Når det ikke er lykken at være mor..

Anonym skriver:

Har valgt at være anonym, da jeg hader mig selv for at føle som jeg gør Har bare brug for at få luft.

Har aldrig villet have børn, bryder mig sjældent om andres børn, og har altid været overbevist om, at jeg ikke ville blive en god mor...

For nogle år siden blev min kæreste så skruk, og da jeg efter to år løb tør for undskyldninger, der kunne trække tiden, såsom uddannelse, jobopstart og lignende gik jeg til sidst med på at starte pb. Efter noget tid blev jeg gravid, og begyndte faktisk at glæde mig lidt - havde det fantastisk som gravid!

Nu står jeg så med et barn på syv uger, og er SÅ frustreret! Jeg græder dagligt af frustration og mangel på energi, og kan slet ikke nikke genkendende til andre mødres fortællinger om, at det er lykken at være mor og om deres fantastiske, glade baby. Min baby græder og er utilfreds, eller er i bedste fald stille eller sover. Andre herinde skriver om 5 ugers tigerspringet, min baby har været omklamrende og ked i næsten 5 uger nu... har snakket med læge og sundhedsplejerske, som siger det er helt normalt og det går over i tremånedersalderen..

Jeg elsker min baby, men må indrømme, jeg tit tænker tanken, at det er den største fejltagelse, jeg nogensinde kommer til at begå..
Forhåbentlig bliver det bedre, når min baby bliver ældre og der begynder at komme nogle lyspunkter bare engang imellem, så det hele ikke bare er én lang, sej kamp

Har valgt at være anonym, da jeg hader mig selv for at føle som jeg gør Har bare brug for at få luft.

Har aldrig villet have børn, bryder mig sjældent om andres børn, og har altid været overbevist om, at jeg ikke ville blive en god mor...

For nogle år siden blev min kæreste så skruk, og da jeg efter to år løb tør for undskyldninger, der kunne trække tiden, såsom uddannelse, jobopstart og lignende gik jeg til sidst med på at starte pb. Efter noget tid blev jeg gravid, og begyndte faktisk at glæde mig lidt - havde det fantastisk som gravid!

Nu står jeg så med et barn på syv uger, og er SÅ frustreret! Jeg græder dagligt af frustration og mangel på energi, og kan slet ikke nikke genkendende til andre mødres fortællinger om, at det er lykken at være mor og om deres fantastiske, glade baby. Min baby græder og er utilfreds, eller er i bedste fald stille eller sover. Andre herinde skriver om 5 ugers tigerspringet, min baby har været omklamrende og ked i næsten 5 uger nu... har snakket med læge og sundhedsplejerske, som siger det er helt normalt og det går over i tremånedersalderen..

Jeg elsker min baby, men må indrømme, jeg tit tænker tanken, at det er den største fejltagelse, jeg nogensinde kommer til at begå..
Forhåbentlig bliver det bedre, når min baby bliver ældre og der begynder at komme nogle lyspunkter bare engang imellem, så det hele ikke bare er én lang, sej kamp

Mange her i tråden nævner at det ikke er en dans på roser at blive mor, at den første tid kan være hård - og det er helt korrekt, det er pisse hårdt for de fleste. Mange nævner også ordet fødselsdepression, men jeg må indrømme at jeg ikke er enig. 

Jeg bider nemlig mærke i en meget stor forskel på dig og dem der skriver i din tråd, og det er at du (flot og modigt) indrømmer at du faktisk ikke havde lyst til at få et barn.

Det er ikke fordi jeg vil sparke til én der ligger ned, men personligt mener jeg at det er en kæmpe fejl at få et barn medmindre man ønsker det med hud og hår. Jeg har en mor i min mødregruppe som havde det som dig, og her, over 2 år efter, har hun stadig ikke det tætte og symbiotiske forhold til sit barn som faren har. Barnet søger konstant faren, fordi det jo godt kan mærke at moren ikke har den naturlige og umiddelbare kærlighed til det.

Jeg siger IKKE at det kommer til at blive sådan for dig og dit barn. Det kan lige så godt gå i en helt anden, og bedre, retning for jer.

Men jeg tror at det vil være en rigtig god idé hvis du finder en god psykolog som kan hjælpe dig med at finde din nye rolle som mor. Ikke fordi jeg tror at du har en fødselsdepression, men fordi jeg tror at du har brug for at kunne tale 100% ærligt om dine forbehold angående mor-rollen og dit barn. Du har brug for at kunne sætte ord på de tanker og følelser som er totalt tabu i samfundet, men som der jo ER kvinder der oplever.

Hvis du også kan snakke med din mand om dine følelser, vil det selvfølgelig være optimalt. Ved han hvordan du har det?

Godt at du rækker en hånd ud herinde - og find nu en kompetent fagperson i den virkelige verden som kan hjælpe dig.

 

Jeg tænker fødselsdep.

Min svigerdatter fik det oveni hendes psykiske problemer.

Og lang historie kort ,men nu bor mit barnebarn hos os.

Og hans mor har aldrig fået hjælp,og derfor står vi nu i den situation at som hun selv siger så elsker hun ham-Men ikke som en mor og derfor kan hun aldrig se sig selv som mor for ham.

Det kunne helt sikkert være undgået hvis hun havde fået hjælp-Og det at dit barn er omklamrende og grædende .

Sådan var og er han også ,og det er fordi selv helt små børn kan godt mærke når deres forældre ikke magter det og synes de er en belastning og så higer de endnu mere.

Det er ingen kritik,du kan jo ikke gøre for det -Men søg nu for guds skyld hjælp inden I kommer derud med følelses skader og andre triste ting for dit barn 

 

Mange her i tråden nævner at det ikke er en dans på roser at blive mor, at den første tid kan være hård - og det er helt korrekt, det er pisse hårdt for de fleste. Mange nævner også ordet fødselsdepression, men jeg må indrømme at jeg ikke er enig. 

Jeg bider nemlig mærke i en meget stor forskel på dig og dem der skriver i din tråd, og det er at du (flot og modigt) indrømmer at du faktisk ikke havde lyst til at få et barn.

Det er ikke fordi jeg vil sparke til én der ligger ned, men personligt mener jeg at det er en kæmpe fejl at få et barn medmindre man ønsker det med hud og hår. Jeg har en mor i min mødregruppe som havde det som dig, og her, over 2 år efter, har hun stadig ikke det tætte og symbiotiske forhold til sit barn som faren har. Barnet søger konstant faren, fordi det jo godt kan mærke at moren ikke har den naturlige og umiddelbare kærlighed til det.

Jeg siger IKKE at det kommer til at blive sådan for dig og dit barn. Det kan lige så godt gå i en helt anden, og bedre, retning for jer.

Men jeg tror at det vil være en rigtig god idé hvis du finder en god psykolog som kan hjælpe dig med at finde din nye rolle som mor. Ikke fordi jeg tror at du har en fødselsdepression, men fordi jeg tror at du har brug for at kunne tale 100% ærligt om dine forbehold angående mor-rollen og dit barn. Du har brug for at kunne sætte ord på de tanker og følelser som er totalt tabu i samfundet, men som der jo ER kvinder der oplever.

Hvis du også kan snakke med din mand om dine følelser, vil det selvfølgelig være optimalt. Ved han hvordan du har det?

Godt at du rækker en hånd ud herinde - og find nu en kompetent fagperson i den virkelige verden som kan hjælpe dig.

 

Kloge ord Modesty  Jeg kom da lige til at tænke lidt over mit indlæg

Anonym skriver:

Har valgt at være anonym, da jeg hader mig selv for at føle som jeg gør Har bare brug for at få luft.

Har aldrig villet have børn, bryder mig sjældent om andres børn, og har altid været overbevist om, at jeg ikke ville blive en god mor...

For nogle år siden blev min kæreste så skruk, og da jeg efter to år løb tør for undskyldninger, der kunne trække tiden, såsom uddannelse, jobopstart og lignende gik jeg til sidst med på at starte pb. Efter noget tid blev jeg gravid, og begyndte faktisk at glæde mig lidt - havde det fantastisk som gravid!

Nu står jeg så med et barn på syv uger, og er SÅ frustreret! Jeg græder dagligt af frustration og mangel på energi, og kan slet ikke nikke genkendende til andre mødres fortællinger om, at det er lykken at være mor og om deres fantastiske, glade baby. Min baby græder og er utilfreds, eller er i bedste fald stille eller sover. Andre herinde skriver om 5 ugers tigerspringet, min baby har været omklamrende og ked i næsten 5 uger nu... har snakket med læge og sundhedsplejerske, som siger det er helt normalt og det går over i tremånedersalderen..

Jeg elsker min baby, men må indrømme, jeg tit tænker tanken, at det er den største fejltagelse, jeg nogensinde kommer til at begå..
Forhåbentlig bliver det bedre, når min baby bliver ældre og der begynder at komme nogle lyspunkter bare engang imellem, så det hele ikke bare er én lang, sej kamp

Jeg havde det på samme måde. Mit råd er - tal med din sp, vær åben og ærlig og fortæl hvordan du har det. Og så kan jeg trøste dig med, at det går over  Måske går der et år, måske mere, men man kommer til at elske dem højere end alt andet - med tiden  

Anonym skriver:

Har valgt at være anonym, da jeg hader mig selv for at føle som jeg gør Har bare brug for at få luft.

Har aldrig villet have børn, bryder mig sjældent om andres børn, og har altid været overbevist om, at jeg ikke ville blive en god mor...

For nogle år siden blev min kæreste så skruk, og da jeg efter to år løb tør for undskyldninger, der kunne trække tiden, såsom uddannelse, jobopstart og lignende gik jeg til sidst med på at starte pb. Efter noget tid blev jeg gravid, og begyndte faktisk at glæde mig lidt - havde det fantastisk som gravid!

Nu står jeg så med et barn på syv uger, og er SÅ frustreret! Jeg græder dagligt af frustration og mangel på energi, og kan slet ikke nikke genkendende til andre mødres fortællinger om, at det er lykken at være mor og om deres fantastiske, glade baby. Min baby græder og er utilfreds, eller er i bedste fald stille eller sover. Andre herinde skriver om 5 ugers tigerspringet, min baby har været omklamrende og ked i næsten 5 uger nu... har snakket med læge og sundhedsplejerske, som siger det er helt normalt og det går over i tremånedersalderen..

Jeg elsker min baby, men må indrømme, jeg tit tænker tanken, at det er den største fejltagelse, jeg nogensinde kommer til at begå..
Forhåbentlig bliver det bedre, når min baby bliver ældre og der begynder at komme nogle lyspunkter bare engang imellem, så det hele ikke bare er én lang, sej kamp

Det lyder som om at du har en efterfødselsreaktion og de følelser du har er helt normale. Jeg havde det også sådan da jeg havde en fødselsdepression. Synes du skal snakke med din sp hurtigst muligt og få taget den test så du kan få hjælp. Så du kan finde lykken ved at være mor.
Kram herfra.

Jeg havde også en fødselsdepression, gik også i behandling, men var bare alt for længe om at erkende/indrømme de følelser jeg havde. Jeg var bange for, at min søn ville blive taget fra mig og jeg havde også helt enormt dårlig samvittighed overfor ham og hans far, der var vildt lykkelig. Fordi jeg blev ved med at bebrejde mig selv, udskyde at gå i behandling osv varede det halvandet år, inden jeg kom ud af min depression.

Jeg synes, at det er virkelig sejt gjort, at du indrømmer, at du har den slags følelser. For man bliver ikke en bedre mor af at tie eller skamme sig (selvfølgelig skal man heller ikke fortælle barnet om dem sådan mens det er lille), men det er først, når man ved at noget er der, man kan gøre noget ved det.

Det jeg begyndte at gøre var at tænke en positiv tanke for hver negativ og have en bog, hvor jeg skrev positive ting ned (nogle gange var det så små ting, som at barnet havde sovet lidt længere eller at det ikke regnede da jeg gik hjem fra brugsen, men det hjalp) Den anden ting var at fokusere på alt det man stadig kan med et barn i stedet for (som jeg gjorde først) at tænke på alt det man ikke kan. Man kan stadig rejse, invitere venner over på rødvin, gå til koncert og se film og spise is i sengen og den slags hyggelige ting.

Hm et langt svar, men blev så berørt af dit indlæg.

modesty skriver:

Mange her i tråden nævner at det ikke er en dans på roser at blive mor, at den første tid kan være hård - og det er helt korrekt, det er pisse hårdt for de fleste. Mange nævner også ordet fødselsdepression, men jeg må indrømme at jeg ikke er enig. 

Jeg bider nemlig mærke i en meget stor forskel på dig og dem der skriver i din tråd, og det er at du (flot og modigt) indrømmer at du faktisk ikke havde lyst til at få et barn.

Det er ikke fordi jeg vil sparke til én der ligger ned, men personligt mener jeg at det er en kæmpe fejl at få et barn medmindre man ønsker det med hud og hår. Jeg har en mor i min mødregruppe som havde det som dig, og her, over 2 år efter, har hun stadig ikke det tætte og symbiotiske forhold til sit barn som faren har. Barnet søger konstant faren, fordi det jo godt kan mærke at moren ikke har den naturlige og umiddelbare kærlighed til det.

Jeg siger IKKE at det kommer til at blive sådan for dig og dit barn. Det kan lige så godt gå i en helt anden, og bedre, retning for jer.

Men jeg tror at det vil være en rigtig god idé hvis du finder en god psykolog som kan hjælpe dig med at finde din nye rolle som mor. Ikke fordi jeg tror at du har en fødselsdepression, men fordi jeg tror at du har brug for at kunne tale 100% ærligt om dine forbehold angående mor-rollen og dit barn. Du har brug for at kunne sætte ord på de tanker og følelser som er totalt tabu i samfundet, men som der jo ER kvinder der oplever.

Hvis du også kan snakke med din mand om dine følelser, vil det selvfølgelig være optimalt. Ved han hvordan du har det?

Godt at du rækker en hånd ud herinde - og find nu en kompetent fagperson i den virkelige verden som kan hjælpe dig.

 

Det bed jeg også mærke i, men bed også mærke i der står i bedste fald stille eller sover.

vores situationer kan ikke helt sammenlignes og dog... Jeg ønskede nemlig heller ikke at få et barn (helt andre årsager),  havde en nem graviditet (trives som gravid), fik min dreng som ikke var nem i starten og jeg ønskede bare han skulle sove så det gav tid til mig og det jeg ville - jeg følte han stjal min tid, stjal min mulighed for at være det jeg ville være eller hvad man kan sige - han var en hæmsko og jeg tænkte mange gange, der er det dummeste jeg nogen sinde har gjort at få ham.

Jeg talte ikke ikke med nogen, jeg skrev og skrev og skrev, jeg trillede og trillede og trillede og lige så langsomt sneg moderfølelsen sig ind på mig (han blev også meget nemmere fordi det viste sig han ikke fik nok mad), jeg fik lidt mere overskud, som en anden ravnemor overlod jeg ham til farmand fra han var næsten nyfødt og gjorde det jeg ville og med tiden voksede min kærlighed og var større end min irritation.

Jeg vil ikke foreslå nogen at gå den vej jeg gik - hellere åbne for sundhedsplejersken og få råd og vejledning.

kæmpe kram

Har valgt at være anonym, da jeg hader mig selv for at føle som jeg gør Har bare brug for at få luft.

Har aldrig villet have børn, bryder mig sjældent om andres børn, og har altid været overbevist om, at jeg ikke ville blive en god mor...

For nogle år siden blev min kæreste så skruk, og da jeg efter to år løb tør for undskyldninger, der kunne trække tiden, såsom uddannelse, jobopstart og lignende gik jeg til sidst med på at starte pb. Efter noget tid blev jeg gravid, og begyndte faktisk at glæde mig lidt - havde det fantastisk som gravid!

Nu står jeg så med et barn på syv uger, og er SÅ frustreret! Jeg græder dagligt af frustration og mangel på energi, og kan slet ikke nikke genkendende til andre mødres fortællinger om, at det er lykken at være mor og om deres fantastiske, glade baby. Min baby græder og er utilfreds, eller er i bedste fald stille eller sover. Andre herinde skriver om 5 ugers tigerspringet, min baby har været omklamrende og ked i næsten 5 uger nu... har snakket med læge og sundhedsplejerske, som siger det er helt normalt og det går over i tremånedersalderen..

Jeg elsker min baby, men må indrømme, jeg tit tænker tanken, at det er den største fejltagelse, jeg nogensinde kommer til at begå..
Forhåbentlig bliver det bedre, når min baby bliver ældre og der begynder at komme nogle lyspunkter bare engang imellem, så det hele ikke bare er én lang, sej kamp

Du skal bestemt ikke være ked af at have det sådan! Som en anden skriver, så er det ikke altid lutter lagkage at være nybagt mor - og jeg kan sagtens forstå dine frustrationer!

Jeg har selv sagt at jeg aaaaaldrig nogensinde skulle have børn - og nu har jeg lige fået lillebror på snart 13 uger :-D De første 14 dage havde vi den dejligste glade baby og så gik hel.... løs, rent ud sagt  Storesøster på 3 år der var jaloux og en ny lillebror der skreg alle timer i døgnet, 4 timers søvn i døgnet - nøøøj det var nogle hårde uger!!! Men novra han er en lækker lille gut nu 

Hold fast, det bliver bedre og jeg er sikker på du kommer til at elske dit barn, når først du får smil, pludren og det første grin tilbage 

Du kan evt. få en snak med din sundhedsplejerske om dine tanker, måske du er ved at udvikle en fødselsdepression? 

AnthonsMor skriver:

Det skal du ikke hade dig selv for.. Det er  ikke altid en dans på roser at have børn, det er hårdt, opslidende og meget krævende - men den tid går over..

Min søn var i hvert fald også 8-12 uger gammel før jeg  virkelig begyndte at nyde at være mor.. 
Der havde jeg lært ham at kende, lært at han græd på forskellige måder alt efter om det var sult, træthed eller bare opmærksomhed.. 

Det er dejligt at være mor - bare vent til din lille guldklump begynder at smile til dig, så kan jeg love dig for, at du bliver glad i låget

Mht. at dit barn græder meget, det kan være luft i maven? Og så må du huske på, at det er  den eneste måde, hvorpå dit barn kan fortælle dig der er noget "galt".. 

Tak for svar. Det er rart at høre, der også er andre, der har en hård start og måske indimellem tvivler på hele babyprojektet.
Min baby er født lidt før tid, let bliver overstimuleret og har helt sikkert haft maveproblemer. Dertil kommer, at jeg har enormt meget mælk, hvilkett ifølge sundhedsplejersken skal kunne give endnu mere ondt i maven. Har fået at vide, at det bliver bedre med maven i løbet af et par måneder..