har mistet min mor, og min far er dement (langt)

Aisha skriver:

Jeg vil også sige at det bedste vil være et plejebolig til ham. Der er mange der er i samme båd som ham og han vil altid have hjælp omkring sig.

Ja nemlig, sådan har jeg det også! Og selvom det er hårdt og en svær beslutning, så ville det helt sikkert være det bedste for ham, både nu og på længere sigt! Men når manden ikke vil, så er der intet vi kan gøre, da han jo ikke er umyndiggjort.

Jeanne skriver:

Jeg sidder på den anden side - som hende der vil komme i din fars hjem. Stort knus herfra, for det er drøn svært at være pårørende til en dement 

 Hvad siger demenskoordinatoren til situationen? Er der mulighed for at få ham visiteret til en plejehjemsplads? Det er en stor beslutning for dig at tage, men du skal huske at passe på dig selv. Ellers kører du dig selv så langt ud at du ikke er til nytte for hverken din far eller egen familie. 

Eller kan du få visiteret mere tid af hjemmeplejen? Så de kommer til mad, handler og måske psykisk støtte til ham? Måske fast hjælper kan tale med ham og forsøge at motivere ham til at flytte. 

Hvirdan fungerer han på daghjemmet? Er der mulighed for at han kan kommer der alle hverdage? 

Demneskoordinatoren mener også at et hjem vil være det bedste, og har over flere omgange prøvet at "overtale" ham til det, men han vil ikke. Han vil kunne blive visiteret til en plejehjemsplads, men er ikke umyndiggjort, så der er ikke så meget at gøre....
Lige nu kommer hjemmeplejen 4 gange dagligt: morgen, middag, aften og sen aften. Jeg tror ikke de kan komme mere end det..? Det med at handle tror jeg faktisk også, at jeg vil fralægge mig her inden jeg skal føde og bliver mor til to. At skulle gå og huske på, at min far skal have handlet det forskellige er svært for mig, især når jeg bliver mor for anden gang, tror jeg. Har heldigvis en god faster, som har sagt, at hun gerne vil hjælpe med det, så må lige have fat i hende.
På daghjemmet fungere han fint - har ikke hørt andet. Han mener ikke selv, at de laver en dyt, så han er ikke vild med det, men uanset hvad vi eller andre gør, vil han aldrig blive tilfreds, for vi kan jo desværre ikke få min mor tilbage! Jeg er også i tvivl om han kunne være ved at udvikle en depression faktisk...
Han står lige nu på venteliste til at komme afsted alle ugens hverdage, så håber han får lov, så han ikke render derhjemme for meget, for det kan han ikke holde ud, og så er det jo jeg "hænger på ham" hver dag.
Tak for svar

Morjanne76 skriver:

Jeg ville finde ud af med demenskoordinator hvor det ville være ideelt at han fik en evt. plejebolig. Så ville jeg aftale med stedet at komme på et kik. Tit er det ikke så "farligt" at flytte, når man har noget at forholde sig til. Det lyder ikke til at din far selv kan vurdere hvad der er bedst for ham, så nogen gange må pårørende træffe den svære beslutning. 

Knus herfra 

Nej, den beslutning kan han ikke tage selv, det er helt sikkert. For han giver udtryk for, at han ikke vil, men han ved jo heller ikke hvad der ville være bedst for ham selv - han ved bare at han er ulykkelig og føler sig alene hele tiden.. Jeg har snakket med ham om, at jeg ville ta ham med ud og se sådan nogle boliger, så tror det er der vi starter
Tak for råd..

Troldemommi skriver:

Jeg vil mene din far hører til et sted hvor man kan passe bedre på ham, og hvor ansvaret bliver fjernet fra dine skuldre, det må være så svært at være dig, men husk, pas på dig selv, håber din fremtid må blive nemmere



Monica

Tak for det..
Ja, det er næsten ikke til at holde ud at se sin egen far sådan.. manden som engang kunne alt, og nu ingenting kan, og er dybt ulykkelig!!! Jeg kan heller ikke holde tanken ud med, at han bare skal bo et andet sted, end han har gjort de sidste 40 år, mit barndomshjem, og der hvor han altid har været.... og så bare skulle vandre rundt et fremmed sted på et hjem..... åååh ha', det er hårdt, men ja... det er nok det der er det bedste, også på lang sigt... han bliver jo ikke friskere, tværtimod...

sandramor skriver:

Ååårh hvor jeg føler med dig 

Jeg mistede min mor i juli sidste år.... 3 uger fra hun fik sin diagnose til hun sov ind.....  Så jeg ved hvor hårdt det er at miste sin mor i en forholdsvis tidlig alder( jeg var 33) 

At du så oveni skal forholde dig og til dels tage dig af din far som er dement må næsten være umenneskelig hårdt  Du får slet ikke som du også selv siger tid og ro til at sørge over tabet af din mor...... 

Det lyder på mig også meget som om din far hører til et Sted hvor de kan passe på ham døgnet rundt..... Og det vil samtidig tage et stort stress af dine skuldre ikke hele tiden at skulle være hos din far 

 

 

åh, det lyder også hårdt... Her faldt min mor bare om i sofaen med det de mener, er en blodprop i hjertet Det er frygteligt.. der er så mange ting man ville have oplevet sammen endnu, og flere børnebørn hun skulle nyde Mit hjerte kan næsten ikke bære det....
Ja det må være det bedste for min far, at komme et sted hen, hvor han ikke bare render forvirret og ulykkelig rundt, da der vil være nogen til at hjælpe ham hele tiden.... så kan det godt være han stadig er ulykkelig, men i det mindste ikke alene, som han jo føler han er nu....
tak for dit svar

Omsorgsgiver skriver:

Jeg tænker lidt om I har overvejet en aflastningsplads til ham?? Også ligeså meget for at aflaste dig. 

Og så gør det mig frygtelig ondt med din mor 

Ja, vi prøvede at få ham afsted til en aflastningsplads, men han ville ikke, stejlede og blev vred. Han forstår slet ikke hvorfor han skal bo et andet sted, eller hvad der er galt med ham. Han kan ikke selv huske at han er syg, og mener sagtens han kan klare sig selv, men alligevel beder han mig om at flytte ind hos ham.... han kan jo ikke huske hvem der har været på besøg, eller hvornår jeg sidst var hos ham, og derfor mener han jo ikke, at vi kommer og besøger ham... men det gør vi... det er ulideligt hårdt at se sin ensomme, sørgende far så ulykkelig og bange... åååhh Mit hjerte kan næsten ikke bære det....

Anonym skriver:

Tak....
Ja det er ikke nemt...
Jeg tænker at en værge måske er en god idé, men hvordan vil det gøre min hverdag lettere? Min far vil jo stadig kun kontakte og besøge mig hver dag, og det er egentlig det, der belaster mest. Jeg vil ikke kunne forklare ham, at han ikke skal ringe til mig omkring hans breve el. lign. Men ringe til værgen. Det vil han slet ikke kunne finde ud af.

Vi kæmper også en kamp.. 

 

Min far KIMER os ned dag og nat... der kan nemt ligge 36 beskeder på svaren på under 20 min  og det kan nemt være om natten han ringer så meget....

Her har vi taget konsekvensen af det, vi har slettet vores nr på hans mobil, og han ved godt hvorfor...

 

Jeg kan godt se at problemet ligger i at han vil besøge dig hver dag... men det lyder til mig som om at han faktisk ikke kan tag vare på sig selv, og derfor kan kommunen gå ind og "umyndiggøre ham".. så er det kommunen der ligesom skal tag de svære beslutninger om han feks ikke bør bo hjemme men på et plejehjem...

 

Her ønskede min far at komme på plejehjem i den samme lille by som jeg bor i.. jeg fortalte ham lige ud at det ville jeg faktisk ikke ha, for jeg vidste at han ville komme hele tiden, og det ville slet ikke fungere... han er så endt i en anden lille by(UDEN bus hertil).. og jeg er SÅ lettet...

jeg snakkede med lisitatoren(staves?) om det, og hun har hjulpet med det hele og pt venter vi på en værge.. denne værge skal så tag min burde mht at tag alle beslutninger omkring ham, og også hans økonomi....

 

Jeg har i startet valgt at blokere min fars opkald på min iphone, men det ved jeg ikke om kan virke i dit tilfælde hvis han bor i gå af stand og så bare kommer istedet...

 

Men jeg vil råde dig til at tag kontakt til kommunen og søge råd og hjælp... din far er mere syg end min lyder det til, og jeg fik fra dag et besked på at det er IKKE mit ansvar at skal passe og sørge for ham...

og det lyder ikke til at han selv kan/vil ændre bolig forhold og det at han mener at du skal sørge for ham, det dur ikke... det er en MØG svær beslutning, og man har sindsyg dårlig samvittighed, men du bliver nød til at få kommuen gjort klar over at han ikke kan klare sig, og at du ikke kan/vil/skal stå for at se til ham, klare hans sager eller blive kimet ned af ham...

 

Det er svært, men husk dig selv på at det er for hans eget bedste, samt at du simpelthen ender med at køre dig selv HELT ned... og det kommer tifoldigt tilbage at du ikke engang har haft mulighed for at komme op til overfladen efter din mor er gået bort.... 

 

Jeg fremstår nok som lidt hård og muligvis lidt følseskold for nogle i det jeg skriver, men det bliver man når man ender her... vi elsker vores forældre, MEN vi skal også selv kunne leve og fungere, og det er ikke vores ansvar at passe vores forældre.. lige meget hvor meget man end gerne ville 

 

 

stjernehimmel skriver:

Vi kæmper også en kamp.. 

 

Min far KIMER os ned dag og nat... der kan nemt ligge 36 beskeder på svaren på under 20 min  og det kan nemt være om natten han ringer så meget....

Her har vi taget konsekvensen af det, vi har slettet vores nr på hans mobil, og han ved godt hvorfor...

 

Jeg kan godt se at problemet ligger i at han vil besøge dig hver dag... men det lyder til mig som om at han faktisk ikke kan tag vare på sig selv, og derfor kan kommunen gå ind og "umyndiggøre ham".. så er det kommunen der ligesom skal tag de svære beslutninger om han feks ikke bør bo hjemme men på et plejehjem...

 

Her ønskede min far at komme på plejehjem i den samme lille by som jeg bor i.. jeg fortalte ham lige ud at det ville jeg faktisk ikke ha, for jeg vidste at han ville komme hele tiden, og det ville slet ikke fungere... han er så endt i en anden lille by(UDEN bus hertil).. og jeg er SÅ lettet...

jeg snakkede med lisitatoren(staves?) om det, og hun har hjulpet med det hele og pt venter vi på en værge.. denne værge skal så tag min burde mht at tag alle beslutninger omkring ham, og også hans økonomi....

 

Jeg har i startet valgt at blokere min fars opkald på min iphone, men det ved jeg ikke om kan virke i dit tilfælde hvis han bor i gå af stand og så bare kommer istedet...

 

Men jeg vil råde dig til at tag kontakt til kommunen og søge råd og hjælp... din far er mere syg end min lyder det til, og jeg fik fra dag et besked på at det er IKKE mit ansvar at skal passe og sørge for ham...

og det lyder ikke til at han selv kan/vil ændre bolig forhold og det at han mener at du skal sørge for ham, det dur ikke... det er en MØG svær beslutning, og man har sindsyg dårlig samvittighed, men du bliver nød til at få kommuen gjort klar over at han ikke kan klare sig, og at du ikke kan/vil/skal stå for at se til ham, klare hans sager eller blive kimet ned af ham...

 

Det er svært, men husk dig selv på at det er for hans eget bedste, samt at du simpelthen ender med at køre dig selv HELT ned... og det kommer tifoldigt tilbage at du ikke engang har haft mulighed for at komme op til overfladen efter din mor er gået bort.... 

 

Jeg fremstår nok som lidt hård og muligvis lidt følseskold for nogle i det jeg skriver, men det bliver man når man ender her... vi elsker vores forældre, MEN vi skal også selv kunne leve og fungere, og det er ikke vores ansvar at passe vores forældre.. lige meget hvor meget man end gerne ville 

 

 

Jeg vil ringe til kommunen på mandag og undersøge det forskellige... Kan mærke at jeg selv er ved at få nok, og trække mig mere og mere fra min far.. Det er ikke rart, men ja, vi må passe på os selv og vores egne familier også.. Synes bare det er så svært! For det gør sgu ondt at se ham så ked af det og forvirret... Også fordi han "snyder" meget.. Han virker ikke altid til at være så dement som han er, og så kommer man til at tænke, at det nok ikke er så slemt osv. Meget svær situation! Men rart at høre, at det for andre kan være lige sådan.. Og man ikke er den eneste der tænker sådan.. Tak for dit input!

Anonym skriver:

Ja, vi prøvede at få ham afsted til en aflastningsplads, men han ville ikke, stejlede og blev vred. Han forstår slet ikke hvorfor han skal bo et andet sted, eller hvad der er galt med ham. Han kan ikke selv huske at han er syg, og mener sagtens han kan klare sig selv, men alligevel beder han mig om at flytte ind hos ham.... han kan jo ikke huske hvem der har været på besøg, eller hvornår jeg sidst var hos ham, og derfor mener han jo ikke, at vi kommer og besøger ham... men det gør vi... det er ulideligt hårdt at se sin ensomme, sørgende far så ulykkelig og bange... åååhh Mit hjerte kan næsten ikke bære det....

I kunne måske sige til ham at han skal på en lille ferie?? Det har tit hjulpet på de borgere vi har fået ind på mit arbejde. Jeg arbejder selv på et sted hvor man kan blive rehabiliteret og aflastet på den ene eller anden måde.

Anonym skriver:

Jeg skriver som anonym, da det er et ret følsomt emne..
Jeg mistede desværre min elskede mor her sidst i maj - hun døde pludseligt, og meget uventet.. Vi kender endnu ikke årsagen.. Jeg er i dyb sorg, og tænker på hende hele tiden! Savner hende så meget - vi havde et utroligt godt og tæt forhold, og eftersom jeg kun er 27, synes jeg det er alt for tidligt, at jeg skal undvære min mor Hun blev kun 64 år gammel <3
Nu står jeg så her tilbage, skal klare min egen sorg, men samtidig også min fars, da han er dement og stadig bor alene i deres hus. Han er meget ulykkelig. Det er hårdt at vide, at han bare går rundt derhjemme og har det af H til.
Han er så dement, at han nogen gange ikke kan huske hvem vi er, eller hvorfor han er alene osv. Man kan ikke forklare ham noget, da det bliver glemt lige efter. Min far er snart 70, så han har fået sygdommen tidligt - allerede som 67årig blev han diagnoseret med alzheimers
Han kommer nogle uger hjem til mig hver dag, eller flere gange om dagen, med forskellige breve eller spørgsmål. Han er meget forvirret. Han mener, at mig og min familie på snart fire, skal flytte ned til ham i huset, så han ikke skal gå og være alene. Men det er udelukket, da jeg ikke vil kunne tage mig af ham plus mine egne børn og mand. Hjælper ham alt hvad jeg kan, men må også passe på mig selv. Han får hjemmehjælp 4 gange dagligt, og mad udefra, og derudover kommer han i dagcenter 3 gange om ugen. Han vil ikke på et demenshjem, selvom alle omkring ham mener, at det vil være det bedste. Hvilket det også ville være. Han kan ikke være alene. Vi har demenskoordinator inde kver også.
Jeg vil gerne høre, om andre i samme situation som mig? Hvis der er nogen. Har svært ved at tackle min far, og min egen sorg oveni samtidig. Det er så hårdt Min mor var familiens omdrejningspunkt, og nu er hun bare væk
Alle råd bliver taget imod med kyshånd...

Hej med dig

 

nu har jeg efterhånden arbejdet en del med demente og tænker i skal ændre jeres tilgang til hvordan i for ham på plejehjem, for han mangler uden tvivl nogle trygge faste rammer. Lige nu er det hus din far bor i, hans base hvor han føler sig tryg. Det handler om at i nu finder et andet sted hvor han kan føle det. Tænk på nogle interesser din far har haft eller har, nyder han at komme ud? Mange plejehjem har Idag daghjem hvor de køre ture og laver rigtig gode ting. Tá din far med ud på kig på ældre boliger, måske han har nævnt nogle områder han har besøgt inden han blev syg som måske ville vække hans interesse. Dette er tit med til at skabe gode rammer, hvis det er steder med positive oplevelser