Når det ikke er lykken at være mor..

Har valgt at være anonym, da jeg hader mig selv for at føle som jeg gør Har bare brug for at få luft.

Har aldrig villet have børn, bryder mig sjældent om andres børn, og har altid været overbevist om, at jeg ikke ville blive en god mor...

For nogle år siden blev min kæreste så skruk, og da jeg efter to år løb tør for undskyldninger, der kunne trække tiden, såsom uddannelse, jobopstart og lignende gik jeg til sidst med på at starte pb. Efter noget tid blev jeg gravid, og begyndte faktisk at glæde mig lidt - havde det fantastisk som gravid!

Nu står jeg så med et barn på syv uger, og er SÅ frustreret! Jeg græder dagligt af frustration og mangel på energi, og kan slet ikke nikke genkendende til andre mødres fortællinger om, at det er lykken at være mor og om deres fantastiske, glade baby. Min baby græder og er utilfreds, eller er i bedste fald stille eller sover. Andre herinde skriver om 5 ugers tigerspringet, min baby har været omklamrende og ked i næsten 5 uger nu... har snakket med læge og sundhedsplejerske, som siger det er helt normalt og det går over i tremånedersalderen..

Jeg elsker min baby, men må indrømme, jeg tit tænker tanken, at det er den største fejltagelse, jeg nogensinde kommer til at begå..
Forhåbentlig bliver det bedre, når min baby bliver ældre og der begynder at komme nogle lyspunkter bare engang imellem, så det hele ikke bare er én lang, sej kamp

Anonym skriver:

Har valgt at være anonym, da jeg hader mig selv for at føle som jeg gør Har bare brug for at få luft.

Har aldrig villet have børn, bryder mig sjældent om andres børn, og har altid været overbevist om, at jeg ikke ville blive en god mor...

For nogle år siden blev min kæreste så skruk, og da jeg efter to år løb tør for undskyldninger, der kunne trække tiden, såsom uddannelse, jobopstart og lignende gik jeg til sidst med på at starte pb. Efter noget tid blev jeg gravid, og begyndte faktisk at glæde mig lidt - havde det fantastisk som gravid!

Nu står jeg så med et barn på syv uger, og er SÅ frustreret! Jeg græder dagligt af frustration og mangel på energi, og kan slet ikke nikke genkendende til andre mødres fortællinger om, at det er lykken at være mor og om deres fantastiske baby. Min baby græder og er utilfreds, eller er i bedste fald stille eller sover. Andre herinde skriver om 5 ugers tigerspringet, min baby har været omklamrende og ked i næsten 5 uger nu... har snakket med læge og sundhedsplejerske, som siger det er helt normalt og det går over i tremånedersalderen..

Jeg elsker min baby, men må indrømme, jeg tit tænker tanken, at det er den største fejltagelse, jeg nogensinde kommer til at begå..
Forhåbentlig bliver det bedre, når min baby bliver ældre og der begynder at komme nogle lyspunkter bare engang imellem, så det hele ikke bare DM én lang, sej kamp

Du skal ikke være ked af at føle sådan, for det er ikke altid lutter lagkage at være mor. Det er sindssyg hårdt for nogle, fordi de ikke har fået verdens nemmeste barn og det er helt ok at føle det hele er noget lort. Der er sikkert mange det har det som dig, men bare ikke tør sige det, fordi de tror det er et tabu. 

Selvfølgelig elsker du dit barn, det kan bare være svært at se med minus søvn på kontoen. Tro mig, jeg har stået i samme situation som dig. 

Min datter var så omklamrede og mor syg til hun blev 3-4 måneder. Hun ville hænge på mig konstant og ville kun sove om natten og i mine arme. Jeg var så færdig til sidst og ønskede nogle gange hun slet ikke var der. Nogle dage blev jeg helt i tvivl om jeg elskede hende, men når hun så lå der i mine arme og sov, var jeg aldrig i tvivl. 

Det er blevet meget lettere med tiden og vi har det nemmeste barn nu og nu er lykken virkelig at være mor! 

Kæmpe kram til dig 

Sådan havde jeg det også de første 8 måneder...
Jeg fandt ud af da Aviaja var 3 måneder at jeg gik med en svær fødselsdepression, så jeg vil råde dig til at kontakte din sp og få lavet en test! Jeg har virkelig haft godt af den hjælp jeg fik, og idag elsker jeg at være mor, selvom det er det hårdeste fuldtidsjob jeg nogensinde får

Skriv endelig hvis der er noget jeg kan gøre!

Jeg vil også anbefale dig at du snakker med din SP, for det lyder ikke særlig rart for dig at have det sådan, for sådan skal du selvfølgelig ikke have det! Du skal nyde din barsel og din dejlige lille baby!

For mig lyder det som en fødselsdepression eller en svær efter-fødsels reaktion.

Anonym skriver:

Har valgt at være anonym, da jeg hader mig selv for at føle som jeg gør Har bare brug for at få luft.

Har aldrig villet have børn, bryder mig sjældent om andres børn, og har altid været overbevist om, at jeg ikke ville blive en god mor...

For nogle år siden blev min kæreste så skruk, og da jeg efter to år løb tør for undskyldninger, der kunne trække tiden, såsom uddannelse, jobopstart og lignende gik jeg til sidst med på at starte pb. Efter noget tid blev jeg gravid, og begyndte faktisk at glæde mig lidt - havde det fantastisk som gravid!

Nu står jeg så med et barn på syv uger, og er SÅ frustreret! Jeg græder dagligt af frustration og mangel på energi, og kan slet ikke nikke genkendende til andre mødres fortællinger om, at det er lykken at være mor og om deres fantastiske, glade baby. Min baby græder og er utilfreds, eller er i bedste fald stille eller sover. Andre herinde skriver om 5 ugers tigerspringet, min baby har været omklamrende og ked i næsten 5 uger nu... har snakket med læge og sundhedsplejerske, som siger det er helt normalt og det går over i tremånedersalderen..

Jeg elsker min baby, men må indrømme, jeg tit tænker tanken, at det er den største fejltagelse, jeg nogensinde kommer til at begå..
Forhåbentlig bliver det bedre, når min baby bliver ældre og der begynder at komme nogle lyspunkter bare engang imellem, så det hele ikke bare er én lang, sej kamp

Min søn skreg og skreg de første tre måneder og fik også bare at vide at sådan var det de første tre måneder! Det kunne jeg ikke holde til. Jeg gik til en kranie sekral massør som konstaterede han var skæv i ryggen og bækkenet. Det behandlede hun på 3-4 gange og allerede efter 1. Behandling var der markant ændring. De allerbedste penge jeg nogensinde har givet ud. Hun masserede også omkring mavesækken og tarmsystemet som også gav positiv resultat. Jeg vil på det varmeste anbefale en kranie sekral massør, det er en meget blid behandlingsform. 

Hvis der er en baby mere derude i fremtiden til os, så ved jeg, at jeg tager ud til hende der behandler os, når vi har været hjemme fra hospitalet i kort tid. Så kan hun tjekke for diverse skævheder eller forebygge hvor hun kan. 

Og nej! Det er sgu ikke altid lykken at få børn. Jeg havde de samme tanker i den perioder hvor vores søn skreg og skreg. Det var så ufatteligt hårdt. Det ændrede sig dog da han havde fået det bedre efter behandlingerne.  

Kh. Malene 

 

Anonym skriver:

Har valgt at være anonym, da jeg hader mig selv for at føle som jeg gør Har bare brug for at få luft.

Har aldrig villet have børn, bryder mig sjældent om andres børn, og har altid været overbevist om, at jeg ikke ville blive en god mor...

For nogle år siden blev min kæreste så skruk, og da jeg efter to år løb tør for undskyldninger, der kunne trække tiden, såsom uddannelse, jobopstart og lignende gik jeg til sidst med på at starte pb. Efter noget tid blev jeg gravid, og begyndte faktisk at glæde mig lidt - havde det fantastisk som gravid!

Nu står jeg så med et barn på syv uger, og er SÅ frustreret! Jeg græder dagligt af frustration og mangel på energi, og kan slet ikke nikke genkendende til andre mødres fortællinger om, at det er lykken at være mor og om deres fantastiske, glade baby. Min baby græder og er utilfreds, eller er i bedste fald stille eller sover. Andre herinde skriver om 5 ugers tigerspringet, min baby har været omklamrende og ked i næsten 5 uger nu... har snakket med læge og sundhedsplejerske, som siger det er helt normalt og det går over i tremånedersalderen..

Jeg elsker min baby, men må indrømme, jeg tit tænker tanken, at det er den største fejltagelse, jeg nogensinde kommer til at begå..
Forhåbentlig bliver det bedre, når min baby bliver ældre og der begynder at komme nogle lyspunkter bare engang imellem, så det hele ikke bare er én lang, sej kamp

Det lyder som en fødselsdepression. Få noget hjælp. SP'en kan hjælpe dig.

Sådan fik jeg det også da Isabella var omkring den alder. Og hun græd aldrig. Det var kun de første 3 uger der var slemme. Fordi jeg havde mindre og mindre mælk til hende og hun var jo sulten. Så jeg fik over på flaske. Så begyndte hendes nakke at drille hvor vi så gik til kranio sakral med hende. To behandlinger og det var væk. Hun var derfra den nemmeste baby. Og græd aldrig. Men det var som om jeg ikke kunne være sådan rigtig lykkelig indeni. Kun udadtil. Og det gjorde ondt for min største drøm var jo at få et barn.
Og følte at jeg havde sat mig i en situation som jeg ikke kunne magte. Og var bange for jeg aldrig ville blive lykkelig og stolt af mit barn.
Kæresten fik mig sendt til læge og jeg startede på antidepressiv medicin. Og det hjalp. Jeg havde fået en depression. Og i starten var jeg utrolig flov over det. For hvorfor skulle jeg få en depression over noget jeg havde ønsket mig så meget.

Men med tiden da jeg lærte at acceptere at nu var det jo sådan det nu engang var. Og jeg åbnede mere op for at jeg synes det var møg hårdt. Så fik jeg det bedre og bedre. Og efter kort tid kunne jeg begynde at nyde mit barn og faktisk være lykkelig over jeg havde skabt noget så smukt.
Idag (Isabella er 2,5) er jeg klar på at få et barn mere engang. For det er det mest fantastiske i verden at kigge på min datter og stolt kan sige hun er min og jeg vil altid være der for hende, vil gå igennem ild og vand for hende. Selvom det til tider kan være hårdt. Så opvejer alt det gode det dårlige. Og jeg husker mig selv på det bliver nemmere jo ældre hun bliver. For nu er det sjældent hårdt.
Jeg lider af piskesmæld og kæresten har posttraumatisk stress, så vi har og er hårdt ramt. Men jeg fortryder aldrig jeg fik hende og ønsker mig brændende en mere.

Tror bare at grunden til man kan have en svær start er fordi man jo synes at udadtil så ser det hele så rosenrødt ud. Og det er det ikke. Langt fra.
Men man er ny i det hele og man ved ikke noget som helst om noget som helst. Man er bange for at gøre noget forkert. Men vi er mennesker og vi fejler. Det har jeg lært.
Jeg kommer selv fra en lidt træls barndom som jeg også lider under i dag. Og jeg er så bange for at mit barn vokser op og føler jeg ikke giver hende kærlighed nok. Og hun vil føle sig svigtet. For det er det jeg selv kommer fra. Men min kæreste har så småt fået banket ind i mit hovede, at det ikke sker. For jeg har så meget at give af. Godt nok er vi ramt med vores lidelser, men Isabella kommer aldrig til at føle hun ikke er elsket. For hun kunne ikke være mere elsket og ønsket.

Det blev en lang smører. Men jeg synes du skal kontakte lægen med henblik på du måske har fået dig en fødselsdepression. Hvilket sker for rigtig mange. Og det er ikke flovt for det er hvad der sker. Og det er ikke en skam. Vær stærk du skal nok klare dig igennem denne svære tid. Du vil snart stå op til en lys fremtid.
Lige en kæmpe herfra.

Anonym skriver:

Har valgt at være anonym, da jeg hader mig selv for at føle som jeg gør Har bare brug for at få luft.

Har aldrig villet have børn, bryder mig sjældent om andres børn, og har altid været overbevist om, at jeg ikke ville blive en god mor...

For nogle år siden blev min kæreste så skruk, og da jeg efter to år løb tør for undskyldninger, der kunne trække tiden, såsom uddannelse, jobopstart og lignende gik jeg til sidst med på at starte pb. Efter noget tid blev jeg gravid, og begyndte faktisk at glæde mig lidt - havde det fantastisk som gravid!

Nu står jeg så med et barn på syv uger, og er SÅ frustreret! Jeg græder dagligt af frustration og mangel på energi, og kan slet ikke nikke genkendende til andre mødres fortællinger om, at det er lykken at være mor og om deres fantastiske, glade baby. Min baby græder og er utilfreds, eller er i bedste fald stille eller sover. Andre herinde skriver om 5 ugers tigerspringet, min baby har været omklamrende og ked i næsten 5 uger nu... har snakket med læge og sundhedsplejerske, som siger det er helt normalt og det går over i tremånedersalderen..

Jeg elsker min baby, men må indrømme, jeg tit tænker tanken, at det er den største fejltagelse, jeg nogensinde kommer til at begå..
Forhåbentlig bliver det bedre, når min baby bliver ældre og der begynder at komme nogle lyspunkter bare engang imellem, så det hele ikke bare er én lang, sej kamp

Det skal du ikke hade dig selv for.. Det er  ikke altid en dans på roser at have børn, det er hårdt, opslidende og meget krævende - men den tid går over..

Min søn var i hvert fald også 8-12 uger gammel før jeg  virkelig begyndte at nyde at være mor.. 
Der havde jeg lært ham at kende, lært at han græd på forskellige måder alt efter om det var sult, træthed eller bare opmærksomhed.. 

Det er dejligt at være mor - bare vent til din lille guldklump begynder at smile til dig, så kan jeg love dig for, at du bliver glad i låget

Mht. at dit barn græder meget, det kan være luft i maven? Og så må du huske på, at det er  den eneste måde, hvorpå dit barn kan fortælle dig der er noget "galt".. 

Den der lykkefølelse og at man elsker sit barn over alt på jorden fra det sekund man føder, den havde jeg heller ikke! Den kommer snigende, og jeg vil tro, at det bliver endnu mere, for jeg kan mærke den mere og mere, og Thea er trods alt snart 8 måneder!

Thea er et ønskebarn, og jeg var sikker på, at jeg bare ville være lykkelig det øjeblik jeg fik hende i mine arme. Med det var jeg ikke. Jeg blev ikke fuldstændig overvældet af, at det bare var det bedste der var hændt mig, og jeg var virkelig flov over det! Især fordi vi har fået en rimelig nem lille datter. Men mit efterfødselsforløb var alt andet end hvad jeg havde drømt om, så måske det er derfor? Hvem ved, en ting er i hvert fald sikkert, du må ikke gå og have det så skidt alene! Jeg forstå slet ikke, at din sp og læge ikke allerede har bedt dig tage en test vedrørende fødselsdepression! Det synes jeg faktisk de burde, have været opmærksomme på!

Har du en eller anden form for bæredims? Vores manduca sele har reddet mig, når Thea ikke har synes der var nogen grund til at sove om dagen, og bare ville være tæt på mig! Jeg gav hende max tryghed og jeg havde armene fri! Det gav mig lidt overskud og jeg blev ikke fuldstændig ødelagt i armene af at gå rundt med hende. Til tider var det det eneste sted hun kunne finde ro og sove. Så jeg ville overveje om ikke det var en måde at give dit barn tryghed på, men at du også føler at du kan gøre noget, at af det du gerne vil.

Jeg håber du har nogle du kan snakke med!

Og så må du tro på, at du ikke er den eneste, der har haft det sådan! Det er skide hårdt at blive mor, og alting bliver med et forandret!

Anonym skriver:

Har valgt at være anonym, da jeg hader mig selv for at føle som jeg gør Har bare brug for at få luft.

Har aldrig villet have børn, bryder mig sjældent om andres børn, og har altid været overbevist om, at jeg ikke ville blive en god mor...

For nogle år siden blev min kæreste så skruk, og da jeg efter to år løb tør for undskyldninger, der kunne trække tiden, såsom uddannelse, jobopstart og lignende gik jeg til sidst med på at starte pb. Efter noget tid blev jeg gravid, og begyndte faktisk at glæde mig lidt - havde det fantastisk som gravid!

Nu står jeg så med et barn på syv uger, og er SÅ frustreret! Jeg græder dagligt af frustration og mangel på energi, og kan slet ikke nikke genkendende til andre mødres fortællinger om, at det er lykken at være mor og om deres fantastiske, glade baby. Min baby græder og er utilfreds, eller er i bedste fald stille eller sover. Andre herinde skriver om 5 ugers tigerspringet, min baby har været omklamrende og ked i næsten 5 uger nu... har snakket med læge og sundhedsplejerske, som siger det er helt normalt og det går over i tremånedersalderen..

Jeg elsker min baby, men må indrømme, jeg tit tænker tanken, at det er den største fejltagelse, jeg nogensinde kommer til at begå..
Forhåbentlig bliver det bedre, når min baby bliver ældre og der begynder at komme nogle lyspunkter bare engang imellem, så det hele ikke bare er én lang, sej kamp

jeg havde også en krise da jeg blev mor.. Jeg ved ikke om det er det samme for dig men du får lige min historie så du måske kan gøre det sammen jeg prøvede at leve op til alle de forventninger jeg troede der var til mig som mor.. Jeg styrtede rundt så snart den lille sov for at lave mad, gøre rent osv.. Det stressede mig super meget! Så jeg rev stikket ud og kravlede ind i en god babyboble! Kun mig og min datter lod opvask være opvask og støvsugeren få en pause.. Ingen gæster, ingen planer.. Kun mig og hende og det hjalp i den grad! Jeg kunne sove når hun sov og det gav enormt meget overskud! Jeg slappede mere af og derfor slappede hun også mere af.. Det var skønt bare at kunne fokusere på hende og egne behov, og kæresten der bare forventede vi begge var i live når han kom hjem fra arbejde, så skulle han nok lave det praktiske efterhånden som der kom mere overskud optog jeg kontakten til omverdenen og at lave noget husligt.. Men havde vi en off-dag forventede kæresten stadig ikke en masse når han kom hjem

er det noget af det samme du bøvler med? Det kan være stressende med en lille bebs der bare gerne vil hygge og ligge i arm hele dagen hvis man har alle mulige andre jern i ilden..

Er det ikke det du bøvler med så beklager jeg min lange smøre håber du snart får noget overskud tilbage så du kan nyde din lille skønne bebs på din egen måde og ikke sådan som omverdenen dikterer