Opdragelse ang. aftensmad?

Herhjemme er vi ret åbne med mad. For tit spiser de 4 tomater og næste dag vil de ingen have. Samme med alt andet. Hvis de ikk vil have det, er det okay. Jeg har heller ikk altid lyst til det der står på bordet også spiser jeg det heller ikk. 

Jeg er lidt underlig, men jeg tror mine børn spiser efter det kroppen mangler. Nogle dage meget kød, andre kun grønt og kartofler. 

 Endelig een jeg kunne være enig med 

Vores aftenmadsbord har mange forskellige ting på det, for det kan lige så godt være mig der ikke vil have flødekartofler den dag so. Det kan være ungerne.
Eneste regel hos os er man bliver siddende til alle børn har spist færdigt, for så ryger der for det meste altid mere ned end hvis de bare fik lov at rejse sig. Men jeg vil aldrig presse dem til at smage for ved de er stædige nok til is de har sagt de ikke kan lide det så selvom om de fik en himmelsk mundfuld i munden så ville de stadig ikke kunne lide det.

Jeg har en tro på også børn kan mærke efter hvad de har lyst til og måske endda behov for - det er det samme når de pludselig kun vil spise makrel i tomat så er det måske fordi de har behov for god fiskeolie.

emsaroto skriver:

Jeg havde min første og virkelig trælse situation med Oskar (3,5år) her tirsdag aften med aftens maden. 

Vi satte maden på bordet kl 18 og jeg sad stadig, kl 19.30, med Oskar, som kun den dag insistere, og nogensinde har insisteret på, at han ikke kan lide fløde kartofler. Han smagte slet ikke, og jeg valgte at han skulle smage før han udtalte sig .. så vi sad i, rigtig lang tid. 

Jeg har så fået afvide i et andet forum, at der var rigtig mange der synes jeg taklede det forkert? At jeg brugte magt anvendelse og ikke opdragelse .. og det blev jeg ret ked af at få smidt i hovedet, for synes bestemt ikke det var magt anvendelse? 

Så jeg kunne egentlig godt tænke mig og vide, hvordan i andre gør, i sådanne situationer? 

Herhjemme spiser vi det vi hver især kan lide, vores søn er 4 år og har i et par år efterhånden fået den aftensmad han gerne vil have - dvs. hvis vi fx. får ris og han gerne vil have pasta jamen så koger vi bare en grydefulds så der er til et par dage hvis det er det han gerne vil spise. Jeg nægter at spise grøntsager så længe de ikke er rå (SOM BARN SKULLE JEG SPISE OP/SMAGE OG KUNNE SIDDE TIL MIDNAT FØREND MINE FORÆLDRE GAV OP HVOREFTER DET RØG I SKRALDESPANDEN!) Ja jeg kan roligt stå inde for at det IKKE er måden at gøre det på! Er 35 i dag. Min mand er heldigvis næsten altspisende så han kan være grøntsagsrollemodellen for sønnike  Jeg spiser så ting som  min mand ikke vil sætte tænderne i, kan ikke engang komme i tanke om noget han ikke vil spise, men der skal nu nok være noget  Anywho vi vil hellere at vores søn spiser sig mæt, så sover han bedre og nej vores dreng er ikke en af dem der benytter sig af muligheden og ønsker sig slik, kage eller lign. til aftensmad. Det kan være rugbrød med æg, pasta med kylling/medisterpølse og grøntsager spiser han også - og ved i hvad, alle de der ting de ikke gider spiser. Så snart de er sammen med børn der godt vil spise det, så har vi erfaret at det vil sønnike så også. Når vi så er selv igen, så gider han ikke - det rører os ikke og da min mand er ham der laver aftensmad oftest såeh.... ja vi har valget at sige nej og bla bla bla men vi vil hellere have en søn der er mæt når han kommer i seng og får sovet gode nattetimer og får en god start på dagen hvor han råæder i børnehaven og igen når vi henter ham. Vi oplever ingen ulvetimer herhjemme og nyder vores sunde velnærede dreng som spiser varieret og nærende  Tvang, nej tak! Og tænk sig at udsætte børn for det. Og ja syntes godt nok mange forældre har et forkvaklet syn på aftensmaden og andre måltider her i landet. 

Jeg ville ikke have gjort som du gjorde. Men det er nok mest fordi jeg ikke gider og sidde så længe.

Situationen herhjemme kommer meget an på hvad vi får og hvordan Isabella har spist denne dag.

Hun havde en overgang stor mani med ikke ville spise og så ville have noget når vi havde ryddet op.

Men hvis hun f.eks havde en dag hvor hun havde spist fint så blev hun nægtet andet efter maden.
Og det fandt hun hurtigt ud af. Men de dage hvor hun ikke havde spist så meget fik hun noget.

Når hun siger tak for mad og ikke rigtig har spist noget får hun afvide at hun ikke får noget senere og så kommer der som regel lidt mere ned.
Hun bliver tilbudt alt hvad der er på bordet, men siger hun nej så får hun det Heller ikke. Og hvis hun siger hun ikke kan lide det uden at have smagt såninger vi bare at hun godt kan lide det og nogen gange spiser hun det og andre gange ikke.
Jeg ville aldrig tvinge noget ned i mit barn. Så længe hun spiser andre ting på bordet gør det mig ikke noget.
Så længe de ikke er ældre synes jeg man skal tage lidt let på den slags.

Min datter bliver 3 nu her

Puha nu har jeg godt nok en datter med spiseproblemer og et opereret spiserør, men jeg synes det lyder meget overdrevet. Magtanvendelse ved jeg ikke om det er, men en meget forkert måde at gribe situationen an på.

Hvis Maria sætter sig til bords og starter med at sige at hun hellere har lyst til en rugbrød, eller bare siger at hun ikke kan lide det vi skal have, smører jeg en rugbrød.

Jeg ville selv hade at blive tvunget til at spise noget jeg ikke vil have.

1234rj skriver:

Fuldstændig det samme som dig.. Både min kæreste og jeg er opdraget med at man skal smage maden, inden man siger om man kan sige om man kan lide det eller ej :-)

Hvornår bliver man så gammel nok til selv at måtte bestemme, hvad man putter i munden? Hvis en kollega har kage med, og jeg ikke har spor lyst til kage, må jeg godt springe over, skulle jeg mene. Hvis jeg får serveret stegt lever - som jeg ikke har smagt, siden jeg var 7-8 år og derfor reelt ikke aner, om jeg ville kunne lide i dag, siger jeg alligevel nej tak. I bund og grund kan jeg slet ikke lide præmissen om, at nogen er tvunget til at putte noget i munden, som de overhovedet ikke har lyst til. På nær selvfølgelig medicin, men der er formålet også et andet. 

Jo mere negativ fokus, man sætter på barnets spisning, jo større er risikoen for, at mad bliver et konfliktfyldt emne og en magtkamp mellem børn og forældre. Mange spiseforstyrrelser udspringer netop af, at mad ikke handler om hygge og næring, men om ulyst og tvang. 

Her hjemme har jeg valgt at maden ikke skal være noget der kan blive til en "magtkamp". Hvis mine unger hellere vil have en rugbrødsmad eller en gang pasta med ketchup må de skam gerne få det, også uden at ha smagt det andet først. Jeg er selv en type der absolut ikke spiser eller smager noget som jeg ikke har lyst til, så hvorfor skal mine børn. De er i dag 14 og 17 år og spiser faktisk af sig selv rigtig sundt og varieret

emsaroto skriver:

Jeg havde min første og virkelig trælse situation med Oskar (3,5år) her tirsdag aften med aftens maden. 

Vi satte maden på bordet kl 18 og jeg sad stadig, kl 19.30, med Oskar, som kun den dag insistere, og nogensinde har insisteret på, at han ikke kan lide fløde kartofler. Han smagte slet ikke, og jeg valgte at han skulle smage før han udtalte sig .. så vi sad i, rigtig lang tid. 

Jeg har så fået afvide i et andet forum, at der var rigtig mange der synes jeg taklede det forkert? At jeg brugte magt anvendelse og ikke opdragelse .. og det blev jeg ret ked af at få smidt i hovedet, for synes bestemt ikke det var magt anvendelse? 

Så jeg kunne egentlig godt tænke mig og vide, hvordan i andre gør, i sådanne situationer? 

Vi har så mange problemer med Anthon, der den ene dag elsker noget og næste dag siger han ikke kan lide det. Og her hjemme skal man altså også smage! Vi kan også nogle gange sidde i laaaaang tid.
.. Jeg havde gjort det samme som dig

Mor og meget mere skriver:

Hvornår bliver man så gammel nok til selv at måtte bestemme, hvad man putter i munden? Hvis en kollega har kage med, og jeg ikke har spor lyst til kage, må jeg godt springe over, skulle jeg mene. Hvis jeg får serveret stegt lever - som jeg ikke har smagt, siden jeg var 7-8 år og derfor reelt ikke aner, om jeg ville kunne lide i dag, siger jeg alligevel nej tak. I bund og grund kan jeg slet ikke lide præmissen om, at nogen er tvunget til at putte noget i munden, som de overhovedet ikke har lyst til. På nær selvfølgelig medicin, men der er formålet også et andet. 

Jo mere negativ fokus, man sætter på barnets spisning, jo større er risikoen for, at mad bliver et konfliktfyldt emne og en magtkamp mellem børn og forældre. Mange spiseforstyrrelser udspringer netop af, at mad ikke handler om hygge og næring, men om ulyst og tvang. 

Det jo så din mening :-)

SummaSummarum skriver:

 Endelig een jeg kunne være enig med 

Hehe.