Hun pisser mig af!

Anonym skriver:

Det startede som et fantastisk venskab hvor vi sås jævnligt. De har et barn på 2 1/2 år og vores er 6 mdr. Men nu irriterer hun mig grænseløs og den måde de opdrager deres barn på er helt hen i vejret (synes jeg).
De kan først og fremmest ikke forstå hvorfor deres søn aldrig vil spise sin aftensmad men er det ikke logisk hvis han får en mælkesnitte/slik lige inden maden bliver serveret. Han smager aldrig på maden og uden at vide om det rent faktisk smager godt siger han AD og moren skynder sig ud i køkkenet for at hælder yoghurt op i en skål til ham. Hvis han gør noget som han ikke må siger de mindst 20 gange, at han kommer i seng men de sender ham aldrig i seng. Den har han selvfølgelig luret og griner dem lige op i ansigtet. Og så kan de ikke forstå hvorfor han ikke vil sove i sin seng men når man dagligt bliver "truet" med at komme i seng så det da forståeligt han ikke vil ligge deri. Han er så mor syg og det ELSKER hun. Hun elsker, at sin "lille baby" ikke kan undvære hende men jeg synes det er så synd for det er hende som ikke kan undvære ham og holder ham tilbage fra det sociale. Når han begynder i vuggestue får han det hårdt, da han tror han er den eneste på hans størrelse i denne verden. Hvis han gør noget forkert som fx at kaste med ting på min kat/slår den og bagefter skrald griner så siger min veninde ikke noget til det. Faren finder sig ikke i sådan noget og vælger, at skælde ham ud men så begynder hun at sige, at han skal give sin søn en undskyldning og sønnen får en kage. WTF? Han får en kage for, at gøre ting han ikke må De tager ikke kampen op og det bliver kun værre for dem selv ved, at fodre ham med slik for, at få ham til at holde mund. Drengen er 2 1/2 og hun snakker stadig baby sprog til ham/behandler ham som en baby.
Jeg er gået hen og blevet så træt af deres uopdragen søn/den måde deres børneopdragelse er på, at jeg ikke magter at være i deres i selskab og kan ikke få mig selv til, at sige noget. Hun laver min. 5 opslag på sin væg hver dag på sin facebook profil som intet vigtigt indhold har fx: "jeg får lige en kop kaffe" og har derfor fjernet nyhederne fra hende, da det blev for meget i længden og den har hun luret. Hun har altid sagt og syntes min søn er den næst smukkeste og dejligste dreng i verdenen men det synes hun ikke mere pga. det :s Hun skriver åbenlyst for at provokerer mig: "X er den sødeste dreng der går på jorden og han er så ditten og datten". Jeg tager det ikke til mig, da jeg synes det er latterligt men, at hun er gået hen og blevet latterlig og "her kommer jeg agtig" gør mig irriteret. '
Åh, havde lige brug for, at komme ud med min frustration.
God dag til jer allesammen.

hmm....ja, jeg kan godt huske da jeg tænkte som dig. Uopdragne unger....vildt belastende, men jeg blev klogere. Der er ret mange udfordringer med børn på 2-3 år. Selvfølgelig skal knægten opføre sig ordentligt når han er hos dig. Det er helt sikkert mor og fars opgave at irettesætte og bør også gøre det i de tilfælde hvor han fx. kaster ting på jeres kat.

Er enig med de andre i, at du må melde dig ud af venskabet hvis du ikke kan "klare" den måde de opdrager deres søn på.

Drop det "venskab" Livet er for kort til dårlige venskaber

Er det sådan, at du eventuelt kan mødes med veninden uden børn? Altså, hvis det stadig er en god veninde? Eventuelt ved bare at sige, at du trænger til "pigetid". Har selv en veninde, hvor jeg nogengange føler, at vi er som nat og dag med hensyn til børneopdragelse. Men der er jo andre ting i livet end lige ens børn. Så mødes vi til te eller hvidvinsaftener og prøver kjoler og sådan nogle hyggelige ting. Vi taler egentlig også om vores forskellige holdninger, men det er bare nemmere uden børn.

Anonym skriver:

Hvordan andre opdrager deres børn på må se selv om og det er også derfor jeg ikke blander mig når vi er sammen men når det går ud over vores kat og hjem bliver jeg sur, da det ikke er okay, at slå dyr og grine af det bagefter og smider mad og drikke vare på gulvet. Det må han gøre i deres hjem ikke hjemme hos os. De har ikke dyr og er ikke vantil dem men derfor er det stadig ikke acceptabelt, at hun ikke siger noget til det.

Jeg var os blivet sur hvis min venindes barn slog min hund og så hun ikke siger noget kan godt se hva du meneR men igen hvis det hjemme ved dig må du jo sige til dem hvordan det er hjemme ved dig men hva der for går hjemme ved dem kan du ikke rigtig sige fra eller til kender mange som jeg syns opdrager deres børn forkert men igen det er min syn og kan ikke bestemme hvordan folk opdrager for vil os blive ked hvis nogen sagde til mig i opdrage jeres barn forkert 

Jeg forstår dig godt!.. Åh hvor kan jeg få spat af forældre der bare sidder og glor når deres børn terroriserer andre børn/dyr og ellers opfører sig uopdragent.. Hvad folk gør hjemme må de helt selv om, men jeg bliver godt nok sur hvis de opfører sig sådan herhjemme.. BUM!

- og nej det er ikke bare fordi "børn er jo børn" og det kan være en mundfuld.. vores datter på 2 1/2 er bestemt ikke sådan og bliver det aldrig.. Det er efter min mening et spørgsmål om opdragelse..

Jeg er dog enig med de fleste andre i tråden.. Drop venskabet.. livet er for kort

Anonym skriver:

Det startede som et fantastisk venskab hvor vi sås jævnligt. De har et barn på 2 1/2 år og vores er 6 mdr. Men nu irriterer hun mig grænseløs og den måde de opdrager deres barn på er helt hen i vejret (synes jeg).
De kan først og fremmest ikke forstå hvorfor deres søn aldrig vil spise sin aftensmad men er det ikke logisk hvis han får en mælkesnitte/slik lige inden maden bliver serveret. Han smager aldrig på maden og uden at vide om det rent faktisk smager godt siger han AD og moren skynder sig ud i køkkenet for at hælder yoghurt op i en skål til ham. Hvis han gør noget som han ikke må siger de mindst 20 gange, at han kommer i seng men de sender ham aldrig i seng. Den har han selvfølgelig luret og griner dem lige op i ansigtet. Og så kan de ikke forstå hvorfor han ikke vil sove i sin seng men når man dagligt bliver "truet" med at komme i seng så det da forståeligt han ikke vil ligge deri. Han er så mor syg og det ELSKER hun. Hun elsker, at sin "lille baby" ikke kan undvære hende men jeg synes det er så synd for det er hende som ikke kan undvære ham og holder ham tilbage fra det sociale. Når han begynder i vuggestue får han det hårdt, da han tror han er den eneste på hans størrelse i denne verden. Hvis han gør noget forkert som fx at kaste med ting på min kat/slår den og bagefter skrald griner så siger min veninde ikke noget til det. Faren finder sig ikke i sådan noget og vælger, at skælde ham ud men så begynder hun at sige, at han skal give sin søn en undskyldning og sønnen får en kage. WTF? Han får en kage for, at gøre ting han ikke må De tager ikke kampen op og det bliver kun værre for dem selv ved, at fodre ham med slik for, at få ham til at holde mund. Drengen er 2 1/2 og hun snakker stadig baby sprog til ham/behandler ham som en baby.
Jeg er gået hen og blevet så træt af deres uopdragen søn/den måde deres børneopdragelse er på, at jeg ikke magter at være i deres i selskab og kan ikke få mig selv til, at sige noget. Hun laver min. 5 opslag på sin væg hver dag på sin facebook profil som intet vigtigt indhold har fx: "jeg får lige en kop kaffe" og har derfor fjernet nyhederne fra hende, da det blev for meget i længden og den har hun luret. Hun har altid sagt og syntes min søn er den næst smukkeste og dejligste dreng i verdenen men det synes hun ikke mere pga. det :s Hun skriver åbenlyst for at provokerer mig: "X er den sødeste dreng der går på jorden og han er så ditten og datten". Jeg tager det ikke til mig, da jeg synes det er latterligt men, at hun er gået hen og blevet latterlig og "her kommer jeg agtig" gør mig irriteret. '
Åh, havde lige brug for, at komme ud med min frustration.
God dag til jer allesammen.

Sådan en veninde har jeg også, og jeg snakker ALDRIG opdragelse eller lægger op til at snakke om børnene, fordi hun er så forskellig i sin tankegang i forhold til mig jeg er meget mere kontant i min opdragelse end hun.

Men det er ok, for vi snakker bare om andre ting.

Ang. Det med din kat. Vi har en stor hund og mange i vores børne vennekreds tror åbenbart at han er en stor indbydelse til at ride på, rive i de lange øre, slå på med legetøj, og hvad folks uopdragne unger ( i forhold til dyr ) ellers kan finde på af modbydelige ting.

Men det er stoppet efter at jeg har sagt at de ikke skal regne med at jeg aflivet ham hvis han bider i forsvar når de er onde ved ham ( han har ALDRIG bidt nogen) hvortil mødrenes reaktion er at det kunne han vel ikke finde på, hvor jeg så svarer hvad i alverden hun regner med, da det er Hans eneste forsvar, så stoppede det

Tror du er nød til at sige til dig selv at du bliver nød til at lukke af, eller droppe venskabet.

Og sidst men ikke mindst så har man bare en masse forestillinger om opdragelse før man står der, og der er en verden til forskel på at have en baby på 6 mdr og et barn på 1,5 og der over

Mor til Ella skriver:

Sådan en veninde har jeg også, og jeg snakker ALDRIG opdragelse eller lægger op til at snakke om børnene, fordi hun er så forskellig i sin tankegang i forhold til mig jeg er meget mere kontant i min opdragelse end hun.

Men det er ok, for vi snakker bare om andre ting.

Ang. Det med din kat. Vi har en stor hund og mange i vores børne vennekreds tror åbenbart at han er en stor indbydelse til at ride på, rive i de lange øre, slå på med legetøj, og hvad folks uopdragne unger ( i forhold til dyr ) ellers kan finde på af modbydelige ting.

Men det er stoppet efter at jeg har sagt at de ikke skal regne med at jeg aflivet ham hvis han bider i forsvar når de er onde ved ham ( han har ALDRIG bidt nogen) hvortil mødrenes reaktion er at det kunne han vel ikke finde på, hvor jeg så svarer hvad i alverden hun regner med, da det er Hans eneste forsvar, så stoppede det

Tror du er nød til at sige til dig selv at du bliver nød til at lukke af, eller droppe venskabet.

Og sidst men ikke mindst så har man bare en masse forestillinger om opdragelse før man står der, og der er en verden til forskel på at have en baby på 6 mdr og et barn på 1,5 og der over

- HAHA!!

Anonym skriver:

Det startede som et fantastisk venskab hvor vi sås jævnligt. De har et barn på 2 1/2 år og vores er 6 mdr. Men nu irriterer hun mig grænseløs og den måde de opdrager deres barn på er helt hen i vejret (synes jeg).
De kan først og fremmest ikke forstå hvorfor deres søn aldrig vil spise sin aftensmad men er det ikke logisk hvis han får en mælkesnitte/slik lige inden maden bliver serveret. Han smager aldrig på maden og uden at vide om det rent faktisk smager godt siger han AD og moren skynder sig ud i køkkenet for at hælder yoghurt op i en skål til ham. Hvis han gør noget som han ikke må siger de mindst 20 gange, at han kommer i seng men de sender ham aldrig i seng. Den har han selvfølgelig luret og griner dem lige op i ansigtet. Og så kan de ikke forstå hvorfor han ikke vil sove i sin seng men når man dagligt bliver "truet" med at komme i seng så det da forståeligt han ikke vil ligge deri. Han er så mor syg og det ELSKER hun. Hun elsker, at sin "lille baby" ikke kan undvære hende men jeg synes det er så synd for det er hende som ikke kan undvære ham og holder ham tilbage fra det sociale. Når han begynder i vuggestue får han det hårdt, da han tror han er den eneste på hans størrelse i denne verden. Hvis han gør noget forkert som fx at kaste med ting på min kat/slår den og bagefter skrald griner så siger min veninde ikke noget til det. Faren finder sig ikke i sådan noget og vælger, at skælde ham ud men så begynder hun at sige, at han skal give sin søn en undskyldning og sønnen får en kage. WTF? Han får en kage for, at gøre ting han ikke må De tager ikke kampen op og det bliver kun værre for dem selv ved, at fodre ham med slik for, at få ham til at holde mund. Drengen er 2 1/2 og hun snakker stadig baby sprog til ham/behandler ham som en baby.
Jeg er gået hen og blevet så træt af deres uopdragen søn/den måde deres børneopdragelse er på, at jeg ikke magter at være i deres i selskab og kan ikke få mig selv til, at sige noget. Hun laver min. 5 opslag på sin væg hver dag på sin facebook profil som intet vigtigt indhold har fx: "jeg får lige en kop kaffe" og har derfor fjernet nyhederne fra hende, da det blev for meget i længden og den har hun luret. Hun har altid sagt og syntes min søn er den næst smukkeste og dejligste dreng i verdenen men det synes hun ikke mere pga. det :s Hun skriver åbenlyst for at provokerer mig: "X er den sødeste dreng der går på jorden og han er så ditten og datten". Jeg tager det ikke til mig, da jeg synes det er latterligt men, at hun er gået hen og blevet latterlig og "her kommer jeg agtig" gør mig irriteret. '
Åh, havde lige brug for, at komme ud med min frustration.
God dag til jer allesammen.

Har i talt om hendes nervøsitet for om han får mad nok? Det med at give morgenmad til aftensmåltiden kan handle om at man er bange for at drengen ikke får mad nok Og slikket kan også være et udtryk for det samme. Små drenge på 3 år kan være enormt kræsne. Din veninde lyder usikker i opdragerrollen, men efter min menig er hendes måde at håndtere det hele på langt bedre end de der taler meget hårdt til deres børn og styrer dem som små fodsoldater. Tror du ikke jeres forhold kan blive bedre hvis i taler om det i tænker? Jeg ville nævne mine overvejelser, åbenhed er vejen til venskaber man kan holde ud efter min mening.

kh 

Min svigerinde blev også meget sur på os, da vores kat rev hendes den yngste på 2, efter at han gentagne gange havde revet hende i halen, og vi intet sagde. Jeg sagde, at så måtte hendes søn lære, at behandle dyr ordentligt. 

Mor til Ella skriver:

Sådan en veninde har jeg også, og jeg snakker ALDRIG opdragelse eller lægger op til at snakke om børnene, fordi hun er så forskellig i sin tankegang i forhold til mig jeg er meget mere kontant i min opdragelse end hun.

Men det er ok, for vi snakker bare om andre ting.

Ang. Det med din kat. Vi har en stor hund og mange i vores børne vennekreds tror åbenbart at han er en stor indbydelse til at ride på, rive i de lange øre, slå på med legetøj, og hvad folks uopdragne unger ( i forhold til dyr ) ellers kan finde på af modbydelige ting.

Men det er stoppet efter at jeg har sagt at de ikke skal regne med at jeg aflivet ham hvis han bider i forsvar når de er onde ved ham ( han har ALDRIG bidt nogen) hvortil mødrenes reaktion er at det kunne han vel ikke finde på, hvor jeg så svarer hvad i alverden hun regner med, da det er Hans eneste forsvar, så stoppede det

Tror du er nød til at sige til dig selv at du bliver nød til at lukke af, eller droppe venskabet.

Og sidst men ikke mindst så har man bare en masse forestillinger om opdragelse før man står der, og der er en verden til forskel på at have en baby på 6 mdr og et barn på 1,5 og der over

Jeg er enig med dig i, at det er deres egen skyld, hvis hunden bider men sådan som landet ligger pt, har du intet at sige hvis han bider om hvorvidt han skal aflives eller ej. Hvis de melder dig /ham, så er det politiet der afgør om der skal ske en aflivning.