Kan man bare få lov?

lineog4 skriver:

Der er jeg så lodret uenig - hvis det du mener er man ikke måde pres må forsøge at vise og forklare i forhold til vaginal fødsel. Det viser sig at 46% af de som ønskede kejsersnit grundet frygt vælger vaginal med de rette samtaler og info - ikke at give det fordi det kan føles som et pres af nogen og hoppe direkte til for mig den sværeste løsning for såvel mor og barn nemlig operationen er for uacceptabelt i et sundhedsvæsenet der jo burde vide bedre fagligt end kvinden der ikke tør føde.

At en med angst, at en med traumatiser oplevelser efter snak, Info, samtaler osv gives et kejsersnit til trods for der ikke er en fysisk begrundelse er for mig acceptabelt også selv om det er dyrt.

Jeg synes ikke, at kvinder skal presses ud i noget. Det giver direkte modsat effekt at presse dem, da de fleste sætter sig på bagben og derfor nægter at høre på hvad der bliver sagt.
Selvfølgelig skal der snakkes med kvinden omkring angsten, og hvis det er muligt at kvinden skifter mening er det da fantastisk for vedkommende.

Når der er tale om angst er det helt sikkert en god idé at tale alt igennem med uddannede personer inden der træffes et valg, men det tror jeg bestemt også, at der bliver, inden der bare bliver givet et kejsersnit

Jeg har angst for at føde, jeg hyler næsten dagligt over det. Men ja... på trods af mine meget voldsomme fødsler så overlevede jeg. Jeg skal ikke udtale mig om dine problemer men siger bare Hvordan at jeg har valgt at rationeret mine tanker og tanken om at gå igennem en operation gør mig lige så angst da det heller ikke altid går godt. Og jeg ved at jeg og mine børn har, trods de voldsomme fødsler overlevet at føde vaginalt.

Det er jo meget individuelt hvordan man ser på fødslerne. For mit vedkommende kan jeg meget bedre forholde mig til et kejsersnit, da jeg ved hvordan min krop reagerer på det i forhold til en fødsel. Jeg er ikke bange for operationer, og det er der forskellen er afgørende. Du siger du ved, at du har overlevet at føde vaginalt, og det ved jeg da også at alle stort set gør, men det hjælper bare ikke mig på, at jeg er ekstremt bange for at dø under en fødsel. Det kan nok så mange fortælle mig at man ikke gør, det ændrer desværre ikke på hvordan jeg tænker.

Lykke:) skriver:

Det er jo meget individuelt hvordan man ser på fødslerne. For mit vedkommende kan jeg meget bedre forholde mig til et kejsersnit, da jeg ved hvordan min krop reagerer på det i forhold til en fødsel. Jeg er ikke bange for operationer, og det er der forskellen er afgørende. Du siger du ved, at du har overlevet at føde vaginalt, og det ved jeg da også at alle stort set gør, men det hjælper bare ikke mig på, at jeg er ekstremt bange for at dø under en fødsel. Det kan nok så mange fortælle mig at man ikke gør, det ændrer desværre ikke på hvordan jeg tænker.

Du behøver ikke forklare dig for mig. Igen det er mine tanker omkring det, at du vælger hvad du gør er dit valg. Jeg forstår det bare ikke. Men tænker at det er heldigt at vi lever i nutiden hvor der er de muligheder som der er.

Der er også stor forskel på at have dødsangst og på bare at være bange, kender ikke mange piger der ikke har været bange/utryg ved tanken om at føde. Det er noget man ved vil være smertefuldt og første gang totalt ukendt

SjeBets skriver:

Du behøver ikke forklare dig for mig. Igen det er mine tanker omkring det, at du vælger hvad du gør er dit valg. Jeg forstår det bare ikke. Men tænker at det er heldigt at vi lever i nutiden hvor der er de muligheder som der er.

Der er også stor forskel på at have dødsangst og på bare at være bange, kender ikke mange piger der ikke har været bange/utryg ved tanken om at føde. Det er noget man ved vil være smertefuldt og første gang totalt ukendt

Netop fordi du ikke forstår det, prøver jeg at forklare dig det.

Lykke:) skriver:

Netop fordi du ikke forstår det, prøver jeg at forklare dig det.

Nogle ting kan ikke gøres forståeligt for andre. Og for mig personligt er operation og de risisi der medfølger nok til at det ikke er noget jeg synes det er det værd. Men som jeg også skriver i et andet indlæg så har jeg født og på trods af de voldsomme omstændigheder så ved jeg jo at jeg vil overleve en fødsel på trods af den angst jeg har. Jeg var også bange før første gang men ikke panisk som nu, og din angst som så er dødsangst kan jeg ikke sætte mig ind i.
Vi er forskellige, jeg ser ikke ned på andre pga deres valg men kan ikke altid forstå dem, det er meget naturligt da vi alle kommer fra forskellige omstændigheder.

Jeg synes ikke, at kvinder skal presses ud i noget. Det giver direkte modsat effekt at presse dem, da de fleste sætter sig på bagben og derfor nægter at høre på hvad der bliver sagt.
Selvfølgelig skal der snakkes med kvinden omkring angsten, og hvis det er muligt at kvinden skifter mening er det da fantastisk for vedkommende.

Når der er tale om angst er det helt sikkert en god idé at tale alt igennem med uddannede personer inden der træffes et valg, men det tror jeg bestemt også, at der bliver, inden der bare bliver givet et kejsersnit

Det kommer an på definitionen af pres. Det jeg mener er man lægger en plan for graviditet, en kontrakt for fødsel osv og man for udvidet jordemoder, fødselslæge osv - der viser erfaringer på Hvidovre at man kan nedbringe antallet der så til sidst vælger kejsersnit. 

Og igen der er meget meget meget stor forskel på en diagnosticeret angst og en frygt. Og jeg er ikke i tvivl om du har valgt den rigtige løsning for dig, men det betyder ikke at for størstedelen hvor det ikke er en angst men en frygt der må man godt presse. Nogen gange må det godt være en udfordring, gøre lidt ondt osv.

I de utrolig mange smukke beretninger jeg har fået om kvinder der mistede deres barn af den ene eller den anden årsag inde i maven, har stort set alle ønsket kejsersnit og blev presset til at føde deres barn af rigtig mange årsager både fysisk og psykisk og stort set alle sammen har efterfølgende været glade for de blev presset - her er der ikke tale om angst, egentlig heller ikke frygt og dog....

Der hvor du står kan du alene se presset som forfærdelig, men det er det ikke for alle især for de hvor det ikke er angst men den frygt for det ukendte, for de forfærdelige historier og hvad ved jeg.

Og bare en lille krølle vi bliver jo presset ud i noget - da jeg mærkede veerne alle gangene kunne jeg have løbet min vej. Jeg er hunderæd for operation og kejsersnit, men var det det eneste der kunne lade sig gøre måtte jeg også synke det. Jeg har en kæmpe kæmpe frygt for at miste endnu et barn - jeg ser det i øjnene hver dag, men jeg valgte ikke at lade det begrænse mig, jeg vælger hver evig eneste dag at se det i øjnene, trods dage med hjertebanken, dødsfrygt, apati mm. Kunne jeg bestemme var mine børn omkring mig hele tiden, der presses jeg. Jeg siger ikke du skal tænke sådan for du har angst, men for en stor gruppe der ude er det frygt og det kan der arbejdes med Også inden for tidshorizonten som graviditet jo er.

 

lineog4 skriver:

Det kommer an på definitionen af pres. Det jeg mener er man lægger en plan for graviditet, en kontrakt for fødsel osv og man for udvidet jordemoder, fødselslæge osv - der viser erfaringer på Hvidovre at man kan nedbringe antallet der så til sidst vælger kejsersnit. 

Og igen der er meget meget meget stor forskel på en diagnosticeret angst og en frygt. Og jeg er ikke i tvivl om du har valgt den rigtige løsning for dig, men det betyder ikke at for størstedelen hvor det ikke er en angst men en frygt der må man godt presse. Nogen gange må det godt være en udfordring, gøre lidt ondt osv.

I de utrolig mange smukke beretninger jeg har fået om kvinder der mistede deres barn af den ene eller den anden årsag inde i maven, har stort set alle ønsket kejsersnit og blev presset til at føde deres barn af rigtig mange årsager både fysisk og psykisk og stort set alle sammen har efterfølgende været glade for de blev presset - her er der ikke tale om angst, egentlig heller ikke frygt og dog....

Der hvor du står kan du alene se presset som forfærdelig, men det er det ikke for alle især for de hvor det ikke er angst men den frygt for det ukendte, for de forfærdelige historier og hvad ved jeg.

Og bare en lille krølle vi bliver jo presset ud i noget - da jeg mærkede veerne alle gangene kunne jeg have løbet min vej. Jeg er hunderæd for operation og kejsersnit, men var det det eneste der kunne lade sig gøre måtte jeg også synke det. Jeg har en kæmpe kæmpe frygt for at miste endnu et barn - jeg ser det i øjnene hver dag, men jeg valgte ikke at lade det begrænse mig, jeg vælger hver evig eneste dag at se det i øjnene, trods dage med hjertebanken, dødsfrygt, apati mm. Kunne jeg bestemme var mine børn omkring mig hele tiden, der presses jeg. Jeg siger ikke du skal tænke sådan for du har angst, men for en stor gruppe der ude er det frygt og det kan der arbejdes med Også inden for tidshorizonten som graviditet jo er.

 

Det er jeg helt enig i, da der er stor forskel på at have angst og frygte noget. Hvis der er tale om, at man er bange for smerterne eller at underlivet ødelægges kan samtaler klart hjælpe rigtig mange mennesker med at træffe den rigtige beslutning for dem.

Lykke:) skriver:

Det er jeg helt enig i, da der er stor forskel på at have angst og frygte noget. Hvis der er tale om, at man er bange for smerterne eller at underlivet ødelægges kan samtaler klart hjælpe rigtig mange mennesker med at træffe den rigtige beslutning for dem.

Jeps og så lade dem med angst eller traumatiske oplevelser få deres kejsersnit. Problemet er bare det ikke er så nemt at skille fårene fra bukkene, så fx du er blevet kørt igennem møllen også. Men der er jeg nok - øv men stadig er der et fåtal af dig og et flertal af frygt. Så må vi uddanne vores personale bedre til at spotte så du ikke skal igennem det, men samtidig at vi ikke deler kejsersnit ud der kunne have været undgået med den rette omsorg. 

Vi kender jo alle historier, og jeg kender også en  Hende der havde en lang sej fødsel og ved anden graviditet sagde kejsersnit og fik det tildelt med det samme. Hun fortrød og sagde: hvorfor prøvede de ikke først med fødselskontrakt, ekstra konsultationer osv. 

lineog4 skriver:

Jeps og så lade dem med angst eller traumatiske oplevelser få deres kejsersnit. Problemet er bare det ikke er så nemt at skille fårene fra bukkene, så fx du er blevet kørt igennem møllen også. Men der er jeg nok - øv men stadig er der et fåtal af dig og et flertal af frygt. Så må vi uddanne vores personale bedre til at spotte så du ikke skal igennem det, men samtidig at vi ikke deler kejsersnit ud der kunne have været undgået med den rette omsorg. 

Vi kender jo alle historier, og jeg kender også en  Hende der havde en lang sej fødsel og ved anden graviditet sagde kejsersnit og fik det tildelt med det samme. Hun fortrød og sagde: hvorfor prøvede de ikke først med fødselskontrakt, ekstra konsultationer osv. 

Helt enig. Der bør være bedre uddannede mennesker, der bør kunne lave en vurdering af kvinderne der kommer og taler med jordemoderen om fødslen. Det findes der desværre ikke lige nu.

Jeg gider ikke læse tråden.. Men jeg fik pks på eget ønske.. Du er velkommen til at skrive en pb til mig, hvis det er og tillykke med graviditeten