Er der en der forgriber sig på mit barn?

Anonym skriver:

Hej allesammen.

 

Jeg beklager at jeg ikke har fået svaret her ind i så lang en periode, men vi har brugt meget tid på at forsøge at komme videre her hjemme - der ud over har jeg af en eller anden underlig grund ikke kunne logge på her.

 

NÅ - men siden sidst.

 

I forbindelse med at min datter udtalte i slutningen af sidste år at far slog hende valgte man at give hende 2 samtaler mere i børnehuset, denne gang sammen med en pædagog fra børnehaven - da hverken hendes far eller jeg måtte være til stede (ifht. at kunne påvirke hende følelsesmæssigt i den ene eller anden retning osv.)

Jeg taler selvfølgelig med min datter om at hun nu skal i børnehuset igen og at hun skal der over at lege og hygge sammen med en pædagog.

Hun stritter helt imod og da vi får talt om hvad der gør hende ked af det udtaler hun følgende:
Jeg må ikke sige mere der ovre for så kommer farfar i fængsel og han siger at hvis han kommer i fængsel kommer han og slår mig og mor ihjel.

Jeg spørger hende selvfølgelig om det er farfar der har sagt sådan og det nikker hun ja til.

Jeg fortæller hende at farfar jo aldrig har været hjemme hos os så han ved jo slet ikke hvor vi bor - og da den lige kommer ind at vende hos hende hopper hun over i sin børneverden igen og siger  det er rigtigt, men så leder han nok bare i ALLE husene.

For mig var det et ret tydeligt signal om at det her med at slå ihjel var en voksen persons ord - men forklaringen om hvordan han skulle finde os var i hendes børneverden - bekymrende.

Jeg underretter selvfølgelig børnehuset og kommunen om denne udtalelse.

 

Tiden går og i januar måned er den sidste samtale i børnehuset overstået.

Jeg søger i statsforvaltningen om suspenderet eller overvovet samvær efter min datters udtalelser, men der er intet nyt i dette og man vil fra statforvaltningens side ikke træffe endelige beslutninger før de har nogle trivsels undersøgelser på min pige (læs: paragraf 50 som vi på daværende tidpunkt havde ventet på i 5,5 måned)

I en længere periode går jeg egentlig blot og venter på at paragraf 50 undersøgelsen skal afsluttes.

 

For knap tre uger siden sidder jeg på jobbet, min datter er i børnehave og der har egentlig været nogenlunde ro på i en periode på 3 uger cirka.

Jeg bliver ringet op af kommunen som beder mig komme ned i børnehaven til en samtale.
Laura har ingen udtalt nogle ting omkring sin far - denne gang til en pædagog.

Jeg kommer op i børnehaven - de har afholdt den obligatoriske børnesamtale og min datter løber ud og leger.

Hun har i en situation efter frokost siddet alene tilbage på stuen sammen med en pædagog som var ved at tørre af bordet.
De taler om hvad man skal i weekenden og min datter fortæller at hun da ikke håber hun skal ud til sin far, for han slår hende (dette udtaler hun to dage i træk - herefter reagerer pædagogen med henvendelse til kommunen) 
Min datter viser blå mærker osv., blå mærkler som jeg da før har tænkt på - men igen, hun er lige over 4 år og et aktivt ude barn - mærker på benene er ikke ualmindelige.

Jeg beretter til sagsbehandleren at jeg bliver nødt til at bede om hjælp til samværet.
Jeg er ung, alene, min familie bor ikke lige rundt om hjørnet, jeg er under uddannelse og hendes far er jo ikke med på at se tingene fra min eller fra vores datters side.

Sagsbehandleren forstår mig godt og jeg får indtryk af at det skal vi nok løse sammen - men som mange gange før bliver jeg klogere. Ingen hjælp at hente og jeg må ugen efter sende min datter på samvær. 

Idag klokken 14.00 har jeg møde på kommunen omkring paragraf 50 undersøgelsen som nu ligger færdig (det hjælper åbenbart at skrue bissen på og true med medier osv. - jeg er ved at være TRÆT af at bære hele ansvaret og byrden selv!)

Jeg har selvfølgelig fået tilsendt deres skrivelse om min datter, deres observationer, del konklusioner osv. Den endelig afgørelse/konklusion/vurdering får jeg på mødet idag.

 

Men i store træk slår man indersøgelsen meget på at jeg som mor er FOR bekymret - yes, du læste rigtigt - jeg er FOR bekymret.

Far er bedre til at se at der måske er en anden grund til at vores datter siger at farfar putter legetøj op i numsen på hende - og at far slår hende. 
Ja det tror jeg da pokker  ?!

Der ud over kan jeg læse at farmor har indberettet mig i september måned for at manipulere med min datter.
Hun fortæller at farfars og min datters hemmelighed ofte er at de spiser chokoladekiks i stedet for ostemadder - YES, FOR VI VED JO ALLESAMMEN AT SPISER MAN EN CHOKOLADEKIKS SÅ FØLES DET LIDT SOM OM AT FÅ LEGETØJ OP I NUMSEN  ! 
Og vi ved jo også allesammen at hvis man fortæller om dén hemmelighed så siger farfar at han kommer i fængsel og det er ligefrem grund til at slå både mor og barn ihjel.
Ja undskyld mig, men den der - den er jo helt væk 

Anyways, der ud over har vi det godt.
Der er mere ro på, jeg er blevet bedre til at tackle, men jeg synes stadig det kan være hårdt med alle de myndigheder der er inde over.

Men jeg holder hovedet højt og jeg kæmper videre for retfærdigheden! 

 

Tak fordi du læste med.

Åh jeg ved slet ikke hvad jeg skal sige! - Jeg har fulgt tråden fra starten, og må sige at jeg er målløs! Du får et kæmpe kram og masser af varme tanker herfra 

Du gør det så godt, hvor er det langt ude at du stemples som FOR bekymret! Ih hvor er det lige til at blive gal over 

Jeg håber at I snart får noget retfærdig så din datter ikke behøver at se sin farfar. - og Far. 

Rigtig meget held og lykke 

Anonym skriver:

Hej allesammen.

 

Jeg beklager at jeg ikke har fået svaret her ind i så lang en periode, men vi har brugt meget tid på at forsøge at komme videre her hjemme - der ud over har jeg af en eller anden underlig grund ikke kunne logge på her.

 

NÅ - men siden sidst.

 

I forbindelse med at min datter udtalte i slutningen af sidste år at far slog hende valgte man at give hende 2 samtaler mere i børnehuset, denne gang sammen med en pædagog fra børnehaven - da hverken hendes far eller jeg måtte være til stede (ifht. at kunne påvirke hende følelsesmæssigt i den ene eller anden retning osv.)

Jeg taler selvfølgelig med min datter om at hun nu skal i børnehuset igen og at hun skal der over at lege og hygge sammen med en pædagog.

Hun stritter helt imod og da vi får talt om hvad der gør hende ked af det udtaler hun følgende:
Jeg må ikke sige mere der ovre for så kommer farfar i fængsel og han siger at hvis han kommer i fængsel kommer han og slår mig og mor ihjel.

Jeg spørger hende selvfølgelig om det er farfar der har sagt sådan og det nikker hun ja til.

Jeg fortæller hende at farfar jo aldrig har været hjemme hos os så han ved jo slet ikke hvor vi bor - og da den lige kommer ind at vende hos hende hopper hun over i sin børneverden igen og siger  det er rigtigt, men så leder han nok bare i ALLE husene.

For mig var det et ret tydeligt signal om at det her med at slå ihjel var en voksen persons ord - men forklaringen om hvordan han skulle finde os var i hendes børneverden - bekymrende.

Jeg underretter selvfølgelig børnehuset og kommunen om denne udtalelse.

 

Tiden går og i januar måned er den sidste samtale i børnehuset overstået.

Jeg søger i statsforvaltningen om suspenderet eller overvovet samvær efter min datters udtalelser, men der er intet nyt i dette og man vil fra statforvaltningens side ikke træffe endelige beslutninger før de har nogle trivsels undersøgelser på min pige (læs: paragraf 50 som vi på daværende tidpunkt havde ventet på i 5,5 måned)

I en længere periode går jeg egentlig blot og venter på at paragraf 50 undersøgelsen skal afsluttes.

 

For knap tre uger siden sidder jeg på jobbet, min datter er i børnehave og der har egentlig været nogenlunde ro på i en periode på 3 uger cirka.

Jeg bliver ringet op af kommunen som beder mig komme ned i børnehaven til en samtale.
Laura har ingen udtalt nogle ting omkring sin far - denne gang til en pædagog.

Jeg kommer op i børnehaven - de har afholdt den obligatoriske børnesamtale og min datter løber ud og leger.

Hun har i en situation efter frokost siddet alene tilbage på stuen sammen med en pædagog som var ved at tørre af bordet.
De taler om hvad man skal i weekenden og min datter fortæller at hun da ikke håber hun skal ud til sin far, for han slår hende (dette udtaler hun to dage i træk - herefter reagerer pædagogen med henvendelse til kommunen) 
Min datter viser blå mærker osv., blå mærkler som jeg da før har tænkt på - men igen, hun er lige over 4 år og et aktivt ude barn - mærker på benene er ikke ualmindelige.

Jeg beretter til sagsbehandleren at jeg bliver nødt til at bede om hjælp til samværet.
Jeg er ung, alene, min familie bor ikke lige rundt om hjørnet, jeg er under uddannelse og hendes far er jo ikke med på at se tingene fra min eller fra vores datters side.

Sagsbehandleren forstår mig godt og jeg får indtryk af at det skal vi nok løse sammen - men som mange gange før bliver jeg klogere. Ingen hjælp at hente og jeg må ugen efter sende min datter på samvær. 

Idag klokken 14.00 har jeg møde på kommunen omkring paragraf 50 undersøgelsen som nu ligger færdig (det hjælper åbenbart at skrue bissen på og true med medier osv. - jeg er ved at være TRÆT af at bære hele ansvaret og byrden selv!)

Jeg har selvfølgelig fået tilsendt deres skrivelse om min datter, deres observationer, del konklusioner osv. Den endelig afgørelse/konklusion/vurdering får jeg på mødet idag.

 

Men i store træk slår man indersøgelsen meget på at jeg som mor er FOR bekymret - yes, du læste rigtigt - jeg er FOR bekymret.

Far er bedre til at se at der måske er en anden grund til at vores datter siger at farfar putter legetøj op i numsen på hende - og at far slår hende. 
Ja det tror jeg da pokker  ?!

Der ud over kan jeg læse at farmor har indberettet mig i september måned for at manipulere med min datter.
Hun fortæller at farfars og min datters hemmelighed ofte er at de spiser chokoladekiks i stedet for ostemadder - YES, FOR VI VED JO ALLESAMMEN AT SPISER MAN EN CHOKOLADEKIKS SÅ FØLES DET LIDT SOM OM AT FÅ LEGETØJ OP I NUMSEN  ! 
Og vi ved jo også allesammen at hvis man fortæller om dén hemmelighed så siger farfar at han kommer i fængsel og det er ligefrem grund til at slå både mor og barn ihjel.
Ja undskyld mig, men den der - den er jo helt væk 

Anyways, der ud over har vi det godt.
Der er mere ro på, jeg er blevet bedre til at tackle, men jeg synes stadig det kan være hårdt med alle de myndigheder der er inde over.

Men jeg holder hovedet højt og jeg kæmper videre for retfærdigheden! 

 

Tak fordi du læste med.

Hold nu op en omgang din lille datter og dig er igennem. Jeg føler med jer. Det er jo helt hen i vejret at tingene sådan skal trækkes i langdrag! FØJ! 

1000 tanker herfra 

Anonym skriver:

Hej allesammen.

 

Jeg beklager at jeg ikke har fået svaret her ind i så lang en periode, men vi har brugt meget tid på at forsøge at komme videre her hjemme - der ud over har jeg af en eller anden underlig grund ikke kunne logge på her.

 

NÅ - men siden sidst.

 

I forbindelse med at min datter udtalte i slutningen af sidste år at far slog hende valgte man at give hende 2 samtaler mere i børnehuset, denne gang sammen med en pædagog fra børnehaven - da hverken hendes far eller jeg måtte være til stede (ifht. at kunne påvirke hende følelsesmæssigt i den ene eller anden retning osv.)

Jeg taler selvfølgelig med min datter om at hun nu skal i børnehuset igen og at hun skal der over at lege og hygge sammen med en pædagog.

Hun stritter helt imod og da vi får talt om hvad der gør hende ked af det udtaler hun følgende:
Jeg må ikke sige mere der ovre for så kommer farfar i fængsel og han siger at hvis han kommer i fængsel kommer han og slår mig og mor ihjel.

Jeg spørger hende selvfølgelig om det er farfar der har sagt sådan og det nikker hun ja til.

Jeg fortæller hende at farfar jo aldrig har været hjemme hos os så han ved jo slet ikke hvor vi bor - og da den lige kommer ind at vende hos hende hopper hun over i sin børneverden igen og siger  det er rigtigt, men så leder han nok bare i ALLE husene.

For mig var det et ret tydeligt signal om at det her med at slå ihjel var en voksen persons ord - men forklaringen om hvordan han skulle finde os var i hendes børneverden - bekymrende.

Jeg underretter selvfølgelig børnehuset og kommunen om denne udtalelse.

 

Tiden går og i januar måned er den sidste samtale i børnehuset overstået.

Jeg søger i statsforvaltningen om suspenderet eller overvovet samvær efter min datters udtalelser, men der er intet nyt i dette og man vil fra statforvaltningens side ikke træffe endelige beslutninger før de har nogle trivsels undersøgelser på min pige (læs: paragraf 50 som vi på daværende tidpunkt havde ventet på i 5,5 måned)

I en længere periode går jeg egentlig blot og venter på at paragraf 50 undersøgelsen skal afsluttes.

 

For knap tre uger siden sidder jeg på jobbet, min datter er i børnehave og der har egentlig været nogenlunde ro på i en periode på 3 uger cirka.

Jeg bliver ringet op af kommunen som beder mig komme ned i børnehaven til en samtale.
Laura har ingen udtalt nogle ting omkring sin far - denne gang til en pædagog.

Jeg kommer op i børnehaven - de har afholdt den obligatoriske børnesamtale og min datter løber ud og leger.

Hun har i en situation efter frokost siddet alene tilbage på stuen sammen med en pædagog som var ved at tørre af bordet.
De taler om hvad man skal i weekenden og min datter fortæller at hun da ikke håber hun skal ud til sin far, for han slår hende (dette udtaler hun to dage i træk - herefter reagerer pædagogen med henvendelse til kommunen) 
Min datter viser blå mærker osv., blå mærkler som jeg da før har tænkt på - men igen, hun er lige over 4 år og et aktivt ude barn - mærker på benene er ikke ualmindelige.

Jeg beretter til sagsbehandleren at jeg bliver nødt til at bede om hjælp til samværet.
Jeg er ung, alene, min familie bor ikke lige rundt om hjørnet, jeg er under uddannelse og hendes far er jo ikke med på at se tingene fra min eller fra vores datters side.

Sagsbehandleren forstår mig godt og jeg får indtryk af at det skal vi nok løse sammen - men som mange gange før bliver jeg klogere. Ingen hjælp at hente og jeg må ugen efter sende min datter på samvær. 

Idag klokken 14.00 har jeg møde på kommunen omkring paragraf 50 undersøgelsen som nu ligger færdig (det hjælper åbenbart at skrue bissen på og true med medier osv. - jeg er ved at være TRÆT af at bære hele ansvaret og byrden selv!)

Jeg har selvfølgelig fået tilsendt deres skrivelse om min datter, deres observationer, del konklusioner osv. Den endelig afgørelse/konklusion/vurdering får jeg på mødet idag.

 

Men i store træk slår man indersøgelsen meget på at jeg som mor er FOR bekymret - yes, du læste rigtigt - jeg er FOR bekymret.

Far er bedre til at se at der måske er en anden grund til at vores datter siger at farfar putter legetøj op i numsen på hende - og at far slår hende. 
Ja det tror jeg da pokker  ?!

Der ud over kan jeg læse at farmor har indberettet mig i september måned for at manipulere med min datter.
Hun fortæller at farfars og min datters hemmelighed ofte er at de spiser chokoladekiks i stedet for ostemadder - YES, FOR VI VED JO ALLESAMMEN AT SPISER MAN EN CHOKOLADEKIKS SÅ FØLES DET LIDT SOM OM AT FÅ LEGETØJ OP I NUMSEN  ! 
Og vi ved jo også allesammen at hvis man fortæller om dén hemmelighed så siger farfar at han kommer i fængsel og det er ligefrem grund til at slå både mor og barn ihjel.
Ja undskyld mig, men den der - den er jo helt væk 

Anyways, der ud over har vi det godt.
Der er mere ro på, jeg er blevet bedre til at tackle, men jeg synes stadig det kan være hårdt med alle de myndigheder der er inde over.

Men jeg holder hovedet højt og jeg kæmper videre for retfærdigheden! 

 

Tak fordi du læste med.

Det lyder helt sort for mig .. At de ikke kan se, at den er rivende gal??

Nu vil jeg ikke citere dit indlæg her, for du har skrevet din datters navn. Hvis du vil nå lige at rette det?

puha, jeg ved næsten ikke hvad jeg skal sige - jeg er rystet over kommunen og deres vurdering,

men centralt er det at de ikke sætter barnets tarv højest og uanset hvad så må du klage over afgørelsen. Jeg vil faktisk sige, at hvis ikke de laver overvåget samvær, så skal du selv ringe til ankestyrelsen og bede dem kigge i sagen.

Jeg håber at de nu lytter når det også kommer fra børnehaven

fuck hvor må det være hårdt! Jeg kan ikke begribe hvor svært det må være for dig! Jeg tænker at det nu er på tide man går til medierne. Selvom det også er hårdt. Men det kan jo ikke passe - for bekymret? Hvem fanden er de lige?

Jeg kan godt se at det måske er en smule irriterende for dem at jeg bekymre mig så meget som jeg gør, men for pokker det er jo mit job.

Jeg tager jo også bekymringen for både far og jeg - for far bekymre sig jo ikke over andet end at det her er ved at splitte HANS familie fra hinanden og at han derfor er tæt på at opgive samværet med sin datter.

(Citat aktindsigt fra kommunen)

Jep, HANS familie - så det er hans datter åbenbart ikke en del af. Eller også er det bare lettere at vælge hende fra frem for de andre.

Jeg er ligesom jer målløs over at man ikke tager det mere seriøst.

Jeg er nok bare nået til den erkendelse at:

Fair nok de ikke tror at hun er blevet udsat for et overgreb (eller at de i hvert fald ikke kan bevise det med 100 % sikkerhed og derfor ikke kan rejse sigtelse) - fair nok at de ikke ved om far har slået med 100 % sikkerhed for børn får blå mærker og hun er jo aldrig kommet hjem med en direkte klør-fem i ansigtet eller lign., MEN man må da blive nødt til at se på HVORFOR hun om ikke andet har behov for at sige sådanne nogle ting om sin far og farfar.

Min pige ved måske nok godt at nogle kan finde på at slå - men hun ved da for pokker ikke at voksne kan finde på at putte legetøj op i numsen på børn og hun ved da slet slet ikke at det gør så ondt at hun rent fysisk begynder at græde når hun fortæller mig om det.

Jeg har talt med rigtig mange der selv er blevet udsat for overgreb da de var på min datters alder - og de siger alle - uden forbeholden, at det her med farfar ÉR sket - det andet med far kan selvfølgelig være en ekstra reaktion 
"nu fotalte jeg om farfar, det hjalp lidt - men nu er det tilbage ved det gamle og far lader mig være sammen med farfar - jeg tør ikke sige fra overfor min far og farfar siger at han slår mig og mor ihjel hvis jeg siger mere - nu må jeg finde på noget" agtig følelse og/eller tankegang hos min pige.

Jeg håber på afklaring jeg har i hvertfald ikke pakket fløjels-handskerne til dette møde 

Anonym skriver:

Hej allesammen.

 

Jeg beklager at jeg ikke har fået svaret her ind i så lang en periode, men vi har brugt meget tid på at forsøge at komme videre her hjemme - der ud over har jeg af en eller anden underlig grund ikke kunne logge på her.

 

NÅ - men siden sidst.

 

I forbindelse med at min datter udtalte i slutningen af sidste år at far slog hende valgte man at give hende 2 samtaler mere i børnehuset, denne gang sammen med en pædagog fra børnehaven - da hverken hendes far eller jeg måtte være til stede (ifht. at kunne påvirke hende følelsesmæssigt i den ene eller anden retning osv.)

Jeg taler selvfølgelig med min datter om at hun nu skal i børnehuset igen og at hun skal der over at lege og hygge sammen med en pædagog.

Hun stritter helt imod og da vi får talt om hvad der gør hende ked af det udtaler hun følgende:
Jeg må ikke sige mere der ovre for så kommer farfar i fængsel og han siger at hvis han kommer i fængsel kommer han og slår mig og mor ihjel.

Jeg spørger hende selvfølgelig om det er farfar der har sagt sådan og det nikker hun ja til.

Jeg fortæller hende at farfar jo aldrig har været hjemme hos os så han ved jo slet ikke hvor vi bor - og da den lige kommer ind at vende hos hende hopper hun over i sin børneverden igen og siger  det er rigtigt, men så leder han nok bare i ALLE husene.

For mig var det et ret tydeligt signal om at det her med at slå ihjel var en voksen persons ord - men forklaringen om hvordan han skulle finde os var i hendes børneverden - bekymrende.

Jeg underretter selvfølgelig børnehuset og kommunen om denne udtalelse.

 

Tiden går og i januar måned er den sidste samtale i børnehuset overstået.

Jeg søger i statsforvaltningen om suspenderet eller overvovet samvær efter min datters udtalelser, men der er intet nyt i dette og man vil fra statforvaltningens side ikke træffe endelige beslutninger før de har nogle trivsels undersøgelser på min pige (læs: paragraf 50 som vi på daværende tidpunkt havde ventet på i 5,5 måned)

I en længere periode går jeg egentlig blot og venter på at paragraf 50 undersøgelsen skal afsluttes.

 

For knap tre uger siden sidder jeg på jobbet, min datter er i børnehave og der har egentlig været nogenlunde ro på i en periode på 3 uger cirka.

Jeg bliver ringet op af kommunen som beder mig komme ned i børnehaven til en samtale.
Laura har ingen udtalt nogle ting omkring sin far - denne gang til en pædagog.

Jeg kommer op i børnehaven - de har afholdt den obligatoriske børnesamtale og min datter løber ud og leger.

Hun har i en situation efter frokost siddet alene tilbage på stuen sammen med en pædagog som var ved at tørre af bordet.
De taler om hvad man skal i weekenden og min datter fortæller at hun da ikke håber hun skal ud til sin far, for han slår hende (dette udtaler hun to dage i træk - herefter reagerer pædagogen med henvendelse til kommunen) 
Min datter viser blå mærker osv., blå mærkler som jeg da før har tænkt på - men igen, hun er lige over 4 år og et aktivt ude barn - mærker på benene er ikke ualmindelige.

Jeg beretter til sagsbehandleren at jeg bliver nødt til at bede om hjælp til samværet.
Jeg er ung, alene, min familie bor ikke lige rundt om hjørnet, jeg er under uddannelse og hendes far er jo ikke med på at se tingene fra min eller fra vores datters side.

Sagsbehandleren forstår mig godt og jeg får indtryk af at det skal vi nok løse sammen - men som mange gange før bliver jeg klogere. Ingen hjælp at hente og jeg må ugen efter sende min datter på samvær. 

Idag klokken 14.00 har jeg møde på kommunen omkring paragraf 50 undersøgelsen som nu ligger færdig (det hjælper åbenbart at skrue bissen på og true med medier osv. - jeg er ved at være TRÆT af at bære hele ansvaret og byrden selv!)

Jeg har selvfølgelig fået tilsendt deres skrivelse om min datter, deres observationer, del konklusioner osv. Den endelig afgørelse/konklusion/vurdering får jeg på mødet idag.

 

Men i store træk slår man indersøgelsen meget på at jeg som mor er FOR bekymret - yes, du læste rigtigt - jeg er FOR bekymret.

Far er bedre til at se at der måske er en anden grund til at vores datter siger at farfar putter legetøj op i numsen på hende - og at far slår hende. 
Ja det tror jeg da pokker  ?!

Der ud over kan jeg læse at farmor har indberettet mig i september måned for at manipulere med min datter.
Hun fortæller at farfars og min datters hemmelighed ofte er at de spiser chokoladekiks i stedet for ostemadder - YES, FOR VI VED JO ALLESAMMEN AT SPISER MAN EN CHOKOLADEKIKS SÅ FØLES DET LIDT SOM OM AT FÅ LEGETØJ OP I NUMSEN  ! 
Og vi ved jo også allesammen at hvis man fortæller om dén hemmelighed så siger farfar at han kommer i fængsel og det er ligefrem grund til at slå både mor og barn ihjel.
Ja undskyld mig, men den der - den er jo helt væk 

Anyways, der ud over har vi det godt.
Der er mere ro på, jeg er blevet bedre til at tackle, men jeg synes stadig det kan være hårdt med alle de myndigheder der er inde over.

Men jeg holder hovedet højt og jeg kæmper videre for retfærdigheden! 

 

Tak fordi du læste med.

Du får lige jordens største kram  du er bare så super stærk og så god en mor - kæmp endelig videre for din datter

Du skal bare blive ved med at kæmpe, de skal ikke have lov til at vinde..

Utroligt at der ikke bliver gjort mere, ja der er børn der siger forældre slår, men ikke i så lang tid og ikke at vise blå mærker, og så til at farfar siger at han vil slå hende og hendes mor ihjel. Det er jo nogle skræmmende ting at sige og jeg synes det er så skrækkeligt at du skal sende din datter til samvær..

Der skulle være nogen til at slå dem bag iså de kunne vågne op.. Det kan ikke være rigtigt at en 4årig pige skal hen til en far, hun ikke har lyst til. Hvor hun oplever tingene, som jo gør hende ked af det. At der ikke bliver undersøgt.

Kan man ikke lave en af de der fandens sandheds tester(Kan sku ikke huske hvad de hedder) på farfar/far og pigen?? nej, måske ik pigen, men i hvert far og farfar..

Det du går igennem er jo lige til at blive sindssyg af, du vil jo bare beskytte din datter, og så er det som at løbe ind i en mur.

fordi du er en skøn mor til din datter og en stærk kvinde.

Jeg kan godt se at det måske er en smule irriterende for dem at jeg bekymre mig så meget som jeg gør, men for pokker det er jo mit job.

 

Jeg tager jo også bekymringen for både far og jeg - for far bekymre sig jo ikke over andet end at det her er ved at splitte HANS familie fra hinanden og at han derfor er tæt på at opgive samværet med sin datter.

(Citat aktindsigt fra kommunen)

Jep, HANS familie - så det er hans datter åbenbart ikke en del af. Eller også er det bare lettere at vælge hende fra frem for de andre.

 

Jeg er ligesom jer målløs over at man ikke tager det mere seriøst.

 

Jeg er nok bare nået til den erkendelse at:

Fair nok de ikke tror at hun er blevet udsat for et overgreb (eller at de i hvert fald ikke kan bevise det med 100 % sikkerhed og derfor ikke kan rejse sigtelse) - fair nok at de ikke ved om far har slået med 100 % sikkerhed for børn får blå mærker og hun er jo aldrig kommet hjem med en direkte klør-fem i ansigtet eller lign., MEN man må da blive nødt til at se på HVORFOR hun om ikke andet har behov for at sige sådanne nogle ting om sin far og farfar.

Min pige ved måske nok godt at nogle kan finde på at slå - men hun ved da for pokker ikke at voksne kan finde på at putte legetøj op i numsen på børn og hun ved da slet slet ikke at det gør så ondt at hun rent fysisk begynder at græde når hun fortæller mig om det.

 

Jeg har talt med rigtig mange der selv er blevet udsat for overgreb da de var på min datters alder - og de siger alle - uden forbeholden, at det her med farfar ÉR sket - det andet med far kan selvfølgelig være en ekstra reaktion 
"nu fotalte jeg om farfar, det hjalp lidt - men nu er det tilbage ved det gamle og far lader mig være sammen med farfar - jeg tør ikke sige fra overfor min far og farfar siger at han slår mig og mor ihjel hvis jeg siger mere - nu må jeg finde på noget" agtig følelse og/eller tankegang hos min pige.

 

Jeg håber på afklaring jeg har i hvertfald ikke pakket fløjels-handskerne til dette møde 

Jeg er lige ved at eksplodere på dine og din datters vegne. 

Helt alvorligt, skal jeg se om jeg kan hjælpe dig med at finde en journalist, der vil gå ind i sagen? Jeg kan intet love, udover at jeg vil gøre alt, hvad jeg kan.