Hvornår i vuggestue/dagpleje?

LilleSmølf skriver:

Min dreng starter i vuggestue pr. 1. april (og nej, det er ikke en joke ) og til den tid er han 10 månder gammel.

Han er jo egenlig klar nok, det er kun hans mor der har problemer med det

Men jeg kom til at tænke på hvornår der er mest "normalt" for børn at starte i institution på, så hvis I vil skrive hvornår jeres begyndte/begynder ville det være skønt (:

Min datter startede i dagpleje da hun var 6 1/2 mdr

Jeg fik mit 2. Barn efter endt speciale og havde alt gået efter drejebogen tror jeg også jeg havde valgt at passe hende hjemme et halvt års tid længere med tilskud og eventuelt med endnu et barn hjemme. Men det gik så ikke efter drejebogen og da mit 3. Barns barsel var mod sin ende havde jeg gået hjemme 2 1/2 år fik tilbudt et vikariat og vidste skulle jeg nogensinde være i stand til at aflevere ham så skulle jeg ikke nå at tænke 

Men jeg kan sagtens forstå at står man alligevel i et mellemrum i livet hvorfor så ikke klare sig for det mindre og havde det mere tid? De er straks mere angstprovokerende når du står med et fast job. Og må sige, måske vi er super heldige, men den institution vi har afleveret i har været med til at mine børn er så meget i balance og harmoniske for de hAr fået den voksenomsorg de havde behov for.

Men puha når jeg tænker på jeg afleverede min 10 mnd til 8-9 timer hver dag i vuggestuen får jeg helt ondt i maven

Ja er helt enig med dig og det er jo vigtigere man har et arbejde i sådan en situation. Det handler jo om hvad man kan og ikke altid hvad man gerne vil. Jeg har også prøvet tidspunkter med min ældste søn da han gik i børnehave hvor jeg måtte aflevere ham kl. 6 og hente ham 16.55 inden børnehaven lukkede kl. 17 og det var bestemt heller ikke sjovt. Men jeg var også nødt til at have en uddannelse for at give ham en god og sikker fremtid.

Så ja vi står alle i den situation når vi får børn og vi kan kun gøre vores bedste og ikke gå med dårlig samvittighed over de ting vi er nødt til. Vi kan jo også glæde os over at vores børn ikke bliver udsat for sult og krig. Der vil jo altid være udfordringer i tilværelsen og valg og fravalg som har en betydning for vores tilværelse.

mine har været mellem 10-11 mdr alle tre:-)

Jeg undrer mig altid over man skriver, at ens barn havde behov for at komme afsted i vuggestue/dagpleje. For det er netop ikke et behov børnene har, men et samfundsbehov. Fulgte vi børnenes behov var de sammen med moar og en flok andre børn en gang imellem (legegrupper osv), men det er klart der skal ske noget - hjemme uden aktivitet er ikke nok, men det er ikke en vuggestue de har behov for.

Når det er skrevet så er fakta bare for de fleste der står et arbejde og banker på når barnet er cirka 11 mnd,og selvom man gerne ventede med at aflevere, så er det ikke en realistisk mulighed - slet ikke nu hvor arbejde er nærmest umuligt at opstøve.

Jeg troede aldrig jeg ville ønske at være hjemmegående, men kunne jeg vælge gik jeg hjemme og studerede endnu et fag på universitetet. Men at springe fra en økonomisk sikkerhed, et fast job, en indkomst er ikke så lige til.... 

 

Jeg er helt enig. Jeg stejler totalt hver gang jeg hører en forælder sige at det er bedst for deres barn at komme i institution lige præcis på det tidspunkt hvor det passer forælderen bedst. Dejligt belejligt.

Jeg indrømmer gerne at det havde været bedre for min søn at være hjemme til i hvert fald 2-års alderen, og jeg indrømmer også gerne at jeg var SÅ klar til at komme tilbage til arbejdet da min barsel sluttede. Faktisk allerede fra han var cirka 8 mdr. Men min mand ville ikke tage orlov, og det ville heller ikke have holdt økonomisk. Jo, vi kune have solgt vores lejlighed og flyttet til en mindre i et andet kvarter. Det kan jo for det meste lade sig gøre, men man må bringe nogle ofre, og dem var vi ikke klar til at bringe. Jeg vil dog sige at jeg ikke ville have kunnet aflevere ham før de 10-11 mdr., hvor barslen var slut. Det havde jeg syntes var for tidligt. Heldigvis har min søn altid haft det super med at komme i VS. Hvis det havde været en svær indkørsel, ved jeg ikke hvad jeg havde gjort. Der var et andet barn der blev indkørt samme tid, som simpelthen græd non-stop i en måned. Det havde jeg ikke kunnet byde min søn. Derudover er jeg rigtig glad for at vi kan holde hans dage på 6-7 timer, selvom jeg helst så at det hed 5-6, men det går simpelthen ikke med vores arbejde.

Jeg vil dog sige at jeg tror at det fra 2-års alderen er vigtigt at barnet knytter bånd til jævnaldrende, som ikke bare er tilfældige unger på legepladsen, men de samme børn. Det er fedt at se hvordan min søn (2,4) nu virkelig er ved at få deciderede venner i VS'en. Men altså, hvis blot man er opmærksom på dét, så ser jeg da det klart som det bedste at barnet går hjemme.

MEN! Der er et stort men. Jeg synes også virkelig at man skal passe på med blindt at tro på alt hvad alle eksperter og alle undersøgelser siger og viser. Barnet dør hvis man køber en brugt autostol, barnet får kræft hvis man spiser en riskiks, barnet bliver traumatiseret for livet hvis det ligger alene og græder i 2 minutter.

Jeg er godt klar over at denne institutions-snak er en meget større og omsiggribende snak, og jeg er som sagt enig i hvad der er det bedste for barnet. Og jeg ved godt at man ikke kan generalisere ud fra et enkelt eksempel, men hvis nu jeg skal bruge mig selv, så kom jeg i VS som 4 mdr. gammel (som så mange andre i min generation). Jeg har nogle fantastiske forældre, der altid har givet mig omsorg og kærlighed, de er stadig gift, min opvækst var meget tryg. Jeg er et, hvis jeg selv skal sige det, mentalt meget afbalanceret menneske der altid har haft nemt ved at danne bånd, både til venner og kærester. O.s.v. Så at sige at barnet får tilknytningsproblemer senere i livet blot fordi det kommer i VS som 10 mdr. gammel, det tror jeg simpelthen ikke på. Hvis basen er god og rammerne er trygge, så mener jeg at det er en begrænset forskel det gør på barnets psyke om det går hjemme eller ej.

modesty skriver:

Jeg er helt enig. Jeg stejler totalt hver gang jeg hører en forælder sige at det er bedst for deres barn at komme i institution lige præcis på det tidspunkt hvor det passer forælderen bedst. Dejligt belejligt.

Jeg indrømmer gerne at det havde været bedre for min søn at være hjemme til i hvert fald 2-års alderen, og jeg indrømmer også gerne at jeg var SÅ klar til at komme tilbage til arbejdet da min barsel sluttede. Faktisk allerede fra han var cirka 8 mdr. Men min mand ville ikke tage orlov, og det ville heller ikke have holdt økonomisk. Jo, vi kune have solgt vores lejlighed og flyttet til en mindre i et andet kvarter. Det kan jo for det meste lade sig gøre, men man må bringe nogle ofre, og dem var vi ikke klar til at bringe. Jeg vil dog sige at jeg ikke ville have kunnet aflevere ham før de 10-11 mdr., hvor barslen var slut. Det havde jeg syntes var for tidligt. Heldigvis har min søn altid haft det super med at komme i VS. Hvis det havde været en svær indkørsel, ved jeg ikke hvad jeg havde gjort. Der var et andet barn der blev indkørt samme tid, som simpelthen græd non-stop i en måned. Det havde jeg ikke kunnet byde min søn. Derudover er jeg rigtig glad for at vi kan holde hans dage på 6-7 timer, selvom jeg helst så at det hed 5-6, men det går simpelthen ikke med vores arbejde.

Jeg vil dog sige at jeg tror at det fra 2-års alderen er vigtigt at barnet knytter bånd til jævnaldrende, som ikke bare er tilfældige unger på legepladsen, men de samme børn. Det er fedt at se hvordan min søn (2,4) nu virkelig er ved at få deciderede venner i VS'en. Men altså, hvis blot man er opmærksom på dét, så ser jeg da det klart som det bedste at barnet går hjemme.

MEN! Der er et stort men. Jeg synes også virkelig at man skal passe på med blindt at tro på alt hvad alle eksperter og alle undersøgelser siger og viser. Barnet dør hvis man køber en brugt autostol, barnet får kræft hvis man spiser en riskiks, barnet bliver traumatiseret for livet hvis det ligger alene og græder i 2 minutter.

Jeg er godt klar over at denne institutions-snak er en meget større og omsiggribende snak, og jeg er som sagt enig i hvad der er det bedste for barnet. Og jeg ved godt at man ikke kan generalisere ud fra et enkelt eksempel, men hvis nu jeg skal bruge mig selv, så kom jeg i VS som 4 mdr. gammel (som så mange andre i min generation). Jeg har nogle fantastiske forældre, der altid har givet mig omsorg og kærlighed, de er stadig gift, min opvækst var meget tryg. Jeg er et, hvis jeg selv skal sige det, mentalt meget afbalanceret menneske der altid har haft nemt ved at danne bånd, både til venner og kærester. O.s.v. Så at sige at barnet får tilknytningsproblemer senere i livet blot fordi det kommer i VS som 10 mdr. gammel, det tror jeg simpelthen ikke på. Hvis basen er god og rammerne er trygge, så mener jeg at det er en begrænset forskel det gør på barnets psyke om det går hjemme eller ej.

Helt enig - et barn kan sagtens få et skønt liv om det ko. I vuggestue som 4 mnd gammelt eller 3 år gammelt I børnehave. Det vigtigste er de primære voksne støtter det og accepterer rammerne og ikke lever med en kronisk dårlig samvittighed. Og i morgen kan de såkaldte eksperter fortælle at børn der ikke starter når de er 1 år klarer sig dårligere i skolen (tænkt eksempel). Eksperter har ikke sandheden men teser de har undersøgt og med en stor sandsynlighed kan fremskrive nogen tendenser ud fra, men med en anden tese, med andre faktorer, og andre mål ville de måske kunne fremskrive andre tendenser.

jeg stejler kun over vi som voksne ikke kan se i øjnene, at nej børnene bliver sendt afsted fordi vi har indrettet vores liv sådan. Ja kan være man ikke kan stimulere barnet nok hjemme, men igen det er jo også noget man selv har indrettet livet. Og for mig er det fantastisk, de valg man træffer er gode for netop ens egen familie, men vuggestue er for at vi kan arbejde (og selv føle os lidt som andet end mødre), en ti mnd skøn baby har ikke behov for en flok med 12 børn i alderen fra 0-3 år og max 3 voksne.... Men de kan have en fantastisk tid der og komme hjem til en mor og far der stråler af overskud fordi de kunne det som de ville og ikke mindst har økonomien til det. 

Er ikke et sekund i tvivl om mine børn havde valgt at blive hjemme (hvis de kunne træffe valget i den alder), og at mor så tilrettelagde livet så de mødte andre børn at spejle sig i. 

Og enig også i alderen, når de rammer de 2 kan de udvikle spirende venskaber og skal sættes fri, men det kan være institution, legestuer og meget andet.

Og forresten har nydt at starte på arbejde (selvom jeg også godt gad gå hjemme - vil både blæse og have mel i munden og tænker med det rosenrøde skær tilbage til den gang jeg var studerende og mor til en)