A&F skriver:
Først, hvor har de oplevet meget de drenge i så tidlig en alder. Det er jo helt forståeligt at de har det svært og svært med kontakten til andre. Jeg bliver bekymret for de her drenge, og deres plads i familien . Ingen magter dem? Forældrene , naboerne. Dernæst, har du talt med deres mor om det? Været mere imødekommende? Hun har det måske også svært. Kan godt se at det er lidt problematisk for dig, og hvordan får man nu sagt fra på en pæn måde. Men tror i realiteten, at du ikke har noget at skulle frygte mht denne familie. Du kommer længst med ærlighed. Sig det som det er. Og husk, I er naboer. Så du vil ikke kunne undgå dem. Men der skal være grænser selvfølgelig for hvad man acceptere og ikke gør.
Jeg har været imødekommende over for moderen og drengene, men moderen endte med at tro at vi var de bedste veninder der findes på denne jord, alene af den grund at vi har mødt hinanden ude på vejen og snakket lidt. Da jeg fødte min dreng for 8 måneder siden kom hun én time efter vi kom hjem fra sygehuset og forlangte nærmest at holde min søn. Hun går vældig meget op i hvad der sker i vores hus- lægger mærke til at lyset er tændt i et rum hele natten, og har sagt til min mand at han tilbringer meget tid i vores køkken, og sådanne nogle andre mærkelige ting- hvilket er grunden til at jeg tager afstand fra hende- selvom at jeg godt ved at hun ikke har andet at give sig til..men jeg garanterer for at moderens opførsel i andre sammenhænge overhovedet ikke spiller en rolle i forhold til problematikken med drengene,kun de stakkels drenges opførsel.
Anmeld