samme måde som døbte børn kan - men indtil videre er navngivning helt klart ikke fravær af valg, men et meget klart valg for os.

Jeg skal ærligt indrømme, at jeg ville blive skuffet, hvis han vælger religion af en art senere hen, og det vil nok være en kamp for mig at acceptere. Men det er der jo så mange af vores børns valg, der vil være, så det er nok meget normalt.

Jeg kan sagtens forstå at man lader sit barn navngive hvis ikke man selv er troende. Det er mere fordi jeg har hørt flere der begrunder valget med at børnene skal vælge selv og det forstår jeg ikke for det er jo netop det konfirmationen er til for i den kristne sammenhæng.
Men al respekt for hinandes valg og trosretninger

Stineve skriver:

Hej..

Jeg har selv haft en debat om dette emne engang, da jeg også synes det er ret interessant at tage fat på.. da jeg tror mange efterhånden døber deres børn pga traditionen og ikke det, som dåben står for..

mine og kærestens kommende børn skal ikke døbes, da ingen af os er kristne.. vi er heller ikke medlem af folkekirken.. derfor vil vi naturligvis ikke opdrage vores børn efter den kristne tro..

Vi har ikke valgt navngivningen til.. vi har valgt dåben fra.. - så navngivningen er jo bare det vi er nødt til at gøre.. hvis du forstår hvad jeg mener ?

kan godt følge dig...burde selv melde mig ud af folkekirken, da jeg ikke tror på gud! Jeg ville heller ikke ha' Daniella døbt, men det ville min mand og det respekterede jeg

Uden at det er min mening at træde dig på tæerne eller være bedrevidende eller noget, så undrer jeg mig lidt (eller MEGET) over det du skriver....

Hvordan kan du dømme dine børn, hvis de nu senere vælger at gå ind i den kristne tro? For mig er det helt absurd. Og selvom jeg fx vælger at mine børn skal døbes, så ville jeg da aldrig nogensinde dømme dem, hvis de senere vælger kristendommen fra og vælger ikke at blive konfirmeret (eller endda vælger at konvertere til en helt anden religion). Da ville jeg da fuldt ud respektere deres valg - og endog være stolt over, at de vælger hvad der er rigtigt for DEM (og ikke bare følger strømmen). Synes virkelig at det er, undskyld mig, men virkelig en syg tankegang at vælge fra start af kun at respektere barnets valg, hvis de som jer vælger kristendommen fra.

Og så synes jeg også at det er helt hen i vejret at præge dem til at vælge kristendommen fra ved at sige, at hvis de ikke gør som I vil have - så får de ikke en fest, hvorimod hvis de gør som I vil have - så får de en kæmpe fest. Det kan jeg bare SLET IKKE følge. Og absolut heller ikke respektere. Stakkels børn tænker jeg bare. Det er da netop at lære dem uselvstændighed.

Jeg vil uanset om mine børn (som bliver døbt) senere hen vælger at blive konfirmeret, vælger kristendommen fra eller vælger en helt tredje religion give dem den store fest, som hører det VALG de tager til. Det er i mine øjne den første voksne beslutning børn skal tage. Og det første skridt mod at blive voksne.

Nej, kan bare slet ikke forstå hvordan I kan tænke sådan. For mig er det ligesom de forældre som udstøder deres børn, fordi børnene er homoseksuelle, eller fordi de ikke tager den uddannelse som forældrene ønsker. Nej, det er bare ikke en ordentlig tankegang i mine øjne. Undskylder hvis tonen blev lidt hård, men må sige at jeg også blev noget foragret, da jeg læste dit indlæg.

jamen der er heller ingen tvivl om, at vi to ligger meget langt fra hinanden i vores måde at leve på, så jeg er ikke overrasket over, at du ikke kan forstå vores valg. jeg kan ikke forstå dine. men jeg har ikke tænkt mig hverken at forklare eller forsvare den måde vi lever på - især ikke overfor nogen der er overbevist om, at deres måde at gøre tingene på er den korrekte. dog vil jeg sige, at der er meget stor forskel på seksualitet, uddannelse og så tro og at vi aldrig ville udstøde vores børn, men ikke føler nogen glæde ved, at vores børn skulle vælge at blive troende (uanset hvilken religion).

Lucas er døbt for det føltes bare mest rigtig her, vi er begge dødt her hjemme så det synes vi os han skulle og hvis han så vil konfirmeres så vi jo fri for han skal døbes den dag.

Herhjemme skal vores kommende søn døbes, vi er begge døbt og konfirmeret, ligesom vi dog begge den dag idag nok nærmere ser Biblen som en slags guidelines for god tone og opførsel.
Forstået således at vi da husker ting som næste kærlighed og de 10 bud, men ingen af os tror på at Gud skabte vores verden.
Vi tror begge på livet efter døden, men i hvilken form kan man kun gisne om.

Jeg kommer tit til at tænke på en kammerat jeg har, der konsekvent altid svarer hvis man spørger om han tror på Gud: "Ja, jeg tror helt bestemt på Gud, og jeg hader ham absolut". Forstået på den måde han har været mange trælse ting igennem, og mener at findes der en Gud, så er han ikke til for at lette hans tilværelse...

Det er en sjov ting med kristendommen, mange ting kan jeg relatere til, mens andre går stik imod alt fornuft

Så summeret op, herhjemme bliver sønnen døbt, og vi bliver gift, af den simple grund at jeg synes vi liiige er kristne nok

LotteGabriella skriver:



kan godt følge dig...burde selv melde mig ud af folkekirken, da jeg ikke tror på gud! Jeg ville heller ikke ha' Daniella døbt, men det ville min mand og det respekterede jeg

Jeg tror også vi ville døbe vores børn, hvis det betød meget for den ene part. men er da bestemt gald for at vi er enige på dette punkt


Vi vil også gerne giftes engang, men det skal heller ikke være i kirken, da jeg ikke vil giftes eller erklære min kærlighed i guds navn..
så det bliver en tur på rådhuset ..