Hvornår abort, hvornår mistet barn?

Jeg har lige et meget ømt spørgsmål. Hvornår vil i mene man har aborteret og hvordan har man mistet sit barn? Altså hvor langt henne skal man være? 

Er nok personligt af den overbevisning at hvis barnet kunne have overlevet, altså i teorien kunne have overlevet at blive født på det tidspunkt man mister har man mistet et barn og før det har man aborteret sent.

Jeg har aldrig fået en abort eller mistet eller noget, så kan slet ikke sætte mig ind i følelsen, så kan godt måske være lidt mere "kynisk" omkring det, men jeg er virkelig ikke ude på at støde nogen - jeg er bare undrende og nysgerrig, da jeg ofte læser på fb at kvinder er meget ulykkelige fordi de har mistet deres barn i uge 14-16 stykker, og så har barnet fået navn osv. Umiddelbart tror jeg ikke at jeg selv ville gøre så meget ud af det, selvom jeg sagtens forstår man er knyttet til det allerede og glæder mig.

Hele det her startede med jeg læste om en kvinde på fb der havde mistet i uge 16 og imorgen er det 3 år siden og hun omtaler sin søn ved navn, har mappe med billeder og er tydeligvis dybt ulykkelig. Min første tanke var at hun måtte havde det svært psykisk i forvejen for at stadig "hænge sig sådan i det", men måske er jeg bare uforstående og kynisk, så piger - hvad siger i?

Sådan der havde jeg det også, lige indtil jeg selv mistede....

Jeg ved ikke, hvor grænsen går, men en nær veninde af mig mistede i uge 20. Det var helt forfærdeligt, men hun har helt sikkert ikke aborteret i min bog, og heller ikke i det offentliges. Hun har født en levende lille pige, som døde efter få minutter, da hun umuligt kunne overleve uden for livmoderen så tidligt. Der blev skrevet fødsels- og dødsattest på hende, min veninde afholdt barsel, inden hun overgik til sygemelding i forbindelse med sorgen, og datteren blev kremeret, og asken spredt ved en ceremoni med nære venner og familie tilstede. Så nej, helt bestemt ikke en abort, selvom hun blev født så tidligt, at hun ikke kunne overleve. Hun var et barn, med tydelige ansigtstræk, så man nemt kunne se hvem hendes forældre var 

Som sagt, jeg ved ikke, hvor grænsen går, men "kunne teknisk set have overlevet" ligger for sent i min bog, og tydeligvis også i det offentliges...

Chellie skriver:

Jeg ved ikke, hvor grænsen går, men en nær veninde af mig mistede i uge 20. Det var helt forfærdeligt, men hun har helt sikkert ikke aborteret i min bog, og heller ikke i det offentliges. Hun har født en levende lille pige, som døde efter få minutter, da hun umuligt kunne overleve uden for livmoderen så tidligt. Der blev skrevet fødsels- og dødsattest på hende, min veninde afholdt barsel, inden hun overgik til sygemelding i forbindelse med sorgen, og datteren blev kremeret, og asken spredt ved en ceremoni med nære venner og familie tilstede. Så nej, helt bestemt ikke en abort, selvom hun blev født så tidligt, at hun ikke kunne overleve. Hun var et barn, med tydelige ansigtstræk, så man nemt kunne se hvem hendes forældre var 

Som sagt, jeg ved ikke, hvor grænsen går, men "kunne teknisk set have overlevet" ligger for sent i min bog, og tydeligvis også i det offentliges...

Åh, Jesus hvor forfærdeligt

Anonym skriver:

Jeg har lige et meget ømt spørgsmål. Hvornår vil i mene man har aborteret og hvordan har man mistet sit barn? Altså hvor langt henne skal man være? 

Er nok personligt af den overbevisning at hvis barnet kunne have overlevet, altså i teorien kunne have overlevet at blive født på det tidspunkt man mister har man mistet et barn og før det har man aborteret sent.

Jeg har aldrig fået en abort eller mistet eller noget, så kan slet ikke sætte mig ind i følelsen, så kan godt måske være lidt mere "kynisk" omkring det, men jeg er virkelig ikke ude på at støde nogen - jeg er bare undrende og nysgerrig, da jeg ofte læser på fb at kvinder er meget ulykkelige fordi de har mistet deres barn i uge 14-16 stykker, og så har barnet fået navn osv. Umiddelbart tror jeg ikke at jeg selv ville gøre så meget ud af det, selvom jeg sagtens forstår man er knyttet til det allerede og glæder mig.

Hele det her startede med jeg læste om en kvinde på fb der havde mistet i uge 16 og imorgen er det 3 år siden og hun omtaler sin søn ved navn, har mappe med billeder og er tydeligvis dybt ulykkelig. Min første tanke var at hun måtte havde det svært psykisk i forvejen for at stadig "hænge sig sådan i det", men måske er jeg bare uforstående og kynisk, så piger - hvad siger i?

I min bog mister man et barn, så snart det er et barn med fungerende organer mv. 

Så vel ret tidligt ...

Uhh, det er et meget følsomt emne og der er jo (selvfølgelig) ikke et rigtig svar på det.

Jeg kan fortælle hvordan jeg selv har det med emnet, og håber på at jeg ikke støder nogen.

Først vil jeg starte med at sige at om det er en abort eller en "rigtig" fødsel, så gør det ondt på hver sin måde.

Efter jeg selv har mistet min søn har jeg haft det rigtig svært ved, at folk har sammenlignet min fødsel i uge 39 med en abort inden uge 12.

Det er jo ikke fordi jeg mener at en abort inden uge 12 er ingen ting, for selvfølgelig er det hårdt og selvfølgelig er det nogle drømme man mister, men for mig er det bare ikke det samme som at jeg har været gravid i 9 måneder og så skal føde et dødt barn.

Tror min grænse er 12. uge - men måske ændre jeg mening hvis jeg en dag mister inden 12. uge? 

Jeg har mistet i uge 9+ noget. Det ser jeg ikke som noget særligt. En slem mens. Tænker slet ikke på det som et barn. Efter md, der tror jeg det ville blive svært for mig. Men det er svært at svare på. Jeg er sgu nok en smule kynisk. Men uge 34 og frem, Det må være direkte ubærligt! Der er det et rigtigt barn i mine øjne. 

Anonym skriver:

Jeg har lige et meget ømt spørgsmål. Hvornår vil i mene man har aborteret og hvordan har man mistet sit barn? Altså hvor langt henne skal man være? 

Er nok personligt af den overbevisning at hvis barnet kunne have overlevet, altså i teorien kunne have overlevet at blive født på det tidspunkt man mister har man mistet et barn og før det har man aborteret sent.

Jeg har aldrig fået en abort eller mistet eller noget, så kan slet ikke sætte mig ind i følelsen, så kan godt måske være lidt mere "kynisk" omkring det, men jeg er virkelig ikke ude på at støde nogen - jeg er bare undrende og nysgerrig, da jeg ofte læser på fb at kvinder er meget ulykkelige fordi de har mistet deres barn i uge 14-16 stykker, og så har barnet fået navn osv. Umiddelbart tror jeg ikke at jeg selv ville gøre så meget ud af det, selvom jeg sagtens forstår man er knyttet til det allerede og glæder mig.

Hele det her startede med jeg læste om en kvinde på fb der havde mistet i uge 16 og imorgen er det 3 år siden og hun omtaler sin søn ved navn, har mappe med billeder og er tydeligvis dybt ulykkelig. Min første tanke var at hun måtte havde det svært psykisk i forvejen for at stadig "hænge sig sådan i det", men måske er jeg bare uforstående og kynisk, så piger - hvad siger i?

Hvis man skal se på helt "rigtigt" tror jeg det hedder abort før 22. Uge og efter 22.uge en dødfødsel. 

Jeg vil nu selv mene at det er at miste et barn ret meget tidligere, jeg kan egentlig ikke sige hvorfor men jeg synes det er mere end at abortere hvis man eksempelvis er i uge 18 - man knytter sig jo så utrolig hurtigt, også selvom de er i maven 

Det hedder at frem til uge  24 er det en abort og efter er det et dødfødt barn (hvis det er det der sker selfølgelig) 

jeg mistede min lille dreng han blev 4 dage og har derfor både navne attest, fødsels attest osv 

SandraXOXO skriver:

Jeg har mistet i uge 9+ noget. Det ser jeg ikke som noget særligt. En slem mens. Tænker slet ikke på det som et barn. Efter md, der tror jeg det ville blive svært for mig. Men det er svært at svare på. Jeg er sgu nok en smule kynisk. Men uge 34 og frem, Det må være direkte ubærligt! Der er det et rigtigt barn i mine øjne. 

Det er det vel også hvis man føder tidligere og barnet så dør grundet komplikationer