Jeg har altid selv døjet med overvægt, og mobning pga. af det, selv i gymnasiet. (hvor jeg måske vejede 5-10 kg for meget). Jeg kan huske, da jeg var yngre, at det var frygteligt ikke at kunne gå i noget tøj, der mindede om de andres. Min mor gjorde absolut heller ikke noget for at hjælpe mig, men det er en anden side af sagen. Jeg tror gerne man vil være som de andre, og så tager ma chancen og køber det samme. Eller også fornægter man, at man ikke er tynd og "tror" at man er en tynd sild..
Den dag idag er mit kropsbillede ret forkert. Det jeg ser i spejlet, er ikke det samme som andre ser. (Håber det giver mening) Jeg får tit at vide, at jeg går i for løst tøj, at jeg ser endnu større ud.. Jeg vejer ca 8 kg for meget, men det kan komme til at se ud som meget mere, når man tager det forkerte tøj på..

Jeg er så småt begyndt at komme til den konklussion -ved hjælp af min kæreste- at det er lige så smukt at være lidt større. Det handler også om et glimt i øjet, og et smil.. Personlighed! Han elsker mig som jeg er, og det burde jeg måske også bare gøre...

Jeg kan også tænke nogle gange "Det burde hun ikke lige have taget på".. Men hvis hendes selvbillede er lige så twistet som mit, så ser hun det måske ikke selv... Eller hun føler sig måske som en million i netop den bluse! Hvis hun har det godt med det, så bør jeg slet ikke blande mig....
Vi er alle sammen smukke, og har hver vores måde at være smukke på. Jeg synes bestemt heller ikke at alle normalvægtige ligner en million.
Det handler om det indvendige...Nutidens medier gør det jo hellere ikke nemmere... Jeg går da med en kronsk dårlig samvittighed, pga. alle de skide slanketillæg etc. Man skal åbenbart være
præcis normalvægtig, for at have et godt og sundt liv... hmmm...
Anmeld