Synes det er et meget følsomt emne at berøre. Man må selvfølgelig have den mening man nu har, men når det nu er sagt synes jeg at man skal tænke sig om inden man smider om sig med tal..
Jeg mødte først min store kærlighed som 31 årig (han var dengang 39 og havde to piger i forvejen på dengang 8 og 11). Siden jeg var 18 har jeg drømt om at få børn, men synes ikke at der var en blandt nogle af de kærester jeg havde, der skulle være forældre med mig. På mødte jeg Kim og han slog benene væk under mig. Han har altid gerne ville have mange børn og vi blev hurtig enige om at vi også skulle have børn sammen. Men livet vil ikke altid som man selv vil og jeg havde den ene abort efter den anden... 4år senere har vi nu heldigvis en datter på nu 10mdr. Og vi skal da selvfølgelig have flere, hvis livet vil os det. Jeg er nu 35 og min kæreste 43. Ja jeg kan også tænke at vi begge er gamle, men husk på det er vores største ønske med en masse børn i vores hjem. Vi har kærligheden til det og det må være det der gælder.
Jeg føler lidt at nogle af kommentarerne rammer og sårer, for man bestemmer ikke selv om/hvornår tingene lykkes.
Man bestemmer heldigvis selv hvornår man synes man er for gammel (hvis ikke det biologiske ur gør det).
Vi "gamle" er ikke mindre gode forældre.
Held og lykke fra mig til alle i "gamle" der stadig ønsker og får flere børn :-)

Anmeld