Samtale på hospitalet

Jeg var i dag til samtale på Roskilde hospital - eller.. Det vil sige jeg var blevet kaldt ind for at få at vide, at jeg skulle tale med en anden. Ret skuffende.

Jeg skal højst sandsynligt have planlagt kejsersnit, da jeg er ekstremt bange for, at føde vaginalt. Min mor og mormor brækkede begge halebenet under deres fødsler, og for en del år siden døde en bekendt under fødslen. Derudover er jeg bare i det hele taget rigtig bange for hele forløbet. Nå, men som sagt var jeg blevet henvist til en læge, af min jordemoder, for at tale kejsersnittet igennem, men da jeg kommer derop sidder der tre damer og sender mig videre til en anden jordemoder. De brugte i alt 3 minutter på mig. De lagde dog godt ud med at sige, at de ikke ville presse mig til noget overhovedet, da de godt kunne forstå, at jeg var bange med de historier jeg har, men alligevel bliver jeg sendt videre til en anden jordemoder, som skal lave en fødselsplan sammen med mig, så jeg kan undgå kejsersnit. Her føler jeg mig bare presset til, at skulle gennemgå noget, som jeg virkelig ikke har lyst til, eller kan håndtere. Var jo netop blevet sendt op på hospitalet, fordi min jordemoder heller ikke ser andre udveje end kejsersnit.

Jeg tror måske jeg har brug for, at høre fra andre der måske har stået i samme situation, eller som har kunne gennemgå en vaginal fødsel trods kæmpe angst.
Undskyld hvis det blev langt og rodet!

Lykke:) skriver:

Jeg var i dag til samtale på Roskilde hospital - eller.. Det vil sige jeg var blevet kaldt ind for at få at vide, at jeg skulle tale med en anden. Ret skuffende.

Jeg skal højst sandsynligt have planlagt kejsersnit, da jeg er ekstremt bange for, at føde vaginalt. Min mor og mormor brækkede begge halebenet under deres fødsler, og for en del år siden døde en bekendt under fødslen. Derudover er jeg bare i det hele taget rigtig bange for hele forløbet. Nå, men som sagt var jeg blevet henvist til en læge, af min jordemoder, for at tale kejsersnittet igennem, men da jeg kommer derop sidder der tre damer og sender mig videre til en anden jordemoder. De brugte i alt 3 minutter på mig. De lagde dog godt ud med at sige, at de ikke ville presse mig til noget overhovedet, da de godt kunne forstå, at jeg var bange med de historier jeg har, men alligevel bliver jeg sendt videre til en anden jordemoder, som skal lave en fødselsplan sammen med mig, så jeg kan undgå kejsersnit. Her føler jeg mig bare presset til, at skulle gennemgå noget, som jeg virkelig ikke har lyst til, eller kan håndtere. Var jo netop blevet sendt op på hospitalet, fordi min jordemoder heller ikke ser andre udveje end kejsersnit.

Jeg tror måske jeg har brug for, at høre fra andre der måske har stået i samme situation, eller som har kunne gennemgå en vaginal fødsel trods kæmpe angst.
Undskyld hvis det blev langt og rodet!

vil ikke gå uden et

esioul skriver:

vil ikke gå uden et

Tusind tak!
Synes godt nok humøret dalede efterfølgende.

Lykke:) skriver:

Jeg var i dag til samtale på Roskilde hospital - eller.. Det vil sige jeg var blevet kaldt ind for at få at vide, at jeg skulle tale med en anden. Ret skuffende.

Jeg skal højst sandsynligt have planlagt kejsersnit, da jeg er ekstremt bange for, at føde vaginalt. Min mor og mormor brækkede begge halebenet under deres fødsler, og for en del år siden døde en bekendt under fødslen. Derudover er jeg bare i det hele taget rigtig bange for hele forløbet. Nå, men som sagt var jeg blevet henvist til en læge, af min jordemoder, for at tale kejsersnittet igennem, men da jeg kommer derop sidder der tre damer og sender mig videre til en anden jordemoder. De brugte i alt 3 minutter på mig. De lagde dog godt ud med at sige, at de ikke ville presse mig til noget overhovedet, da de godt kunne forstå, at jeg var bange med de historier jeg har, men alligevel bliver jeg sendt videre til en anden jordemoder, som skal lave en fødselsplan sammen med mig, så jeg kan undgå kejsersnit. Her føler jeg mig bare presset til, at skulle gennemgå noget, som jeg virkelig ikke har lyst til, eller kan håndtere. Var jo netop blevet sendt op på hospitalet, fordi min jordemoder heller ikke ser andre udveje end kejsersnit.

Jeg tror måske jeg har brug for, at høre fra andre der måske har stået i samme situation, eller som har kunne gennemgå en vaginal fødsel trods kæmpe angst.
Undskyld hvis det blev langt og rodet!

Jeg kan nu godt forstå at de prøver at hjælpe dig til at få en vaginal fødsel

Det handler vel også om at barnet har bedst af at blive født.

Men det er jo helt op  til dig, du må tage en snak med hende jordemoderen igen.

 

En fødsel er utrolig voldsom og brutal, men uundværlig efter mit hoved.
Det er et kæmpe kontroltab, men det er også helt unikt at mærke sin krop arbejde.
Det er det vildeste man kommer til at opleve og en dejlig afslutning på graviditeten og de 9 måneder med sit barn i maven. Og så er det så hurtigt "overstået" i forhold til resten af ens liv

Jeg havde ingen drømmefødsel, men en styrtfødsel og efterfølgende blodtab og operation. Jeg er blev tilbudt pks næste gang, men har takket nej fordi jeg vil opleve at føde igen.

Lykke:) skriver:

Jeg var i dag til samtale på Roskilde hospital - eller.. Det vil sige jeg var blevet kaldt ind for at få at vide, at jeg skulle tale med en anden. Ret skuffende.

Jeg skal højst sandsynligt have planlagt kejsersnit, da jeg er ekstremt bange for, at føde vaginalt. Min mor og mormor brækkede begge halebenet under deres fødsler, og for en del år siden døde en bekendt under fødslen. Derudover er jeg bare i det hele taget rigtig bange for hele forløbet. Nå, men som sagt var jeg blevet henvist til en læge, af min jordemoder, for at tale kejsersnittet igennem, men da jeg kommer derop sidder der tre damer og sender mig videre til en anden jordemoder. De brugte i alt 3 minutter på mig. De lagde dog godt ud med at sige, at de ikke ville presse mig til noget overhovedet, da de godt kunne forstå, at jeg var bange med de historier jeg har, men alligevel bliver jeg sendt videre til en anden jordemoder, som skal lave en fødselsplan sammen med mig, så jeg kan undgå kejsersnit. Her føler jeg mig bare presset til, at skulle gennemgå noget, som jeg virkelig ikke har lyst til, eller kan håndtere. Var jo netop blevet sendt op på hospitalet, fordi min jordemoder heller ikke ser andre udveje end kejsersnit.

Jeg tror måske jeg har brug for, at høre fra andre der måske har stået i samme situation, eller som har kunne gennemgå en vaginal fødsel trods kæmpe angst.
Undskyld hvis det blev langt og rodet!

puha hvor må det være frygteligt at gå rundt og have det sådan du får ihvertfald et kæmpe kram herfra,

jeg kan slet ikke sætte mig ind i det for jeg er i en helt anden boldgade og har en anden tankegang omkring fødslen, jeg har også nogle dårlige historier fra bekendte og tætte veninder men det har ikke på nogen måder skræmt mig.
Jeg er den type som glæder sig til oplevelsen og tænker at kvinder er skabt til det og har gjort det i tusinder af år, og håber og ber blot til at det kommer til at gå lige efter bogen uden nogen alvorlige komplikationer.

derudover vil jeg sige at en fødsel er en fødsel uanset hvilken vej barnet kommer ud, og tror helt klart når du har det så svært mentalt med en vaginal fødsel så bliver du blot endnu mere bange ved at føle dig presset til det, og så det nok ikke sikkert at du vil kunne håndtere din krop via vaginal fødsel pga alle horror historierne.
pres på for dit kejsersnit hvis du føler det er den eneste udvej for dig, og når din egen jordemoder har samme holdning skal du også nok få det i hus
ønsker dig al mulig held og lykke, husk at lytte til dig selv det kun dig der ved hvordan du har det indeni

Jenny12 skriver:

Jeg kan nu godt forstå at de prøver at hjælpe dig til at få en vaginal fødsel

Det handler vel også om at barnet har bedst af at blive født.

Men det er jo helt op  til dig, du må tage en snak med hende jordemoderen igen.

 

En fødsel er utrolig voldsom og brutal, men uundværlig efter mit hoved.
Det er et kæmpe kontroltab, men det er også helt unikt at mærke sin krop arbejde.
Det er det vildeste man kommer til at opleve og en dejlig afslutning på graviditeten og de 9 måneder med sit barn i maven. Og så er det så hurtigt "overstået" i forhold til resten af ens liv

Jeg havde ingen drømmefødsel, men en styrtfødsel og efterfølgende blodtab og operation. Jeg er blev tilbudt pks næste gang, men har takket nej fordi jeg vil opleve at føde igen.

Det kan jeg også godt forstå, jeg har talt med min jordemoder RIGTIG meget og længe om det, men vi kom frem til, at det var det mest rigtige for mig, at få kejsersnit. Og derfor blev jeg bare rigtig rigtig ked af det, da de IGEN vil forsøge at presse mig ud i en vaginal fødsel.

Noget af det du beskriver er noget af det jeg er bange for. Kontroltabet, smerterne, og så videre

BigHope13 skriver:

puha hvor må det være frygteligt at gå rundt og have det sådan du får ihvertfald et kæmpe kram herfra,

jeg kan slet ikke sætte mig ind i det for jeg er i en helt anden boldgade og har en anden tankegang omkring fødslen, jeg har også nogle dårlige historier fra bekendte og tætte veninder men det har ikke på nogen måder skræmt mig.
Jeg er den type som glæder sig til oplevelsen og tænker at kvinder er skabt til det og har gjort det i tusinder af år, og håber og ber blot til at det kommer til at gå lige efter bogen uden nogen alvorlige komplikationer.

derudover vil jeg sige at en fødsel er en fødsel uanset hvilken vej barnet kommer ud, og tror helt klart når du har det så svært mentalt med en vaginal fødsel så bliver du blot endnu mere bange ved at føle dig presset til det, og så det nok ikke sikkert at du vil kunne håndtere din krop via vaginal fødsel pga alle horror historierne.
pres på for dit kejsersnit hvis du føler det er den eneste udvej for dig, og når din egen jordemoder har samme holdning skal du også nok få det i hus
ønsker dig al mulig held og lykke, husk at lytte til dig selv det kun dig der ved hvordan du har det indeni

Tusind tak!

Jeg ville også ønske, at jeg kunne forholde mig til en vaginal fødsel, for det er da ikke sjove at skulle igennem en operation - overhovedet ikke men det kan jeg forholde mig til (nok fordi jeg har prøvet det før, og ved hvordan min krop reagere)

Jeg har det heldigvis også sådan, at en fødsel er en fødsel ligemeget hvordan barnet kommer til verden. Og er glad for, at jeg har det sådan!
Tusind tak for dine støttende ord - det betyder rigtig meget for mig.

Jeg kan godt forstå de prøver at overbevise dig om vaginal fødsel.

Hvad præcis er det du er bange for? 

Jeg var selv HELT VILDT bange første gang. Var helt sikker på at jeg ville dø, eller barnet ville, eller jeg ville få en 3.grads bristning osv. 

Men min JM sagde meget kort til mig da jeg gerne ville have planlagt ks, at det kunne jeg ikke få, og at jeg jo selv havde valgt at skulle føde barnet da jeg blev gravid.. Så det måtte jeg finde mig i 

Da jeg så kom til fødslen, da veerne kom, var jeg panisk, jeg var så nervøs over at der kunne gå noget galt.. 

Men da der kom rigtig gang i veerne, fik jeg ro på, kroppen arbejdede på højtryk, og jeg måtte bare lade den gøre arbejdet.. Jeg havde et LANGT forløb med 19 timer på sygehuset, men min datter kom.. Jeg havde ikke fået noget bedøvende eller andet, for jeg var så bange gfir at det kunne påvirke mit barn.. 

Ja det gjorde ondt - men det gør ikke ondt på samme måde som at slå sit knæ F.eks.  Det er en smerte kroppen acceptere og arbejder sammen med.. Så det er ikke noget man som sådan husker bagefter  

jeg havde da ihvertfald lykkeligt glemt hvor ondt det gjorde da jeg fødte igen et år efter (også uden smertestillende) 

jeg fik den frygtede 3. grads bristning, men mærkede intet da jeg sprak, eller da jeg skulle sys  

anden gang sprak jeg ikke, og kunne rejse mig med det samme  

alt i alt er jeg meget glad for at jeg ikke fik KS høre tit om at det er meget værre efterfølgende. Og at man ikke må holde sin baby osv. 

så selvom forløbet skræmte mig meget, har jeg klaret det to gange indenfor to år havde ikke noget valg. Men det gik  

 

baby012 skriver:

Jeg kan godt forstå de prøver at overbevise dig om vaginal fødsel.

Hvad præcis er det du er bange for? 

Jeg var selv HELT VILDT bange første gang. Var helt sikker på at jeg ville dø, eller barnet ville, eller jeg ville få en 3.grads bristning osv. 

Men min JM sagde meget kort til mig da jeg gerne ville have planlagt ks, at det kunne jeg ikke få, og at jeg jo selv havde valgt at skulle føde barnet da jeg blev gravid.. Så det måtte jeg finde mig i 

Da jeg så kom til fødslen, da veerne kom, var jeg panisk, jeg var så nervøs over at der kunne gå noget galt.. 

Men da der kom rigtig gang i veerne, fik jeg ro på, kroppen arbejdede på højtryk, og jeg måtte bare lade den gøre arbejdet.. Jeg havde et LANGT forløb med 19 timer på sygehuset, men min datter kom.. Jeg havde ikke fået noget bedøvende eller andet, for jeg var så bange gfir at det kunne påvirke mit barn.. 

Ja det gjorde ondt - men det gør ikke ondt på samme måde som at slå sit knæ F.eks.  Det er en smerte kroppen acceptere og arbejder sammen med.. Så det er ikke noget man som sådan husker bagefter  

jeg havde da ihvertfald lykkeligt glemt hvor ondt det gjorde da jeg fødte igen et år efter (også uden smertestillende) 

jeg fik den frygtede 3. grads bristning, men mærkede intet da jeg sprak, eller da jeg skulle sys  

anden gang sprak jeg ikke, og kunne rejse mig med det samme  

alt i alt er jeg meget glad for at jeg ikke fik KS høre tit om at det er meget værre efterfølgende. Og at man ikke må holde sin baby osv. 

så selvom forløbet skræmte mig meget, har jeg klaret det to gange indenfor to år havde ikke noget valg. Men det gik  

 

Tak for dit svar

Jeg er bange for, at det går galt og jeg brækker halebenet ligesom min mormor og mor gjorde, at jeg dør, at mit barn dør, smerterne i forbindelse med veerne og når der skal presses, om jeg brister, at jeg ingen kontrol har over min krop, om det går galt så det alligevel ender med et kejsersnit, og så også at jeg ingen kontrol har over hvornår det sker, altså hvornår fødslen går i gang (ved godt den sidste her bare er noget man må affinde sig med)

Men der er super mange ting der spiller ind som gør, at jeg simpelthen er så bange for det og føler bare slet ikke, at jeg kan falde til ro og føle en fødsel naturlig. Jeg ved godt, at jeg selv har valgt at skulle have mit barn - men havde på ingen måde troet, at det ville skræmme mig SÅ meget som det åbenbart gør. Det er tanker jeg har fået her senere i graviditeten, ikke nogle jeg har gået med før. er simpelthen bare så ked af, at jeg har det sådan her og at jeg slet ikke kan tænke på noget andet lige for tiden. Tror det er fordi, at det pludselig er ret tæt på, og jeg føler jo nærmest at fødslen kan gå i gang hvert øjeblik selvom jeg kun er 31+2

Lykke:) skriver:

Tak for dit svar

Jeg er bange for, at det går galt og jeg brækker halebenet ligesom min mormor og mor gjorde, at jeg dør, at mit barn dør, smerterne i forbindelse med veerne og når der skal presses, om jeg brister, at jeg ingen kontrol har over min krop, om det går galt så det alligevel ender med et kejsersnit, og så også at jeg ingen kontrol har over hvornår det sker, altså hvornår fødslen går i gang (ved godt den sidste her bare er noget man må affinde sig med)

Men der er super mange ting der spiller ind som gør, at jeg simpelthen er så bange for det og føler bare slet ikke, at jeg kan falde til ro og føle en fødsel naturlig. Jeg ved godt, at jeg selv har valgt at skulle have mit barn - men havde på ingen måde troet, at det ville skræmme mig SÅ meget som det åbenbart gør. Det er tanker jeg har fået her senere i graviditeten, ikke nogle jeg har gået med før. er simpelthen bare så ked af, at jeg har det sådan her og at jeg slet ikke kan tænke på noget andet lige for tiden. Tror det er fordi, at det pludselig er ret tæt på, og jeg føler jo nærmest at fødslen kan gå i gang hvert øjeblik selvom jeg kun er 31+2

Jeg kan sagtens følge dig  

da vi havde været til md, brød jeg sammen i bilen og ville bare ikke føde, jeg tiggede min JM men der var intet som hjalp  

følte mig så magtesløs, bange og i det hele taget kunne jeg ikke glæde mig!  

det kunne jeg tilgengæld anden gang da jeg vidste hvad jeg gik ind til