Min kæreste ryger hash!

Er simpelthen så ked af det, og kan slet ikke få styr på mine tanker, så håber I vil give jeres mening med.

Sagen er den at min kæreste tidligere har røget meget hash, gjorde han også hver dag da jeg mødte ham for to år siden. Jeg har gjort det klart for ham, at jeg ikke vil være i et forhold til en misbruger, og han er også stoppet. Vores forhold har været turbulent, vi er gået fra hinanden flere gange, hver gang er han begyndt på hash igen. Men vi har altid fundet ud af det, og så er han stoppet igen.

Vi har boet sammen siden i sommers, jeg har to børn, han har ingen. Han har haft det lidt svært, været depressiv og haft nogle familiære problemer på det sidste. Jeg har haft mistanke om han er begyndt at ryge lidt igen, synes han indimellem har virket påvirket hvis jeg har været afsted og kommer hjem. Spurgte ham den anden dag, han afviste blankt. Jeg troede ham ikke, og i går fandt jeg en klump hash i hans jakke. Han indrømmede så at jeg havde røget om aftenen når jeg er gået i seng og indimellem når jeg har besøgt venner eller trænet.

Han siger det intet har med mig at gøre, at han har gjort det i mange år, og at det er noget han har haft brug for fordi han har det svært for tiden. Han ryger selvfølgelig udenfor, og kun når børnene sover eller ikke er her.

Men første tanke er at så må vi flytte herfra, jeg gider ikke være sammen med ham hvis han ryger. Men overdriver jeg lidt? Han siger det er meget normalt at gøre det, og han kan ikke se det påvirker mig når han for det meste gør det når jeg er gået i seng. Men jeg har det så svært med det.

På den anden side, hvis jeg flytter herfra påfører jeg mine børn en enorm smerte, da de er rigtig glad for deres papfar, og hans rygning påvirker ikke direkte dem. Plus at jeg vil få en rigtig svær periode med at være alene, for jeg elsker virkelig min kæreste.

Hvad tænker I?

Skal lige siges at min kæreste passer sit arbejde, og i øvrigt er fantastisk sammen med mine børn. 

Anonym skriver:

Er simpelthen så ked af det, og kan slet ikke få styr på mine tanker, så håber I vil give jeres mening med.

Sagen er den at min kæreste tidligere har røget meget hash, gjorde han også hver dag da jeg mødte ham for to år siden. Jeg har gjort det klart for ham, at jeg ikke vil være i et forhold til en misbruger, og han er også stoppet. Vores forhold har været turbulent, vi er gået fra hinanden flere gange, hver gang er han begyndt på hash igen. Men vi har altid fundet ud af det, og så er han stoppet igen.

Vi har boet sammen siden i sommers, jeg har to børn, han har ingen. Han har haft det lidt svært, været depressiv og haft nogle familiære problemer på det sidste. Jeg har haft mistanke om han er begyndt at ryge lidt igen, synes han indimellem har virket påvirket hvis jeg har været afsted og kommer hjem. Spurgte ham den anden dag, han afviste blankt. Jeg troede ham ikke, og i går fandt jeg en klump hash i hans jakke. Han indrømmede så at jeg havde røget om aftenen når jeg er gået i seng og indimellem når jeg har besøgt venner eller trænet.

Han siger det intet har med mig at gøre, at han har gjort det i mange år, og at det er noget han har haft brug for fordi han har det svært for tiden. Han ryger selvfølgelig udenfor, og kun når børnene sover eller ikke er her.

Men første tanke er at så må vi flytte herfra, jeg gider ikke være sammen med ham hvis han ryger. Men overdriver jeg lidt? Han siger det er meget normalt at gøre det, og han kan ikke se det påvirker mig når han for det meste gør det når jeg er gået i seng. Men jeg har det så svært med det.

På den anden side, hvis jeg flytter herfra påfører jeg mine børn en enorm smerte, da de er rigtig glad for deres papfar, og hans rygning påvirker ikke direkte dem. Plus at jeg vil få en rigtig svær periode med at være alene, for jeg elsker virkelig min kæreste.

Hvad tænker I?

Skal lige siges at min kæreste passer sit arbejde, og i øvrigt er fantastisk sammen med mine børn. 

Jeg personligt var flyttet og havde nok også afbrudt forholdet til ham helt - hvis han vender tilbage til sit misbrug igen og igen er han ikke klar til at blive helt clean, hverken for din eller sin egen skyld; og i bundt og grund skal det for at være holdbart være for ens egen skyld man går i afvænning og ikke andres, da chancen for succes der er aller størst.

Held og lykke

Kan godt forstå du ikke bare vil skride når du elsker manden. Men jeg synes det er et skråplan at gøre noget ulovligt og lade som om det er hverdag for enhver. Især når der er børn inde i billedet. Hvad vil du fortælle børnene når de bliver lidt større og evt opdager det? Enten fordi de lige skal lede efter noget i stedfars lomme, eller de står op en aften/nat og ser ham med tågede øjne i en lugt af gran.

hvis det var mig, ville jeg spørge ham hvad der er vigtigst, dig og børnene eller hans hash? Hvis han er klog, tager han et smut forbi lægen og taler ud om sit problem og får hjælp den vej. Alle kan have nedture og dårlige perioder, men så brug pengene på en psykolog istedet for hash  

Anonym skriver:

Er simpelthen så ked af det, og kan slet ikke få styr på mine tanker, så håber I vil give jeres mening med.

Sagen er den at min kæreste tidligere har røget meget hash, gjorde han også hver dag da jeg mødte ham for to år siden. Jeg har gjort det klart for ham, at jeg ikke vil være i et forhold til en misbruger, og han er også stoppet. Vores forhold har været turbulent, vi er gået fra hinanden flere gange, hver gang er han begyndt på hash igen. Men vi har altid fundet ud af det, og så er han stoppet igen.

Vi har boet sammen siden i sommers, jeg har to børn, han har ingen. Han har haft det lidt svært, været depressiv og haft nogle familiære problemer på det sidste. Jeg har haft mistanke om han er begyndt at ryge lidt igen, synes han indimellem har virket påvirket hvis jeg har været afsted og kommer hjem. Spurgte ham den anden dag, han afviste blankt. Jeg troede ham ikke, og i går fandt jeg en klump hash i hans jakke. Han indrømmede så at jeg havde røget om aftenen når jeg er gået i seng og indimellem når jeg har besøgt venner eller trænet.

Han siger det intet har med mig at gøre, at han har gjort det i mange år, og at det er noget han har haft brug for fordi han har det svært for tiden. Han ryger selvfølgelig udenfor, og kun når børnene sover eller ikke er her.

Men første tanke er at så må vi flytte herfra, jeg gider ikke være sammen med ham hvis han ryger. Men overdriver jeg lidt? Han siger det er meget normalt at gøre det, og han kan ikke se det påvirker mig når han for det meste gør det når jeg er gået i seng. Men jeg har det så svært med det.

På den anden side, hvis jeg flytter herfra påfører jeg mine børn en enorm smerte, da de er rigtig glad for deres papfar, og hans rygning påvirker ikke direkte dem. Plus at jeg vil få en rigtig svær periode med at være alene, for jeg elsker virkelig min kæreste.

Hvad tænker I?

Skal lige siges at min kæreste passer sit arbejde, og i øvrigt er fantastisk sammen med mine børn. 

Jeg ville personligt nok pakke mine ting og så fortælle ham, at han kunne kontakte mig igen, når han ikke havde den uvane. Og ikke et sekund før.

Det kan godt være, at han passer sit arbejde og er fantastisk med børnene, men personligt ville jeg ikke lade mit (kommende) barn vokse op med sådan et "forbillede". 
Voksne skal jo være rollemodeller for deres børn (og bonusbørn), og ud fra det jeg har set, blandt dem jeg er vokset op med, så har de få, der er vokset op i familier, hvor der enten er blevet røget hash eller lignende, selv udviklet et forhold til stoffer. Nogle er endda gået over til hårdere stoffer end 'bare' hash. 

Er simpelthen så ked af det, og kan slet ikke få styr på mine tanker, så håber I vil give jeres mening med.

Sagen er den at min kæreste tidligere har røget meget hash, gjorde han også hver dag da jeg mødte ham for to år siden. Jeg har gjort det klart for ham, at jeg ikke vil være i et forhold til en misbruger, og han er også stoppet. Vores forhold har været turbulent, vi er gået fra hinanden flere gange, hver gang er han begyndt på hash igen. Men vi har altid fundet ud af det, og så er han stoppet igen.

Vi har boet sammen siden i sommers, jeg har to børn, han har ingen. Han har haft det lidt svært, været depressiv og haft nogle familiære problemer på det sidste. Jeg har haft mistanke om han er begyndt at ryge lidt igen, synes han indimellem har virket påvirket hvis jeg har været afsted og kommer hjem. Spurgte ham den anden dag, han afviste blankt. Jeg troede ham ikke, og i går fandt jeg en klump hash i hans jakke. Han indrømmede så at jeg havde røget om aftenen når jeg er gået i seng og indimellem når jeg har besøgt venner eller trænet.

Han siger det intet har med mig at gøre, at han har gjort det i mange år, og at det er noget han har haft brug for fordi han har det svært for tiden. Han ryger selvfølgelig udenfor, og kun når børnene sover eller ikke er her.

Men første tanke er at så må vi flytte herfra, jeg gider ikke være sammen med ham hvis han ryger. Men overdriver jeg lidt? Han siger det er meget normalt at gøre det, og han kan ikke se det påvirker mig når han for det meste gør det når jeg er gået i seng. Men jeg har det så svært med det.

På den anden side, hvis jeg flytter herfra påfører jeg mine børn en enorm smerte, da de er rigtig glad for deres papfar, og hans rygning påvirker ikke direkte dem. Plus at jeg vil få en rigtig svær periode med at være alene, for jeg elsker virkelig min kæreste.

Hvad tænker I?

Skal lige siges at min kæreste passer sit arbejde, og i øvrigt er fantastisk sammen med mine børn. 

Jeg synes din kæreste skal på en afvending set i lyset af at har haft et misbrug som nemt kan starte igen...

På den anden side, ryger han en joint på samme måde som andre drikker et par øl eller et par glas vin, så synes jeg egentlig personligt det er ok..

Det største problem er at han ikke har været ærlig omkring det, men hvis han ved at dialogen er lukket ved et stort rungende NEJ, så er det nok også svært at være ærlig... Og så selvfølgelig at han har det skidt og føler han har et behov for det.. så den side af det skal der jo også tages hånd om

Clgh skriver:

Jeg ville personligt nok pakke mine ting og så fortælle ham, at han kunne kontakte mig igen, når han ikke havde den uvane. Og ikke et sekund før.

Det kan godt være, at han passer sit arbejde og er fantastisk med børnene, men personligt ville jeg ikke lade mit (kommende) barn vokse op med sådan et "forbillede". 
Voksne skal jo være rollemodeller for deres børn (og bonusbørn), og ud fra det jeg har set, blandt dem jeg er vokset op med, så har de få, der er vokset op i familier, hvor der enten er blevet røget hash eller lignende, selv udviklet et forhold til stoffer. Nogle er endda gået over til hårdere stoffer end 'bare' hash. 

UnderCover36 skriver:

Jeg personligt var flyttet og havde nok også afbrudt forholdet til ham helt - hvis han vender tilbage til sit misbrug igen og igen er han ikke klar til at blive helt clean, hverken for din eller sin egen skyld; og i bundt og grund skal det for at være holdbart være for ens egen skyld man går i afvænning og ikke andres, da chancen for succes der er aller størst.

Held og lykke

Han har tidligere fået hjælp til at komme ud af misbruget, men det har ikke hjulpet. Måske i en kort periode, men han vender altid tilbage til det.

Tror ikke han på nuværende tidspunkt har lyst til at undvære det...og det gør mig rigtig ked af det

Tak for dit svar. 

Mor11 skriver:

Kan godt forstå du ikke bare vil skride når du elsker manden. Men jeg synes det er et skråplan at gøre noget ulovligt og lade som om det er hverdag for enhver. Især når der er børn inde i billedet. Hvad vil du fortælle børnene når de bliver lidt større og evt opdager det? Enten fordi de lige skal lede efter noget i stedfars lomme, eller de står op en aften/nat og ser ham med tågede øjne i en lugt af gran.

hvis det var mig, ville jeg spørge ham hvad der er vigtigst, dig og børnene eller hans hash? Hvis han er klog, tager han et smut forbi lægen og taler ud om sit problem og får hjælp den vej. Alle kan have nedture og dårlige perioder, men så brug pengene på en psykolog istedet for hash  

Han vil gerne have det hele, både børnene og mig og sit hash! Han mener jeg vil bestemme over ham, og så stejler han for alvor. Han kan ikke se det skader hverken mig eller børnene når vi ikke er sammen med ham når han er påvirket. Er bange for det bare er mig der er sippet, så er rigtig glad for at høre jeres syn på sagen. Tænker også at børnene måske finder ud af det når de bliver ældre. Min kæreste siger han vil stoppe igen, men lige nu har han brug for det.

Tak for dit svar.

Clgh skriver:

Jeg ville personligt nok pakke mine ting og så fortælle ham, at han kunne kontakte mig igen, når han ikke havde den uvane. Og ikke et sekund før.

Det kan godt være, at han passer sit arbejde og er fantastisk med børnene, men personligt ville jeg ikke lade mit (kommende) barn vokse op med sådan et "forbillede". 
Voksne skal jo være rollemodeller for deres børn (og bonusbørn), og ud fra det jeg har set, blandt dem jeg er vokset op med, så har de få, der er vokset op i familier, hvor der enten er blevet røget hash eller lignende, selv udviklet et forhold til stoffer. Nogle er endda gået over til hårdere stoffer end 'bare' hash. 

Hvis vi flytter herfra skal det være for altid. Vil ikke byde mine børn, at vi flytter, og så kommer han pludselig tilbage i vores liv. Men gør jo også at jeg ikke kan presse ham... kan ikke bare flytte med børnene indtil han stopper, har ikke noget sted at tage hen, og ville ikke blive særlig sjovt for børnene.

Er også meget bange for at børnene vil finde ud af det på et tidspunkt.

Tak for svar. 

Om jeg elskede min kæreste eller ej, så var jeg gået på stedet. Jeg ser hash som stoffer - og så kan andre sige hvad de vil. 

Du har 2 børn som han også ser og jeg synes det er et virkelig dårligt forbillede for dem. De skal nok finde ud af det når de bliver ældre. Og hvad så? Jamen deres mor har tilladt det, så det er vel okay. Hvad hvis de ser sådan på det og så selv begynder på det når de bliver teenagere???

Jeg kan se en anden nævner at det ikke er værre end at drikke 2 glas vin hver aften, muligvis ikke. Men det ser jeg OGSÅ sommet problem. Har man behov for at drikke alkohol hver dag, så har man også et problem.

og forskellen på alkohol og hash er, at hash er ulovligt. Hvis han har det så skidt så må han tale med en psykolog eller gå i behandling, hash er kun en midlertidig løsning. Problemerne forsvinder ikke, de kommer bare tredobbelt tilbage.

Jeg synes den eneste voksne beslutning er at stille ham et ultimatum. Og det hjælper tydeligvis ikke at han bare lover at stoppe når han gang på gang gør det igen. Så jeg ville kræve at han fik hjælp udefra ellers var jeg smuttet for mine børns skyld!