Hvornår abort, hvornår mistet barn?

Jeg ved jeg har en grænse, men jeg ved ikke hvor den går og jeg ved ikke hvad der definerer den.

Jeg har brugt mange tanker på det for lige som Grinny så har jeg svært ved at forbinde min datter der godt nok kun blev 4 dage med et foster der udstødes i uge 9. Ja drømmen om et liv sammen med et lille liv kan sammenlignes, men min datter var jo mere end en drøm, det var lige præcis hende, min lille unikke datter. 

Jeg tror jeg skelner mellem hvornår man blev mor og hvornår det gik fra drøm til et unikt menneske som man kender udseendet på fx, og tror det handler om for mig hvornår man føder og kan få barnet i armene og hvornår det sker kirurgisk. Men ellers handler det for mig om egne følelser, for nogen føder et dødfødt barn i uge 34 og bliver ikke mor, andre føder et barn i uge 16 og bliver mor - og min logik siger: når man bliver mor har man mistet et barn.

Jeg har ikke mistet i graviditeten og kan høre når jeg snakker med andre hvor de har mistet i maven, at jeg er forskånet for nogen udfordringer (så har jeg så måske nogen andre), jeg skal fx ikke argumentere for Lia var et barn (jeg skal så argumentere for at det gør ondt at miste sit barn også selvom man kun havde hende i 4 dage men det er en anden historie), jeg kan uden problemer viser billeder af Lia for hun er levende på dem og ja ligner bare en hvilken som helst anden nyfødt skønsak - i det hele taget anerkender omgivelserne Lia helt anderledes end jeg hører de kan om børn der døde tidligere. Mange oplever deres barn ikke bliver anerkendt som barn, og der tænker jeg barnet er et barn hvis mor og far siger det er det. Hvis en veninde mister i fulde 16. Uge og hun siger det er et barn og hun blev mor, jamen så er det et barn og så blev hun mor og det skal anerkendes og ikke udfordres.

Lia bliver 8 år til november, og jeg ved da nogen omkring mig synes vi "dyrker" det at hun har levet (ikke sorgen), og synes det er mærkeligt vi stadig tæller hende med, at Dina stadig taler om hende, at jeg en gang imellem lader hendes billede være mit profilbillede på FB fordi det er en dum periode osv osv osv. Men jeg er jo hverken mere eller mindre mor for min datter blot fordi hun døde, jeg er bare mor på en helt anden måde hvor den umiddelbare omsorg ikke kan gives andet end i tankerne, hvor jeg ikke ved hvordan hun ville se ud hvis hun var her som snart 8 årig, hvor jeg ikke kan købe en fødselsdagsgave som hun skal pakke ud, hvor jeg ikke kan råforkæle hende, hvor jeg kun kan synge godnatsangen ud i luften og tænke mig til hendes blik, hvor jeg ikke kan høre om hun græder og derfor ikke kan trøste hende - men mor det er jeg. Og jeg tænker din veninde på facebook er præcis lige så meget mor som mig....

Jeg mistede i sommer tvillinger i 14. Uge...

det er tidligt jeg ved det, men JEG føler personligt jeg har mistet mine børn....

vi have vidst i halvanden måned at vi skulle have enæggede tvillinger, da vi fik afvide den ene var syg...

grunden en til at det var rigtig svært for os, tror jeg, var fordi vi selv skulle beslutte hvad der skal skulle ske.. Den ene tvilling manglede toppen af kraniet, og havde ingen chance for at overleve... Den anden derimod var sund og rask, men grundet broderens problemer, ville dens chancer være ringe... 

Vi kunne risikere at begge døde inde i maven, den raske tvilling havde meget stor risiko for at blive hjerneskadet af forskellige årsager... Hvilket betød at vi skulle beslutte hvad der skulle ske...

vi valgte at slutte graviditeten med det samme, frem for at stå i en næsten fuldendt graviditet og skulle føde to døde børn... 

Så for mig har jeg mistet mine børn, på en virkelig uretfærdig måde, for selvom vi skulle vælge følte vi ikke vi havde et valg... 

Så at vare svare på spørgsmålet, jeg skulle selv føde mine drenge, og derfor er jeg mere knyttet til dem end hvis de blev fjernet ved abort.. Jeg har set dem, holdt dem og fået billeder... Så måske min grænse egentligt går på om der er en fødsels involveret eller en reel abort... Svært at svare på

For mig har man MISTET når du fysisk skal føde det.

Aborterede selv i uge 8-9 og det er ikke at miste for mig.

men vi er jo forskellige��

Det er afhængigt af hvordan man føler man har det.  Jeg har mistet 33(officielt), men alle før uge 8. Jeg har næsten altid følt jeg mistede fostre og ikke børn. Men i starten da jeg stadig var i chok over at miste det første og det andet, der føltes det som et barn.

Dernæst kommer så loven om at det først er et barn når det kunne have overlevet. Dem der mister et barn i uge 24 (eller er det uge 22 nu) de kan få hjælp til de følelser de har omkring det.
Men uanset hvor mange jeg taber, er der ingen hjælp at hente, fordi det er før uge 8.

Fakta er at jeg har været gravid flere gange, men lægen gider ikke engang se mig når jeg er gravid og sygehuset gider ikke tjekke med mindre at jeg får meget voldsomme smerter - det det kan betyde GUL. De mener jeg har vænnet mig til det.

Det har jeg selvfølgelig også i en vis udstrækning og så alligevel ikke. I hvert fald har jeg stoppet med at prøve at blive gravid, fordi jeg ikke orker flere. Ma'erne er dog helt klart de værste. De burde blive sammenlignet med at miste et barn. Der er ikke noget værre end at gå rundt med et dødt barn i maven

for mig har man mistet et barn når barnet er mistet.. dvs ingen speciel uge men er der et barn i mavsen (og jeg ser det som når hjertet slår) og mister det barn så har man derved - mistet et barn. for det har man jo. man havde en baby i mavsen, den var ikke færdig, men der var en baby i maven...

vælger man selv en abort har man ikke mistet et barn. så er det en abort. selvvalgt. også for hende kvinden der valgte den forrykte abort i spanien i uge 35..

hvordan man selv takler det, hvordan man sørger og hvor meget man har knyttet sig til det er jo individuelt.

Jeg opfatter Noa som jeg fødte sidste sommer i uge 14+4 som et barn vi mistede!

Jeg havde veer, vandafgang, pressede hende ud og vi sad med hende i to timer inden vi lagde hende i en lille papæske svøbt i en stofble. Hun blev efter obduktion sat ned i en barnefællesgrav på Vestre kirkegård, men vi holdt ikke begravelse.

Så vi har vi mistet et barn -dog meget meget tidligt og jeg sammenligner det ikke med de forældre der oplever at miste er fuldbårent barn i maven, en nyfødt eller er ældre barn...

Chellie skriver:

Jeg ved ikke, hvor grænsen går, men en nær veninde af mig mistede i uge 20. Det var helt forfærdeligt, men hun har helt sikkert ikke aborteret i min bog, og heller ikke i det offentliges. Hun har født en levende lille pige, som døde efter få minutter, da hun umuligt kunne overleve uden for livmoderen så tidligt. Der blev skrevet fødsels- og dødsattest på hende, min veninde afholdt barsel, inden hun overgik til sygemelding i forbindelse med sorgen, og datteren blev kremeret, og asken spredt ved en ceremoni med nære venner og familie tilstede. Så nej, helt bestemt ikke en abort, selvom hun blev født så tidligt, at hun ikke kunne overleve. Hun var et barn, med tydelige ansigtstræk, så man nemt kunne se hvem hendes forældre var 

Som sagt, jeg ved ikke, hvor grænsen går, men "kunne teknisk set have overlevet" ligger for sent i min bog, og tydeligvis også i det offentliges...

Jeg er slet ikke uenig i det du siger, men ville bare lige sige at jeg synes der er kæmpe forskel på uge 15 og uge 20 bare med fosterets/barnets udseende.. de går virkelig fra at ligne rumvæsener til at have mere "rigtige" ansigter. Men ved ikke om man ligefrem kan bruge det som pejlemærke, det er bare en tanke 

Anonym skriver:

Jeg har lige et meget ømt spørgsmål. Hvornår vil i mene man har aborteret og hvordan har man mistet sit barn? Altså hvor langt henne skal man være? 

Er nok personligt af den overbevisning at hvis barnet kunne have overlevet, altså i teorien kunne have overlevet at blive født på det tidspunkt man mister har man mistet et barn og før det har man aborteret sent.

Jeg har aldrig fået en abort eller mistet eller noget, så kan slet ikke sætte mig ind i følelsen, så kan godt måske være lidt mere "kynisk" omkring det, men jeg er virkelig ikke ude på at støde nogen - jeg er bare undrende og nysgerrig, da jeg ofte læser på fb at kvinder er meget ulykkelige fordi de har mistet deres barn i uge 14-16 stykker, og så har barnet fået navn osv. Umiddelbart tror jeg ikke at jeg selv ville gøre så meget ud af det, selvom jeg sagtens forstår man er knyttet til det allerede og glæder mig.

Hele det her startede med jeg læste om en kvinde på fb der havde mistet i uge 16 og imorgen er det 3 år siden og hun omtaler sin søn ved navn, har mappe med billeder og er tydeligvis dybt ulykkelig. Min første tanke var at hun måtte havde det svært psykisk i forvejen for at stadig "hænge sig sådan i det", men måske er jeg bare uforstående og kynisk, så piger - hvad siger i?

Jeg synes, at det er meget individuelt. Det kan godt være, at der er noget med 22 eller 24 uger. Men hvad så med dem, der allerede har mærket små spark inden det? Dem, der ved om det er en dreng/pige og måske allerede har fundet et navn? Synes bestemt ikke, at det "bare" er et foster længere. 

Jeg synes, at det kommer rigtig meget an på ens egne følelser omkring fosteret/barnet.. Det er ikke noget andre "udefra" skal begynde at vurdere på - det er kun personen/familien selv, der er gået igennem det, der kan "sætte navn på" , altså  det kun dem selv, der kan sige om det var en abort eller et mistet barn.. 

Jeg har selv mistet mit første barn i uge 22 pga en hjertefejl og det var for mig en ubærlig oplevelse.. 

Efter min mening vil jeg sige efter 12 graviditets uge hvor man selv skal føde barnet er det ikke længere en abort i min verden men en dødsfødsel. Og jo længere man er henne jo sværere vil jeg mene det er og jo hårdere tager det på en.. Jeg mistede jo i 22. Uge og er slet ikke i tvivl om at det kun havde gjort situationen endnu værre hvis jeg f.eks havde været i 36. Uge eller mere... 

Jeg er nok os lidt kynisk mht til at miste før 12. Uge altså selvfølgelig gør det da ondt og ville selv blive ked af at miste ved spontan abort men jeg kan ikke lade værd med at blive lidt harm når folk samlinger min dødsfødsel med deres spontane abort.. Misforstå mig ikke men jeg har set min døde datter.. Holdt hende i mine arme, set hvor smuk hun var, hvor meget hun lignede sin far, hvor mange trækninger hun havde fra os hver især.. Hun var ikke "bare" en klump i toilettet. Hun var virkelig <3 og derfor synes jeg ikke abort og dødsfødsel kan samlignes.. Men det gør ondt på forskellige måder... 

Jeg synes ikke andre kan gøre sig til dommere over andres sorg.

Hvis man føler man har mistet et barn er det det man har og den sorg skal anerkendes uanset om man personligt forstår det eller ej.

Personligt synes jeg der er stor forskel på at miste i uge 7 og i uge 35, men sorg er en personlig ting og alle mennesker skal anerkendes fuldt ud for deres følelser.