Hvornår abort, hvornår mistet barn?

RGN skriver:

Jeg synes ikke andre kan gøre sig til dommere over andres sorg.

Hvis man føler man har mistet et barn er det det man har og den sorg skal anerkendes uanset om man personligt forstår det eller ej.

Personligt synes jeg der er stor forskel på at miste i uge 7 og i uge 35, men sorg er en personlig ting og alle mennesker skal anerkendes fuldt ud for deres følelser.

Helt enig, og selvsagt skal det anerkendes hvis man oplever man har mistet et barn i uge 9 for eksempel. Men fx min følelse af at Lia var noget andet end et foster/barn i uge 9 skal jo også anerkendes - forstå mig ret, det handler ikke om mere eller mindre, det handler ikke om retten til sorg, men det handler om anerkendelse af følelser og der kan også være følelser forbundet med at have født et dødt barn i uge 36 som gør det er super svært at høre om sammenligningen mellem den kirurgiske "abort" i uge 9 og så ens guldklump som man mangler helt tosset hver evig eneste dag...

Rinepigen skriver:

Jeg har selv mistet mit første barn i uge 22 pga en hjertefejl og det var for mig en ubærlig oplevelse.. 

Efter min mening vil jeg sige efter 12 graviditets uge hvor man selv skal føde barnet er det ikke længere en abort i min verden men en dødsfødsel. Og jo længere man er henne jo sværere vil jeg mene det er og jo hårdere tager det på en.. Jeg mistede jo i 22. Uge og er slet ikke i tvivl om at det kun havde gjort situationen endnu værre hvis jeg f.eks havde været i 36. Uge eller mere... 

Jeg er nok os lidt kynisk mht til at miste før 12. Uge altså selvfølgelig gør det da ondt og ville selv blive ked af at miste ved spontan abort men jeg kan ikke lade værd med at blive lidt harm når folk samlinger min dødsfødsel med deres spontane abort.. Misforstå mig ikke men jeg har set min døde datter.. Holdt hende i mine arme, set hvor smuk hun var, hvor meget hun lignede sin far, hvor mange trækninger hun havde fra os hver især.. Hun var ikke "bare" en klump i toilettet. Hun var virkelig <3 og derfor synes jeg ikke abort og dødsfødsel kan samlignes.. Men det gør ondt på forskellige måder... 

Om det tager hårdere eller bliver sværere tror jeg nu ikke, men mon ikke bare du som mig føler din historie er lige lidt nemmere fordi du har overlevet den?

For mig er din historie mareridtet, det som jeg kunne have været igennem og da slet ikke kunne overleve, hvis ikke de havde overset Lias hjertefejl. Min historie er for meget lettere at leve med end din fordi jeg har jo overlevet min historie og er jo smilende alligevel. Mens din historie er den der spøger: hvad hvis... Og det kunne jeg da slet ikke have klaret.

Sådan har jeg det også med andre historier, synes altid de lige er den my værre end min.... Ved ikke om det er en overlevelsesmekanisme eller hvad det er...

lineog4 skriver:

Om det tager hårdere eller bliver sværere tror jeg nu ikke, men mon ikke bare du som mig føler din historie er lige lidt nemmere fordi du har overlevet den?

For mig er din historie mareridtet, det som jeg kunne have været igennem og da slet ikke kunne overleve, hvis ikke de havde overset Lias hjertefejl. Min historie er for meget lettere at leve med end din fordi jeg har jo overlevet min historie og er jo smilende alligevel. Mens din historie er den der spøger: hvad hvis... Og det kunne jeg da slet ikke have klaret.

Sådan har jeg det også med andre historier, synes altid de lige er den my værre end min.... Ved ikke om det er en overlevelsesmekanisme eller hvad det er...

Ja det har du nok ret i. For når jeg høre om folk der mister lige op til termin så tænker jeg altid puha det kunne jeg slet ikke overskue og det må være så meget værre end at miste halvvejs. 

så ja din teori er nok rigtig og man reagerer anderledes når man først har overlevet sådan en ting en gang. 

Anonym skriver:

Jeg har lige et meget ømt spørgsmål. Hvornår vil i mene man har aborteret og hvordan har man mistet sit barn? Altså hvor langt henne skal man være? 

Er nok personligt af den overbevisning at hvis barnet kunne have overlevet, altså i teorien kunne have overlevet at blive født på det tidspunkt man mister har man mistet et barn og før det har man aborteret sent.

Jeg har aldrig fået en abort eller mistet eller noget, så kan slet ikke sætte mig ind i følelsen, så kan godt måske være lidt mere "kynisk" omkring det, men jeg er virkelig ikke ude på at støde nogen - jeg er bare undrende og nysgerrig, da jeg ofte læser på fb at kvinder er meget ulykkelige fordi de har mistet deres barn i uge 14-16 stykker, og så har barnet fået navn osv. Umiddelbart tror jeg ikke at jeg selv ville gøre så meget ud af det, selvom jeg sagtens forstår man er knyttet til det allerede og glæder mig.

Hele det her startede med jeg læste om en kvinde på fb der havde mistet i uge 16 og imorgen er det 3 år siden og hun omtaler sin søn ved navn, har mappe med billeder og er tydeligvis dybt ulykkelig. Min første tanke var at hun måtte havde det svært psykisk i forvejen for at stadig "hænge sig sådan i det", men måske er jeg bare uforstående og kynisk, så piger - hvad siger i?

jeg er meget enig med dig men jeg har heller ikke prøvet at miste så sent 
jeg har en fejl i min livmoder som gør jeg mister mellem uge 4-6 så det har jeg prøvet rigtig mange gange 

men at skulle føde sit døde barn må være grumt 
og helt uvirkeligt 
så jeg må jo sige at hvis det var mig ville jeg sige at hvis jeg skulle føde det selv (aner ik hvornår man skal det) 
men så det et barn 

jeg tror ik jeg ville have gravsted til det 
men jeg ville have et lille billede kun for mig som jeg ku tage frem og kigge på men det ville være mit og min mands 
det sku ik på væggen og jeg ville ikke vise det frem 

men sådan er jeg 

lineog4 skriver:

Helt enig, og selvsagt skal det anerkendes hvis man oplever man har mistet et barn i uge 9 for eksempel. Men fx min følelse af at Lia var noget andet end et foster/barn i uge 9 skal jo også anerkendes - forstå mig ret, det handler ikke om mere eller mindre, det handler ikke om retten til sorg, men det handler om anerkendelse af følelser og der kan også være følelser forbundet med at have født et dødt barn i uge 36 som gør det er super svært at høre om sammenligningen mellem den kirurgiske "abort" i uge 9 og så ens guldklump som man mangler helt tosset hver evig eneste dag...

Jeg er fuldt ud enig med dig.

Jeg synes det er langt mere tragisk at du har mistet din smukke Lia end en spontan abort i uge 9.  

Men det ville jeg aldrig sige til en som var i sorg over at have mistet i uge 9. For det er også en sorg og den ville jeg rumme og forstå.

Omvendt forstår jeg også jer som har oplevet at miste et fuldbåren barn, at I kan blive vrede, sårede og provokeret af sammenligner med tidlige aborter. Det ville jeg også blive.

Sorg er ikke rationel og behøver ikke at være det.

Da jeg fik at vide min far skulle død hadede jeg alle mænd over 60 år. For hvorfor helvede skulle de have lov til at blive gamle når min far ikke gjorde. 
Jeg hadede folk der smilede for hvad helvede var de så glade for.

Dybt urationel, men en helt okay følelse. For sådan er det at være i sorg.

Det er jo aldrig en konkurrence om hvem der har det værst (i så fald vil jeg gerne tage).
Det handler om at møde det enkelte menneske, der lige nu og her står og føler verden er gået i stå og livet slået itu.

Så er det ligemeget hvad vi andre mener. Vi skal rumme de sårbare mennesker vi møder på vores vej og anerkende deres smerte som de føler den.

Jeg forstår dog godt at man ikke kan rumme mindre tragiske ting, hvis man selv har oplevet som du at miste din datter 4 dage gammel.

Der gik flere år efter min fars død før jeg magtede at støtte folk i deres, i mine øjne, småproblemer.
For så længe ingen var døde kunne jeg ganske enkelt ikke se problemet.

Heldigvis har jeg fået min empati tilbage. 

Anonym skriver:

Jeg har lige et meget ømt spørgsmål. Hvornår vil i mene man har aborteret og hvordan har man mistet sit barn? Altså hvor langt henne skal man være? 

Er nok personligt af den overbevisning at hvis barnet kunne have overlevet, altså i teorien kunne have overlevet at blive født på det tidspunkt man mister har man mistet et barn og før det har man aborteret sent.

Jeg har aldrig fået en abort eller mistet eller noget, så kan slet ikke sætte mig ind i følelsen, så kan godt måske være lidt mere "kynisk" omkring det, men jeg er virkelig ikke ude på at støde nogen - jeg er bare undrende og nysgerrig, da jeg ofte læser på fb at kvinder er meget ulykkelige fordi de har mistet deres barn i uge 14-16 stykker, og så har barnet fået navn osv. Umiddelbart tror jeg ikke at jeg selv ville gøre så meget ud af det, selvom jeg sagtens forstår man er knyttet til det allerede og glæder mig.

Hele det her startede med jeg læste om en kvinde på fb der havde mistet i uge 16 og imorgen er det 3 år siden og hun omtaler sin søn ved navn, har mappe med billeder og er tydeligvis dybt ulykkelig. Min første tanke var at hun måtte havde det svært psykisk i forvejen for at stadig "hænge sig sådan i det", men måske er jeg bare uforstående og kynisk, så piger - hvad siger i?

til trådstarter:

på den måde vil jeg godt smide en skovl i fjæset på dig og sige "vent til du selv prøver at miste" 

på en anden måde vil jeg sige at jo du er kynisk, men du på en måde osse ret.

For vi er alle forskellige og reagere på hver sin måde. Nogen kommer over det, andre gør ikke. MEN ALLE VIL HELE LIVET HUSKE DEN OPLEVELSE, det er bestemt ikke sjovt at ligge og vente på at få en abort, det er ikke sjovt at blive kørt ind på OP stuen, det er pisse hårdt og det kræver mere end 2 gange ved en psykolog bagefter.

Jeg tror tror at en uønsket abort (for mig var det ikke levedygigt grund meget alvorlig misdannelse) altid vil få en tårer frem i mine øjne. A.L.T.I.D.!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!

Men så vil jeg osse sige at jeg har ikke givet det et navn, eller ved hvilket køn det var, eller har et billede af det (har ikke engang set det, jeg var i uge 12 og havde ikke ønske om det, en stor del osse grundet misdannelsen) 

Men jo du er uforstående og kynisk, fordi du ikke har prøvet det.

Men jeg vil osse sige at taler man om en abort vs dødfødsel eller død kort før fødsel.

Så er vi ude i noget andet igen. Jeg kunne havde gået i 9 mdr med min, og født et barn der ville dø når det kom ud af mig. Det kan jeg slet ikke forestille mig hvor hårdt det ville være og jeg ser det som at jeg er blevet sparet for en kæmpe sorg, at have fået aborten.

jeg mener der er grader af sorg, og måden man håndterer sorg på.

MEN SORG ER SORG. og jo du er uforstående og kynisk, fordi du ikke forstå det. 

RGN skriver:

Jeg er fuldt ud enig med dig.

Jeg synes det er langt mere tragisk at du har mistet din smukke Lia end en spontan abort i uge 9.  

Men det ville jeg aldrig sige til en som var i sorg over at have mistet i uge 9. For det er også en sorg og den ville jeg rumme og forstå.

Omvendt forstår jeg også jer som har oplevet at miste et fuldbåren barn, at I kan blive vrede, sårede og provokeret af sammenligner med tidlige aborter. Det ville jeg også blive.

Sorg er ikke rationel og behøver ikke at være det.

Da jeg fik at vide min far skulle død hadede jeg alle mænd over 60 år. For hvorfor helvede skulle de have lov til at blive gamle når min far ikke gjorde. 
Jeg hadede folk der smilede for hvad helvede var de så glade for.

Dybt urationel, men en helt okay følelse. For sådan er det at være i sorg.

Det er jo aldrig en konkurrence om hvem der har det værst (i så fald vil jeg gerne tage).
Det handler om at møde det enkelte menneske, der lige nu og her står og føler verden er gået i stå og livet slået itu.

Så er det ligemeget hvad vi andre mener. Vi skal rumme de sårbare mennesker vi møder på vores vej og anerkende deres smerte som de føler den.

Jeg forstår dog godt at man ikke kan rumme mindre tragiske ting, hvis man selv har oplevet som du at miste din datter 4 dage gammel.

Der gik flere år efter min fars død før jeg magtede at støtte folk i deres, i mine øjne, småproblemer.
For så længe ingen var døde kunne jeg ganske enkelt ikke se problemet.

Heldigvis har jeg fået min empati tilbage. 

Jeg har nu også fået min empati tilbage for mig handler det alene om jeg ikke kan sammenligningen for så føler jeg at jeg skal forsvare min datter.

Ja kan sågar læse andre bøger end krimier nu - har jeg ellers ikke kunne for alt det følelsespjat, nej folk dør og man finder ud af hvorfor - se det er til at forstå :-)

Og kan sagtens følge dig mht din far - for mig var det da min far var død at jeg slet ikke kunne dem der klagede over deres far.

Jeg ved jeg har en grænse, men jeg ved ikke hvor den går og jeg ved ikke hvad der definerer den.

Jeg har brugt mange tanker på det for lige som Grinny så har jeg svært ved at forbinde min datter der godt nok kun blev 4 dage med et foster der udstødes i uge 9. Ja drømmen om et liv sammen med et lille liv kan sammenlignes, men min datter var jo mere end en drøm, det var lige præcis hende, min lille unikke datter. 

Jeg tror jeg skelner mellem hvornår man blev mor og hvornår det gik fra drøm til et unikt menneske som man kender udseendet på fx, og tror det handler om for mig hvornår man føder og kan få barnet i armene og hvornår det sker kirurgisk. Men ellers handler det for mig om egne følelser, for nogen føder et dødfødt barn i uge 34 og bliver ikke mor, andre føder et barn i uge 16 og bliver mor - og min logik siger: når man bliver mor har man mistet et barn.

Jeg har ikke mistet i graviditeten og kan høre når jeg snakker med andre hvor de har mistet i maven, at jeg er forskånet for nogen udfordringer (så har jeg så måske nogen andre), jeg skal fx ikke argumentere for Lia var et barn (jeg skal så argumentere for at det gør ondt at miste sit barn også selvom man kun havde hende i 4 dage men det er en anden historie), jeg kan uden problemer viser billeder af Lia for hun er levende på dem og ja ligner bare en hvilken som helst anden nyfødt skønsak - i det hele taget anerkender omgivelserne Lia helt anderledes end jeg hører de kan om børn der døde tidligere. Mange oplever deres barn ikke bliver anerkendt som barn, og der tænker jeg barnet er et barn hvis mor og far siger det er det. Hvis en veninde mister i fulde 16. Uge og hun siger det er et barn og hun blev mor, jamen så er det et barn og så blev hun mor og det skal anerkendes og ikke udfordres.

Lia bliver 8 år til november, og jeg ved da nogen omkring mig synes vi "dyrker" det at hun har levet (ikke sorgen), og synes det er mærkeligt vi stadig tæller hende med, at Dina stadig taler om hende, at jeg en gang imellem lader hendes billede være mit profilbillede på FB fordi det er en dum periode osv osv osv. Men jeg er jo hverken mere eller mindre mor for min datter blot fordi hun døde, jeg er bare mor på en helt anden måde hvor den umiddelbare omsorg ikke kan gives andet end i tankerne, hvor jeg ikke ved hvordan hun ville se ud hvis hun var her som snart 8 årig, hvor jeg ikke kan købe en fødselsdagsgave som hun skal pakke ud, hvor jeg ikke kan råforkæle hende, hvor jeg kun kan synge godnatsangen ud i luften og tænke mig til hendes blik, hvor jeg ikke kan høre om hun græder og derfor ikke kan trøste hende - men mor det er jeg. Og jeg tænker din veninde på facebook er præcis lige så meget mor som mig....

Puha.. Dit indlæg trækker tårer ��

Det er simpelthen SÅ uretfærdigt når forældre skal begrave deres børn.. Det er enhver mors mareridt

Anonym skriver:

Jeg har lige et meget ømt spørgsmål. Hvornår vil i mene man har aborteret og hvordan har man mistet sit barn? Altså hvor langt henne skal man være? 

Er nok personligt af den overbevisning at hvis barnet kunne have overlevet, altså i teorien kunne have overlevet at blive født på det tidspunkt man mister har man mistet et barn og før det har man aborteret sent.

Jeg har aldrig fået en abort eller mistet eller noget, så kan slet ikke sætte mig ind i følelsen, så kan godt måske være lidt mere "kynisk" omkring det, men jeg er virkelig ikke ude på at støde nogen - jeg er bare undrende og nysgerrig, da jeg ofte læser på fb at kvinder er meget ulykkelige fordi de har mistet deres barn i uge 14-16 stykker, og så har barnet fået navn osv. Umiddelbart tror jeg ikke at jeg selv ville gøre så meget ud af det, selvom jeg sagtens forstår man er knyttet til det allerede og glæder mig.

Hele det her startede med jeg læste om en kvinde på fb der havde mistet i uge 16 og imorgen er det 3 år siden og hun omtaler sin søn ved navn, har mappe med billeder og er tydeligvis dybt ulykkelig. Min første tanke var at hun måtte havde det svært psykisk i forvejen for at stadig "hænge sig sådan i det", men måske er jeg bare uforstående og kynisk, så piger - hvad siger i?

Frem til og med uge 19 er det en abort og giver en sygemelding. Fra 20+0 er det en fødsel og giver 3 mdr barsel. Men det er kun den "juridiske" definering, hvordan du vælger at definere selv, er dit valg  jeg var meget glad for de 3 mdr til at komme ovenpå igen 

Jeg ved med mig selv 100% at i hvert fald omkring uge 15 det ville det for mig være et tab af et barn. Der fik jeg nemlig i min sidste graviditet, afvide jeg nok var ved at føde/miste, og det var altså en meget anden følelse end da jeg pludselig blødte i uge 6-7 stykker og troede jeg ville abortere..