En slags UP-DATE på Brev til min kæreste om skrukhed/ulykkel

LinLin skriver:

Jeg holder stadig på ultimatum!
Er det ikke ti år i har været sammen? Det der gennemskuer han da med det samme(det håber jeg da i hvert fald efter så mange år sammen )

Jo næsten 10 år..

Ultimatum er bare dumt, når jeg VED at jeg ikke kan holde det.

Men ja, den omvendte psykologi bliver det ikke..

Faith skriver:

Jeg synes altså virkelig du skal overveje nøje havd du skriver til ham. Du mener det jo ikke! Hvad skal manden tro??? Synes ikke det er fair.

Mener helt klart man kommer længst med ærlighed, og du skal da ikke lægge skjul på at du brændende ønsker dig et barn på et tidspunkt. Men jeg synes virkelig du presser ham. Min erfaring siger mig at mænd har tendens til at bakke fuldstændig ud hvis de føler sig presset, og i dette tilfælde forstår jeg ham altså godt.

Kan du ikke lægge det på hylden lidt og så fokusere på jeres forhold? Ved godt det er svært når man brændende ønsker sig noget. Men tror bestemt ikke du kommer nogen vejne med omvendt psykologi.

Jeg vil bare lige understrege at det er flere måneder siden jeg sidst har snakket PB med ham .. Så han har haft en del tid til at tænke over tingene. Og har ikke presset ham. Men han har før sagt at han tænker meget over det, han ved jo hvor meget det betyder for mig ..

Jeg nyder vores forhold og på trods af min ulykkelighed på det punkt her, så har vi det alle tiders sammen - Har været på en skøn ferie for 1 måned siden.. Og nyder hinanden, virkelig..

Og jeg skriver ikke brevet, hvis jeg skriver et, bliver det med mine ærlige følelser.. Jeg vil bare gerne skrive et brev, det har jeg det bedst med, for så kan han læse det i fred og ro og tænke over tingene..
Også får jeg ikke sagt noget som jeg fortryder.. Hvis du forstår mig?

Miss-86 skriver:

Tak, du har ligesom de andre ret..

Ærlighed fremfor alt..
Også vil jeg skrive mine følelser ned omkring det.. Det er jeg mest til, for så får jeg IKKE sagt ting jeg fortryder, så har jeg TID til at skrive alt ned.. Og han får tid til at læse det og tænke over tingene..

Tak igen

Nu får jeg sikkert høvl for mit indlæg, men det må jeg så tage med

jeg er udemærket klar over at denne side netop er til at komme ud med følelser og div. Men for at være ærlig så tror jeg du skal slappe af. Hvis du bombarderer din kæreste på samme måde som du bombardere dette forum, så ender du med at skubbe ham længere og længere væk, og ønsket om en baby kommer til at ligge længere og længere ude i fremtiden. 

Det kan godt være din kæreste giver udtryk for at han er forstående og han lytter, men for at være ærlig så tror jeg han gør det for at få ro og af medlidenhed og ikke af lyst. 

Jeg siger ikke det her for at være ond, blot for at du skal passe på at du ikke ødelægger jeres forhold. hvis han virkelig gav efter for dit pres, tror du så han oprigtigt ville være lykkelig?  Jeg tror at det vil ødelægge meget for jer hvis du presser ham til det her barn som han i virkeligheden slet ikke ønsker lige nu. Jeg tror han i længden vil miste mere og mere respekt for dig, hvis du fortsætter på den måde. Giv han tid, lad HAM blive klar, i mellem tiden kunne du jo finde noget andet at gå op i, og få babytankerne lidt på afstand. 

Jeg kender til den følelse af frustration og ulykkelig, som du går rundt med, jeg har det lige Sådan. men jeg har desværre erfaret at jeg skubbede min kæreste længere og længere væk fra mig, så han faktisk til sidst gik fra mig! Jeg blev så gravid ved et uheld, og han endte faktisk med at presse mig til en abort, fordi han virkelig ikke ønskede det her barn lige nu. han er jordens bedste "far" til min datterdrog ved at han vil være en lige så god faforår vi engang får en sammen. Men det bliver når HAN er parat til det. 

Janne T. skriver:

Jeg synes ikke det er konstruktivt - overhovedet! Jeg forstår godt du er ved at være skide træt af det, men jeg tænker, at et velfungerende parforhold bygger på ærlighed og åbenhed. Det er for mig de fundamentale byggesten i tosomheden. At du vil lyve for at prøve at få ham til at ændre mening tror jeg ikke er særlig sundt for jer som par. Jeg tror det er starten på en nedadgående spiral. Hvad vil du gøre, hvis han siger: "Okay, det er jeg glad for at høre skat". Vil du acceptere det og blive sammen med ham?

Jeg tror du er nødt til at gøre op med dig selv om du vil vente - og så gøre det uden forbehold, psykologiske spil og frustrationer. Eller om du har nået det punkt hvor nu er det nok, og så stiller du ham et ultimatum.

Når i har været sammen så længe, og du gerne vil bygge et liv, et familieliv med ham, så er jeg helt sikker på, at det bedste udgansgpunkt ikke er at lyve og spille psykologiske spil, som ingen af jer er tjent med.

Jeg vil nu gerne vente på ham (for jeg ved han er det værd ), men jeg vil alligevel prøve at fremskynde processen  at han bliver klar..

Jeg prøver bare ved jeres hjælp at finde ud af, hvad jeg skal og ikke skal..

Og JA, jeg holder mig til ærlighed..

Men ideen om den omvendte psykologi kommer herinde fra, det var ikke noget jeg nogensinde selv havde tænkt over.

Dorthe1986 skriver:

Jeg synes bestemt du skal skrive et brev, som du hele tiden har villet. For så er du sikker på det hele kommer med.

Men jeg mener ikke det er vejen frem, at skrive at du ikke vil have børn. For som de andre siger, den kan han regne ud. Og skal den holde så ville det jo kræve et enormt skuespil fra din side af.

Jeg går også ind for et ultimatum. Skriv i brevet, hvor hårdt det har været og stadigvæk er. Og at du er er nået dertil at du er nødt til at stille ham det ultimatum, at hvis i skal have barn går i gang senest den og den dato (6 mdr for eksempel eller 1 år). Hvis ikke så er du nødt til at forlade ham. Men så er du virkelig også nødt til at holde fast!

Tak, for begge dine svar..

Jeg vil også være ærlig overfor ham .. Det ønsker jeg jo også den anden vej!

Altså, vi har jo prøvet det før, at aftale at om 6 mdr., så går vi igang, det holdte han ikke .. Derfor vil han ikke love sådan noget igen og såre mig og det forstår jeg ham godt for. For det gjorde dælme ondt
Et ultimatum kommer jeg ikke til at holde, jeg har "truet" ham med at hvis ikke vi gik igang i jan/feb 2013, så skulle han flytte.. Men jeg kunne ikke, da vi kom til stykket.. Det er vildt svært, jeg elsker ham jo overalt på jorden ..

KTP86 skriver:

Lad nu være med at lyv overfor ham. Det er da noget af det værste du kan gøre! Vær ærlig. Vær digselv. Såfremt du giver ham dit brev fyldt med løgne så håber jeg at han gennemskuer dig så i kan få snakken overstået Hvad end det ender med,så håber jeg at du en dag får dit ønske opfyldt 

Tak, du har ret
Ærlighed og KUN ærlighed, sådan har det altid været i vores forhold og sådan skal det fortsætte med at være

DianaRJS skriver:

kan ikke helt forstå hvorfor det hele skal være igennem et brev? altså i er vel kærester og kan snakke om alt????

udover det synes jeg det er synd af presse ham, han vil jo ikke af en grund, og er han ikke klar, så bliver det aldrig sundt når nu han er ærlig omrking at være klar eller ej....

 

men altså det er jo dit valg

Vi KAN snakke om alt. Men når jeg skriver et brev, kan jeg gøre det over længere tid og få skrevet mine følelser og tanker ned!
Og så er der det, at jeg ikke får sagt noget jeg fortryder bagefter, det kan jeg godt komme til og det ønsker jeg ikke

Becks skriver:

Jeg forstår dig fuldt ud, at du brændende ønsker dig et barn - Jeg har selv kæmpet i 2 år i behandlinger osv.. Ved det ikke er sjovt at vente..

Men jeg forstår ikke, hvorfor du vil blive ved med at presse ham, han har jo tydeligt sagt han ikke har lyst? Jeg er mere bange for, at du ender med at skubbe ham væk fra dig, at han siger stop til sidst og ikke vil være sammen med dig mere..

Jeg forstår godt, at du vil skrive et brev, men jeg synes bestemt ikke, at du skal lyve... Hvad hvis han siger med et smil "Hvor er jeg glad for at høre det. bla bla?" Det kommer til at bide dig selv i rumpen!

Synes i stedet I skulle tage en snak, snak om hvordan og hvor I ser hinanden om 3-5 år.. Måske han i virkeligheden har samme drømme som dig, men bare ikke er klar nu!?

Håber ikke du bliver stødt over mit indlæg, det er bestemt ikke skrevet for, at lyde nedladende eller noget, men blot skrevet som undren...

Pøj pøj

Tusind tak og vil starte med at skrive, at jeg ikke føler mig stødt..
Og vil lige skrive, at jeg ikke snakker om det til daglig herhjemme, det er vel omkring starten af året, jeg sidst snakkede om det, for jeg skulle have mine HPV-vacciner først ..

Jeg er som sådan ikke ude på at presse ham, jeg vil nærmere fremskynde processen.. Forklare ham, at hver dag for mig er et kompromis og forklare mine tanker/følelser..

Mine tanker går også på; HVAD NU hvis det tager flere år at blive gravid .. Eller hvis vi skal have hjælp til at jeg kan blive gravid?
Så 'unge' er vi heller ikke mere, forstå mig ret..

Elias2010<3 skriver:

Kan sagtens forstå dig.. Det tog mig selv 1,5 år og vente på min kæreste blev klar på nummer to .. Og det er meget frustrerende ... Jeg har dig holdt igen og ventet på ham, men det har bestemt ikke været nemt !!! 

Jeg har og holder stadig meget igen..
Det er længe siden jeg sidst har snakket om det og med længe siden, mener jeg 5-6 mdr..

Du har ret, det er frustrerende.
Man skulle ellers tro, det var nemmere med nr.2